\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
De hollandske vagthunde i Jumbo - Visma kontrollerede showet, mens Piras i udbruddet måtte sig tak for nu.
Med godt 70 kilometer til mål skruede de bissen på og bed fra sig, da de kørte forspringet betydeligt ind. Det var dog ikke før kilometer 38, at der ikke længeren var en anden udvej, end at lade sig opsluge af feltet for udbruddet.
På stigningen før mål viste Jan Tratnik sig fra sin værste side, hvis du spørger konkurrenterne i hvert fald. Sloveneren satte sammen med Mauro Schmid et hårdt tempo, der fik Julian Alaphillipe til at ønske, han havde formen fra en af sine VM-sejre igen.
Den ærgerrige franskmand kom dog med over alligevel, og så kunne han ellers bruges til at køre Andrea Bagioli i stilling.
Finalen
Det høje tempo lavede da også en naturlig udskildning, da en frontgruppe bestående af seks potentielle holdkammerater blev dannet med flere.
Tre Jumbo - Visma ryttere og tre Soudal - Quick-Step-ryttere sad nemlig i frontgruppen, hvor også Vincenzo Albanese havde sneget sig med.
Den stærke gruppe var aldrig rigtig truet af konkurrenterne bagved, hvor blandt andre Corbin Strong sad, ligesom også Michael Matthews var det.
Samarbejdet i frontgruppen var nemlig godt, og det betød, at det var et spørgsmål om tid, før Wout van Aert kunne åbne sin spurt. Tratnik takkede af kort før stregen, og så kunne Tiesj Benoot sætte det hårde tempo.
Et tempo, som Wout van Aert kunne øge mod mål. Selvom Albanese kom tæt på til sidst, var der aldrig rigtig tvivl om, at det skulle blive belgieren, der tog sejren.