Det er ikke altid let at skulle stå for presset, når man i en ung alder udråbes til den kommende superstjerne. Cykelhistorien er fyldt med eksempler på ryttere, der bragede ind på den professionelle scene, men som allerede midt i 20erne hurtigt forsvandt fra scenen og endte som anonyme hjælperyttere. I andre tilfælde opnåedes egentlig pæne resultater, men hurtigt blev de overskygget af andre og mere succesrige kometer.

Derfor var det også herligt at være vidne til dagens forrygende sidste etape i Volta a Catalunya, der endnu engang viste os, hvorfor Montjuic-rundstrækningen i Barcelona er garant for knaldgodt cykelløb. Da stormen havde lagt sig efter et sandt festfyrværkeri af angreb, var det nemlig to af de talenter, der i de senere år er gledet lidt i baggrunden, som modtog det catalanske folks hyldest øverst på podiet. Dermed mindede de i hvert fald for en stund os alle om, at de stadig er her, og at det er alt for tidligt at afskrive dem.

Egentlig er det lidt urimeligt at betegne Miguel Angel Lopez som et glemt talent. Astana-kaptajnen er blot lige fyldt 25 og kommer fra en sæson, hvor han endte som nr. 3 i både Giroen og Vueltaen. Det er en resultatliste, der med det samme burde hæve ham til de allerøverste pladser på talentspejdernes ønskeliste, men alligevel synes mange at have glemt, hvor kolossalt et potentiale den lille Superman har.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Forklaringen stod lige ved siden af ham, da han i dag kunne fejre den anden store etapeløbstriumf på WorldTouren i hans unge karriere, tre år efter den imponerende sejr som 22-årig i Tour de Suisse. På podiets nederste trin stod nemlig landsmanden Egan Bernal, og det er i høj grad ham, der er skyld i, at der ikke er blevet talt meget om Lopez i det sidste års tid. Trods de imponerende podiepladser i de to mindste grand tours har Lopez måtte leve med, at Bernals kometagtige entre på WorldTouren har sendt hele cykelverdenen i nærmest kollektiv ekstase, og i det spil er Lopez hurtigt blevet til ”den glemte colombianer”.

Det er imidlertid dybt, dybt uberettiget. I stort set ethvert andet lande vil Lopez nemlig med det samme være blevet udskreget til supertalent nr. 1. Det berettiger et generalieblad, der må gøre enhver cykelpensionist dybt misundelig, nemlig til, og det er endda opnået i en alder af bare 25 år. Det kan godt være, at Lopez måske ikke helt har fundet de superben, han havde i 2017-udgaven af Vueltaen, hvor han på tre bjergetaper i træk rundbarberede hele verdenseliten igen og igen, men med solid og stabil kørsel endte han alligevel på podiet i de to eneste grand tours, han kørte i 2018.

Netop fordi han er blevet overskygget af Bernal, må dagens sejr også være særligt sød. Den blev nemlig opnået i et direkte opgør med landsmanden, og da den genopstandne Nairo Quintana ligeledes var at finde i feltet, kan Lopez vel endda med en vis ret sige, at han vandt det interne colombianske om landets etapeløbstrone. Da han samtidig satte dem begge til vægs i årets Colombia 2.1, hvor han var den i særklasse stærkeste, er det altså fortsat for tidligt bare at udråbe Bernal som den kommende colombianske cykelkonge, også selvom Lopez er langt mindre alsidig end sin fænomenale landsmand, der mestrer alle sportens discipliner.

Lopez’ sejr var ikke helt så overlegen som på hjemmebanen i Colombia for et par uger siden, men ingen kan pille ved triumfen. Måske var han Bernal klart underlegen på løbets kongeetape, men med klog og kalkuleret kørsel lykkedes det ham at holde sig til. Og måske var det et øjebliks uopmærksomhed i det interne magtspil, der muliggjorde hans succesrige angreb i torsdags, men det store ridt, han efterfølgende leverede, viste, at han var fuldt ud i samme liga som Bernal, Quintana og Adam Yates, og særligt briten bukkede sig da også efterfølgende i støvet over den magtdemonstration, han havde leveret.

Også i dag viste han, at den samlede sejr var fuldt fortjent. Sky, Movistar og Mitchelton gjorde nemlig som lovet og satte alt ind på en storslået offensiv. Først lagde Sky og Mitchelton et benhårdt pres på de første omgange af rundstrækningen, inden Quintana igen viste det store mod, der også gjorde ham til den store animator af sidste etape i Paris-Nice. For den ikke specielt eksplosive Movistar-kaptajn var eneste chance at køre langt udefra, og med god hjælp fra Carlos Verona lykkedes det ham da også at sætte Astana under pres.

Og kasakkerne måtte virkelig arbejde for føden. Det blev ikke lettere af, at de tidligt mistede Merhawi Kudus i det store styrt, der desværre også sendte Romain Bardet og evigt uheldige Simon Geschke til tælling, og da Davide Villella hurtigt brændte sammen, var Lopez efterladt med bare Andrey Zeits og Pello Bilbao. Førstnævnte skyggede Quintana på kaptajnen vegne, inden Bilbao endelig rejste sig efter et skuffende løb og fik neutraliseret den colombianske trussel.

Knap var alarmen afblæst, før den igen blev sat i gang. Det skete, da Yates-brødrene udnyttede en kortvarig stilstand til at iværksatte deres forventede offensiv, og da først Simon havde tilbagebetalt Adam for det arbejde, han leverede under sidste års Vuelta, så det kortvarigt ud til, at Lopez var ved at miste det hele. Uopslidelige Zeits var ganske vist sin vægt værd i guld, og Bilbao havde også stadig noget at skyde med, men mod formstærke Yates, der i disse tider vel aldrig har været bedre, havde de ingen chance.

Det tvang Lopez til selv at træde i karakter, og det gjorde han effektivt. Med en fornem forcering mod toppen af næstsidste stigning lykkedes det ham at lukke en stor del af hullet, og da Pavel Sivakov, som i dette løb endelig har vist sit store potentiale, gik frem for at iscenesætte Bernals store angreb, smeltede den sidste rest af Yates’ forspring.

Alle sad nu og ventede på det forventede angreb af Bernal, men det virkede til, at guldfuglen i dag ikke have sine bedste ben. Det blev kun til en halvforkølet forcering nær toppen, som Alejandro Valverde let besvarede, og Lopez fik også hurtigt svaret på det efterfølgende angreb på nedkørslen. Derefter var det intet problem at holde øje med sine tre værste rivaler, og dermed leverede Lopez og Astana et fornemt forsvar på en dag, hvor rivalerne ellers gjorde alt for at knække ham.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Det har Yates naturligvis mest grund til at ærgre sig over. Efter det nærmeste tragiske nederlag på bare 0,31 sekund i Tirreno-Adriatico blev det igen til en frustrerende 2. plads, der utvivlsomt kan give en søvnløs nat eller to. Hvor det i Italien var den lille margin, der må have vækket ærgrelse, var det denne gang torsdagens magtkamp mellem ham og Bernal, der må gøre ham gul og grøn af frustration. Ganske vist har de seneste uger til fulde bekræftet, at han er fuldt på højde med sin bror, der ellers havde skubbet ham i baggrunden, men den forløsende første store etapeløbssejr på WorldTouren er i begge tilfælde udeblevet.

Det blev heller ikke til to i træk for Bernal, der ikke kunne blive den første siden Richie Porte til at vinde Paris-Nice og Volta a Catalunya i samme sæson. Selv for ham vokser træerne altså ikke ind i himlen, men han kan nu alligevel se tilbage på løbet med en vis tilfredshed. Han var i hvert fald den stærkeste på løbets kongeetape, og var det taktiske spil forløbet en anelse anderledes, eller havde han været i stand til at knække Quintana i onsdags, kunne han såmænd sagtens være endt øverst på podiet. De seneste uger må i hvert fald have betrygget ham i, at det er ganske realistisk for ham at gå efter sejren i Giroen om en god måneds tid.

For Movistar endte løbet til gengæld som en fuser. Med Valverde, Quintana, Marc Soler og Richard Carapaz var man mødt op med en A-trup, der kun savnede den netop tilbagevendte Mikel Landa, og alligevel kom man hjem uden hverken etapesejr eller podieplads. Quintana kan ellers være stolt af sin indsats, for det var vel hans præstation på Vallter 2000, der forhindrede Bernal i at køre fra alt og alle, og han fik igen bekræftet, at han definitivt er tilbage efter et flot Paris-Nice. I sidste ende blev det hele lidt for eksplosivt til, at han kunne vinde, men benene fejlede bestemt ikke noget.

Det gjorde de til gengæld for Valverde, der igen måtte sande, at det nok er slut med at blande sig med bedste i de høje bjerge. Noget kunne i hvert fald tyde på, at det er i hans naturlige terræn, de eksplosive bakker, at han skal rette sit fokus, og det vil han da også gøre i de kommende uger, hvor han først kaster sig ud i et spændende flamsk eksperiment, inden det gælder det helt store mål i Ardennerne. Man kan dog undre sig over, at hjemmeholdet ikke gjorde alt for at sætte deres stjerne op til sejr på dagens etape, hvor han med en tredje triumf kunne have reddet deres ære. Quintanas fremstød var flot, men da det kiksede, havde det tjent dem til ære at gå efter den sejr, der så ud til at være inden for rækkevidde for en Valverde, der i hvert fald lignede sig selv på den eksplosive Montjuic-stigning.

Steven Kruijswijk kan også rejse hjem med stor tilfredshed, efter at han med en 5. plads i et løb, der ikke passede ham specielt godt, fik vist, at han nærmer sig sit gamle niveau. Michael Woods’ fortsatte sin kometagtige udvikling ved også at gøre det godt i de høje bjerge, og Rafal Majka fik med en stærk afslutning endelig sendt lidt opmuntrende tendenser. Enric Mas virkede også som en mand i fremgang efter den skuffende indledning og kan nu med en vis fortrøstning se frem mod en bedre præstation i Baskerlandet. Og endelig var det fornemt at se unge Guillaume Martin udnytte et udbrud til at sikre sig en 8. plads i det stærkeste besatte ugelange etapeløb på WorldTouren.

For Dan Martin endte det hele til gengæld i frustration. For andet år i træk styrtede den uheldige irer på Barcelona-rundstrækningen, og dermed endte et løb, der var startet så lovende, som endnu en ærgerlig oplevelse. Der er dog så meget positivt at tage med fra den flotte præstation på kongeetapen, at han med fortrøstning kan se frem mod Ardennerne. Langt værre gik det for de franske stjerner, efter at Pinot oplevede et sjældent dårligt ugelangt etapeløb, og Bardet efter en halvtam indsats endte i asfalten. Heldigvis er han sluppet uden alvorlige skrammer og kan nu rette blikket mod klassikerne, hvor han går efter at bygge videre på sidste års flotte 3. plads i Liege.

Her kan man meget vel skulle slås med det andet af de glemte talenter. Dagens flotteste præstation blev leveret af Davide Formolo, der endelig fik gjort os alle opmærksom på, hvorfor han i sin tid blev udpeget som nr. 3 i den italienske grand tour-arvefølge bag Vincenzo Nibali og Fabio Aru. Sådan gik det imidlertid aldrig, og efter flere år, hvor han kun momentvist har vist sit potentiale, er han i dag endt som en relativt anonym rytter på Bora-mandskabet, der heller ikke har kunnet bringe ham det sidste skridt mod toppen.

Måske ligger forklaringen i dagens ridt. Jeg kan i hvert fald huske, hvordan jeg fik øjnene op for ham. Det skete i hans allerførste løb i Italien, hvor han som helt grøn var den bedste på stigningerne. Da han siden som den eneste kunne følge Nibali på en hård rute ved de italienske mesterskaber bare få uger, inden den italienske grand tour-konge tog en knusende overlegen sejr i Tour de France, var det ikke mærkeligt, at de italienske medier så ham som deres næste stjerne.

I rollen som grand tour-rytter er han imidlertid ikke slået til, men han har fortsat med at imponere i det terræn, hvor han slog igennem. Således har han i både 2017 og 2018 været en nøglefigur i Liege - for to år siden var han endda ved at vinde skidtet - og i dag viste han med et nærmest overmenneskeligt soloridt, hvor han jagtede af en forrygende formstærk Yates og et felt med flere af de største stjerner, at hans evner på bakker som disse er uovertrufne. Efter den præstation skal det i hvert fald blive interessant at se ham igen folde sig ud i Liege, hvor han sammen med Peter Sagan og yderst formstærke Maximilian Schachmann, der i parentes bemærket selvfølgelig sikrede sig en 3. plads i dag, kommer til at udgøre et skræmmende mandskab.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Her vil han formentlig skulle slås med Michael Matthews, der som nævnt i gårsdagens analyse må komme fra Catalonien med et ordentligt selvtillidsboost efter den dybt ærgerlige start på sæsonen. I dag måtte han dog sande, at skadespausen altså har kostet lidt på formen. I hvert fald brast drømmen om at vinde på Barcelona-rundstrækningen, som en formstærk Matthews sagtens kunne magte, da han måtte slippe den sidste gang op ad Montjuic. Det er derfor måske nok tvivlsomt, om han når at finde sin allerbedste form til søndagens Flandern Rundt, men han burde være knivskarp i Amstel og Liege, hvor han med de seneste ruteændringer må fremstå som en af de tungeste favoritter.

Det kunne Dion Smith måske også blive om nogle år. Den hurtige newzealænder fik i hvert lidt af et gennembrud, da han i dag som eneste ”outsider” kunne holde sig til alle stjernerne på den svære rundstrækning, inden han spurtede sig til en højst overraskende 4. plads. Han har ellers kun momentvist givet prøver på sit potentiale og aldrig tidligere på så svær en rute og i så skrapt et selskab. Dagens præstation kunne være endnu et vidnesbyrd om, at Mitchelton kan et eller andet, når det handler om at udvikle talenter.

Det har de i hvert fald viste mange gang, ikke mindst med Yates-brødrene, Matthews og Esteban Chaves. Ingen af dem er endt på listen over glemte talenter, der tidligt slog igennem, men aldrig levede op til potentialet. Det var Formolo i fare for, ligesom Lopez risikerede at skulle leve en tilværelse i skyggen af Bernal. I dag fik de heldigvis begge mindet os om, at det ikke nødvendigvis behøver at gå sådan. Forhåbentlig viser de os det igen i hhv. Liege og Giroen.