Tænk, at to etaper kan efterlade en med så kontrastfyldte følelser. I går brugte jeg hovedparten af analysen på at beklage mig over den manglende forløsning i gårsdagens med spænding imødesete opgør mellem sportens sprintergiganter. En kaotisk massespurt efterlod tre af de fem spurtkanoner ude af position til at køre en ordentlig spurt, og selvom Pascal Ackermann leverede en overbevisende præstation og relativt klart satte Caleb Ewan til vægs, sad man tilbage med fornemmelsen af, at vi ikke var blevet meget klogere.

Diametralt modsat forholder det sig efter dagens 2. etape. På forhånd var jeg en af sikkert mange, der havde glædet mig meget til at se opgøret mellem Caleb Ewan og Sam Bennett. Begge cementerede de nemlig deres status som nogle af verdens absolut bakkesprintere i en sæson, hvor Ewan sejrede i dagens finale på Hatta Dam samt i Tour of Turkey, mens Bennett efter en tidlig sejr i Tyrkiet var uhyre overbevisende i bakkespurterne i Oviedo og Toledo.

Det efterlod spørgsmålet, hvem af de to der faktisk var den stærkeste, når det handlede om at mose op ad en kort, eksplosiv stigning. I Tyrkiet sidste år endte det 1-1, da stakkels Ewan blev sat ud af spillet i den ene af de to puncheurspurter, inden Ewan fik Bennetts skalp på Stirling-etapen tidligere i år. Dengang var der imidlertid også en åbenlys formmæssig fordel til gunst for den lille australier, der havde draget god nytte af de mange solskinsdage i Australien, men den forskel ventedes udlignet inden denne uges UAE Tour. Dagens nu efterhånden ikoniske finale på Hatta Dam skulle levere de første virkelige svar.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Og hvilken duel vi fik mellem de to forhåndsfavoritter! Mens man i går kunne rive håret af sig selv i frustration over supersprinternes fejlslagne positionskamp, sad den lige i skabet i dag. Jasper de Buyst viste, at han bestemt ikke er blevet ringere efter sit helt forrygende efterår i 2019, og han dominerede totalt en finale, hvor alle vidste, at positionen frem mod det sidste sving var forskellen på succes og fiasko. På den måde må Ewan have følt sig som Jeppe i baronens seng, da han drejede ind på bakken i en position, han ikke kunne have ønsket sig bedre.

Det kunne Bennett imidlertid heller ikke. I går leverede den normalt så træfsikre Michael Mørkøv en sjælden skidt præstation i en massespurt, men i dag sad hans arbejde igen lige i skabet. Ganske vist tabte han det lange drag race mod De Buyst, men heldigvis fik han bokset Bennett på plads lige bag sin australske hovedrival.

Der sad de så, de to store favoritter, lige ved siden af hinanden og klar til at vise os alle, hvem der var bedst. Bennett var den modigste af de to, da han med det samme åbnede for den power, der for et halvt år siden i Oviedo havde distanceret alle andre så markant, at han slet ikke kunne tro sine egne øjne, da han opdagede, hvor god han egentlig var. Ewan var imidlertid den mest snu af de to - måske fordi han kendte finalen fra tidligere - og tøvede akkurat de sekunder, der gjorde det muligt at gribe Bennetts hjul. Og da først australieren åbnede for gassen måtte Bennett indse, at hans rå power denne gang ikke rakte, selvom han nok engang havde kørt resten af feltet helt ud af kameraernes linser.

På de sidste meter var Ewan suveræn, og det kan med det samme forlede en til at tro, at australieren har overhånden i den slags finaler. En puncheurspurt er imidlertid ikke bare en puncheurspurt. Hatta Dam er nemlig noget helt, helt særligt og allerede en institution i cykelsporten. Intet andet sted findes der en bakke, der på én gang er så kort og samtidig så stejl. Og netop den kombination passer Ewan helt perfekt, da længden betyder, at puncheur- og ardennertyperne ikke kan matche sprinterne, men hvor han på de knap 20% har stor fordel af at være knap 10 kg lettere end sin irske rival.

På de procenter vil Ewan altid have overtaget, og derfor var det overhovedet ikke overraskende, at han trak sig sejrrigt ud af opgøret. Næste opgave bliver at finde ud af, hvem der vinder, hvis de engang skal spurte på en knap så stejl bakke, hvor Bennetts større power mere kommer til sin ret. Hvornår den mulighed kommer, er svært at sige i en sæson, hvor de har ret forskellige sæsonplaner. I årets Paris-Nice, hvor de ellers mødes, får vi ikke chancen, men måske Touren kan byde på en mulighed, når engang ASO får udlagt de præcise detaljer for deres etaper.

Indtil da er det Ewan, der har overtaget, og han kan tillige glæde sig over, at hans UAE Tour nu er reddet, efter at Ackermann i går stillede til skue, at han formentlig stadig har sine mangler på ren topfart. Den glæde har Bennett endnu ikke, da en supersprinter som ham ikke må komme hjem fra Mellemøsten uden en gevinst, men med Mørkøvs genrejsning i dag kan han i det mindst imødese de kommende tre massespurter med fortrøstning.

For Arnaud Demare derimod er løbet allerede en succes. I et forsøg på at prøve noget nyt har den franske sprinter i år skippet de første løb, hvor han ellers har for vane at vinde en del, herunder åbningsweekenden, til fordel for karrierens første højdetræningslejr og en efterfølgende deltagelse i UAE Tour. Alt sammen er det en del af en strategi, der betyder mere fokus på at vinde massespurter og mindre vægt på klassikerne, og baseret på dagens resultat er han på rette vej. I går blev han lukket inde, da han ellers vandt kampen om Bennett baghjul - normalt det allerbedste sted at være - men i dag viste han fremragende form i en afslutning, der ellers nok var lidt for stejl til at passe ham perfekt. I lyset af den ringere position, han havde i bunden af bakken, kunne noget tyde på, at højder rimer meget godt på Demares forberedelse.

Forud for Hatta Dam er der altid lidt diskussion, om det bliver en dag for puncheurs eller for sprintere. Den diskussion var særligt udtalt i år, hvor en fordobling af antallet af højdemeter i bakkerne omkring Hatta betød, at der var basis for, at puncheurtyperne kunne komme af med sprinterne allerede inden afslutningen. Den frygt havde Ewan selv udtrykt, men den viste sig at være helt ubegrundet.

Det så ellers ud til, at både Astana og Movistar havde planer om at lægge det ventede tryk undervejs, så Alexey Lutsenko og Alejandro Valverde kunne udkæmpe et slag mellem puncheurtyperne. Desværre for dem var kørelysten i den bagende varme ikkeeksisterende, og da først to Vini-ryttere kørte fra km 0, var slaget tabt. Det betød nemlig, at hele dagen blev alt, alt for let, og da Astana kom deres ventede forsøg på at lægge lidt tryk på, indså de hurtigt, at det intet formål tjente i et friskt felt. Til slut forsøgte Movistar sig lidt med en forcering, der dog ikke gjorde det af med mange andre end den formsvage Chris Froome og en overraskende ligeglad Ackermann, der ellers havde været sjov at se i denne finale. En jagt på et stort og potent udbrud kunne have gjort etapen til en knaldhård affære, men nu blev det i stedet præcis, som sprinterne ønskede sig det.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

På den baggrund var det heller ikke overraskende, at top 3 udgjordes af netop holdbare sprintere, men der var dog også undtagelser. Særligt Diego Ulissi kan glæde sig over, at han kørte sin vel bedste puncheurspurt i meget lang tid. Den lille italiener har eller åbenlyst tabt det meste af sin hurtighed, men når det bliver rigtigt stejlt og ikke for langt, kan han stadig. Det viste han med sidste års 3. plads i Fleche Wallonne, og det blev til fulde dokumenteret i dag.

Den anden puncheur i front var Andrea Vendrame. Man skal ikke have læst mange ord fra min hånd for at vide, at jeg anser den alsidige italiener, der kører stærkt i puncheurspurter, i massespurter, på grusveje og i bjerge, som et af sportens mest spændende talenter, og det bekræftede han igen i dag. Først og fremmest imponerede han i positionskampen, hvor han fik anbragt sig ganske perfekt, og selvom han tabte positioner og terræn til sidst i kampen mod de mere kraftfulde folk, fik han atter vist, at han vil tilføre Ag2r mange af de sejre, de tørster efter.

Til gengæld må Luka Mezgec være lidt skuffet. Sloveneren havde efter en flot præstation sidste år og ikke mindst en overbevisende puncheursejr i Polen udset sig denne etape som ugens store mål. Desværre fandt han aldrig den bedste position, og samtidig må han nok sande, at der trods alt er bedre folk i denne slags finaler, selvom han for nylig har fundet ud af, at han har smag for dem.

Dagens overraskelse var Rock Zabel. Ganske vist har tyskeren tidligere gjort det pænt i denne slags spurter, men han har ikke meget i sin historik, der antyder, at han skulle være top 5-kandidat. Måske er det dog noget, han burde dyrke lidt mere. Det er i hvert fald svært at glemme, at han i en stigende spurt i Californien for et par år siden kørte et så godt lead-out, at Alexander Kristoff ikke kunne gå forbi sin hjælperytter. Kombinerer man det med, at han nu har lagt Katushas dødsbo bag sig, kunne der måske være rum til mere for Zabel, der ellers hidtil er mere kendt for sit navn end sine resultater.

Derudover udgjordes toppen af resultatlisten udelukkende af klassementsryttere. De skal nemlig altid spurte for ikke at tabe dumme sekunder, og modsat tidligere lykkedes det for dem alle. Kun Jai Hindley måtte sande, at de gode ben fra Herald Sun Tour er væk, ligesom Carl Fredrik Hagen fortsætter sin sløje sæsonstart, og Giovanni Visconti nok engang viste, at han endnu ikke er i form. Alle andre med ambitioner i løbet sad, hvor de skulle, og når selv Ilnur Zakarin holder sig til i positionskampen, må alle mand kunne sætte flueben ud for etapen med tilfredshed - naturligvis med undtagelse af stakkels Laurens de Plus, der grundet sygdom går glip af en uhyre sjælden chance for at jagte et personligt resultat hos Jumbos stjerneparade.

De eneste, der kan ærgre sig lidt, er Alejandro Valverde og Alexey Lutsenko, der åbenlyst havde planer om mere og ikke mindst om at score vigtige bonussekunder. Det tillod løbets omstændigheder dog ikke, og man skal ikke aflæse det som et dårligt tegn, at de ikke var med i kampen om etapesejren. I denne finale handler alt om positionering, og da positionskamp ikke altid har været Lutsenkos spidskompetence, og Valverde næppe har villet satse liv og lemmer, er det svært at drage nogen lære af, at ingen af de to endte i top 10. Lutsenko kan til gengæld glæde sig over, at han undervejs fik samlet et bonussekund op, hvilket kan blive vigtigt i et løb, hvor forskellene sjældent er voldsomt store.

Det er de heller ikke endnu, hvor alle favoritterne undtagen Lutsenko er i samme tid. Alt sammen vil det dog ændre sig tirsdag, hvor det er tid til den første af de to opstigninger af den ikoniske Jebel Hafeet-stigning. Ganske vist betyder vindforholdene, at det primært er på torsdag, at bjerget vil gøre forskelle, men heldigvis vil modvinden tirsdag slet ikke være så kraftig som varslet tidligere.

Dermed er der lagt op til et spændende opgør mellem flere af sportens allerbedste klatrere. Nu må vi blot håbe, at netop modvinden ikke nok engang betyder, at vi efterlades med endnu et uforløst opgør mellem nogle af sportens giganter.