Annonce

UAE Tour-analyse: Ungdommens ørkenfest
23. februar 2021 11:00Foto: UAE Tour/LaPresse
af Emil Axelgaard

I disse dage køres UAE Tour, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 2. etape.

Sammendrag: Se højdepunkterne fra enkeltstarten i UAE Tour

se mere cykling på

Sidste år var der mange af cykelsportens veteraner, der kløede sig i håret. De spekulerede på, hvordan i alverden de skulle få bugt med hele den unge garde, der i voldsom hast var ved at indtage verdensherredømmet inden for cykelsport. Flere, blandt andre Vincenzo Nibali, mente, at den mærkelige sæson var hovedårsagen, og at veteranerne havde lidt under, at de havde fået brudt den rytme, de havde vænnet sig til.

 

Jeg var næppe den eneste, der havde svært ved at finde hoved og hale i den forklaring. Den forklarer nemlig overhovedet ikke, hvorfor vi allerede i 2019 var vidner til så vanvittige præstationer fra Remco Evenepoel, Tadej Pogacar, Egan Bernal og Mathieu van der Poel, at alverdens kæbekirurger var på kronisk overarbejde for at redde de mange kæber, der var braget mod jorden af bar forbløffelse. Nej, desværre for Nibali og co. er sandheden nok, at de skal indstille sig på en ny virkelighed, hvor moderne trænings adgang til data gør det muligt for unge ryttere at træne rigtigt allerede i de helt unge år, hvorfor ryttere fremover formentlig vil toppe langt tidligere, end vi har været vant til.

 

I hvert fald må Nibali klø sig i håret over sin egen forklaring efter dagens enkeltstart i UAE Tour, og måske var det helt symbolsk for generationsskiftet også i italiensk cykelsport, at den stakkels stjerne måtte spurte desperat mod målstregen for ikke at blive indhentet af italiensk cykling nyeste superstjerne, wattmonsteret Filippo Ganna. Da røgen havde lagt sig efter de 13 flade tonserkilometer i Abu Dhabi, kunne Nibali nemlig finde en top 10, der talte hele fire ryttere på 22 år (Stefan Bissegger, Mikkel Bjerg, Tadej Pogacar og Joao Almeida), tre ryttere på 24 år (Filippo Ganna, Stefan de Bod og Daniel Martinez), 27-årige Max Walscheid og bare to ryttere på den gamle side af de 30 i form af 31-årige Matthis Brändle og 37-årige Luis Leon Sanchez - et resultat, der fulgte bare 24 timer efter sejren til 26-årige Mathieu van der Poel foran den 23-årige WorldTour-debutant David Dekker.

 

Nu kan feltets veteraner selvfølgelig klynge sig til håbet om, at de mange aflysninger og dermed færre løbskilometer kan være en mulig forklaring på, at den gamle dieselmotor ikke er blevet varm, men det er formentlig svært selv for dem helt at tro på den tese. Selvom enkeltstarten bestemt bød på overraskelser, var der i toppen af stillingen ikke spor forbløffelse over at se Ganna, Bissegger og Bjerg, der i hvert fald i min optakt hørte til blandt de fire største favoritter. Samtidig fejlede feltets erfarne specialister stort, da den tidligere superspecialist i denne type enkeltstarter Jos van Emden samt altid uforudsigelige Alex Dowsett begge fortsatte en trist og stærkt nedadgående trend ved i et felt med faktisk ganske få specialister blot at ende som hhv. nr. 15 og 27 - sidstnævnte endda slået af en hel serie miniatureklatrere, der egentlig burde være blæst tilbage til Europa på de åbne og forblæste ørkenveje, hvor vinden atter var den væsentligste udfordring.

 

Det var i hvert fald ikke overraskende at se Ganna sejre. Faktisk var hans udbygning af stimen på nu otte enkeltstartssejre i træk vel en sejr, der meget vel kan ende som sæsonens allermest forudsigelige. På denne type rute, der minder om den Tirreno-enkeltstart, hvor han blæste Fabian Cancellaras ellers stærke ruterekord tilbage til stenalderen, er der nemlig ingen, der kommer i nærheden af wattmonsteret, og derfor ville det formentlig kunne have ryddet alverdens forsider og sendt TV2 News i breaking med gul bjælke og hele pivtøjet, hvis ikke den formstærke tempomaskine havde været i sin egen liga. Faktisk var spørgsmålet vel kun, om han kunne bryde 56 km/t-barrieren undervejs, men med en gennemsnitsfart på ”kun” 55,981 km/t lykkedes det akkurat ikke. Men så har han da en udfordring at gå efter til næste, for modstand er det lidt svært for rivalerne at give ham.

 

Faktisk er det næsten helt svært at kalde Ganna for dagens vinder. Han kunne reelt kun tabe, og derfor er det snarere Pogacar, der har allermest grund til at juble. På forhånd så det nemlig ud til, at inklusionen af en enkeltstart kunne gøre det lidt sværere at tage den sejr, han missede for et år siden, og som betyder så uendeligt meget for hans hold. Nok husker vi alle, at Pogacar skabte nyere cykelsports måske største og mest mindeværdige sensation på netop en enkeltstart, men der er en verden til forskel på en lang enkeltstart med mange højdemeter sent i en grand tour og en kort, intens tonserenkeltstart på dag 2 i sæsonen.

Annonce

 

Efter i dag kan vi imidlertid konstatere, at vi for altid skal regne Pogacar som tempospecialist også. Vi må nok stadig antag, at Primoz Roglic på en klassisk enkeltstart som denne vil være stærkest af de to Tour-favoritter og derfor også på i hvert fald den første, relativt restituerede af årets to Tour-enkeltstarter, men nu kan vi konstatere, at Pogacar også kan køre med helt i front, selv når det er pandekagefladt. Denne enkeltstart kunne faktisk ikke være mere ”anti-Pogacarsk” og alligevel kørte sloveneren stort set lige op med en specialist som Bjerg, der bestemt ikke underpræsterede. Én ting er, at Pogacar tog et stort skridt mod den samlede sejr i dette løb, i dag tog han også et stort skridt mod at slå Roglic igen til sommer.

 

På kort sigt bliver han i hvert fald svær at slå i dette løb. Efter gårsdagens drama var hans to på forhånd største rivaler nemlig de eneste reelle tilbageværende trusler mod slovensk favoritsejr, og mens Adam Yates skulle vinde løbet på Jebel Hafeet, skulle Joao Almeida gøre det på dagens enkeltstart. Portugiseren viste med en 6. plads da også, at de tempoegenskaber, der helt ud af det blå blev fundet frem til sidste års Giro, bestemt ikke er forsvundet i løbet vinteren, men alligevel rakte det ikke. På et tidspunkt, hvor Almeida skulle føre løbet for at have en betydelig vinderchance, er han nu allerede bagefter og det altså allerede inden Jebel Hafeet, hvor al logik siger, at Pogacar har overhånden. Så hjælper det næppe, at Mattia Catteneo igen bekræftede sine stærkt forbedrede tempoevner, for efter gårsdagens dumme tidstab og en kedelig enkeltstart fra Fausto Masnada i dag bliver det svært for Deceuninck at udnytte nogen form for overtal - et overtal, der i øvrigt i forvejen ikke havde hjulpet det store på så svært et bjerg, hvor Cattaneo og Masnada næppe kan ventes at kunne røre Pogacar. Nej, Almeidas store chance må nu være at bede til vejrguderne om en ørkenstorm, for i sidevind må det stadig antages, at Almeida og Deceuninck står stærkere end Pogacar og UAE, selvom sidstnævnte gjorde det uventet godt i går.

 

Lige så vigtigt for Pogacar var det, at han helt som ventet fik sat Yates godt og grundigt til vægs. Yates har én gang tidligere tabt et WorldTour-etapeløb til en slovener på denne type enkeltstart, da han i 2019 blev slået af Roglic med mindre end et sekund i Tirreno-Adriatico, hvor han fik flået trøjen af på den sidste enkeltstart. Nu kan historien gentage sig, for Yates skal med et tidstab på 39 sekunder levere en magtdemonstration i stil med den, han leverede for et år siden, og selvom briten i går lignede en mand, der er i storform igen denne gang, bliver det trods alt uhyre svagt to gange nærmest at ydmyge den regerende vinder af Tour de France, når denne tilsyneladende ikke synes at have spist mange flødekager hen over vinteren. Ineos kan kun ærgre sig over, at Daniel Martinez faldt fra i går, hvor briterne åbenbart var fanget af en defekt, som forklarer, hvorfor kun Yates var med i front, for colombianeren viste i dag, at han altså er den i særklasse bedste colombianske temporytter.

 

Det vil være en overraskelse, hvis top 3 ikke udgøres af de tre forhåndsfavoritter, for Cattaneo har formentlig mistet for meget i går, og Masnada mistede for meget i dag. Neilson Powless, der jo ellers var en positiv overraskelse i går, måtte nok engang sande, at han slet ikke er den temporytter, han engang var, og i dag bekræftede Damiano Caruso, at han slet ikke er mere formstærk i februar, end han plejer, og at det derfor stadig er meget mystisk, hvordan den ellers tempostærke italiener fik sneget sig med i frontgruppen i går, hvor det til hans forsvar dog skal siges, at han styrtede i finalen. Ruben Fernandez har også allerede tabt for meget til at true nogen, men måske er det sammen med Cattaneo og Masnada i stedet Chris Harper, der måske kan udfordre de tre favoritter. I hvert fald er australieren godt i gang med at indfri det potentiale, vi aldrig rigtigt så i 2020, men som var så tydeligt i 2019.

 

Når vi taler om potentiale, er det svært ikke også at nævne Bissegger. Schweizeren fik en bragende flot debut på WorldTouren med sin 3. plads bag Søren Kragh og Stefan Küng på enkeltstarten i BinckBank Tour, og i dag viste han nok engang, hvorfor han går under prædikatet ”Den nye Cancellara”. Med top 3 på begge karrierens WorldTour-enkeltstarter har han i hvert fald en statistik, som end ikke Ganna var i nærheden af i begyndelsen, og et tab på bare 14 sekunder til verdensmesteren er betydeligt bedre end det, vi så i flere af sidste års enkeltstarter, hvor verdensmesteren var helt i sin egen liga.

Annonce

 

Efter et meget svingende 2020 viste Bjerg også, at det er hans 3. plads på Giroens 1. etape, der er det bedste billede på hans tempoevner og ikke sidste års mange skuffelser. I dag bekræftede han særligt med en stærk afslutning, hvor han over de sidste 6 km bare tabte 3 sekunder til Ganna, at han stadig har en god mulighed for at bryde den triste trend med, at U23-verdensmestre i enkeltstart aldrig opnår det store som professionel. Dagens resultat fortæller i hvert fald sammen med gårsdagens flotte ridt, at der er en grund til, at UAE tog ham med som en del af A-truppen til et af årets vigtigste løb.

 

Der var i det hele taget flere opløftende præstationer. Sanchez brød ungdommens fest ved efter i årevis at have været en kronisk skuffelse i sin gamle yndlingsdisciplin pludselig igen at vise, hvorfor han har været tæt på at vinde grand tour-enkeltstarter tidligere. Max Walscheid viste igen, at han stille og roligt er ved at blive en næsten lige så spændende temporytter, som han er spændende sprinter, og selv den ellers fallerede Matthias Brändle kørte en efter nyere standard ganske pæn enkeltstart. Den største overraskelse var dog Stefan de Bod, der måske nok har kørt pæne enkeltstarter tidligere, men som aldrig har vist noget, der skulle antyde, at han kunne blive nr. 8 på en specialistenkeltstart på WorldTouren.

 

De Bod var dog ikke den eneste klatrer, der imponerede. Mest imponerende var det, at Jonas Vingegaard kørte en fabelagtig enkeltstart, der kun kan give øget næring til den danske drøm om, at han vitterligt er den næste danske grand tour-stjerne. Det lå bestemt ikke i kortene, at han ikke skulle få bøllebank på denne rute, men i stedet ville etapen nu have givet ham et gigantisk forspring til hovedparten af rivalern, hvis ikke han var blæst væk i sidevinden i går.

 

Han var dog ikke alene. Også Sergio Higuita nærmest chokerede med sin 18. plads på denne rute, ligesom Domenico Pozzovivo, Ben Hermans, Davide Formolo og Emanuel Buchmann alle kørte enkeltstarter, der kun må gøre det endnu mere bittert, at de blev sat til vægs i går. Til gengæld var det desværre sørgeligt at se Chris Froome ende i den tunge del af feltet sammen med alle sprinterne, og dermed er der efter to dage stadig ikke skyggen af tegn på, at han skulle være bare en smule tæt på at komme i nærheden af fordums styrke - præcis som det i øvrigt er tilfældet for endnu en veteran, Alejandro Valverde, der efter gårsdagens nedtur kørte en temmelig moderat enkeltstart.

 

Men Froome og Valverde er jo også begge i samme aldersklasse som Nibali, og desværre synes en halvgammel dåbsattest at være en stadig større ulempe i moderne cykelsport. I hvert fald har de første to dage i ørkenen ikke givet spor grund til optimisme hos alle dem, der måtte drømme om veteranernes genrejsning. Indtil videre har det ikke gjort den store forskel, om kalenderen har vist 2020 eller 2021. Det er stadig ungdommen, der holder fest.

Annonce

INFO
Optakter
Nyheder
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Eksklusivt interviewSaabye tilbage på dansk jord: Skal starte på en frisk

Landevej

Livestream masser af cykling - Specialtilbud på Discovery+

Landevej

Colombiansk stjerne har overvejet karrierestop

Landevej

Eksklusivt interviewSaabye og Lønne vender hjem til den danske cykelscene

Landevej

Eksklusivt interviewColoQuick-talent i EM-trøjen: Det var noget specielt

Landevej

Video i artiklenOptakt: Paris-Nice

Landevej

Tilmeld dig CeramicSpeed Race Series

E-cykling

Annonce