\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Vingegaard kan blive endnu bedre
Det oplagte spørgsmål er nu, om den i dag 26-årige Vingegaard med sin Tour de France-sejr er blevet så god, som hans gener vil tillade ham at blive.
”Jeg har en følelse af, at vi ikke har opfyldt hans potentiale endnu. Det er min mavefornemmelse. Men der er mange faktorer i spil i henhold til præstationsevnen, og en af dem er selvfølgelig genetik. Hvordan du responderer på træning.”
Hvad får dig til at sige, at Jonas stadig kan præstere bedre?
”Når du ser på sæsonen som helhed, så var der ting, som vi stadig kan forbedre.”
”Jeg har en forskerbaggrund og er også kritisk. Jeg ser på, hvad rytterne kan forbedre. Jonas og jeg har arbejdet sammen i fire år, og jeg har altid sagt, at magien starter efter tre år.”
”Det er vigtigt, at vi kender hinanden rigtig godt, men der er stadig ting - som at rejse for meget og have lidt problemer med kroppen. Alle har lidt smerter hist og her. Vi har stadig margin til at gøre hans træning bedre. Og så tror jeg, at oplevelsen af at køre i gult er noget, som Jonas vil tage med sig videre.”
Foto: Sirotti.
”Vi fintuner hele tiden træningen en lille smule. Vi holder øje med forskningen derude. Kan vi gøre noget bedre? I vintertiden taler vi med forskere. Vi spørger dem, og hvis vi mener, at svarene vil forbedre vores træningsfilosofi, vil vi tilføje dem.”
”Hver dag vil vi gøre det bedre, så derfor bruger vi en masse tid på at evaluere alting. Der har været en masse positive ting, men der har også været ting, som vi kan forbedre - eksempelvis efter Tour de France.”
Under sommerens Tour leverede Vingegaard angiveligt nogle af de bedste watt-tal og bjergtider siden 00´erne. Alligevel mener, at Heemskerk, at danskeren kan forbedre sit Grand Tour-niveau.
Og så sigter træneren også efter at få sin rytter til at præstere på sit topniveau i andet end Tour de France.
”Selvfølgelig er det muligt at peake mere end én gang i løbet af sæsonen. Om det er to eller tre gange ved jeg ikke endnu.”
”For nu ved vi, at Jonas ramte sit hidtil højeste niveau i årets (sidste års, red.) Tour de France. Men når vi kigger tilbage på forberedelsen, tænker vi stadig: ”Ah, måske kunne vi have trænet noget mere eller gjort andre ting anderledes.”
”Når jeg ser på begyndelsen af sæsonen, så viste han allerede gode watt-tal, og i flere af løbene kørte han bedre (end i 2021, red.). Kan vi få mere ud af dem, hvis vi forbereder os lidt anderledes?”
Foto: Sirotti.
”Måske bliver du syg i et par dage, fordi du rejser for hurtigt efter et løb. Det er små ting, vi kan forbedre. I bagklogskabens lys er alting meget simpelt. Så tænker du: ”Åh, ja selvfølgelig”. Men når du er i gang med sæsonen og rejser, træner og kører løb, så er det nogle gange svært at gøre de simple ting meget smart.”
”Det er fintuning. Det er ikke sådan, at vi vil gøre en masse ting anderledes. Med Jonas har det været en opbygning. I løbet af de fire år har vi gradvist bygget på hans træningsmængde. Det er ikke sådan, at han lige pludselig træner mange flere timer om ugen. Det er let at sige, at han kan træne mere, for ja, det kan han, men det er en plan over år.”
”Lige nu er han i stand til at restituere godt og vælge sine øjeblikke. Vi har lært en masse. Og nu tror jeg, at han er i stand til at håndtere den nødvendige træningsmængde for at kunne præstere på højeste niveau. Jeg tror, at når vi fintuner det lidt mere, så kan forbedre sin laktattærskel, VO2max eller restitutionsevne.”
Tæl årene på topniveau
I en alder af nu 26 år er Vingegaard i traditionel forstand fortsat en ung rytter, særligt i lyset af at skulle være klassementsstjerne.
Cykelsportens paradigme er imidlertid blevet udskiftet i de seneste år. For pludselig er en 26-årig ældre end konkurrenterne, som pt. hedder Tadej Pogacar, Remco Evenepoel og Juan Ayuso.
Den typisk langt tidligere formtop hos rytterne får dog ikke Heemskerk til at bekymre sig om, hvorvidt Vingegaard allerede har toppet rent fysisk.
”Det afhænger af, hvad du gør i dine yngre år. Så hvis du træner meget som ung, er din præstationsevne selvfølgelig bedre,” siger han og fortsætter:
”Men du kan gøre det i et givent antal år, og så vil din præstationsevne begynde at falde. Det er ikke nødvendigvis en fysiologisk ting, men også en motivationsmæssig ting ved at køre på det højeste niveau i så mange år.”
”Så jeg synes, at du kun burde tælle årene på det højeste niveau, og det kan blive fra 21-22 år eller 24-25 år som udgangspunkt. Det har også meget at gøre med, hvor godt du kan lide det, du laver.”
Foto: A.S.O. / Charly Lopez.
Vingegaards eksplosive respons på Heemskerks træning er unægteligt et udtryk for, at thyboen er født med bedre gener end de fleste, når det kommer til cykelsporten. Ikke desto mindre understreger hollænderen, at Vingegaard ingenlunde er kommet sovende til sin Tour-sejr.
”Han er så commitet til sin træningsplan og alting. Han er virkelig god at arbejde med. Det er en stor kvalitet ikke bare at stole på, hvad jeg planlægger til ham, men også gøre det præcis som planlagt. Næsten til minuttet og i den rigtige træningszone. Det giver mig mere viden om ham, og hvordan han reagerer på træningen.”
Hvad Vingegaard vil satse på i 2023 er endnu ukendt, men én ting virker sikkert. Han kommer kun til at køre de UCI-løb, som giver sportslig mening.
”Jonas har brug for tid, både til at forberede sig og til at holde pause, så han kan være i stand til at være længe væk hjemmefra.”
”Han skal vælge sine momenter rigtig godt. Det er bare sådan, at kroppen fungerer. Når du er på grænsen af, hvor langt dine egenskaber rækker, så har du også brug for tid til at komme ovenpå. Det er normalt. Så har du brug for tid til det i stedet for at køre Danmark Rundt,” slutter Heemskerk.