UAE Tour-analyse: Vilde Vingegaard viser vejen
26. februar 2021 11:45Foto: UAE Tour/LaPresse
af Emil Axelgaard

I disse dage køres UAE Tour, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 5. etape.

Annonce

Det forvænte danske cykelpublikum har efterhånden oplevet så mange succeser de seneste år, at utålmodigheden hurtigt melder sig i den lange venten på årets første sejr. I første omgang så det lovende ud for Mads Pedersen i Besseges, hvor der lå flere etaper til den tidligere verdensmesters højreben, men det mislykkedes som bekendt. Senere havde mange nok ventet, at Jakob Fuglsang som altid skulle starte sæsonen som lyn og torden, men hans kørsel i Tour du Var var noget mere menneskelig, end den plejer at være i februar.

 

Men det er da også meget sjovere, når det første stik kommer i WorldTouren og ikke i et eller andet fransk 2.1-løb. Det lå nu ellers ikke i kortene, at det skulle være i netop UAE Tour, at den danske ”tørke” skulle brydes. Nok kom vi til start med hele seks danskere, men fem af dem var i første omgang primært tiltænkt hjælperoller. Selvom Mikkel Bjerg ville få sin chance på enkeltstarten, vidste vi jo godt, at han næppe ville slå Filippo Ganna, og selvom meget talte for, at Jonas Vingegaard kunne køre et godt klassement, skulle man trække klaphatten relativt langt ned for øjnene, hvis man gik ind til løbet med en forventning om, at han ville en af de to bjergetaper foran Tadej Pogacar og Adam Yates.

 

Til gengæld var der grund til at have tiltro til et godt samlet resultat. Vingegaard viste både med vanvidssejren i Polen og den fornemme kørsel i Vueltaen, at han på sine gode dage tilhører verdenseliten, og her fik han endelig chancen for at jagte lidt personlig høst. Desværre er det ikke alle thyboer, der er helt komfortable i sidevinden, og det var derfor ikke svært overraskende, men drønærgerligt, at Vingegaards klassementsdrømme blæste hjem til Thy, da først ørkenvinden havde sendt hovedparten af klassementsfeltet til tælling, allerede inden vi egentlig var kommet i gang.

Video: Se Jonas Vingegaards triumf

SE ALLE TOUR-ETAPER I FULD LÆNGDE UDEN REKLAMER

 

Mere ærgerligt blev det af, at Vingegaard dagen efter kørte sit livs enkeltstart på den etape, der ellers i første omgang stod i vejen for et topresultat. Den ærgrelse forduftede dog hurtigt igen, da Vingegaard eksploderede med et brag på Jebel Hafeet, og derfor var den begejstring, der var for Jumbo-rytteren forud for løbet, nok forduftet en kende, da han i dag fik chance på revanche på den noget blødere opkørsel af Jebel Jais.

 

I virkeligheden var der bare ikke grund til at afskrive Vingegaard. Enkeltstarten havde jo vist os, at formen var der, og er der noget, vi har erfaret, er det, at Vingegaards måske største svaghed lige nu er den manglende stabilitet. Mest markant var det jo, hvordan ved gennembruddet i Polen Rundt var i sin helt egen liga på kongeetapen, men da førertrøjen skulle forsvares på en relativt let etape, der blandt de øvrige ikke rigtigt gjorde forskelle, eksploderede han med et brag, der kunne høres hele vejen fra Sydpolen til det Sydpolen, der ligger på den anden side af jorden.

 

Vi så samme tendens i 2020-sæsonen og i en oktober, hvor han kæmpede med at finde formen, men netop den manglende stabilitet gjorde også, at netop Vingegaard er typen med potentiale for at rejse sig ud af det blå. Og det må man sige, at han gjorde, da han udnyttede favoritternes interne magtspil og fraværet af et stærke klatrehold i et løb med relativt mange sprintertog til at snige sig væk og gribe sin anden professionelle - og vel at mærke den anden på WorldTouren.

Annonce

 

Det skete endda med det, der vel efterhånden er en dansk specialitet. Danskere er gode i rollen som underdogs, og vores cykelryttere har efterhånden en særlig evne til at udnytte favoritternes interne rivalisering til at snige sig væk. Det var sådan, Jakob Fuglsang vandt sit første Dauphiné og sin etape i Romandiet, det var sådan, Søren Kragh vandt sine to Tour-etaper, og det var sådan, Michael Valgren vandt sine to klassikere. Faktisk var det også sådan, Vingegaard tog sin sejr på den helt ukontrollerbare dag i Polen, og nu var det altså også sådan, han fordoblede høsten i den arabiske ørken.

 

Måske skal han huske at skrive Thomas de Gendt på listen, når der skal sendes julekort igen om et års tid. Det er nemlig meget tænkeligt, at den belgiske udbryderkonge var en hovedårsag til, at bedriften lod sig gøre. Kraftig modvind så nemlig ud til at gøre etapen til lidt af en langgaber, da Mathias Frank åbenbart var eneste mand, der turde begive sig ud på det, der i bogstaveligste forstand var en ørkenvandring frem mod bunden af Jebel Jais. Det var en situation, der nok kunne kontrolleres af en enkelt Ineos-mand, og længe så det derfor ud til, at et helt frisk felt ville ankomme halvkolde til bunden af bjerget efter en meget langsom og let tur gennem ørkenen.

 

Men så tog Fanden ved De Gendt, der ikke kunne holde sig i ro, når nu han var kommet til Mellemøsten og ikke køre søndagstur på en torsdag. Belgieren satte liv i etapen ved at skabe et brølstærkt ottemandsudbrud, der hurtigt fik kontakt med Frank, og udover belgieren selv talte motorer som Alexey Lutsenko, Alex Dowsett, Lasse Norman og Roger Kluge, der nok kan træde et par watt eller to på flad vej. Og da Adam Yates jo vidste, at hans i forvejen næsten ikkeeksisterende chance for at vinde løbet på en let modvindsstigning i hvert fald var komplet umulig uden bonussekunder, måtte Ineos i arbejdstøjet for at bringe de ni kraftfulde ryttere tilbage i fronten.

 

Det krævede sin mand - eller måske sit wattmonster. I hvert fald måtte man brænde Filippo Ganna og Andrey Amador op under den bagende sol i den arabiske ørken, og da feltet med to minutters afstand til de forreste nåede bunden af bjerget, var feltet pludselig foran tidsplanerne efter det vanvidstempo, Ganna og Amador havde været tvunget til at sætte. Det havde da også den konsekvens, at de to arbejdsheste forsvandt som dug for solen, og pludselig havde Yates blot sine tre sydamerikanske klatrere til dels at hente udbruddet, dels at sætte det vanvidstempo, der skulle ryste en Pogacar, der ikke kunne rystes.

 

Det er svært at forestille sig, at situationen ikke havde været anderledes, hvis en frisk Ganna eller Amador kunne have ført på den første del af bjerget. Nu måtte Ivan Ramiro Sosa, der efter sejren på Ventoux i dett løb nok engang har vist, at han efterhånden tilhører gruppen af feltets førende lottokuponer med en yoyokørsel, der kan gøre selv Wout Poels misundelig, brændes op på den nedre del, og selvom man må rose Brandon Rivera, der ellers mest af alt er Ineos-rytter grundet venskabet med Egan Bernal, for sin monsterføring, der trods den brutale modvind varede en store del af bjerget, kom Ineos til kort. Daniel Martinez viste slet ikke samme styrke som forleden, og det varede ikke længe, inden han forlod det stadig store felt og efterlod Yates helt alene i et felt med lutter angrebslystne folk, der lurede på chancen for t snyde favoritterne.

Annonce

 

Der var endda slet ingen til at tage over. Tadej Pogacar syntes fint tilfreds med at mandsopdække Yates og havde bestemt ingen lyst til at blotte sig i den hårde modvind, og da Davide Formolo havde en af sine mange offdays, og Rafal Majka stadig ikke virker alt for formstærk, var UAE næppe heller - trods fremragende kørsel af Mikkel Bjerg - i stand til at holde det samlet. Det var heller ikke Deceuninck, hos hvem Joao Almeida lynhurtigt måtte lede længe efter sine italienske venner Mattia Cattaneo og Fausto Masnada og i stedet måtte i aktion på egen hånd som den suverænt mest aktive af favoritterne. Og EF kunne ikke rigtigt iscenesætte hurtige Sergio Higuita til en spurt, når hovedopgaven var at forsvare Neilson Powless’ klassement, og Ruben Guerreiro efter et brækket kraveben stadig kæmper med at finde formen.

 

Da først Ineos var brændt sammen, var det derfor åbenlyst, at det ville blive umuligt at kontrollere. Angrebene regnede ud over favoritterne, da først Martinez havde sluppet grebet, og Vincenzo Nibali have åbnet ballet. Wout Poels, Ben Zwiehoff, Higuita selv, Matteo Badilatti, Louis Meintjes, Harm Vanhoucke og Nick Schultz var alle undervejs i offensiven, men det var Vingegaard, der timede det bedst. Mens man må undres over, at erfarne Nibali valgte at åbne ballet med hele tre kilometers modvindskørsel forude, ventede tålmodige Vingegaard, og mens mange sikkert regnede med, at Jumbo-truslen kom fra Sepp Kuss, timede danskeren sin offensiv så fremragende, at han akkurat kunne holde den spurtende Pogacar bag sig og akkurat kunne fange Lutsenko i tide.

 

Dermed blev det Vingegaard, der fik champagnen, men skal vi være ærlige, var det ikke ham, der var dagens mand. Den titel må ubetinget gå til Lutsenko, der efter i nu et par uger helt at have glemt, at det er i februar, han plejer at køre, som var han fra en anden planet, pludselig rejste sig med et ridt, der er svært at glemme. Modvinden på den pivåbne stigning var så kraftig, at man undervejs frygtede, at den blafrende kasakhiske mestertrøje ville ryge helt af, og selvom det trods alt kun i lang tid var Rivera, der jagtede, var de på grænsen til vanvid, at Lutsenko med en orkan i ansigtet næsten kunne gøre arbejdet færdigt, når han med et beskedent forspring undervejs blev jagtet af først Martinez og siden folk som Nibali og Poels, der tilsammen har vundet fire monumenter og fire grand tours. Det ridt havde fortjent en bedre skæbne, og midt i al rusen over Vingegaards sejr skylder man at sende en venlig tanke til den uheldige, men heroisk kæmpende kasak, der heldigvis har et generalieblad, som godt kan overleve ikke at have vundet en etape i UAE Tour.

 

Den sejr gør mere fyldest på Vingegaards stadig begrænsede sejrsliste, men den havde stået endnu smukkere på Schultz’ liste. Den unge australier kom lidt for sent, da Vingegaards angreb, men alligevel var han meget tæt på at gøre danskeren kunsten efter og akkurat holde favoritterne bag sig. Dermed bekræftede han det fine niveauspring, jeg allerede omtalte i gårsdagens optakt, og at han bliver en ganske interessant herre at følge i de kommende ardennerklassikere, hvor hans BikeExchange-hold ellers ikke ser skræmmende ud.

 

Det blev således i vidt omfang de ”små” ryttere, der stjal showet. Det lå i kortene, at favoritterne umuligt kunne ryste hinanden på en let modvindsstigning, og selvom det da i selve spurten lykkedes feltets fire mest eksplosive klassementsfolk, Pogacar, Yates, Higuita og Almeida, at komme lidt væk, blev etapen lige så ligegyldig for klassementet, som man kunne frygte. Bag de fire ”sprintere” var hele 11 mand i samme tid, og selvom det da var løfterigt, at lottokuponen Poels genfandt sin form for Provence, og lidt overraskende, at Emanuel Buchmann fejlede så voldsomt på en stigning, der ganske vist slet ikke passede ham, var det ikke en dag, der gjorde os spor klogere - udover naturligvis at bekræfte, at den til løbet udnævnte bjergged Florian Stork stadig kan køre i de bjerge, han ikke kunne køre i for en uge siden, at Meintjes efter holdskiftet vitterligt ser bedre ud end længe, og at Kuss kan blive ganske uhyggelig, når han kører så stærkt allerede på en tid, hvor han som regel ikke rigtigt er kommet i gang.

Annonce

 

Det er til gengæld Skjelmose. På en for Danmark helt igennem fremragende dag - her skal vi heller ikke glemme Normans udbrud og Bjergs fornemme hjælpearbejde langt oppe af bjerget - lykkedes det den unge dansker ikke blot at forsvare sin 6. plads, men også gøre det med så megen bravur, at han efterfølgende ærgrede sig over ikke at have gjort det bedre, når nu benene var til mere og formentlig en top 10. Desværre er vejrudsigten de kommende dage ikke specielt betryggende, men klarer Skjelmose sidevinden lige så flot som i søndags, kan han have direkte kurs mod et samlet resultat i et WorldTour-etapeløb, som meget få danskere kommer i nærheden af - og det endda i første forsøg. Det er en debut, der bliver svær at overgå for selv de mest lovende danskere i fremtiden.

 

Heldigvis har vi mange af slagsen, selvom de er længere fremme i karriereudviklingen end Skjelmose. En af dem er Vingegaard, der med dagens sejr bekræftede, at der ikke bliver dansk etapeløbstørke, når engang Fuglsang på et eller andet tidspunkt trods alt bliver for gammel - hvis det da nogensinde sker. Og så har vi slet ikke nævnt, at hele klassikergruppen knap er kommet i gang og stadig står og skraber i jorden for snart at komme i gang på de toppede brosten.

 

Dermed er bolden givet op, Kraftfulde Kragh, Powerfulde Pedersen og Alsidige Asgreen. Nu har Vilde Vingegaard vist vejen, så nu må I hellere køre ham kunsten efter på lørdag i sæsonens andet løb på WorldTouren!

INFO
Optakter
Nyheder
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Belgier sejrer efter solotogt - Stjernefrø imponerer i debut

Landevej

Danskerhold skifter navn efter ny sponsor

Landevej

Video i artiklenTour de France: Pointtrøjen

Landevej

Eksklusivt interviewRoglic-chef: Den komplette rytter vinder Touren

Landevej

Tour de France: Holdoversigt

Landevej

Udover enkelstarten: Asgreen åbner for finalejagt i Frankrig

Landevej

Video i artiklenOptakt: Giro dell'Appennino

Landevej

Annonce

ANNONCE