Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi senere indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2023 ventes at udgøre WorldTouren, selvom den endelige bekræftelse på deres licenser først ventes at komme midt i decemver. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag fprtsætter vi med Team DSM, der endte næstsidst blandt WorldTour-holdene i 2022.

Du kan finde holdoptakten til deres 2022-sæson her. Du kan tillige finde en oversigt over alle transferanalyserne, hvor der også gemmer sig en gennemgang af 10 lovende transfers til den kommende sæson.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

BEMÆRK: Team DSM er blandt de hold, der endnu ikke officielt har lukket truppen for 2022. I skrivende stund har de kun offentliggjort kontrakter med 27 ryttere, men det er langt fra givet, at der vil komme yderligere tilføjelser. Skulle det ske, vil den endelige trup vil blive bragt i forbindelse med holdoptakten.

Ryttere, der bliver på holdet

Romain Bardet, Pavel Bittner, Marco Brenner, Romain Combaud, Alberto Dainese, John Degenkolb, Nils Eekhoff, Chris Hamilton, Leon Heinschke, Jonas Iversby Hvideberg, Andreas Leknessund, Niklas Märkl, Marius Mayrhofer, Tim Naberman, Frederik Rodenberg, Florian Stork, Martijn Tusveld, Casper van Uden, Henri Vandenabeele, Kevin Vermaerke, Sam Welsford

Nye ryttere

Patrick Bevin (Israel-Premier Tech), Harm Vanhoucke (Lotto Soudal), Alex Edmondson (Team BikeExchange-Jayco), Matthew Dinham (Team BridgeLane), Max Poole (Development Team DSM), Sean Flynn (Tudor Pro Cycling)

Ryttere, der forlader holdet

Søren Kragh Andersen (Alpecin-Deceuninck), Nikias Arndt (Bahrain-Victorious), Cees Bol (?), Thymen Arensman (INEOS Grenadiers), Nico Denz (BORA-hansgrohe), Casper Pedersen (Soudal-Quick Step), Asbjørn Kragh Andersen (stopper karrieren), Joris Nieuwenhuis (Baloise-Trek Lions), Mark Donovan (Q36.5 Pro Cycling Team)

Hvordan gik transfersæsonen?

Det gamle mundheld ”Højt at flyve, dybt at falde” har sjældent været anvendt bedre end til at beskrive DSMs deroute de seneste år. Engang blev de af mange anset som de forfriskende underdogs, der bragedes ind på scenen med et hav af Tour-etapesejre med Marcel Kittel samt to monumentsejre med John Degenkolb, og da holdet over to sæsoner med Tom Dumoulin som den store stjerne vandt Giroen, blev nr. 2 i Touren, fik en enkeltstarsverdensmester og blev verdensmestre i holdløb, havde de næsten nået toppen.

Selv da holdet frem mod 2020 stod meget afpillede tilbage efter tabet af Dumoulin, hvor forventningerne var meget, meget beskedne, endte holdet med de mange unge talenter som den coronaramte sæsons helt store overraskelse. Hvor holdet blandt snart sagt hvem som helst var spået til endnu plads nær ranglistens bund, chokerede Iwan Spekenbrinks tropper med et vanvittigt år, der indbragte en højst uventet 5. plads på verdensranglisten - kun overgået af de fire giganter Jumbo, Deceuninck, UAE og Ineos - og særligt i Touren, hvor holdet kørte herligt aggressivt og uimponeret og vandt ikke færre end tre etaper med Marc Hirschi og Søren Kragh, blev de nærmest hele feltets darlings - en status, der ikke blev mindre senere på året, da Hirschi kørte det ene fabelagtige endagsløb efter det andet, og Jai Hindley og Wilco Kelderman begge endte på podiet i Giroen.

I de dage glemte man helt, at holdet ellers havde fået mere opmærksomhed for de mange stjerners flugt end for deres resultater. Det er ingen hemmelighed, at store navne har haft endog meget svært ved at indpasse sig under holdets ekstremt rigide regimer, hvor meget strenge regler har fået stjerner som Dumoulin, Marcel Kittel, Warren Barguil og Edward Theuns til at bryde kontrakten før tid. Knap havde euforien over den vilde 2020-sæson da også lagt sig, inden alverdens fans blev mindet om dette forhold, da både Michael Matthews og på meget dramatisk vis også Hirschi også rev en gældende kontrakt i stykker for at forlade skuden frem mod 2021-sæsonen.

Det skulle vise sig at blive starten på en katastrofe for Spekenbrink og co. I 2021 var der uendelig dybt at falde efter den vilde 2020-sæson, og det mærkede det holldanske hold på den hårdeste måde. Bare 8 sejre blev det til - faktisk havde holdet bare én sejr helt frem til begyndelsen af august - og holdet, der i 2020 var ”the best of the rest” bag de fire giganter, endte i 2021 som nr. 19 og allersidst blandt WorldTour-holdene på ranglisten. Flere havde måske tænkt, at det vil føre til en revurdering af strategien, men sådan blev det ikke. Sidste vinter var det Tiesj Benoot, Ilan van Wilder og Felix Gall, der ragede uklare med holdet, og holdet stod efter transfersæsonen med en på papiret endnu svagere trup. Resultatet udeblev da heller ikke.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Nok har holdet været kendt for nogle meget svingende sæsoner, men i den forløbne sæson nåede man en bund, Spekenbrink næppe havde troet muligt. I 2022 blev det ganske vist til 10 sejre, herunder hele fem på WorldTouren og to i grand tours, men alligevel endte de som nr. 20 på verdensranglisten og som næstringeste WorldTour-hold. Når holdet efter så to katastrofale år ikke var en stensikker nedrykker, skyldtes det alene, at de i det treårige pointsystemt havde sikret sig en enorm buffer i den forrygende 2020-sæson, som var nok til at sikre, at de aldrig kom i fare.

Den går imidlertid ikke længere. 2020 er nu endegyldigt fortid, og hvis holdet ikke skal rykke ned ved næste nedrykning efter 2025-sæsonen, skal der helt nye boller på suppen i forhold til det, vi har set de seneste to sæsoner. Alligevel er der ingen opblødning på holdets principper. Sæsonen har nemlig igen brudt på drama og uenighed med en af holdets få tilbageværende stjerner, Søren Kragh, som nu skriver sig på den lange liste af ryttere, der søger væk, og heller ikke denne gang er der ændret i holdets transferstrategi. Der er stort set udelukkende blevet satset på at indhente flere af de unge talenter, hvis udvikling er blevet DSMs DNA, for indregner man de to ryttere, der blev rykket op fra udviklingsholdet sidste sommer, er fem af de otte nye navne unge, nyprofessionelle navne, hvoraf de tre kommer fra mandskabets eget udviklingshold.

Det kunne måske gå an, hvis holdet havde en base af klasse at bygge på, men det er desværre svært at få øje på. Tværtimod er det svært ikke at være bekymret, når man konstaterer, at holdet igen mister en stor del af deres etablerede navne. Det gælder først og fremmest Kragh og Thymen Arensman, der ellers har været en stærkt tiltrængt succeshistorie for det nødlidende mandskab, men også Cees Bol, der har været en af holdets kaptajner, er nu fortid på holdet.

Holdet er også blevet svækket på stort set alle områder. Mest åbenlyst er det måske i etapeløbene, for sæsonens helt store tab er Arensman. Hollænderen mindede os i 2022 om, at holdet altså har en ret god historik for at udvikle talenter, og med en forrygende sæson, der efter en første WorldTour-sejr i Polen og imponerende kørsel i Tirreni, Alperne og Giroen, kulminerede med sejr på kongeetapen og samlet 6. plads i Vueltaen, var det ret åbenlyst, at holdet havde en grand tour-diamant, de kunne bygge fremtiden på, og som sammen med den i år genfødte Romain Bardet kunne udgøre en ganske herlig duo i de kommende år. Sådan går det imidlertid ikke, for allerede i foråret stod det klart, at hollænderen søgte væk, og selvom der denne gang ikke var tale om et af de mange tilfælde, hvor parterne skiltes i uenighed og skænderi, kan man næppe overvurdere betydningen af, at holdet mister sin største succeshistorie i de seneste år.

Han er ikke alene om at sige farvel. Holdet mister også Mark Donovan, men her kan der meget vel være tale om en frivillig beslutning fra ledelsens side. Den unge brite var regnet som en af de mere spændende etapeløbstalenter, men efter en lovende start i 2020 var der langt mellem snapsene i både 2021 og 2022. I det lys er det ikke det største tab, men på den anden side taler vi om en mand, der trods alt kun er 23 år. Hvis nu han endelig konfirmerer potentialet i sydafrikansk tjeneste de kommende år, vil det gøre ondt, at man ikke havde lidt mere tålmodighed.

Holdet har imidlertid gjort en indsats for at lukke hullet med en af de få investeringer i et mere etableret navn. Harm Vanhoucke, der ligeledes var regnet som et stort klatretalent, stagnerede voldsomt i sin sidste tid hos Lotto, og det var måske tid til at prøve noget nyt. DSM har før haft succes med at genrejse folks karrierer, som det seneste skete med Bardets, men her taler vi om en mand, der stadig har til gode at bevise, at han vitterligt kan leve op til de løfter, han gav som ung. Han har i hvert fald slet ikke hverken Arensmans alsidighed og stabilitet og er tværtimod kendt for alt for ofte at have sit kritisk lave bundniveau. Stabiliteten lægger begrænsninger på hans muligheder som klassementsrytter, hvor han også lider under en svag enkeltstart, og spørgsmålet er, om han mest af alt ender som etapejæger og måske bjergstøtte for Bardet end som kaptajn i egen ret.

På klassikerfronten er holdet også markant svækket. Det skyldes naturligvis Kragh, der jo ellers i mange år var ganske tålmodig med de mange faste principper og rigide systemer, men som alligevel endte med at forlade mandskabet i en sky af uenighed og kontrovers, efter at hans holdskifte førte til en manglende udtagelse til en Tour, der startede i Danmark. Efter at det står klart, at Degenkolb er milevidt fra at nå fordums niveau, mens Nils Eekhoff nu i to år har haft det meget svært, var Kragh i 2022 en DSM-enmandshær i klassikerne, hvor han til gengæld så bedre ud end nogensinde, og tabet er derfor svært at overvurdere. Ingen erstatning er hentet ind, og man kan i den grad være bekymret for, at det hollandske hold i den kommende sæson bliver helt usynlige i de største endagsløb, i hvert fald hvis man ser bort fra de kuperede løb, Bardet måtte køre.

Også på sprintersiden ser det grelt ud. Det var jo holdets DNA, da de i sin tid for alvor slog igennem, og efter årene med Dumoulin, hvor satsningen blev reduceret til fordel for klassementer, har holdet i de senere år igen haft store ambitioner på det område. Det er imidlertid ikke blevet til den store succes, selvom de fik en spurtsejr i Giroen i år, og nu står de endnu mere svækkede tilbage. Mest markant er det, at Bol siger farvel. Det er klart, at hollænderen har haft nogle svage år, og at det nok står klart, at han næppe bliver nogen supersprinter, men i disse år har DSM ikke råd til at miste ryttere, der kan levere resultater. Måske var de få i både 2021 og 2022, men han vandt trods alt en Paris-Nice-etape for halvandet år siden. I en trup med så få store navne er det svært at undvære en af holdets sprintere.

Endnu værre er det, at toget sprænges til atomer. Alberto Dainese var med sin sejr i Giroen jo ellers en af holdets succeser i 2022, og han har vist, at han har farten til at blande sig, hvis blot han kunne få styr på sin svage positionering. I det lys havde holdet en gylden chance for at samle det supertog med Nikias Arndt, Joris Nieuwenhuis og Casper Pedersen, der viste sig som Tourens stærkeste i 2020, og gøre det til en relativt fast gruppe omkring Dainese, men den mulighed forpasses. Arndt, Nieuwenhuis og Pedersen siger nemlig farvel på én og samme tid, og selvom vi ikke har set meget til det flotte tog i de seneste to år, er det farvel til endnu en af holdets succeser.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Nieuwenhuis burde nu nok kunne erstattes, for han fik aldrig det landevejsgennembrud, man havde håbet, og efter en tid, hvor han primært huskes for sin podieplads i Paris-Tours, vælger han nu ganske frivilligt at satse 100% på cross. Så er det straks værre at sige farvel til Pedersen og Arndt. Danskeren viste sig i 2020 som en fremragende lead-out man, og selvom vi desværre så alt for lidt til det i 2021 og 2022, der var sløje år, vil han blive savnet. Quick-Step begår sjældent fejl, og når de stadig ser et stort potentiale i danskeren i rollen foran en sprinter, burde alarmklokkerne ringe hos Spekenbrink og co. Han fik jo heller ikke megen lejlighed til at vise sine evner i 2022, hvor han med en mærkelig kalender nærmest blev kørt ud på et sidespor, hvor han ikke rigtigt kunne vise sine kvaliteter, og når nu Dainese har haft det så svært, kunne hans evner formentlig bruges bedre. I klassikerne er det også et muligt for tab, for selvom han intet har vist i de senere år, kunne man stadig håbe på, at han kunne genfinde niveauet fra 2020, hvor han vandt Paris-Tours. I lyset af truppens nuværende niveau var det i hvert fald forsøget værd.

Måske mest chokerende er det, at Arndt siger farvel. Tyskeren har nærmest været en institution på holdet igennem en menneskealder, men nu slutter altså også det ægteskab. Det er længe siden, at han har været hurtig nok til at vinde massespurter, men han har været en solid lead-out man, der også har for vane af og til at hive kaniner op af hatten, som har gjort med nylige WorldTour-sejre i Vueltaen og Polen. På sine gode dage har han også en chokerende god holdbarhed, men han er alligevel aldrig rigtigt slået til i klassikerne. Resultaterne er ganske få, og derfor er det ikke noget alt for stort tab, men når vi taler om et hold, der savner både styrke og erfaring, efterlader han et hul.

På sprintersiden er sidste farvel til Asbjørn Kragh, men her er tabet nok desværre ikke uoverkommeligt. Danskeren havde det svært i sin tid på holdet, blandt andet grundet skader, og har i de seneste to år stort set ikke kørt løb. Ærgrelsen vil derfor være større over at skulle sige farvel til Nico Denz, men også her skyldes tabet mest af alt, at truppen generelt er nødlidende. Tyskeren har nemlig lignet en mand i krise igennem længere tid, hvor hans niveau har virket bekymrende, indtil han pludselig hev en chokkanin op af hatten med sin sensationelle bjergetapesejr i Tour de Suisse sidste sommer. Det er dog som alsidig hjælper, at han har spillet en rolle, og her er han bestemt ikke uerstattelig.

Holdet har forsøgt at rette lidt op på sønderbombningen af deres tog. De henter nemlig Alex Edmondson til holdet, og han har i hvert fald nogen erfaring med at køre lead-outs. Desværre må man også sige, at BikeExchange-toget aldrig rigtigt fungerede, og spørgsmålet er derfor, om det vil gøre det på DSM, når nu toget generelt ser svagt ud. Han er heller aldrig blevet den figur i brostensklassikerne, man fornemmede for nogle år siden, og medmindre det ud af det blå skulle ændre sig, er det alene som lead-out man, at han vil skulle bruges. For Dainese er enhver rytter af denne type dog tiltrængt forstærkning.

Den største forstærkning er imidlertid Patrick Bevin, men ingen aner, om det vil blive en succes. Newzealænderen har nemlig haft en mystisk karriere, hvor han i lange perioder er helt usynlig, og han synes nu om dage kun at finde formen i en kort periode i løbet af foråret. Her viste han imidlertid også et tårnhøjt niveau i 2022, hvor han chokerede alt og alle ved at vinde Tour of Turkey samlet, ligesom han endelig vandt en reduceret massespurt i Romandiet, hvor han så ofte har været tæt på. Han er så alsidig, at han kan bruges til et hav af forskellige ting, og holdet har også lagt på til, at han skal bruges i et bredt spektrum af løb. Hvis man kan sikre, at han når sit høje niveau mere stabilt gennem 2023, er han en ganske solid forstærkning, fordi han med sin fart og holdbarhed er en af de få, der faktisk kan levere resultater, men hvis han fortsætter med at være usynlig i det meste af sæsonen, vil det næppe blive nogen succes. Det kan derfor gå begge veje.

Han er i hvert fald uhyre vigtig i den kommende sæson, hvor han er en af relativt få ryttere, der skal levere resultaterne, for derudover har holdet som altid haft mest fokus på unge talenter, hvor der kommer tre nye navne. Egentlig fik de fat i de måske mest løfterige navne allerede sidste sommer, hvor de rykkede de spændende sprintere Casper van Uden og Pavel Bittner op fra udviklingsholdet. Da de allerede har været på holdet i et halvt år, tæller de egentlig ikke med i denne analyse, men de fortjener nu alligevel en kommentar. Efter den store svækkelse på sprintersiden er de nemlig kærkomne forstærkninger med et løfterigt potentiale. Van Uden vandt flere massespurter i 2023, ikke mindst i Tour de l’Avenir, og imponerede stort på højeste niveau, da han blev nr. 4 i den brutale og vindblæste udgave af Scheldeprijs, og Bittner, der er knap så hurtig, imponerede med sin holdbarhed ved næsten at tage medalje ved U23-VM. Der er således masser af potentiale i den sprintergruppe, de stiller med i den kommende sæson.

De tre nye navne, der kommer til holdet nu, skal til gengæld styrke dem på andre områder, nemlig i klassikerne og bjergene. Den mest erfarne er Max Poole, der allerede har kørt flere løb for holdet og har vist sit potentiale med samlede top 10-placeringer i Arctic Race og Tjekkiet samt en 6. plads i bjergløbet Valle d’Aosta. Alle resultater fortæller historien om en ung brite med gode klatreevner, men han er ganske alsidig, da han også er en relativt hurtig herre. Umiddelbart fremstår han nok mere som ardennertype end klassisk klassementsrytter, men han har i hvert fald vist, at han kan begå sig på flere områder og vist et potentiale, der gør ham værd at holde øje med.

Matthew Dinham kan i virkeligheden minde om ham. Også han er en klatrestærk type, der i år blev samlet nr. 9 i Tour Alsace og nr. 11 i Tour de l’Avenir, men han har også nogle ganske imponerende resultater i spurter i meget store grupper. Holdet lægger op til at udforske hans evner i både kuperede klassikere og etapeløb, og det skal blive interessant at se, hvor langt det fører. Umiddelbart virker han ikke helt så talentfuld som Poole, men tiden vil vise, om den vurdering er korrekt.

Den sidste nye rytter hører mere entydigt til i klassikersegmentet. Sean Flynn kommer fra både mountainbike og cross og har vist en blanding af punch, klatreevner og spurtstyrke. Resultaterne er også ganske pæne uden at være skræmmende, og også er her juryen ude i forhold til, hvor langt potentialet rækker. Målet er i hvert fald at gøre ham til et stærkt kort i de kuperede klassikere, hvor holdet bestemt har plads til forstærkning.

Tager man Van Uden og Bittner med i regnskabet, har holdet således fundet talenter både inden for massespurter og klassikere samt i bjergene, men om det er dem, der på sigt vil bringe dem tilbage til fordums storhed, er umiddelbart tvivlsomt. Mere presserende er det dog, at holdet nok engang står meget svækket tilbage. Tabene af Arensman og Kragh er store, på et hold som dette vil også Bol blive savnet, og Dainese vil lide voldsomt under, at toget er sprængt til atomer. Bevin og Vanhoucke er skam spændende forstærkninger, begge med et stort potentiale, men de er også begge kendt som totale lottokuponer. Selv hvis de blomstrer og ender som succeser, får holdet dog et hyr med at præstere lige så godt som i 2022 - og det var jo ikke just, fordi den sæson var en bragende succes.