UAE Tour-analyse: Nogle ting forandrer sig aldrig
27. februar 2021 11:50Foto: UAE Tour/LaPresse
af Emil Axelgaard

I disse dage køres UAE Tour, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 6. etape.

Annonce

Det vil være synd at sige, at der har været megen normalitet over cykelverdenen - eller over resten af verden for den sags skyld - det seneste års tid. Alt har været vendt på hovedet i en kalender, hvor intet har været, som det plejer, og samtidig har vi været vidner til et generationsskifte, der har slået igennem med en næsten uset hast.

 

I en foranderlig tid er det altid rart at have nogle fast holdepunkter, og et sådant er Patrick Lefevere. Der er nemlig noget dejligt stabilt over den snu belgiske managers efterhånden gamle mandskab, der i dag går under navnet Deceuninck-Quick Step. Eksempelvis ændrede den mærkelige kalender slet ikke på det forhold, at den blå belgiske sejrsmaskine som sædvanlig toppede alle sejrlister.

 

Det har heller ikke ændret sig, at Deceuninck altid er det dominerende mandskab i sidevinden. Det så vi på 1. etape i denne uges UAE Tour, hvor holdet nok engang svingede taktstokken med hele fem mand i den 23 mand store frontgruppe. Egentlig er det ret bemærkelsesværdigt, for ser man på Deceunincks trup til løbet, skal man egentlig lede langt efter sidevindsspecialisterne. Alle de brølstærke klassikerkonger er jo til åbningsweekend, men alligevel var det det mest naturlige i verden at se Joao Almeida, Mattia Cattaneo og Fausto Masnada i første gruppe, selvom man aldrig ville have anset dem som sidevindsspecialister, hvis holdet havde været et andet.

Sam Bennett vinder 6. etape af UAE Tour

SE ALLE GIRO-ETAPER I FULD LÆNGDE UDEN REKLAMER

 

Eksempelvis havde man forsvoret at se Masnada og Cattaneo i front, da de stadig kørte for Androni, men selvom to af holdets bedre sidevindsryttere missede splittede, nemlig Sam Bennett og Iljo Keisse, var det bare helt naturligt at se de to italienere i første gruppe - alene fordi de kørte i den blå trøje. Der sker bare et eller andet med folk, når de kommer i stald hos Lefevere.

 

Noget andet er, at holdet ejer sprinterscenen. Lefevere er bestemt ikke feltets rigeste manager, og han har undervejs måttet sige farvel til den ene supersprinter efter den anden. Det er ret bemærkelsesværdigt, hvor stor udskiftning der har været i rollen som førstesprinter, når man over mindre end et årti har kørt massespurter for Mark Cavendish, Marcel Kittel, Fernando Gaviria, Elia Viviani og senest Sam Bennett i Tour de France, men for dem alle har gjaldt, at man med nogen ret har kunnet hævde, at de i tiden på holdet i hvert fald har været kandidat til titlen som den mest succesrige sprinter.

 

Meget af succesen skyldes naturligvis de sublime sprintere selv, og det gav næsten sig selv, at Bennett som det seneste skud på stammen ville få succes i den blå trøje. Ireren var trods alt så skræmmende i sit sidste år hos Bora, at man sagtens kunne argumentere for, at han var verdens bedste sprinter - måske kun i konkurrence med Dylan Groenewegen. Men det skyldes også, at holdet altid har for vane at opbygge et fremragende lead-out, for selvom der har været stor udskiftning i rollerne undervejs, er belgierne altid blandt de bedste.

Annonce

 

Hvis nogen var i tvivl, skal de blot gense dagens 6. etape af UAE Tour. Det er bestemt ikke altid, at holdet rammer rigtigt, som vi så forleden, hvor Bennett nok vandt 4. etape, men hvor der blev begået flere fejl undervejs. I dag skulle man til gengæld lede længe efter fejlene, da den ikoniske finale på Dubais Palmeø, der altid er en hektisk affære, hvor holdet spiller en helt afgørende rolle, gjorde comeback efter to års fravær.

 

I det hektiske stormløb ned ad den alenlange opløbsstrækning, sørgede Shane Archbold for at holde Michael Mørkøv og Bennett helt i front, men mange rivaler desperat kæmpede for at komme frem, og med vanlig sans for timing lod Mørkøv sig ikke stresse, da Martin Laas for anden spurt i træk fik kørt et lidt for tidligt lead-out for Pascal Ackermann. Danskeren ventede og ventede, indtil tiden var den rette, og da han trådte an, blev Bennett serveret så meget på et sølvfad, at det nok engang stod soleklart, hvorfor Deceuninck-sprintere altid vinder, også når de ikke har været de hurtigste.

 

Det var nu ikke sidstnævnte, der var noget problem denne gang. Jeg har længe ment, at det kun har været Dylan Groenewegen, der har kunnet matche Bennetts topfart - i hvert fald i hans 2019-udgave. Hans 2020 var trods den store succes i Touren mere rusten og i hvert fald mere svingende, men efter to spurter i år har han igen lignet den sprinter, der nærmest ikke kunne slås i sit sidste år hos Bora. Mørkøvs forarbejde var verdensklasse, men det samme var den spurt, der sikrede, at Bennett krydsede stregen med så klar afstand til rivalerne, at han reelt var i en anden liga.

 

Det må føles særligt godt for manden, der som nævnt i forrige analyse altid har kæmpet med sin selvtillid, at han nu to gange har fået åbenbaret for sig selv, at han lige nu er ganske suveræn. Hvis han formår at fastholde den bevidsthed om egne evner, når han lander i Europa igen, skal rivalerne stå tidligt op, hvis ikke Bennett og Mørkøv skal blive dominerende de kommende uger.

 

En af de få, der på sine gode dage kan drømme om at slå Bennett, er Caleb Ewan, men desværre har løbet her understreget forskellen på de to belgiske hold. Selvom lead-outet ikke sad i skabet i onsdags, er Bennett trods alt begge gange blevet anbragt i en vindende position, men sådan har det slet ikke været for Ewan, der igen i dag sad for langt tilbage og modsat i forgårs slet ikke nåede frem igen.

Annonce

 

Desværre er det et mønster, der må vække bekymring. I dette løb så toget med Tosh van der Sande, Roger Kluge og Jasper de Buyst ellers ud til at stå stærkere end normalt, men som det var tilfældet i Touren sidste år, har de ikke kunnet måle sig med de bedste. I Frankrig var Ewan to gange heldig med, at Bennett fik åbnet en alt for lang modvindsspurt, og at han kunne zigzagge sig gennem feltet, men i dette løb er han og holdet blevet kørt over. Når Bennett så sent som i onsdags atter viste, at han er den hurtigste af de to, er det urovækkende, at Ewan samtidig skal starte på bagkant, fordi hans tog ikke kan måle sig med rivalens.

 

Så ser det straks mere lovende ud for Pascal Ackermann. Han savner ellers Rudiger Selig, der stadig kæmper med at komme sig efter at være blevet pløjet ned af en bilist, men i dette løb har Martin Laas to gange sat sin kaptajn i scene. Timingen har desværre ikke siddet i skabet, for begge gang er esteren løbet tør for kræfter for tidligt, men der er bestemt noget at bygge på, når Selig igen bliver en del af holdet.

 

Igen i dag kostede den manglende timing dog. Ackermann var pinligt bevidst om ikke at skulle åbne sin spurt for tidligt, og derfor måtte han lette trådet, da Laas trådte an. Det kostede både momentum, fart og positioner, da han kunne se David Dekker, Elia Viviani og Giacomo Nizzolo gå forbi, og selvom han i spurten kunne passere to af dem igen, rakte det ikke til mere end en 3. plads. Desværre har løbet igen understreget, at han ikke har sin flotte 2019-fart, men med et tog, der kan fungere, er der meget positivt at tage med hjem fra ørkenen.

 

Det er der bestemt også for Elia Viviani. Nok lykkedes det ham ikke at lave hattrick i en finale, hvor han har vundet to gange i træk tidligere i forrige årti, men for en mand, der sidste år nærmest kunne søge patent på at være feltets største skuffelse, må en 2. plads føles som en sejr - særligt når man husker, at han kommer til løbet efter at have ligget stille med hjerteproblemer. Mest lovende er det, at han har genfundet sin positioneringsevne, og i dag sad han helt perfekt, selvom han savner en god del af sit vanlige tog - særligt Simone Consonni - og endda havde mistet sidstemanden Fabio Sabatini i et styrt. Kombineret med den hæderlige fart, han også har vist, burde tørkeperioden snart blive brudt, og når han kan blive nr. 2 i dette løb, er det bestemt også muligt, at han igen kan vinde på WorldTour-niveau.

 

Det synes også allerede at være muligt for David Dekker. Nok vidste vi, at den unge hollænder er et stort talent, men som klassisk sprinter var han stadig uprøvet. At komme hjem med nu to andenpladser og en fjerdeplads i det på sprintersiden måske stærkest besatte løb overhovedet, er lidt af en bedrift, der lover uhyre godt for fortsættelsen.

Annonce

 

Det mest imponerende er, at resultaterne er opnået næsten på egen hånd. Efter tabet af Jos van Emden har han i dette løb kun Christoph Pfingsten til rådighed, og det var næsten synd at se, hvordan tyskeren kun fik afleveret ham i vinden alt, alt for langt tilbage, endda helt nede ved Ewan. Herfra måtte Dekker bruge et hav af kræfter på at bevæge sig frem i den side, hvor vinden stod direkte ind på den stakkels hollænder, og alligevel var det ham, der vandt kampen om det mest eftertragtede hjul, nemlig Bennetts. At opkørslen så kostede for mange kræfter inden spurten, så han ”kun” blev nr. 4, er ingen skam, for i dag viste Dekker, at han kan blive ganske uhyggelig, når han engang får et tog til sin rådighed.

 

Det tog har Giacomo Nizzolo allerede, men egentlig behøver han det ikke. I dette løb har det nemlig været en fornøjelse at se, at han næsten har positioneret sig, som da han i sin tid vandt to pointtrøjer på sin eminente evne til altid at sidde rigtigt. Desværre har løbet også åbenbaret, at han ikke længere har farten til disse klassiske massespurter, men med en genfunden positioneringsevne ser det lovende ud frem mod de lidt mere opslidende løb, der venter senere på året, hvor han også har fundet den topform, han stadig mangler.

 

Positionere sig kan Fernando Gaviria til gengæld slet ikke længere, og det er bestemt ikke bedre af, at han i dette løb kun bakkes op af den efterhånden pensionsmodne Maximiliano Richeze. Igen i dag var den tidligere supersprinter helt ude af position, og selvom hans af samme grund alt, alt for lange spurt, var betydeligt mere lovende end i onsdags, var løbet reelt tabt allerede forinden. I gamle dage kunne lynhurtige Gaviria vinde, selv når positionen ikke var optimal, men nu om dage halter det hele så meget, at han har meget svært ved stadig at betegne sig selv som topsprinter.

 

Samme problem lider Phil Bauhaus under, og han syntes uden nogen synderlig støtte at have brugt for mange kræfter på egen, så der bare skulle et lille svaj fra Ackermann til at få ham til at give op. Heldigvis kan han håbe på, at det løser sig med et bedre tog i kommende løb, men den luksus har Cees Bol ikke. Igen i dag lykkedes det faktisk hollænderen at sidde hæderligt, men i dette løb har han slet ikke været i nærheden af at matche de bedste på fart - et forhold, der også bekymrer ham selv. På den anden side har han altså aldrig været en mand til disse store massespurter, og hans spidskompetence vil altid være de hårdere dage.

 

De store massespurter var i gamle dage til gengæld noget for André Greipel, men i dag kom han til kort både på positionering og fart, og han har slet ikke kunnet starte sæsonen så overbevisende som sidste år og synes efter dette løb længere væk fra en sidste sejr. Kaden Groves har også i dette løb måttet sande, at han nok også skal have et hårdere løb, hvis han for alvor skal være konkurrencedygtig, men i dag fik BikeExchange til gengæld vist nogle lovende takter i finalen.

Annonce

 

Og i det mindste fik de alle lov at spurte. Det gjorde Matteo Moschetti til gengæld ikke. Det gør næsten ondt at tænke på, hvor mange tilbageslag den talentfulde italiener er blevet ramt af hver eneste gang, han begynder at nærme sig sit topniveau. Denne gang var det igen et styrt, der sendte ham ud af et løb, men heldigvis er meldingerne denne gang noget mere opløftende end for et år siden, hvor et styrt i Besseges kostede en brækket hofte.

 

I samme styrt var Mattias Skjelmose nede, men heldigvis kunne danskeren med lidt hudafskrabninger forsvare sin 6. plads på en dag, hvor eneste ændring i klassementet skyldtes en lidt dum tidsstraf til Tadej Pogacar. Den kommer dog næppe til at spille en rolle i det lange løb, hvor sloveneren synes næsten sikker på at tage den sejr, han missede sidste år. I dag blev ørkenvinden nemlig slet ikke så farlig, som man kunne have frygtet, og selvom sidevind ikke er helt udelukket langs kysten i morgen, ser det ud til, at kun uheld kan forhindre sloveneren i at forlænge sin stime som ubesejret i WorldTour-etapeløb til nu 2.

 

Det kan jo hurtigt gå hen og blive en vane. Hidtil har en af sportens uforanderligheder jo ellers været, at Primoz Roglic vinder de ugelange etapeløb, han starter i, men måske Pogacar kan aspirere til at blive lige så stabil som sin landsmand. Det kunne blive endnu et holdepunkt i en ellers foranderlig tid, hvor vi dog heldigvis stadig også kan regne med, at Lefevere og hans sprintertog, der altid er garant for succes. Og i morgen gør de det såmænd nok igen.

INFO
Optakter
Nyheder
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Eksklusivt interviewTopresultat til RYTGER-rytter i Frankrig: Det føles som en sejr

Landevej

WorldTour- og podiedominans: Så gode har danskerne været i 2021

Landevej

Eksklusivt interviewContador peger på Giro-favoritter: Han er i god form

Landevej

Eksklusivt interviewHonoré roser kaptajnerne: Vi er klar til den lyserøde kamp

Landevej

Marcus Sander hentede første sejr

Landevej

Rekordsættende Asgreen: Holdet er altid med fremme

Landevej

Hollandsk vidunder vinder endnu en gang: DSM med 1-2 i Belgien

Landevej

Annonce