Letizia Paternoster gav Trek-Segafredo en sejr i holdets første løb i det professionelle kvindefelt, da den unge italiener vandt massespurten på første etape af Women Tour Down Under natten til torsdag dansk tid. Sarah Roy (Mitchelton-Scott) og Arlenis Sierra (Astana) rundede podiet af.
Annonce
Det blev den bare 19-årige italiener og tidligere bronzevinder til Junior-VM, Letizia Paternoster, der tog den første sejr på kvindernes WorldTour i 2019.
I nat dansk tid sikrede teenageren nemlig det nyskabte, Trek-Segafredo, den perfekte start på holdets første sæson i det professionelle kvindefelt, da hun slog Sarah Roy (Mitcheltson-Scott) og Arlenis Sierra (Astana) på første etape af Women Tour Down Under.
Dermed er Italieneren naturligvis i løbets orange førertrøje efter førstedagen.
Etapereferat:
En usædvanlig kølig formiddag mødte rytterne, da de ved 10-tiden lokal tid indledte årets første WorldTour-løb i Hahndorf godt 30 kilometer øst for Adelaide. Foran rytterne ventede 112,9 småkuperede kilometer, som dog på forhånd ikke var forventet ville forhindre en massespurt i målbyen Birdwood. I alt bød etapen på tre bjergspurter og to indlagte bonusspurter.
Efter en kort tur igennem den neutrale zone blev løbet givet frit, men de første godt 30 kilometer foregik uden de store begivenheder. Bepink, Rally UHC Cycling og Sydney University-holdet var blandt de mandskaber, som holdt tempoet højt i feltet, og faktisk skulle rytterne frem til den første indlagte spurt ved 35 kilometer-mærket, før løbets stilstand blev brudt.
Pointene til pointkonkurrence og bonussekunderne blev snuppet af Chloe Hosking (Alé Cipollinii) foran Mitchelton-Scott-rytterne Gracie Elvin og Sarah Roy.
Herefter ramte de 88 startende løbets første kategoriserede stigning, Lucky Hit Climb, og først over toppen var Alice Cobb (Team - TIBCO - SVB). Stigningen var dog ikke hård nok til at skabe udskilning i feltet, der efter 50 kilometer stadig var samlet.
De næste 20 kilometer bød heller ikke på nogle udbrudsforsøg, og således skulle der spurtes på toppen af dagens anden kategoriserede stigning, Ngangkiparinga Climb. Nadia Quagliotto (Alé Cipollini) tog maksimumpoint i denne bjergspurt, mens lokale Jennifer Pettenon (Gusto Step) for anden gang måtte nøjes med andenpladsen.
Ále Cipollini og Team - TIBCO - SVB holdt feltet samlet frem mod etapens anden og sidste indlagte spurt, som befandt sig 35 kilometer fra mål. Denne gang lykkedes det dog for Elvin at slå Hosking med Roy på tredjepladsen.
Kort efter den indlagte spurt bød etapen for første gang på lidt dramatik, da der skete et mindre styrt i den bagerste del af feltet. Alle ryttere kom dog på cyklerne igen, og derefter var det blevet tid til endnu en tur op ad Lucky Hit Climb.
Her viste Quagliotto sig igen som den stærkeste, og dermed sikrede hun sig føringen i bjergkonkurrencen efter dagens etape. Italieneren lod sig herefter opsluge af feltet, som efter en dag helt uden reelle udbrud kørte samlet ind på de sidste 20 kilometer.
Herfra var en massespurt en realitet, og på de afsluttende kilometer var der hård positionskamp mellem flere hold i spidsen af feltet. Doltcini-holdet og Mitchelton-Scott sad bedst placeret på den sidste kilometer, men det var Paternoster, der i suveræn stil tog etapesejren med over en cykellængde ned til Roy og Sierra på de efterfølgende pladser.
Løbet fortsætter i morgen med anden etape, som er på 116,7 kilometer og slutter på Mengler Hill. Women Tour Down Under består af i alt fire etaper og afsluttes natten til søndag dansk tid.
SENESTE
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce