Det kan være en temmelig frustrerende oplevelse at se ryttere insistere på specialisere sig i én ting, selvom meget peger på, at de i stedet burde se i en anden retning. Vi er sikkert mange, der har rystet på hovedet over Bob Jungels’ stædige insisteren på at køre grand tours i stedet for at satse på de klassikere, hvor han har vist så stort potentiale. På samme måde var det stærkt irriterende at se, hvordan Rui Costa i karrierens bedste år blev ved med at forsøge sig i Tour-klassementet, samtidig med at han leverede fornemme resultater i endagsløb, på enkelte etaper og i ugelange etapeløb.

Lidt på samme måde har jeg det med Yates-brødrene. Det har nemlig været et gennemgående træk, lige siden Adam bragede ind på den professionelle scene i Tour of Turkey i 2013, at de to brødre, der deler mange karakteristika, var fremragende på eksplosive dage med relativt korte, stejle stigninger, men at det kneb både på store bjergetaper med mange højdemeter og ikke mindst med holdbarheden over tre uger. Ganske vist slog Adam igennem på den store scene med sin 4. plads i Touren i 2016, men allerede dengang hang han med tungen langt ud af halsen i en sidste del, der alene handlede om overlevelse. Den tendens har været gennemgående i alle deres grand tours siden dag, naturligvis mest markant med Simon berømte totaleksplosion i Giroen i 2018, hvor han på få dage forvandles fra monster til buschauffør i gruppettoen.

Undtagelsen, der bekræfter reglen, er naturligvis Simons Vuelta-sejr i 2018, men også sidste års grand tours var en understregning af, hvor de to brødres styrker ligger. Simon indledte Giroen med at proklamere, at rivalerne burde ”skide i bukserne af skræk” over at skulle op ham over de tre uger, men efter den obligatoriske stærke start var han helt anonym gennem resten af løbet. Adam har nu to gange i træk fejlet gigantisk i Touren, men alligevel bygger de endnu engang deres sæsoner op om grand tours med Simon i Giroen og Adam i Touren.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Naturligvis kan man godt forstå dem, når nu Simon jo faktisk én gang har vundet Vueltaen, men i en tid, hvor der vælter det ene etapeløbsfænomen frem efter det andet, kan det være svært at se en gentagelse for sig. Og derfor bliver det også ekstra frustrerende at se, hvor fremragende de begge er, når de satser på kortere etapeløb og endagsløb. Simon viste sig jo som en fantastisk etapejæger i sidste års Tour, hvor han efter Adams kollaps sejrede to gange, og det gjorde han efter et forår, hvor Adam kørte som en motorcykel med sejre i Valencia, Baskerlandet og Catalonien, samlede 2. pladser i Tirreno og Catalonien og en topplacering i Liege.

Netop det forår gik måske lidt under radaren, fordi stakkels Yates gang på gang blev slået på marginalerne, først i Tirreno, hvor Primoz Roglic slog ham med mindre end et sekund, og siden i Catalonien, hvor Miguel Angel Lopez udnyttede, at Yates, Nairo Quintana og Egan Bernal havde lidt for travlt med at se på hinanden. Alligevel viste Yates gennem de måneder, at han suverænt var en af verdens bedste ryttere til ugelange etapeløb, og i Tirreno gjorde han endda det, kun Lopez ellers lykkedes med på Javalambre i Vueltaen, nemlig at sætte en skades- og sygdomsfri Roglic på en stigning i et etapeløb.

Det er også på den baggrund, at man må håbe, at Yates skriver sig sin magtdemonstration på dagens bjergetape i UAE Tour bag øret. Nok kørte han stærkt sidste forår, men i dag lagde han yderligere alen til den klasse, der gør ham til en af verdens bedste cykelryttere i de løb, han mestrer. Én ting er, at han kørte fænomenet Tadej Pogacar, der havde viste superform i Valencia, agterud med mere end et minut på en relativt kort stigning, noget andet er, at det skete på en dag, hvor rytterne siden har bekræftet, at den varslede modvind var ganske markant, som det også kunne ses af den relativt store favoritgruppe, der spurtede om de sekundære placeringer.

Den præstation var så overlegen, at det vel kun er Remco Evenepoels ydmygelse af Filippo Ganna på enkeltstarten i San Juan, der kan karakteriseres som en tilsvarende magtdemonstration hidtil i denne sæson. Måske kan man hævde, at flere af favoritterne skuffede, og at feltet er præget af flere løjtnanter end absolutte verdensstjerner, men omstændighederne med modvind på en kort stigning gør det uhyre imponerende. Særlig vægt får det af, at han så klart distancerede Pogacar, der bekræftede sin status som forhåndsfavorit ved at køre fra alt og alle - i hvert fald med en enkelt ganske væsentlig undtagelse.

Præstationen bekræfter imidlertid også det billede, man må have af Yates. Denne lette modvindsdag, hvor hele løbet kulminerer med en eksplosiv indsats på en relativt stejl stigning over en halv times tid er skræddersyet til Yates’ karakteristika, selvom han stædigt insisterer på, at han er bedst i de rigtige bjerge. Den påstand kan hans resultater bare slet ikke bakke op, og det er bestemt ikke uden grund, at hans nok flotteste sejr hidtil kom netop på en etape som denne, mens han altså fortsat har til gode at vinde en svær bjergetape dybt inde i en grand tour.

Uanset frustrationen over, at han nok engang satser alt på Touren, kan man imidlertid glæde sig over, at vi har udsigt til et forår, hvor Yates bliver måske endnu bedre end sidste år. Etapeløbsprogrammet med Tirreno-Adriatico, Catalonien og Baskerlandet er det samme som sidste år, og selvom enkeltstarterne i alle tre løb altid vil være en hæmsko, har han med ét understreget, at han skal regnes som en af de tunge favoritter til dem alle. Og samtidig understreger rytteren, der tog sin første store sejr i Clasica San Sebastian i 2015 nok engang, at han kan blive svær at bide skeer med i Ardennerne, hvis han kan holde superformen lidt bedre, end det lykkedes sidste år, hvor han ”kun” blev nr. 4 i Liege.

Inden vi kommer så langt, har han i hvert fald kurs mod at sikre sig karrierens første sejr i et WorldTour-etapeløb, efter at han sidste år førte tre af slagsen uden nogensinde at gøre arbejdet helt færdigt. Det må man formode, at han gør her, for med mindre han bliver fanget i sidevinden - som altid kan være en trussel for en fyr med en nonchalant tilgang til positionering - virker det helt urealistisk, at han skulle kunne tabe sit minut igen på torsdag, hvor der venter en lignende eksplosiv etape med samme målbjerg og dermed endnu en godbid for Yates.

Etapen blev samtidig en påmindelse til Pogacar om, at træerne ikke vokser ind i himlen. Faktisk leverede han bedre, end man kunne have frygtet, da han trods modvinden faktisk kunne komme af med alle rivalerne, men i dag fik han bevist, at han trods den overlegne sejr i Valencia altså fortsat har lidt vej at gå, inden han er i den absolutte verdenstop. Der skal nok ende om ganske kort tid, men de procent, han manglede i Vueltaen, synes ikke helt at være fundet, selvom han har lagt yderligere til hen over vinteren. Og hvis han fortsætter sin udvikling, skal han nok vinde UAE Tour før eller siden og dermed tilfredsstiller sponsoren, der nok lige nu deler skuffelsen over, at det der lignede en sikker sejr formentlig udebliver.

Modsat Pogacar kan Alexey Lutsenko være uhyre tilfreds. Ganske vist vandt han ikke etapen, men hvis man husker på, at han for et år siden stadig blev regnet som puncheur og ikke bjergrytter, er det bemærkelsesværdigt, hvor meget han har forbedret sine klatreevner. Det startede sidste år i Dauphiné, og i år har han allerede slået verdensklasseklatrere på både Ventoux og Jebel Hafeet. I dag skete det heller ikke via den spurt, der ellers lignede hans stærke våben på denne stigning, men ved at køre fra den store favoritgruppe, som han også gjorde det på Ventoux. Man må stadig antage, at han er for tung til at blive en rigtig grand tour-rytter, men hans potentiale i ugelange etapeløb bliver stadig mere lovende.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Etapen bød også på en genrejsning af David Gaudu. Ganske vist var supertalentet ikke helt så flyvende, som man kunne have håbet, men der var tale om en mærkbar forbedring siden skuffelsen i Provence. Det står efterhånden mejslet i granit, at stabilitet ikke er Gaudus varemærke, men heldigvis kan han hurtigt finde benene efter de skuffelser, der ofte kommer. Det kunne han også i dag, og med lidt held kan han drømme om, at han måske kan gå på podiet efter 5. etape, hvis han fortsætter fremgangen.

Dagens positive overraskelse - hvis man ser bort fra Yates’ vanvittige ridt naturligvis - var Rafal Majka. Polakken er kendt som en rytter, der aldrig helt blev til det, det tydede på i 2013, 2014 og 2015, men allerede sidste år kunne vi se en mindre genfødsel efter en nogle svære år. Nu skal man ikke drage mange konklusioner om Giroen på baggrund af en eksplosiv bjergetape i Mellemøsten i februar, men det er svært at huske, at Majka er kommet så lovende fra land.

Det var også nødvendigt for at redde Boras løb. Desværre blev uheldige Emanuel Buchmann, der efter sin imponerende kørsel på Mallorca sammen med Yates lignede den værste trussel for Pogacar, involveret i et styrt, som satte ham ud af spillet. Heldigvis for Bora var holdet så stærkt besat, at de alligevel havde to mand helt i front, da både Majka og Patrick Konrad, som ellers stagnerede en del i 2019, var med helt fremme. Nok er selskabet for skrapt til, at de kan vinde, men starten for dem begge er lovende.

Det er den også for Diego Ulissi. Naturligvis blev han, Konrad og Gorka Izagirre, der er alle er relativt eksplosive, hjulpet af modvinden og etapens karakter, men den lille italiener virkede i hopla i forfølgergruppen, inden han vandt spurten. Med tanke på, at lange stigninger ikke er hans kop te, er det endnu et vidnesbyrd om den genrejsning, han startede i Canada sidste efterår, hvor han leverede bedre end meget længe, og som er fortsat i år, først Down Under og siden i dag og i går. Og da også Davide Formolo fik indledt sin sæson hæderlig, var det en ganske pæn dag for UAE, selvom de utvivlsomt lige nu kun er skuffede over, at den ”sikre” hjemmebanesejr nok udebliver.

Listen over vindere tæller også Izagirre, der leverede sin bedste klatrepræstation i mere end et år, og vel også Jesus Herrada, der nok engang viser, at han i februar kan ting, han ikke kan resten af året. Den tæller også Domenico Pozzovivo, der med tanke på hans grimme styrt og svære sæsonstart i Provence, gav håb om, at han måske alligevel kan komme tilbage, og da Stefan de Bod samtidig viste, at sidste års klatring i Østrig Rundt ikke bare var et engangstilfælde, var det en ganske fin dag for NTT, der ikke havde de store forhåndschancer i dette løb.

Til gengæld kunne man have drømt om, at Eddie Dunbar var kommet lidt længere i sin udvikling, men selvom han har gjort det godt både her og i Provence, mangler der stadig noget. På samme måde blev forventninger til en genrejsning af en langt om længe skadesfri Wilco Kelderman måske dæmpet en anelse, efter at han ellers havde virket så overbevisende i Provence.

At kalde dem tabere, vil dog være en overdrivelse. Det er det derimod ikke, når jeg udråber Alejandro Valverde som en af skuffelserne. Ganske vist havde han på forhånd talt forventningerne ned og beskrevet sin dårlige form i detaljer, men det er alligevel kritisk, at den spanske veteran er så langt fra de bedste på en eksplosiv modvindsstigning. Nu har jeg selv brændt et hav af nekrologer, jeg har skrevet om Valverde, og derfor er jeg den sidste til at begrave ham, men som altid begynder tvivlen altid at nage, når en snart 40-årig veteran er så markant dårligere, end han plejer, på en årstid, hvor han plejer at være i en anden liga. Mindre kritisk er det, at Wout Poels nok engang faldt igennem, for enhver ved, at hollænderens form er lige så let at forudsige, som det er at finde en tørvejsdag i Danmark.

To andre tabere var Giulio Ciccone og Ilnur Zakarin. Selv havde jeg været meget optimistisk på vegne af dem begge, og jeg var tilsyneladende ikke den eneste. I hvert fald jagtede Trek hele dagen for at sætte Ciccone i scene, og da feltet ramte stigning, var det Zakarin, der lagde pres på, først med Jan Hirt og siden med et angreb fra en imponerende stærk Victor De La Parte, der ikke har været bedre, siden han imponerede med sine sejre i Østrig, inden han kom på WorldTouren.

Begge faldt de imidlertid igennem, da det blev alvor. Det skal man naturligvis ikke lægge alverden i. En lille nedtur for Ciccone kan man altid forvente fra en ung rytter, der ikke er kendt for stabilitet, og holdet kan så i stedet glæde gi over, at Niklas Eg fortsætter med langsomt at vise lidt igen efter et meget svært år fra foråret 2018 til sommeren 2019. Mere ondt har det nok gjort på Zakarin, der i år har gjort de ugelange etapeløb til et mål, men som i dag ikke gjorde meget for at styrke troen på, at han er på vej tilbage.

Dermed fik han et helt andet svar på den formtest, årets første løb altid er, end det, der indløb i Yates’ indbakke. Her stod der nemlig ”UG med kryds og slange” i karakterfeltet efter det, der hører til blandt hans absolut flotteste præstationer. Kursen mod et forår, der som minimum kan matche sidste års, er i hvert fald sat, og så kan man bare håbe, at det ikke også med samme kedelige udkomme i den Tour, han stædigt insisterer på at have som mål. Hvis til gengæld det ender med endnu en fiasko efter et forrygende forår, må den imponerende brite da før eller siden kunne forstå et vink med en vognstang!