Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi i januar indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2022 vil udgøre WorldTouren. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag lægges der ud med Cofidis, der endte som nr. 14 blandt WorldTour-holdene i 2021.

Du kan finde holdoptakten til deres 2021-sæson her.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

BEMÆRK: Ifølge ranglisten burde vi egentlig bringe en analyse af EFs hold i dag. Grundet en smule uklarhed om sammensætningen af truppen til det kommende år udskydes det amerikanske hold imidlertid, og vi bringer i stedet analysen senere.

Ryttere, der bliver på holdet

Piet Allegaert, Tom Bohli, Andre Carvalho, Thomas Champion, Simone Consonni, Ruben Fernandez, Eddy Finé, Simon Geschke, Jesus Herrada, José Herrada, Victor Lafay, Guillaume Martin, Anthony Perez, Pierre-Luc Perichon, Remy Rochas, Szymon Sajnok, Kenneth Vanbilsen, Jelle Wallays

Nye ryttere

Ion Izagirre (Astana-Premier Tech), Bryan Coquard (B&B Hotels p/b KTM), Davide Cimolai (Israel Start-Up Nation), Davide Villella (Movistar Team), Max Walscheid (Team Qhubeka NextHash), Sande Armee (Team Qhubeka NextHash), Wesley Kreder (Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux), Benjamin Thomas (Groupama-FDJ), Francois Bidard (AG2R Citroën Team), Alexis Renard (Israel Start-Up Nation), Alexandre Delettre (DELKO), Hugo Toumire (V.C.Rouen 76), Axel Zingle (C.C.Etupes)

Ryttere, der forlader holdet

Elia Viviani (INEOS Grenadiers), Jempy Drucker (?), Christophe Laporte (Team Jumbo-Visma), Nathan Haas (stopper karrieren), Nicolas Edet (Team Arkea Samsic), Fabio Sabatini (stopper karrieren), Natnael Berhane (?), Fernando Barcelo (Caja Rural-Seguros RGA), Emmanuel Morin (Team U Nantes Atlantique), Attilio Viviani (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

Da Cofidis efter mange år som prokontinentalniveau endelig lykkedes med at komme tilbage på WorldTouren forud for 2020-sæsonen, skete det i forbindelse med en klar oprustning og en dobbeltsidet satsning. Guillaume Martin blev hentet ind som den kommende klassementsstjerne, mens det helt store navn var Elia Viviani, der efter nogle strålende år hos Deceuninck skulle sørge for, at Cofidis med det samme fik masser af sejre, også i WorldTour-løbene.

Efter de to første år kan der gøres status på den satsning, og det har været en temmelig blandet fornøjelse. Satsninger på Martin viste sig ganske god. Ikke blot er han franskmand - hvad der altid er vigtigt for franske hold - han har også med en bjergtrøje i Vueltaen og to top 10-placeringer i grand tours givet Cofidis en vægt i etapeløbene, de ikke har haft i adskillige år.

Problemet var bare, at Martin var den ”lille” af de to kaptajner og ikke manden, der ventedes at levere mange sejre. Den opgave tilfaldt Viviani, og det var ikke en opgave, der blev løst til nogens tilfredshed. Nok stak coronavirus en kæp i hjulet og forkortede den ene af de to sæsoner mærkbart, men manager Cedric Vasseur havde næppe i selv sit værste mareridt forestillet sig, at ville blive så trist, som det gjorde. 2020-i sæsonen bød på lige præcis 0 sejre, og selvom det blev lidt bedre i 2021, hvor Viviani i Cofidis-trøjen vandt fem gange, var det langt fra, hvad man havde troet eller ventet - slet ikke fordi de fem sejre alle kom i mindre løb.

Vi skulle da heller ikke langt ind i 2021, inden det stod klart, at Vivianis tid som Cofidis’ store stjerne ville blive en yderst kort fornøjelse. Angiveligt var det begge parter, der i forening indså, at der måtte ske noget nyt, og derfor skilles de nu efter to år på ganske god fod, selvom de pauvre resultater nok kunne have ført til frustration og deraf følgende uvenskab. Den beslutning har tvunget Vasseur tilbage til tegnebrættet, for med holdets mest løntunge rytter ude af billedet, var der plads til en gedigen oprustning, der gerne skulle bringe holdet lidt længere væk fra deres bundplacering på ranglisterne - også selvom 2021-sæson faktisk var hæderlig og førte til en godkendt 15. plads blandt de 19 WorldTour-hold.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Resultatet er blevet en gedigen hovedrengøring i truppen. Hele 13 nye navne hentes ind, og da kun 10 ryttere siger farvel, når man til den kommende sæson op på den maksimale kvote på 31 ryttere. Altså er det næsten halvdelen af truppen til den kommende sæson, der udgøres af nye navne, og det er derfor et markant anderledes Cofidis-hold, der vil være at finde i feltet i 2022.

Satsningen følger i vidt omfang de samme to spor, som den gjorde for to år siden. Der er således blevet plads til både en investering i et stort klassementsnavn og i en ny sprinter, der skal tage over efter Viviani. Denne gang har man imidlertid spredt budgettet betydeligt mere ud og ikke brændt hele checken af på bare ét navn af den størrelse, Viviani havde efter sin tid på Deceunick.

På sprintersiden har man fundet en direkte erstatning i form af Bryan Coquard, men man kan være bekymret for, om det vil gøre situationen meget bedre. Mens Viviani trods alt vandt fem gange i 2021, blev det for Coquard til 0 sejre, i øvrigt for første gang i karrieren. Faktisk er det kun gået ned ad bakke for franskmanden i de senere år, og selvom han har en alsidighed, man ikke finder hos Viviani, er det svært at se, at Cofidis i det kommende år bliver en sprintergigant.

Til gengæld satses der slet ikke så ensidigt, som der er blevet gjort hidtil. Således hentes også Davide Cimolai og Max Walscheid til holdet, og man må formode, at de sammen med Simone Consonni, der valgte ikke at følge Viviani, fremover vil få egne muligheder også. Ingen af dem hører dog til blandt de hurtigste, og sejrsmaskiner er de bestemt ikke. Faktisk er Walscheid i de senere år i højere grad blevet tempospecialist, og det er nok først og fremmest samt i Paris-Roubaix, hvor han viste sin forøgede holdbarhed i år, at vi vil se resultater fra ham.

Så er der i spurterne grund til større forventninger til Cimolai, der er pokkers stabil, men sjældent en vinder. Som en meget holdbar type er han desværre lidt af samme støbning som Coquard og Consonni, og de risikerer at gå lidt i vejen for hinanden. Til gengæld kan de i kombination udgøre en meget spændende formation, for både Cimolai og Consonni er kendt som fremragende lead-out men, og er de alle at finde sammen, har Cofidis faktisk et uhyre lovende tog - også selvom der siges farvel til Fabio Sabatini, der stopper karrieren, men det tab er til at overse, da det særligt i 2021 stod klart, at den engang så forrygende lead-out man er ovre sidste udløbsdato.

Cimolai, Coquard og Walscheid skal mere end bare erstatte Coquard. Desværre skal de også erstatte Christophe Laporte, der blev håndplukket af Wout van Aert som en kommende superhjælper i klassikerne, og det er utvivlsomt Cofidis’ største tab. I spurterne burde Cimolai og Coquard, der som typer kan minde om Laporte, sagtens kunne erstatte og formentlig også overgå ham, men i mange af brostensklassikerne risikerer de at blive udslettet. Her nåede Laporte i 2021 helt nye højder, men netop som han stod foran sit helt store gennembrud siger han altså farvel.

I de løb mister holdet også Jempy Drucker, men det er et helt frit valg. Luxembourgeren havde gerne forlænget, men bliver sat på porten. Havde det været i 2020, hvor han kørte nogle flotte brostensklassikere, havde det været stort tab, men efter et skidt 2021 er det et tab, der kan overses, også selvom han har erfaring i både lead-outs og tog. Derudover forlænges kontrakten ikke med de to unge sprintere Emmanuel Morin og Attilio Viviani, der desværre aldrig for alvor slog igennem i deres tid på holdet, selvom lillebror Viviani kom så lovende fra start.

Den mest markante oprustning kommer utvivlsomt på etapeløbssiden, og det står klart, at holdet nu er mere klassements- end sprinterhold. Det skyldes, at Martin i 2021 får selskab af Ion Izagirre, der lidt overraskende vælger et fransk eventyr på et hold, der dog altid har haft en del spanske ryttere. Baskeren har aldrig været en mand til grand tours, der forbliver Martins domæne, men han har i mange år været en af verdens bedste i ugelange etapeløb. Det er han efter nogle sløje år slet ikke længere, men i det forløbne år blev han trods alt nr. 3 i Paris-Nice, nr. 10 i Baskerlandet samt nr. 7 i Romandiet og Dauphiné. Kommer han blot i nærheden af de resultater i 2021, vil det være en massiv opgradering for et hold, der i løb, hvor Martin har været fraværende, reelt har været helt ligegyldige i klassementet. Og så er det trods alt bare et år siden, at han senest vandt en etape i en grand tour, hvor han vil være en god hjælper for Martin.

Netop opgaven med at støtte Martin har tydeligvis været et fokus for Vasseur. I tillæg til sprintersatsningen bærer de fleste øvrige signings nemlig præg af den franske kaptajn. Således henter man Davide Villella, der i dette efterår oplevede en uventet opblomstring og klatrer fint nok til at hjælpe i mellemhårdt terræn. Til gengæld er det måske sværere at se, at Sander Armee, der i de seneste år er blevet indhentet voldsomt af alderen, kan give det ønskede bidrag, og det samme gælder for Francois Bidard, der aldrig rigtigt slog til som bjerghjælper hos Cofidis. Endelig hentes Wesley Kreder til holdet, men det er med henblik på et helt andet terræn. Han og Martin kender nemlig hinanden fra Wanty-tiden, og han er helt specifikt hentet som en mand, der skal holde styr på den lille klatrer på de fladere dage.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Der er dog også nogle pladser at udfylde. Måske har Nicolas Edet ikke kørt meget med Martin hidtil, men trods en skadesramt 2021-sæson har han længe været en af holdets bedre ryttere, der så sent som i 2019 bar den røde trøje i Vueltaen. Uerstattelig er han bestemt ikke, men på et hold med færre store navn vil han blive savnet. Så kan de nok bedre undvære Fernando Barcelo. Han viste ellers lovende takter i begyndelsen af sin karriere, men hos Cofidis stagnerede han desværre. Endnu værre gik det for Natnael Berhane, der jo ellers var så spændende, da han slog igennem, men som i de seneste år ikke rigtigt har haft WorldTour-niveau. Og så retter Nathan Haas fokus fra landevejen mod gravel, men efter at de i forvejen meget svingende australier i de seneste år har været en helt anonym skikkelse i feltet, er det ikke et tab,d er vil blive bemærket.

Det tredje ben i Vasseurs investeringer er de unge franske talenter, der altid har været et væsentligt fokusområde for holdet. Af disse er det største navn Benjamin Thomas, der stadig er ung nok til at blive regnet som talent. Med OL ude af verden vil han nemlig satse mere på landevejen i de kommende år, og det skal blive interessant at se, om han kan genfinde lidt af de takter, der gav ham så stort et gennembrud i etapeløb uden høje bjerge, inden han kom til WorldTouren. Hans enkeltstart er også blevet forbedret mærkbart i 2020 og 2021, og hvis etapeløbene svigter, vil han i hvert fald være i stand til at levere flotte resultater på det område.

De øvrige unge navne er Alexis Renard, Alexandre Delettre, Axel Zingle og Hugo Toumire, hvoraf de to første allerede har professionel erfaring. Delettre har mest af alt været kendt som udbryder og fremstår ikke som det mest lovende navn, men Renard har vist sig lidt frem med nogle hæderlige spurter og ikke mindst en samlet 3. plads i Tour de Wallonie. Den kombination af ardennerevner og en god spurt kan være ganske god i mange mindre franske løb, og det er nok her, vi kan forvente at se ham vise sig frem.

Mest interessant de dog de to unge navne. Zingle tog holdet med storm i sin tid som stagiaire, hvor han imponerede stort med særligt sin 3. plads i Besancon, hvor han var en af de få, der kunne følge Nairo Quintana, og en 6. plads i Jura. Han har allerede vist fornemme puncheurevner og besidder tillige en god spurt, og mountainbikeren ligner et uhyre lovende ardennertalent. Toumire er derimod klatrer og imponerede med en 5. plads i Tour de l’Avenir, og selvom billedet har været mere blandet, synes der bestemt at være potentiale i den i den forløbne sæson blot 19-årige franskmand.

Samlet set er det altså et mærkbart forandret Cofidis-mandskab, vi vil se i de kommende år. Martin har kørt til et større ansvar og kan fremover regne med mere støtte end hidtil. Med Izagirre på holdet kan vi i hvert fald se frem til at se betydeligt mere til holdet i klassementerne end hidtil, men til gengæld kan det blive svært at vinde alt for meget i spurterne. Hverken Coquard, Cimolai, Walscheid eller den tilbageblevne Consonni kan ventes at tage de fem sejre, Viviani trods alt gjorde, men tilsammen udgør de trods alt en spændende kombination, der i forening måske kan drive det til noget. Det er også nødvendigt, for tabet af Laporte er så stort, at det i sig selv er nok til at gøre den samlede transferkampagne negativ, for det er svært at se, at vi vil se meget til franskmændene i brostensklassikerne næste år. Til gengæld kan Vasseur glæde sig over, at han i Zingle, Thomas og Toumire har fået fingre i nogle spændende unge navne på det stærkt forandrede Cofidis-hold.