Prøv vores nye app
Vingegaard vs. Pogacar: Sådan har de klaret sig imod hinanden
27. juni 2024 22:49Foto: Sirotti
af Gustav Volstrup Sønderlund

Den store duel i årets Tour de France tegner til igen at blive imellem sidste års nummer et og to: Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar. Vi varmer op til Touren og kigger nærmere på, hvordan det er gået, når de to storfavoritter har konkurreret direkte imod hinanden i etapeløb.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

Tour-feberen er ved at stige til kogepunktet, og spændingen er nærmest lige så stor som altid. 

 

Jonas Vingegaard skal nemlig ud i sit andet Tour-forsvar og det blot tredje danske Tour-forsvar i historien.

 

Naturligvis hedder hovedudfordreren igen i år Tadej Pogacar, og han ser nærmest mere skræmmende ud end nogensinde før. For inden Touren overhovedet er startet, har det slovenske vidunderbarn allerede 13 sejre i 2024. Det er mere end nogen anden.

 

Læs også
Våbenkapløb: Visma mister stor profil til konkurrenter

 

De seneste tre udgaver af verdens største cykelløb har været en duel mellem sloveneren og danskeren, og vi forventer ikke, at det bliver anderledes i år.

 

Kamphanerne har til gengæld stadig til gode at møde hinanden i år, da de har kørt forskellige løbsprogrammer, og Vingegaard ikke har kørt løb siden sit styrt i Baskerlandet Rundt.

 

Dermed var deres seneste indbyrdes møde i etapeløb under sidste års Tour, hvor vinderen for andet år i træk hed Jonas Vingegaard. Men hvordan er det ellers gået, når verdens to bedste Grand Tour-ryttere er tørnet sammen i etapeløbssammenhæng?

Annonce

 

Netop dette kigger vi i denne artikel nærmere på, for hvem har egentlig haft overhånden de to imellem, når de har duelleret direkte imod hinanden?

 

Foto: A.S.O. / Pauline Ballet.

 

Det perfekte forsvar

Efter den eventyrlige Tour-triumf med den perfekte cirkelslutning med start på dansk grund og hyldest selvsamme sted fire uger senere, skulle Jonas Vingegaard forsøge at genvinde Touren som den første dansker i historien.

 

Hans forudsætninger for dette så ganske lovende ud, da han havde kvalt al modstand i først Baskerlandet Rundt og siden Critérium du Dauphiné få uger inden Tour-starten. Imens døjede hans slovenske rival med et brækket håndled, men de stod begge skarpt til Tour-starten i Bilbao.

 

Og det var de også nødt til, for der var hårde stigninger på menuen fra første færd, og det kunne kun betyde én ting: Pogacar i angreb. På løbets to første etaper angreb førsteudfordreren for fulde drøn, men kunne ikke slippe af med den forsvarende vinder. Han blev dog treer på dem begge og sluttede dermed foran Vingegaard og kom i overskud på bonussekunder.

 

De to følgende sprinteretaper kom de samlet i mål. Vingegaard sluttede bedre end Pogacar på 3. etape og omvendt dagen efter. Men på 5. etape ramte rytterne de første bjerge, og hen helt ukontrolleret dag i Pyrenæerne endte med et kraftfuldt Vingegaard-angreb, som manden i hvidt ikke kunne svare igen på. Vingegaard hentede over et minut på sin rival.

 

Læs også
Albert Philipsen overgår verdensstjerner og topper fornem liste

 

Jumbo-Visma havde opdaget sprækker i slovenerens panser og ville lave knockout dagen efter med en storstilet offensiv på Tourmalet. Pogacar havde dog slikket sine sår og stod atter skarpt. Så skarpt at han endda satte Vingegaard på målstigningen til Cauterets og vandt etapen og en sekundhøst på 24 sekunder. Touren var helt åben igen med danskeren i gult.

 

Efter to flade etaper bød den næste test på den monsterstejle Puy de Dome. Pogacar satte et heftigt angreb ind lidt over en kilometer fra toppen. Først sad Vingegaard lige i hjulet, men slovenerens forcering fortsatte i hvad der føltes som en evighed. Igen kørte han fra danskeren, der dog klarede skærene og tabte otte sekunder.

 

Flere udbrudsdage fulgte, men fra 13. etape tog tvekampen atter fat. På Grand Colombier spurtede Pogacar fra den gule trøje mod målstregen på toppen og hentede fire sekunder. Det blev tættere og tættere i den samlede stilling.

 

24 timer senere skulle Vingegaard igen svare på slag fra Pogacar. Det kraftigste af disse kunne han ikke svare igen på i første omgang, men han sled sig tilbage, så de to rundede toppen af Col de Joux Plane sammen og kom også sammen i mål. Det samme gjorde de dagen efter, hvor Vingegaard mere overbevisende havde siddet limet til UAE-kaptajnens hjul.

Annonce

 

Lige så tæt, som Touren havde været indtil da, lige så enorm var forskellen mellem de to rivaler på 16. etape. 22,4 benhårde kilometer i kampen mod uret ventede, og her leverede Vingegaard en præstation uden sidestykke. Han smadrede Pogacar helt og aldeles og tog 1:38 på ham alene på den dag.

 

En ulykke kommer sjældent alene, og det gjorde sig også gældende for sloveneren, der på den monstrøse kongeetape dagen efter gik helt ned med flaget på Col de la Loze. Han smed knap seks minutter til Vingegaard, der viste sig som Tourens stærkeste mand. Touren var nu afgjort.

 

Tre dage senere ventede dog et sidste bjergslag i Vogeserne. Pogacar kunne få revanche, og det gjorde han, da han i en spurt slog Vingegaard og de øvrige favoritter og tog sin anden etapesejr i løbet. Dagen efter blev Vingegaard kronet i Paris.

 

På blot otte af løbets etaper kom Vingegaard i mål foran Pogacar, men det ændrer ikke på, at danskeren lægger sig i front med en føring på 1-0.

 

Vingegaard vandt Touren 2023 med 7:29 til Pogacar. Foto: Sirotti.

Annonce

 

Læs også
UAE-boss fremhæver Vingegaard og kommer med skræmmende Pogacar-forudsigelse

 

Revanchen

Deres seneste møde, som ikke var i en Grand Tour, var i Paris-Nice anno 2023. Her indkasserede Pogacar hele fire sejre med den samlede sejr som en af disse.

 

Imens tog Vingegaard ikke en eneste og sluttede som treer samlet bag Pogacar og David Gaudu.

 

Kun på holdenkeltstarten fik den daværende Jumbo-rytter en bedre etapeplacering end sin rival, da han og holdet vandt denne etape.

 

På 4., 7. og 8. etape blev deres interne styrkeforhold målt op, og her var der ingen tvivl om, hvem af de to der havde mest at skyde med, idet Pogacar vandt alle tre etaper i overlegen stil.

 

Efter et stort angreb på første bjergafslutning på 4. etape knækkede Vingegaard nakken på sin store kraftudladning, hvorfor han blev plantet af Pogacar.

Annonce

 

Tre dage senere gik det dog lidt bedre for danskeren, men da etapen skulle afgøres på toppen af Col de la Couillole, som også er mål på 20. etape af årets Tour, kunne han intet stille op imod multitalentets uimodståelige spurt.

 

Sidste etape af løbet dannede imidlertid ramme om noget af en Vingegaard-afklapsning, idet Pogacar lagde fra land 20 kilometer fra stregen med et vildt ryk, som ingen kunne svare på. Dermed kom slovenerens samlede sejr også i hus. En særk udligning til 1-1 af Pogacar.

 

Pogacar vinder 7. etape af Paris-Nice 2023. Foto: A.S.O. / Aurelien Vialatte,

 

Eventyret

Det er gået de færreste danske næser forbi, at Vingegaard i den eventyrlige 2022-sommer sejrede i verdens største cykelløb.

 

Læs også
Dansk stortalent om VM-ruten: Passer mig godt

 

Men som lovet kigger vi nærmere på denne tre uger lange tvekamp, som kulminerede med dansk sejr i Paris.

Annonce

 

Første gang temperaturen skulle tages på de to kamphaner var allerede på løbets åbningsetape i København, og her var Pogacar akkurat bedre med otte sekunder.

 

De følgende fire etaper sluttede Vingegaard kun bedre end sin konkurrent på en enkelt etape, nemlig den til Nyborg, hvor den daværende forsvarende Tour-vinder var impliceret i et styrt tæt ved mål, men uden tidstab.

 

På 6. og 7. etape fortsatte Pogacar med at ligne den mest sandsynlige Tour-vinder, idet han triumferede på begge etaper, dog noget mere overbevisende på 6. etape end den følgende dag på toppen af La Super Planche des Belles Filles, hvor Vingegaard var få meter fra at høste sin første Tour-etapesejr. Sloveneren erobrede den gule trøje som følge heraf.

 

Faktisk skulle der gå helt til den episke 11. etape af løbet, før Vingegaard formåede at slutte foran sin slovenske rival igen.

 

Dette gjorde han dog noget så eftertrykkeligt efter et perfekt orkestreret Jumbo-Visma-angreb fra kilometer nul, som var med til at udtrætte manden i den gule trøje, der måtte strække gevær på vej mod toppen af den brutale Col du Granon, og danskeren kunne derfor kalde sig den nye mand i gult.

Annonce

 

Herefter fulgte seks etaper i både Alperne, det lumske terræn i Massif Central og Pyrenæerne, hvor Vingegaards gule trøje var under angreb nærmest konstant. Både til Alpe d’huez, flyvepladsen i Mende og i Pyrenæerne forsøgte sloveneren utallige gange at ryste sin rival, men uden held.

 

Scenen var derfor sat til en storslået bjergfinale på mytiske Hautacam. Kunne Vingegaard gentage Bjarne Riis’ 26 år gamle, danske kunststykke? Naturligvis kunne han det, men ikke uden hård kamp, for Pogacar var nemlig nok en gang i angrebshumør. Vingegaard endte dog med at plante sin rival på vej mod toppen, så han kunne indkassere sin anden etapesejr.

 

Der skulle derfor et nyt slovensk mirakel til på enkeltstarten to dage senere, men det var en utaknemmelig opgave, når modstanderen hed Jonas Vingegaard. Danskeren udbyggede nemlig sin føring og havde etapesejren inden for rækkevidde.

 

Læs også
Bernal holder fortsat stor drøm i live: Svært, men troen er der

 

Enkeltstarten var blot den femte etape i Touren 2022, hvor Vingegaard sluttede foran Pogacar. Til trods for dette er det svært ikke at give pointet til Vingegaard her, da han dagen efter sikrede løbets samlede sejr. 2-1.

 

Vingegaard fik skovlen under Pogacar i fjor. Foto: A.S.O. / Pauline Ballet.

Annonce

 

Vidunderbarnet

Ligesom Paris-Nice i fjor var Tirreno-Adriatico i 2022 en noget anden fortælling end eventyret ved navn Tour de France 2022.

 

Pogacar var nemlig nok en gang på et helt andet niveau i dette løb, idet han på samtlige af løbets etaper sluttede bedre end danskeren, og han vandt selvfølgelig også løbet samlet i suveræn stil.

 

De to rivalers styrkeforhold skulle stå sin prøve på en kuperet afslutning, som Pogacar naturligvis mestrede. Dog var afstanden imellem dem ganske minimal, ligesom det også var tilfældet på de italienske mure dagen efter.

 

Kongeetapen to gange over Monte Carpegna var til gengæld en anden sag. Første gang op ad stigningen lettede det slovenske vidunderbarn anker, og her måtte Vingegaard give fortabt og indkassere et stort tidstab og måtte derfor nøjes med løbets samlede andenplads dagen efter. 2-2.

 

I Tirreno-Adriatico 2022 var Pogacar suveræn. Foto: Sirotti.

Annonce

 

Opblomstringen

Det lå ikke i kortene, at Vingegaard skulle blive Pogacars største bekymring i Tour de France 2021, men en uheldsramt Primoz Roglic banede vejen for dette.

 

Allerede på løbets to indledende etaper skulle favoritterne op imod hinanden, og her var Pogacar tydeligt på toppen. Begge dage sluttede han bedre end Vingegaard, der stadig stod i Roglics skygge.

 

Læs også
Yderligere fire profiler udtaget - Her er Danmarks komplette VM-trup

 

Men 5. etapes enkeltstart så til gengæld anderledes ud, for her var danskeren Jumbos bedste kort og tog etapens tredjeplads. Vinderen blev dog Pogacar, som kørte sig tæt på gult. To dage senere fik Vingegaard sin første etapeplacering højere end Pogacar, imens Roglic knækkede på den voldsomt lange, kuperede etape.

 

Men da bjergene indtraf, stod det hurtigt klart, at Pogacars Tour-forsvar var blevet noget lettere uden en Roglic på toppen. For etapen til Le Grand Bornand dannede ramme om en voldsom pulverisering af slovenerens konkurrenter. Så selvom han ikke vandt etapen, cementerede han her sin status som løbets konge. Vingegaard viste sig for første gang som en mulig podiekandidat ved at være den næstbedste over tre minutter efter.

 

Dagen efter forløb det ikke meget anderledes, idet Pogacar igen kørte fra Vingegaard og de andre på en ny regnvåd etape.

 

Da episke og frygtindgydende Mont Ventoux bankede på døren, syntes en ny slovensk soloforestilling at vente, men det blev bare ikke tilfældet. For på de sidste, vindblæste kilometer mod toppen af Tourens måske mest legendariske bjerg, vendte vinden i ryggen på danskeren.

 

Et hårdt angreb resulterede i det næsten umulige: Pogacar blev sat af Vingegaard, og på toppen var han over 40 sekunder bagud. Dog blev Vingegaard halet ind på nedkørslen, men det var et ildevarslende tegn for manden i gult, der sluttede forrest af de to på etapen.

 

Flere mindre begivenhedsrige dage fulgte inden Pyrenæerne, hvor flere store bjergetaper ventede, og selvom den nye Jumbo-kaptajn lykkedes med at plante den gule førertrøje, virkede det usandsynligt, at han kunne hale over fem minutter ind.

 

Den påstand stod også ved magt, da sloveneren vandt begge etaper med et hårdt ryk på toppen af begge stigninger med Vingegaard som toer begge dage uden dog at blive sat for alvor til vægs.

 

Tourens afsluttende enkeltstart varslede til gengæld, at Vingegaard havde potentialet til at slå Pogacar, idet han her blev treer igen, men barberede næsten et halvt minut af Pogacars forspring, der ikke kunne stå for fald længere.

 

Samtidig var det kun tredje og sidste gang i Touren 2021, at Vingegaard blev bedre end Pogacar på en etape. Sejren i denne duel var der derfor ingen tvivl om. 3-2 til Pogacar.

 

Læs også
Optakt: GP de Wallonie

 

For første gang plantede Vingegaard den ellers uovervindelige Pogacar på Mont Ventoux. Foto: Sirotti.

 

Det første møde

Første gang de to stjerner mødtes i etapeløbssammenhæng på WorldTouren, hvor de begge var konkurrencedygtige i klassementet, var Baskerlandet Rundt 2021.

 

Samtidig var det også første gang, at Vingegaard beviste, at han kunne køre med i den sjove ende af de største etapeløb, idet han sluttede foran Pogacar samlet på løbets andenplads.

 

Allerede fra åbningsenkeltstarten var det en ny dansker, vi fik at se, eftersom Jumbo-rytteren her overgik Pogacar. Sloveneren var dog ikke til at slå de følgende to dage, men en tidsgevinst på 4. etape satte danskeren i en bedre position. Samtidig var hans holdkammerat Primoz Roglic også godt placeret.

 

Dette udnyttede Jumbo-rytterne på den sidste, eksplosive etape, hvor Roglic med en storstilet offensiv stjal den samlede sejr. I duellen holdt Vingegaard sig til Pogacars hjul, hvilket sikrede ham en bedre samlet placering. På blot to ud af seks etaper var danskeren bedre, men den samlede andenplads giver Vingegaard point, hvorfor der er udlignet til 3-3.

 

Jumbo og Vingegaard fik skovlen under Pogacar i Baskerlandet. Foto: Sirotti.

 

Godt nok mødtes de to kamphaner både i UAE Tour samme år og Baskerlandet Rundt 2019, men deres interne duel udeblev.


Dermed viser historikken, at de har været meget jævnbyrdige i deres indbyrdes kampe, men oftest i kortere etapeløb har Pogacar haft overhånden, imens historien er en anden i Grand Tour-sammenhæng, hvor stillingen står 2-1 til Vingegaard. Hvem tager føringen efter Touren 2024?

 

Følg hele Touren 2024 tæt på Feltet.dk hele sommeren.

INFO
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Tirsdag den 17. september 2024

Landevej
Bernal holder fortsat stor drøm i live: Svært, men troen er der
Landevej
Roglic overvejede karrierestop - nu tror han på VM-succes
Udstyr og test
Produktnyt: BMC URS gravelcykler
Landevej
UAE-boss fremhæver Vingegaard og kommer med skræmmende Pogacar-forudsigelse
Landevej
Våbenkapløb: Visma mister stor profil til konkurrenter
Landevej
Yderligere fire profiler udtaget - Her er Danmarks komplette VM-trup
Landevej
Albert Philipsen overgår verdensstjerner og topper fornem liste
Landevej
Groupama-FDJ stiller med slagkraftigt hold, der skal udfordre de danske ryttere i Luxembourg
Landevej
Gode løb i Canada gør Visma-rytter fortrøstningsfuld forud for VM
Landevej
Italiensk landstræner om EM-afslutningen: Et scenarie vi burde have undgået
Landevej
Eritreer vender tilbage til det professionelle niveau
Landevej
Storfavorit misser VM
Landevej
Her er Van der Poels VM-tropper
Landevej
Overlegne Pogacar sætter ny rekord

Mandag den 16. september 2024

Landevej
Få adgang til et annoncefrit Feltet.dk
Landevej
24-årig franskmand skifter et niveau ned
Landevej
”Det var så grotesk” – store sikkerhedsproblemer til dansk licensløb
Landevej
Lotto-profil ærgrer sig: Det tvang mig til at bremse helt op
Landevej
Spanien udtager skræmmende hold til VM
Landevej
Roglic overvejede karrierestop efter Tour-styrt
Landevej
Bilbao var ’best of the rest’: Det var bare et spørgsmål om at give alt
Landevej
Uheldig belgiers sæson er slut efter endnu et styrt
Landevej
Transferlisten 2024-2025 - ProTeams
Landevej
Tysker afslører ambitionerne med skifte
Landevej
Styrtede, fik tjekket hovedet og vandt
Landevej
EM-profil skifter hold
Landevej
Transferlisten 2024-2025 - WorldTour
Udstyr og test
Som en gazelle på savannen – testkørsel af Gazelle Eclipse T11
Landevej
Pogacar afviser: Det kan også være irriterende
Landevej
Tour-direktør er i tvivl: Det har jeg ingen anelse om
Landevej
Visma-profil: Taktisk er det nemt, når Tadej Pogacar er med
Landevej
Stjernebesat UAE-mandskab rejser til Luxembourg
Landevej
Phillipsen gik ikke i ”panik”, da Mads P. angreb
Landevej
Flyvende Alaphilippe: Dette resultat er et selvtillidsboost
Landevej
18-årig dansker i top-15 på finaleetape i Belgien
Landevej
Van der Poels angreb med Mads P. undrer ekspert
Landevej
Spøjs taktik gav pote: Sven havde ret
Landevej
"Det giver ekstra selvtillid," siger Pogacar
Landevej
Video i artiklenSe Tadej Pogacar vinde GP Montreal

Søndag den 15. september 2024

Landevej
Pogacar sejrer stensikkert igen - flyvende Fuglsang viser storform
Landevej
Caja Rural-rytter spurter fra flere favoritter og vinder italiensk endagsløb
Landevej
Sådan tog Pogacar endnu en dominerende sejr
Landevej
Synlig van der Poel: Jeg gjorde hvad jeg kunne
Landevej
Sådan gik EM 2024: Resultater og medaljetabel
Landevej
Olav Kooij reagerer på andenplads
Landevej
Utroligt: Nykåret europamester forklarer spurt, hvor han tabte kæden
Landevej
Mads P. efter EM: Vi kan være glade
Landevej
Dansker med fremme i fransk endagsløb
Landevej
Belgisk favorit sprinter sig til EM-triumf - Mads P. sekser
Landevej
Italiener snyder favoritterne i tysk klassiker
Landevej
Hollænder overrasker med sjælden sejr i Frankrig
Landevej
Kontant Mads P.: Jeg er ligeglad
Landevej
Ny bog: Cykelsportens historie
Landevej
Dansk UCI-sejr i Belgien
Landevej
Manager: Jeg har en frygtelig følelse af déjà vu
Landevej
Italiener lynede i kaotisk finale i Istanbul
Landevej
Lefevere ærgrer sig: Det gør mig urolig
Landevej
Hollandsk EM-triumf i dansk fravær
Landevej
Følg herrernes EM-cykelløb
Landevej
Stjerne må træne i forklædning
Landevej
Stort medie peger på Mads P. som storfavorit
Landevej
Van der Poel giver status på skade inden EM
Landevej
Hård start for danskerne på åbningsdagen i Belgien
Landevej
Optakt: GP Cycliste de Montréal

Lørdag den 14. september 2024

INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewLandstræner tror på EM-guld til Mads P.: Det kan godt lykkes
Landevej
Optakt: EM-linjeløb (herrer)
Landevej
Skuffende resultat for Belgien: Utopi, at vi kunne klare det uden Kopecky
Landevej
Hirschi vinder igen, selvom det ikke var planen
Landevej
Skuffet italiener erkender: I dag var hun simpelthen stærkere
Landevej
Europamester trods suveræn spurt: Det var ikke perfekt
Landevej
Norsgaard i top-10 - Suveræn hollænder tager endnu en EM-sejr
Landevej
Fænomenale Hirschi tager femte sejr i træk
Landevej
Vingegaard-løjtnant øjner ny rolle i fremtiden
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewLandstræner har EM-forventninger til danske stjerner
Landevej
Franskmand forsætter dominans - Dansker med helt fremme
Landevej
Norsk stortalent løber med guldet i danskerløst EM-løb
Landevej
INEOS-chef reagerer på kryptisk Pidcock-udmelding
Landevej
Stjerne går ned i løn for Visma-skifte
VIS FLERE

Annonce