Når man har vundet i alt ni etaper fordelt over alle tre grand tours og hver eneste gang i en massespurt, har man fortjent prædikatet supersprinter. Alligevel har der manglet noget på Caleb Ewans ellers uhyre flotte cv, og han har haft en lille plet, der må have gjort ondt på en mand, der gerne vil aspirere til titlen som verdens bedste sprinter.

De arabiske forårsløb nyder slet ikke samme prestige som de store løb i Europa. Ej heller kan man forvente, at rytterne er i topform, og derfor giver det slet ikke nogen mening at sammenligne en etapesejr i UAE Tour med de mange triumfer, Ewan har erobret på de største scener i Europa. For en sprinter er der alligevel noget særligt ved netop det eneste asiatiske WorldTour-løb, for dets mange helt flade og meget lette etaper har gjort det til et sandt fluepapir på alverdens topsprintere, og man kan sagtens argumentere for, at løbet flere gange har budt på det stærkeste sprinterfelt overhovedet.

Derfor er det også lidt af en eksamen for feltets sprintere. Det er nemlig her, de får mulighed for at måle sig med stort set alle deres værste rivaler på ruter, der er så lette og flade, at det bliver den reneste udmåling af topfart og positioneringsevne i en klassisk massespurt. Kun i Touren ser man som regel et sprinterfelt, der kan måle sig med det, man ser i Mellemøsten, men her er ruterne næsten altid betydeligt mere kuperede, og det generelt tårnhøje niveau og skræmmende tempo betyder, at der stilles langt større krav til sprinternes holdbarhed, end der gør i Arabien, hvor det i alt væsentligt bare handler om at kunne spurte.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Derfor har det også gjort ondt på Ewan, at han indtil sidste etape af årets udgave af det arabiske løb ikke havde vundet én eneste massespurt i det arabiske løb, mens det har været på WorldTouren. Han tog ellers en stor triumf i 2017, inden løbet blev en del af det fine selskab, da han sejrede foran Mark Cavendish og André Greipel på et tidspunkt, hvor han stadig bare var en lovende sprinter med kun én grand tour-etapesejr på cv’et. Det endelige gennembrud i Europa kom senere samme år, da han vandt en etape i Giroen og generelt var lidt af en sejrsmaskine, men i 2018, 2019 og 2020 kørte han ikke færre end 8 massespurter i løbet uden at vinde én eneste gang.

Det var han endda næsten den eneste, der ikke gjorde. I samme periode vandt næsten alle feltets supersprintere et af de prestigiøse superopgør for feltets hurtigste. Dylan Groenewegen, Sam Bennett, Pascal Ackermann, Fernando Gaviria og Elia Vivian vandt alle mindst én gang i ørkenløbet, men Ewan måtte hver gang sande, at der var én, der var hurtigere. Det betød ikke, at han ikke tog sine sejre, for han vandt som bekendt to gange på Hatta Dam i 2019 og 2020, men det er bare ikke på den korte, stejle rampe, at man gør sig fortjent til prædikatet supersprinter.

Egentlig er det ikke så mærkeligt, at det er mislykket. I 2018 og 2019 skete der nemlig det besynderlige, at Ewan pludselig begyndte at klatre som en klatrer. Det er jo egentlig lidt af en bedrift, men desværre begyndte han næsten også at spurte som en klatrer. I hvert fald blev det i massespurterne en ørkenvandring, hvor han var uden fart, men til gengæld opnåede han en fantastisk evne til at vinde spurter efter hårde løb, som da han vandt feltets spurt i Milano-Sanremo i 2018 og i Giroen i 2019 vandt to lange maratoner på mere end 200 km, men fik klø i de rene massespurter.

Siden Touren 2019 er Ewan imidlertid returneret til udgangspunktet som en mere klassisk sprinter, og nu om dage fremstår han atter som en af de mest hurtige, men også en af de mindre holdbare. Derfor var det egentlig bare et spørgsmål om tid, inden han også ville få den store skalp i Mellemøsten, og i denne weekend kom den så endelig, da han efter to kiksede forsøg sejrede, da løbet rundedes af med et brag af en massespurt i Abu Dhabi.

Sejren må endda have en særlig betydning, ikke blot fordi den fjernede et stort pres på australieren, der altid har for vane at komme til Europa med mindst én sejr fra Australien i baglommen. Efter i spurten på 4. etape nok engang at have fået bevist, at Bennett er den hurtigste af de to, slog han i Abu Dhabi sin irske rival i et helt rent opgør på fart. For en gangs skyld var det nemlig lykkedes det alt andet end velfungerende Lotto-tog med Tosh van der Sande, Jasper de Buyst og denne gang Roger Kluge som sidste mand at få bragt deres kaptajn frem i en gunstig position. Ganske vist måtte de nok engang sande, at Deceuninck er dem overlegne, da Michael Mørkøv skød forbi og for anden dag i træk satte Bennett perfekt op, men den altid snarrådige Ewan var lynhurtig til at gribe rivalens hjul, så de nu kunne måle sig direkte mod hinanden.

Og denne gang var det altså Ewan, der var bedst. Det er ellers sjældent, at han har haft overhånden i disse direkte opgør, men her var der ingen tvivl. Helt usædvanligt er det dog ikke, for når Ewan har fået ram på Bennett, er det meget ofte sket i modvindsspurter, hvor ireren har for vane at blive nervøs og åbne for tidligt, og hvor Ewan har meget større glæde af sin uhørt aerodynamiske position. Denne lørdag i Mellemøsten blæste der netop en strid lille orkan ind i ansigtet på de stakkels sprintere, og det udnyttede Ewan til at tanke stor selvtillid, inden de to rivaler atter står over for hinanden i Frankrig til sommer.

Bennett har nu ikke noget at klage over. Generelt har han i dette løb set ud til at være tættere på sit forrygende 2019-niveau, end han var i store dele af 2020, og samtidig har hans tog de seneste to dage været det klart stærkeste. Han kan rejse hjem med to sejre og en 2. plads og vigtigst af alt med masser af den selvtillid, han ellers har for vane så hurtigt at miste.

Det er han dog ikke ene om. I dag lykkedes det ganske vist for en sjælden gangs skyld ikke David Dekker at komme frem til fronten, men med tanke på hans nærmest ikkeeksisterende støtte er det en gigantisk bedrift at kunne drage til Europa med en pointtrøje i det allerførste WorldTour-løb i karrieren. Tilsvarende måtte Elia Viviani efter ellers vanligt godt positioneringsarbejde i dag se sig lukket inde, men efter i 2020 at have nærmet sig en total deroute er den ellers nylige hjertepatient i dette løb delvist genopstået som sprinter.

Selvtilliden nåede Phil Bauhaus også at få styrket på falderebet. Efter sejren i Provence kom han til løbet med store forventninger, men løbet har desværre udstillet hans vanskeligheder i positionskampen. Sådan var det egentlig også denne gang, men heldigvis åbnede vejen sig for tyskeren, der endelig kunne vise den flotte fart, der faktisk lige netop i denne finale gav ham et gigantisk gennembrud, da han i 2018 sejrede foran snart sagt alverdens supersprintere. Med et bedre tog til at overvinde positioneringsproblemerne har tyskeren utvivlsomt et større potentiale.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Der er andre sprintere, der har grund til større bekymring. Det gælder særligt for Fernando Gaviria, der også denne gang kom til kort og kommer hjem helt uden at nærme sig en tilbagevenden til sprintereliten. Denne gang så det dog ganske fornuftigt ud, da han nok engang fra en helt håbløs position kom med god fart, indtil André Greipel lukkede ham inde. Det var en skam, for et bedre resultat kunne meget vel have været undervejs og afsløret, at Gaviria er mere end den sidevindsrytter, han i hvert er blevet igen i dette løb, da han også på denne etape var med, da feltet splittede undervejs.

Det har også været et trist løb for Ackermann, der er blevet slået klart af de sprintere, han i 2019 sagtens kunne matche. Denne gang måtte han helt stoppe med at spurte, da han og Viviani næsten kolliderede, men det kan ikke slette indtrykket af, at tyskeren stadig synes under det niveau, han havde for to år siden. Tilsvarende har Giacomo Nizzolo været bekymrende langt væk, når det har handlet om topfart, for selvom han længe ikke har kunnet vinde denne slags spurter, er han i dette løb kun gledet baglæns, når han har åbnet for gassen.

Det samme er Cees Bol. Det må være bekymrende for DSM, der satser meget på spurterne, at deres foretrukne valg har haft så lidt fart. Han har klaret sig overraskende godt i positionskampen og sad også denne gang så godt placeret, at det blev til en 5. plads, men i spurten kørte Ewan, Bennett og Bauhaus ham slet og ret midt over.

Det gjorde de også med Greipel, men det var alligevel rart at se den gamle supersprinter blande sig helt fremme. Lidt heldigt fik han reddet en dårlig position, så han denne gang endelig for alvor kunne teste sin fart, men desværre efterlod han ikke samme indtryk, som han gjorde i de få spurter, han faktisk kørte i 2020. Nok blev spurten for langt, men da han end ikke var i stand til at gå forbi Mørkøv efter dennes lead-out, står det lysende klart, at Greipels sidste sejr på dette niveau nok er opnået.

Det er den til gengæld ikke for Tadej Pogacar. Efter sidste års lille ydmygelse på sponsorens hjemmebane var der denne gang ingen slinger i valsen, da sloveneren for andet år i træk kunne krones som vinder af sit første etapeløb i sæsonen - og faktisk er der tale om et lille hattrick, hvis man ser bort fra den meget tidlige start i Australien i debutåret 2019. Som i Algarve for to år siden og Valencia sidste år var Pogacar bedste mand over de syv dage, og således har han nu vundet de seneste to WorldTour-etapeløb, han har kørt - en stime, der bliver til tre, hvis han får ram på Egan Bernal i Tirreno-Adriatico i næste måned.

Faktisk har løbet utvivlsomt givet ham enormt meget selvtillid. At han har været god i bjergene, gav sig selv, men det var imponerende, at han kørte så sublim en enkeltstart på en kort, flad tonserrute. Endnu bedre var det, at han efter nedturen i Touren klarede sidevinden så sublimt de to gange, den kom i spil.

Det gjorde den nemlig også på denne storbyetape på et tidspunkt, hvor ingen ellers ventede det. Alligevel lykkedes det højst overraskende for Ineos at splitte feltet, og at det kom bag på de fleste, blev afspejlet i det helt uhørte forhold, at Deceuninck var i defensiven i den disciplin, de ellers dominerer. Ganske vist havde de Bennett og Mørkøv foran, men Joao Almeida kunne kortvarigt se sit podium være truet af Chris Harper, der i dette løb har været overraskende god i en disciplin, han ellers er ret uerfaren i.

Heldigvis for Almeida fandt han en allieret i Neilson Powless, hvis 5. plads eller ikke var truet af hverken nr. 1, 2 eller 4, der var de eneste klassementsryttere i front, og således undgik portugiseren at blive den sjældne Deceuninck-rytter, der tabte terræn i sidevinden. Faktisk var det endda lige ved, at han kunne være endt med at avancere til 2. pladsen, da stakkels Adam Yates, hvis Ineos-hold ellers havde skabt en fantastisk etape, efter et grimt styrt kortvarigt lignede en mand på vej ud af løbet. Heldigvis gik det ikke så slemt, og selvom han røg en tur på hospitalet, skulle alle lys være grønne for briten, der kunne have kurs mod et forår i samme eminente stil som i 2019 efter et løb, hvor det så ud til at være ham og ikke Pogacar, der havde bukserne på i bjergene.

I massespurterne sad selvsamme bukser indtil afslutningen til gengæld solidt på Bennett, men i allersidste øjeblik lykkedes det Ewan at bevise, at han skam nok skal kunne true ireren også til sommer. Det kræver nok lidt finjustering af et tog, der stadig lader meget til gode at ønske, og en god modvind er heller ikke af vejen, men Ewan har al mulig grund til at gå med selvtillid ind til et år, hvor han vil forsøge at vinde en etape i alle tre grand tours. Et så ambitiøst projekt lader sig kun gøre for en sand supersprinter, og nu kan  Ewan langt om længe også med fasthed i stemmen påtage sig det prædikat, når nu han også har vundet en massespurt i de rene sprinteres lille verdensmesterskab på Den Arabiske Halvø.