Hvis nogen for et år siden havde tilbudt Tadej Pogacar, at han i starten af sin blot anden sæson som professionel skulle blive nr. 2 på en stor bjergetape i et stærkt besat WorldTour-løb, havde han formentlig ikke tøvet det mindste med at skrive under. Den slags bedrifter er nemlig ikke hverdagskost i den benhårde cykelverden, hvor de første sæsoner som regel handler om at lære, og derfor ville en sådan præstation i sig selv have været bemærkelsesværdig for en rytter med bare ét år på bagen.

I disse tider er der imidlertid ikke meget, der er, som det var engang. Sidste år fik vi den yngste Tour-vinder, hvis man ser bort fra de koryfæer, der sejrede i de første udgaver, hvor man med rette kan sige, at der var tale om en helt anden sport, og lige nu er den rytter, der har scoret flest point i 2020, kun lige fyldt 20. Med den opblomstring af talent, der kastes ud over feltet med løs hånd i disse år, er al normalitet ophævet, og nu om dage skal man snart forvente, at unge ryttere allerede i sæson 1 viser sig konkurrencedygtige på WorldTour-niveau.

Derfor forstår man godt, at Pogacar havde svært ved at skjule sin skuffelse, da han forleden ikke bare blev slået af Adam Yates, men fik sig sådan en øretæve, at han en kort overgang må have overvejet, om han var bokser eller cykelrytter. Det slovenske vidunderbarn tog som bekendt hele verden med storm med sit forrygende 2019, der kulminerede med tre (!!!) etapesejre og en samlet 3. plads i hans første grand tour, og da han for nylig lignede et rumvæsen fra en helt anden planet på stigningerne i Valencia, blev han hypet så meget i tiden op til UAE Tour, at man næsten fik fornemmelsen af, at løbet allerede var kørt.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

På den baggrund kan man heller ikke fortænke Pogacar i at have ladet sig ride lidt med. Selvom han i offentligheden naturligvis udtrykte respekt for konkurrenterne, kunne man på tirsdagens skuffede ansigt tydeligt se, at han vitterligt havde regnet med at vinde løbet på samme vis, som han gjorde det i Valencia. I det lys var det måske meget sundt for ham at blive mindet om, at WorldTouren altså er benhård, og at sejrene ikke kommer gratis - heller ikke selvom man hedder Pogacar, Evenepoel eller Bernal.

Netop fordi han fik den påmindelse, må dagens sejr på løbets anden tur op ad Jebel Hafeet også have føltes ekstra sød. Hvor han to dage siden lignede en fluevægter i kamp med en sværvægter, der gav ham nogle gedigne britiske tæv, blev vi nemlig i dag vidner til en helt lige og meget fascinerende duel. Allerede fra start viste Pogacar sin ukuelige fightervilje, da han efter indledende føringsarbejde fra Oliveiro Troia sendt Sven Erik Bystrøm og siden en uhyre imponerende Davide Formolo frem for at lægge pres på, da feltet efter en nervøs dag i sidevinden alligevel ramte stigningen i stort set intakt form.

Derefter kom Pogacar med sit første stød. Og siden kom endnu et. Og endnu et. Og flere endnu. Desværre for sloveneren havde Yates hver gang paraderne oppe, og den lille brite lignede slet ikke en mand, der kunne rystes. Faktisk sad man måske snarere med fornemmelsen af, at Yates var klar med et knockoutstød i samme stil som forleden, og at han bare ventede på rette stund til at slå til, efter at han et par gange havde testet Pogacar med nogle mindre forceringer.

Den tese blev bekræftet, da Yates endelig åbnede op på den sidste stejle del af stigningen. I første omgang så han da også ud til at være sejlet væk og have cementeret sin status som løbets stærkeste. Men modsat i tirsdags var han denne gang ikke på en anden planet, og Pogacar viste sin tårnhøje klasse, da han fik rettet op på den uopmærksomhed og dårlige placering, der i første omgang havde gjort det umuligt at reagere på Yates’ angreb og herved give briten præcis den samme påmindelse om, hvor svært det er at vinde på WorldTouren, som han selv havde fået 48 timer tidligere. Og da han sluttede af med at overspurte den normalt hurtigere Alexey Lutsenko i den kringlede finale, fik han genopbygget den i tirsdags så flossede selvtillid, reddet sit holds store hjemmebaneløb og ligesom på 2. etape i Valencia vist, at han altså skal regnes som en uhyre skarp afslutter i stigende finaler.

Forud for løbet havde en Pogacar-sejr på denne etape ikke været det mindst overraskende. I lyset af Yates’ overlegne styrke i tirsdags, må det alligevel regnes som uventet, at et hul på mere end et minut kunne lukkes på bare to døgn. De mulige forklaringer er mange, og det er nærliggende at pege på, at Pogacars hang til dårligt vejr havde givet ham vanskeligheder i tirsdagens bageovn, at slovenerens store motor altid gør ham bedre fra dag til dag i et etapeløb, og at Yates’ manglende holdbarhed jo altid betyder, at han falmer i grand tours - et forhold, der dog sjældent har spillet samme rolle i ugelange etapeløb.

Uanset hvad årsagen er, fik vi en fascinerende duel, hvor to af verdens bedste cykelryttere viste sig at være præcis lige stærke. Og når det er sådan, sker det ofte, at stærkeste mand ikke vinder, som det var meget tæt på at ske i dag. Da først Yates og Pogacar måtte indse, at det stod uafgjort i deres indbyrdes duel, kom Lutsenko, David Gaudu og Ilnur Zakarin nemlig tilbage, og så pegede favoritpilen pludselig på Lutsenko, der på papiret var den hurtigste på den ret lette sidste kilometer, der bød på en nedkørsel og en 4%-rampe op mod mål.

På toppen af et bjerg gælder den almindelige logik imidlertid ikke altid, og selvom Lutsenko egentlig havde gjort det rigtige ved at komme først igennem sidste sving, blev han alligevel akkurat overspurtet af Pogacar - tilsyneladende til så stor forundring for ham selv, at han allerede var klar til at hæve armen, dog heldigvis først efter stregen. Den må have gjort ondt på kasakken, men når han ligger i sin seng i aften, kan han alligevel se tilbage på løbet med tilfredshed. Nok var han synligt svagere end de to bedste, men havde man for bare et år siden sagt, at Lutsenko ville køre med om sejren på en stigning på mere end 10 km, var man helt sikkert blevet mødt med hovedrysten. I løbet af det seneste er Lutsenkos klatreevner blevet mangedoblet, og det har været helt tydeligt i denne uge.

Det er de ikke for Gaudu, der efterlod et bedre indtryk i dette løb for et år siden, men løbet her har blot bekræftet, at franskmanden skal regnes som en af verdens allerbedste klatrere. Her manglede han de sidste procent i forhold til de bedste, men efter nedturen i Provence var det et stærkt comeback. Desværre byder meget af sæsonen på hjælpearbejde for Thibaut Pinot, men de to kan til gengæld udgøre en ganske skræmmende duo, når det til sommer går løs på de franske landeveje.

Dagens mand var dog nok en helt anden. Formolo kom ikke alt for stærkt fra start forleden, men i dag kørte han en fabelagtig etape. Ikke blot satte italieneren et dræbende tempo på en stor del af bjerget, han havde også overskud til at køre alene op fra forfølgergruppen til de forreste. Det vidner nok engang om, at Formolo på sine store dage er en fabelagtig rytter, som ikke synes at være blevet ringere af skiftet til UAE, og mens han er for begrænset på holdbarhed og klatreevner til at blive den grand tour-rytter, man spåede, er der grund til at sætte et ardennerkryds ud for sidste års nr. 2 i Liege.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

En anden markant vinder var Ilnur Zakarin. Forud for løbet var meldingerne om russerens form positive, men håbet om en genrejsning efter to forfærdelige sæsoner blev hurtigt lagt på pause af hans skuffende indsats på 3. etape. I dag var han imidlertid som forvandlet i en præstation, der var hans i særklasse siden sidste års kortvarige genopblomstring i forbindelse med Giro-etapesejren, og dermed gav han atter liv til mistanken om, at den engang så lovende russer måske kan få noget positivt af at komme væk fra et Katusha-hold, der i de sidste år bestemt ikke gjorde folk bedre. Han kan endda finde inspiration hos Victor De La Parte, der er blomstret gevaldigt op efter skiftet til CCC, og som sammen med Zakarin, Hirt, Fausto Masnada og Jan Hirt gør, at polakkerne, der indtil nu har en belgisk enmandshær med Greg van Avermaet, nu faktisk har noget interessant at byde på i etapeløbene.

En anden genrejst mand var Alejandro Valverde. Nej, den spanske veteran var stadig ikke på niveauet fra 2018 og 2019, hvor han sejrede på dette bjerg, men det var alligevel en helt anden spanier, vi så denne gang, i forhold til de uhørt tamme præstationer i Valencia og på 3. etape. Derfor lægger vi også lige en dæmper på begravelsesplanerne endnu engang og husker på, at Valverde også sidste år lagde usædvanligt ringe fra land, inden han alligevel blev nr. 2 i Vueltaen og var uhyre tæt på at vinde Il Lombardia. Man skal ikke glemme, at Valverde i år kun har ét reelt mål, nemlig OL, og det har fået ham til at gøre noget for ham så unormalt som at starte sæsonen på halvt blus. Det er derfor først i Tokyo til juli, at vi ved, om Duracell-kaninen stadig kan vinde de største løb som 40-årig.

Ser man på top 4, kunne man let ledes til at tro, at det var ret meningsløst at have samme finale to dage i træk. De forskellige vindforhold betød imidlertid, at resten af resultatlisten var meget anderledes. Forleden så vi således, at de meget eksplosive folk som Patrick Konrad, Diego Ulissi og Gorka Izagirre var med helt fremme på en dag, hvor modvinden gjorde det svært at køre væk. Niklas Eg, der desværre ikke helt kunne indfri sine forventninger (måske grundet en lang jagt efter en punktering) har allerede bekræftet, at medvinden i dag gjorde det hele meget hårdere, og det var derfor naturligt at se, at dieselklatrere som Zakarin og De La Parte gjorde det langt bedre end forleden, mens de eksplosive folk faldt længere tilbage.

Måske var det også derfor, at Eddie Dunbar skuffede. Den lille irer har nemlig hidtil været bedst på kortere stigninger, mens han endnu har til gode at slå igennem i bjergene. En solid præstation på Ventoux og en tendens til gode sæsonstarter havde skruet forventningerne til dette løb i vejret, men på begge de to bjergetaper og måske særligt i dag er det blevet klart, at han nok desværre ikke står først for, når kaptajnrollerne skal fordeles hos Ineos’ stjerneparade.

Rafal Majka er nok heller ikke helt tilfreds, efter at han ikke helt kunne leve op til den fine kørsel i tirsdags, men løbet har samlet set alligevel bekræftet, at polakken fortsætter de fine takter fra sidste år. Til gengæld blev min frygt for, at holdkammeraten Konrad stadig er for begrænset som klatrer desværre bekræftet, da han på dagens hårdere kørsel blev klart distanceret. Og heller ikke Wilco Kelderman, der havde efterladt et så positivt indtryk i Provence, var tilfreds med udkommet, selvom en 6. plads i et WorldTour-løb ikke er at kimse ad - slet ikke for en mand, der har ligget næsten uafbrudt i en sygeseng i de seneste mange sæsoner.

Der er nemlig også folk, der har længere vej tilbage end ham. Det gælder særligt for Wout Poels, der leverede endnu en skuffende præstation og nu desværre kan se tilbage på en alenlang periode, hvor han ikke har haft det niveau, han senest havde, indtil han styrtede i Paris-Nice i 2018. Det gælder også for Domenico Pozzovivo, der i dag må sande, at der er et stykke vej endnu, hvis han skal tilbage efter det grimme styrt, der nær havde afsluttet hans karriere. Og for Giulio Ciccone, der havde så store ambitioner inden løbet, endte det hele i en gigantisk fiasko, som dog heldigvis ikke er noget, der lægger en dæmper på forventningerne til den lovende italiener. Han skal nok mest af alt ærgre sig over, at han missede en sjælden chance for at køre for sig selv.

Slutteligt er der de to små kuriosa. Løbets vel nok største overraskelse har været Victor Campenaerts, der først leverede et mindre mirakel i tirsdags ved næsten at ende i top 20 på en dag, hvor han havde været i udbrud på hele etapen, inden han i dag blev en nærmest sensationel nr. 16. Den slags vidner om form, og noget tyder på, at også Primoz Roglic skal sørge for at gøre sit hjemmearbejde, hvis han skal slå den belgiske maskine på enkeltstarten i Paris-Nice om knap to uger.

Det andet er Geoffrey Bouchard. Franskmanden er ikke til at blive klog på, men supermotionisten, der blev professionel, er altså en spændende herre. Det tog ham lidt tid at vænne sig til WorldTouren, men sidste års bjergtrøje og utallige udbrud i Vueltaen viste, at læretiden snart er overstået. Det blev dagens 12. plads en bekræftelse på, selvom det er en skam, at den ellers så spændende klatrer er så uhyre svingende.

Det er Pogacar ikke. Sloveneren har ikke kørt mange løb siden debuten i 2019, hvor han ikke har spillet en rolle, og derfor var det også helt forventet, at han ville være en hovedaktør på de arabiske landeveje i år. Måske blev det ikke til den samlede sejr, han også selv måske var kommet til at forvente, men det vidner om karakter og hans enorme dieselmotor, at han alligevel kunne rejse sig igen. Og heldigvis bliver en revanche altid lidt sødere, når den kommer som oprejsning efter en skuffelse. Det ved vidunderbarnet i hvert fald nu, selvom modgang og skuffelser ikke er noget, der normalt står i hans ordbog.