Jonas Vingegaards toptræner Mathieu Heijboer svarer igen på dopingspørgsmålene, der kom fra journalister, efter Jumbo-Vismas dominans i Tour de France.
Annonce
Mathieu Heijboer forstår ikke, hvorfor Jumbo-Vismas ryttere skal blive mistænkeliggjort af journalister, fordi de leverer en god præstation.
Det siger han til VeloNews.
”Mit spørgsmål tilbage (til journalisterne, red.) ville være: ’hvad har I brug for fra os til at modbevise beskyldningerne?’ Fordi vi præsterer på et højt niveau og er det bedste hold i Tour de France, er det så en grund til at mistænke os?”
Det hollandske hold vandt seks etaper samt den gule, grønne og bjergtrøjen. Sådan en dominans er ikke set i årtier.
Heijboer har været central for Jumbo-Vismas udvikling. Han er manden bag træningsstrategierne for Jonas Vingegaard, Primož Roglič og Wout van Aert. Toptræneren har været en del af det hollandske hold siden 2008, da det hed Rabobank, som blandt andre Michael Rasmussen kørte for i en årrække, før han blev smidt ud af Tour de France i 2007.
"Man burde sætte sig lidt ind i tingene"
Den hollandske træner uddyber også, at det altså ikke er et hold, der er kommet fra ingenting. Det er et hold, som gradvist har kæmpet sig op til at være den mastodont, de er i dag med fire podier i Tour de France de seneste fire år.
”Vores hold er vokset og vokset, og på et tidspunkt, så er der nogle virkelig gode ryttere, som gerne vil køre for vores hold, såsom Tony Martin og Rohan Dennis. Det er ikke en præstation, der kommer ud af ingenting,” siger Head of Performance-træneren.
Heijboer forstår godt, hvorfor spørgsmål om doping kan komme frem fra skufferne igen, når man tænker tilbage på de mørke 00’ere, men han opfordrer dog til at sætte sig ind i, hvordan holdene arbejder, før man kommer med beskyldninger og spørgsmål om doping.
”Hvis man sætter sig lidt ind i tingene i, hvordan vi arbejder, og hvad vi laver som et hold, giver det ingen mening at stille de spørgsmål (spørgsmål om doping, red.). Der er ingenting, vi gør galt.”
Jonas Vingegaard og Wout van Aert var to af de ryttere, som der blev gået mest kritisk til, efter triumfen i Paris. Det giver Heijboer ikke meget for og fremhæver sidstnævnte som eksempel på, hvorfor Jumbo-Visma er rene.
”Wout van Aert var 10, da den mørkeste periode i cykling foregik. Han har ingenting at gøre med det. Hvorfor skal han så stilles til regnskab for noget, personer to generationer før ham gjorde,” slutter Heijboer af med at sige.
SENESTE
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce