FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK

Da årets UAE Tour blev indledt, herskede der nok en vis følelse af fatalisme. Man kunne i hvert fald let sidde med følelsen af, at skæbnen allerede havde bestemt, hvordan årets første WorldTour-løb skulle gå. Hvordan skulle det næsten kunne gå på anden vis end med favoritsejr til Tadej Pogacar, når alle pile pegede i én og samme retning?

Vi talte trods alt om regerende dobbelte Tour de France-vinder, der i 2021 vandt fire af de fem etapeløb, han deltog i, og da han endelig blev besejret, var det via det tungeste skyts i form af Primoz Roglic. Samtidig var det i hjemmebaneløbet for hans hold, der i nu flere år har sat en ære i at sende A-kæden til ørkenen og endda kræve af dem, at de møder op i en vindende form - og det altså på en tid af året, hvor alle andre mest af alt er i forberedelse. Når man samtidig ved, at Pogacar i de seneste år har haft en imponerende evne til at toppe hver eneste gang, det har været planlagt, var det måske lidt svært at mobilisere den helt store spænding om udfaldet.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Syv dage efter starten i den golde ørken, kan vi da også konstatere, at det gik som spået. Efter en uges cykelløb kunne Pogacar for anden gang i træk bestige podiet som samlet vinder af løbet og dermed for øjnene af dem selv sende en sportslig tak til holdets pengestærke bagmænd for den fede løncheck, han sidste år sikrede sig, da han skrev en for cykelsporten helt uhørt lang kontrakt. Det hele var så forudsigeligt, at man meget let kunne forledes til med det samme at parkere løbet bagerst i erindringen og lade det være en parentes, der næppe vil sige meget om kommende og vigtigere opgaver.

Det vil imidlertid være en fejl. Udfaldet af løbet var langt mere åbent, end det ved første øjekast kunne se ud til, og måske skal Pogacar huske at sende takkekort til andre end oliesheikerne, inden han begiver sig hjem fra Mellemøsten og sætter kurs mod den næste opgave på Strade Bianches grusveje på lørdag. Det synes i hvert fald at være passende, at han husker at give et anerkendende nik til vejrguderne også, for måske var det i virkeligheden dem, der sikrede ham den ellers så forudsigelige sejr.

Pogacar er nemlig ikke den eneste, der formår at møde op i ørkenen i forrygende form. Den kunst har Adam Yates forfinet til et niveau, som selv sloveneren faktisk må misunde ham. Det så vi første gang i 2020, hvor det hele føltes akkurat lige så fatalistisk, da Pogacar kom til Mellemøsten med en frisk og knusende overlegen sejr i Valencia i bagagen, og hvor de fleste anså det for en given ting, at succesen ville blive videreført i sæsonens første store mål.

Det gjorde den bare ikke. Da løbet efter to begivenhedsfattige dage skulle bestige løbets nøgleudfordring, det efterhånden berømte cykelbjerg Jebel Hafeet, fik han sig så syngende en lussing, at det må regnes som den største, han har fået i et WorldTour-løb, siden han blev professionel. På den relativt korte stigning, der altid bliver kørt i rasende fart, fordi den er placeret for enden af en ellers helt flad og let dag, kørte Yates ham så voldsomt over, at han må have været så flad, at han faldt helt naturligt i med terrænet i det helt flade ørkenlandskab. Med mere end et minut blev Pogacar distanceret, og det er vel noget, vi ikke har set i så stort et løb siden dengang.

Pogacar fik rettet op på det et år senere, da han fik revanche mod Yates i 2021, og igen i år var det altså sloveneren, der havde overhånden. Man kan imidlertid sagtens argumentere for, at Yates burde have leveret et hattrick, hvis løbets vinder alene skulle være den rytter, der efterlod det stærkeste indtryk på stigningerne.

Det gjorde Yates i hvert fald igen sidste år, for selvom Pogacar endte med først at vinde etapen på det ikoniske bjerg og siden hele løbet, var det ret klart, at Yates med sine talrige angreb havde presset Tour-kongen til det yderste. Og minsandten om vi ikke blev efterladt med en følelse af deja-vu, da årets udgave af løbets kongeetape lørdag eftermiddag nåede sit klimaks på den golde ørkenstigning.

Etapen forløb nemlig præcis som for et år siden. Okay, Yates ventede en anelse længere med at åbne ballet, formentlig fordi modvind gjorde det lidt for risikabelt at trykke speederen i bund allerede tidligt på stigningen, men ellers var billedet præcis det samme. Yates kom med den ene stærke forcering efter den anden, og hver eneste gang begyndte Pogacar både at skære så kraftige grimasser og træde så firkantet, at man sad med fornemmelsen af, at han var lige ved at eksplodere.

Det gjorde han ikke, hverken i 2021 eller 2022, og da det begge gange derfor skulle afgøres i en spurt, fik løbet det helt forudsigelige udkomme. I en spurt mellem Pogacar og Yates vil sloveneren sejre 99 ud af 100 gange, og det blev heller ikke i år, at Yates ramte gang nr. 100, der kunne give ham sejren. Det var bare ikke stærkeste mand, der vandt etapen, og Pogacar var da også ærlig nok til at indrømme, at han havde været på grænsen i særligt det første angreb, som han endda beskrev som et af de stærkeste, han nogensinde havde oplevet i et cykelløb.

Det er her modvinden kommer ind. Ørkenstigninger er pr. natur golde, og det betyder selvsagt, at de er meget følsomme over for den vind, der altid er i det ensformige sandlandskab. Ganske vist var lørdagen ikke den mest blæsende dag, men der stod en mærkbar modvind ind i ansigtet, og med tanke på hvor presset Pogacar syntes at være, er det en nærliggende konklusion at drage, at vi havde talt om en britisk vinder, hvis vinden havde stået anderledes.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Det gjorde den imidlertid ikke, og dermed er Pogacar kommet præcis lige så godt i gang, som han kunne have ønsket sig. I det hele taget har han svært ved at være utilfreds med noget af det, han oplevede igennem de syv dage. Først og fremmest fik han bekræftet, at hans enkeltstart er tilbage på det tårnhøje niveau, den var, da han droppede sit fejlslagne eksperiment med sin position sidste sommer, og han fik vist, at han efterhånden har fået ganske godt styr på den sidevindskørsel, der desværre var lidt for lidt af i den forløbne uge, der for lange perioders vedkommende endte med at være en smule kedsommelig.

Han kan i hvert fald også glæde sig over sit hold. Nok kom Joao Almeida haltende i gang, men som vi efterhånden har lært det, bliver den fightende portugiser bare bedre og bedre, som dagene går, og havde Yates ikke været så stærk, kunne Pogacar måske være lykkedes med at hjælpe sin løjtnant til sejr og måske også en samlet podieplads. Ugens helt store oplevelse var dog Rafal Majka, der gennem det meste af 2021 var en skygge af sig selv, men som i denne uge måske var bedre, end vi nogensinde har set ham i slutningen af februar. Det lover godt for Pogacar, der til sommer står foran en formidabel udfordring i Frankrig, når han vil blive klemt inde i en Jumbo-sandwich mellem Roglic og Jonas Vingegaard.

Yates og Ineos har imidlertid også grund til at være svært tilfredse. Nej, Yates vandt ikke løbet, men måske skyldtes det mest af alt vindretningen. I hvert fald kørte den lille brite, der vel må kaldes hans livs enkeltstart, og han fik den enorme ros at få sit angreb beskrevet som et af de stærkeste, Pogacar har oplevet.

Og så oplevede holdet det definitive gennembrud af deres australske komet, Luke Plapp. Hans præstationer i Australien havde jo bevist, at vi talte om noget helt særligt, men grundet den manglende landevejserfaring vidste vi bare ikke helt, hvilken slags rytter vi havde med at gøre. Det vidste han sågar ikke selv, og derfor har han i år også kun ét mål, nemlig at finde ud af, hvad han er god til.

Tilsyneladende kan han måske god etapeløbsvejen. I hvert fald har han en formidabel enkeltstart, og hvor man i onsdags nok kunne affeje hans fine klatring en smule med henvisning til den meget lette stigning, der ville passe godt til mere kraftfulde ryttere, viste han på Jebel Hafeet, at han også kan håndtere betydeligt vanskeligere bjerge. Vi ved dog også af erfaring, at de arabiske ørkenetaper er meget, meget specielle, fordi de består af meget nemme dage med bare én relativt kort stigning til sidst. Det er blandt andet derfor, Yates mestrer dem så godt, og vi har stadig til gode at se, hvordan Plapp klarer en 200 km lang bjergetape med 5000 højdemeter. Foreløbig vil det imidlertid være dumt at påstå, at han ikke vil kunne mestre en sådan også.

Til gengæld blev etapen en gedigen lussing til Aleksandr Vlasov. Da han knuste al modstand i Valencia, sad man ellers let med fornemmelsen af, at 2021 bare var et mellemår, men at det var 2020-sæsonen, der var udtryk for hans sande potentiale. Den fornemmelse forsvandt ret hurtigt, da han i går led et uventet stort nederlag, og selvom man skal være meget varsom med at drage alt for mange konklusioner, var det ildevarslende efter et 2021, hvor han alt for ofte kørte, som han gjorde i går på Jebel Hafeet. Heldigvis bliver vi snart endnu klogere, når han om en uges tid får ørerne i Roglic-maskinen i Paris-Nice, men i første omgang var det en lidt trist uge for Bora, der også så en bekymrende fart hos Sam Bennett og måtte sande, at Jai Hindley stadig ikke ligner den rytter, han var i 2020.

I stedet blev det Pello Bilbao, der spolerede det podium, mange sikkert havde gættet på, i hvert fald efter Jebel Jais. Faktisk er det lidt et gennembrud for den solide spanier, at han ender på podiet i et WorldTour-løb, for selvom han allerede har flere top 10-placeringer i grand tours, har han jo altid været en lidt marginal ”udkantstop 10-rytter”, der med sin imponerende evne til at køre enhver bjergtop som en enkeltstart, meget ofte er kommet i mål omkring 10. pladsen. Det gjorde han imidlertid ikke denne gang, selvom hans kørestil var præcis, den vi kender. Dermed sørgede han også for, at Bahrain fortsatte præcis, hvor de slap i 2021, og da Sonny Colbrelli kort efter sørgede for, at de nu er det eneste hold, der har været på podiet i alle årets (to) WorldTour-løb, skal vi måske til at tale om, at der er fem og ikke fire superhold og regne araberne med til eliten, som i forvejen tæller Jumbo, Ineos, UAE og Quick-Step.

Det skal dog også siges, at podiepladserne måske var lidt billigt til salg, når nu Vlasov skuffede så voldsomt, at Almeida ikke var på 100%, og at Tom Dumoulin i hvert fald i denne uge klatrede helt anderledes, end han gjorde, da han stadig var en grand tour-stjerne. Således er det ikke hverdagskost, at Carlos Verona ender som nr. 6 i et WorldTour-løb, og selvom det siger ganske meget om den høje klasse, han meget ofte har vist i grand tours, hvor han har sat Movistar-kaptajnernes angreb i scene, er det næppe noget, vi vil se i mange europæiske etapeløb. Til gengæld fortsatte han det ellers så fallerede spanske storholds lovende start, som også tæller en fortsat opblomstring fra Alejandro Valverde og en Enric Mas, der er startet for ham helt uhørt stærkt.

I lyset af feltets manglende styrke kan Romain Bardet heller ikke være tilfreds, og det kan DSM i det hele taget ikke efter en sæson, der fra start har været akkurat lige så trist som 2021. Det så ellers lovende ud i onsdags, men da det blev alvor, endte han igen blandt ryttere, en tidligere Tour-toer bør sætte til vægs. Heldigvis er det stadig februar, og hans flotte ll Lombardia giver håb for, at klassen fortsat er der et sted, men begyndelsen var i hvert fald ikke lovende. Det var den i øvrigt heller ikke for en anden rytter med en allerede solid grand tour-historik, nemlig Gino Mäder, men at han manglede meget på denne tid af året, var helt at forvente, når man ser på, hvor langsom hans dieselmotor har været om at komme i gang.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Det er den også for Louis Meintjes, der vel også var en lille vinder. Hans resultater var ganske vist alt andet end spektakulære, men med tanke på at han kom til løbet i formsvag tilstand efter en skade i januar og sjældent finder formen før sommeren, var det en ganske opløftende bekræftelse af den genfødsel, vi allerede så med den flotte Vuelta. Alligevel endte Intermarchés løb som en dundrende fiasko, da Jan Hirts forrygende form, som kom til skue så sent som i onsdags, hvor han var svært imponerende, var helt usynlig, da det virkelig gjaldt. Alligevel har det været en meget lovende sæsonstart for en mand, der mere end de ovennævnte er en langsomt startende dieselmotor og som med sin dieselagtige kørsel faktisk passer helt elendigt til de arabiske løb, hvor han i vidt omfang imponerede.

Han kan i hvert fald være mere tilfreds end David de la Cruz, som man i lyset af feltets karakter kunne have forventet mere af end en beskeden 10. plads. Han kan også være mere tilfreds end Neilson Powless, der efter sit vilde efterår kom til løbet med ambitioner om at forbedre sidste års 5. plads, som signalerede, at han var på vej til endelig at bekræfte det potentiale, der kom til udfoldelse i San Sebastian og til VM. Og han kan være mere tilfreds end ryttere som Chris Harper og Oscar Rodriguez, der her havde en sjældent god chance for en top 10 i et stort WorldTour-løb - en chance, som den stadig mere overbevisende Geoffrey Bouchard til gengæld forstod at gribe.

Og han kan være mere tilfreds end Fausto Masnada, der fortsatte sin triste optakt fra Oman. Italienerens fornemme 2021-sæson har ellers fået mig til at sætte et fedt kryds ud for hans navn til Giroen, men heldigvis skal viskelæderet ikke frem endnu. Vi så nemlig også sidste år, at Masnada var meget skidt kørende i dette løb, men det havde vi alle glemt, da han stod på podiet i Romandiet eller spurtede mod Pogacar om sejren i Lombardiet.

Det er det, man altid skal huske om disse februarløb. På et tidspunkt, hvor ingen er i topform, kan man levere nogle chokerende gode resultater, hvis man er en af de få, der er tæt på 100%, og historien er allerede fyldt med eksempler, der er startet som lyn og torden i Mellemøsten for siden at vågne op til en helt anden virkelighed i de store løb i Europa. Februar er en speciel måned, og dette løb er med sine generelt meget nemme etaper også noget helt andet end de klassiske WorldTour-løb, der allerede starter med Paris-Nice og Tirreno-Adriatico om en uges tid.

Men så er der selvfølgelig dem, der vinder alle slags løb. Dem, der er som Pogacar, som nu kan kaldte sig dobbelt vinder af UAE Tour, og som måske om to uger også kan kalde sig dobbelt vinder af Tirreno-Adriatico, måske endda efter at have spist Strade Bianche som mellemret. Hans sejre er efterhånden næsten så selvfølgelige, at det kan virke helt trivielt, når de bliver til virkelighed.

Ja, det kan virkelig føles sådan, at skæbnen af og til allerede på forhånd har bestemt løbenes udfald, og sådan var det måske også denne uge i ørkenen. For en gangs skyld virkede Pogacar nemlig ikke til at være løbets stærkeste rytter, og vejrguderne måtte hjælpe ham lidt med en modvind, der måske var forudsætningen for, at den forudsigelige sejr blev til virkelighed. Det er måske det lys i mørket, rivalerne skal hæfte sig ved, når de nok engang konstaterer, at Pogacar tog en sejr, vi alle vidste han ville tage. Denne gang lignede han nemlig ikke løbets stærkeste mand, før højere magter gav ham en hjælpende hånd.

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK