Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi senere indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2023 ventes at udgøre WorldTouren, selvom den endelige bekræftelse på deres licenser først ventes at komme midt i decemver. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag lægges der ud med fortsætter vi med Team-BikeExchange-Jayco, der endte som nr. 16 på 2023-ranglisten.

Du kan finde holdoptakten til deres 2022-sæson her. Du kan tillige finde en oversigt over alle transferanalyserne, hvor der også gemmer sig en gennemgang af 10 lovende transfers til den kommende sæson.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

BEMÆRK: Team BikeExchange-Jayco er et af de få hold, der officielt har præsenteret deres trup for 2023 - en trup, der endda når loftet på 30 ryttere. Det er således kun i tilfælde af uforudsete omstændigheder, at der vil komme yderligere ændringer.

Ryttere, der bliver på holdet

Alexandre Balmer, Kevin Colleoni, Lawson Craddock, Luke Durbridge, Tsgabu Grmay, Dylan Groenewegen, Lucas Hamilton, Michael Hepburn, Amund Grøndahl Jansen, Christopher Juul-Jensen, Jan Maas, Michael Matthews, Luka Mezgec, Kelland O’Brien, Jesus David Peña, Elmar Reinders, Callum Scotson, Matteo Sobrero, Campbell Stewart, Simon Yates

Nye ryttere

Zdenek Stybar (Quick-Step Alpha Vinyl Team), Alessandro De Marchi (Israel-Premier Tech), Eddie Dunbar (INEOS Grenadiers), Lukas Pöstlberger (BORA-hansgrohe), Chris Harper (Jumbo-Visma), Filippo Zana (Bardiani-CSF-Faizané), Felix Engelhardt (Tirol KTM Cycling Team), Blake Quick (Trinity Racing), Rudy Porter (Trinity Racing), Welay Hagos Berhe (EF Education-NIPPO Development Team)

Ryttere, der forlader holdet

Tanel Kangert (stopper karrieren), Cameron Meyer (stopper karrieren), Dion Smith (Intermarché-Circus-Wanty), Jack Bauer (Q36.5 Pro Cycling Team), Damien Howson (Q36.5 Pro Cycling Team), Nick Schultz (?), Kaden Groves (Alpecin-Deceuninck), Alex Edmondson (Team DSM), Sam Bewley (stopper karrieren), Alexander Konychev (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

I de seneste år har holdejer Gerry Ryan skullet vænne sig til en ny virkelighed. Engang stod han nemlig i spidsen for et af sportens større mandskaber, der på relativt få år blev en del af eliten og et hold, der kan blande sig med de største i kampen om sejrene i de vigtigste begivenheder. Siden er det imidlertid gået gevaldigt ned ad bakke, indtil holdet nåede lavpunktet i en nærmest katastrofal 2021-sæson.

I starten kendte holdet ellers kun én vej: opad. Efter debuten i 2012 avancerede man hurtigt på diverse ranglister, og med navne som Michael Matthews, Simon Gerrans, Esteban Chaves samt Yates-brødrene Adam og Simon var holdet at finde i top 8 på WorldTour-ranglisten i hver eneste sæson mellem 2014 og 2019, hvor denne særlige rangliste forsvandt. I 2014, 2016 og 2018 var holdet endda at finde på en 5. plads, og da det i samme periode lykkedes at vinde én grand tour og ikke færre end fire af de fem monumenter - kun Flandern Rundt har holdet endnu til gode at vinde - var det australske mandskab med rekordfart blevet et af sportens tophold, også selvom de altid har været et niveau under de absolutte giganter.

Siden 2019 er der desværre blevet indledt en nedadgående spiral. I 2020 gled holdet for første gang ud af top 10, da de endte som nr. 11 på den verdensrangliste, der nu har taget over efter WorldTour-ranglisten, og i 2021 gik det helt, helt galt. Ganske vist kunne man lure katastrofen, da holdet sagde farvel til topnavne som Adam Yates, Daryl Impey og Jack Haig, men med erhvervelsen af Michael Matthews havde de fleste nok ventet, at skindet kunne holdes på næsen. Selvsamme næse blev imidlertid totalt hudløs, for holdet som fjerderingeste WorldTour-hold - endda slået af to ProTeams - og tog bare 9 sejre, hvilket blot er én mere end hos DSM, der endte som det mindst vindende WorldTour-hold. Blot to af sejrene var endda på WorldTour-niveau, mens fem triumfer kom i relativt svagt besatte 2.1-løb eller nationale mesterskaber, og 2021 blev den første sæson, hvor Matthews ikke vandt ét eneste cykelløb.

Det satte gang i en australsk selvransagelse hos holdejer Gerry Ryan og manager Brent Copeland. Den sydafrikanske manager erkendte åbent, at holdet var alt for ensidigt bygget op omkring Simon Yates og Matthews, og da begge de to stjerner havde resultatmæssigt relativt fattige år - selvom Yates’ 2021-sæson nu langt fra var nogen katastrofe - kunne det næsten kun gå galt. Der manglede ganske enkelt et lag til at tage over, når stjernerne fejlede eller var ukampdygtige, og derfor endte det hele så trist, som det gjorde.

Den logiske konsekvens af denne erkendelse kunne være, at holdet ville brede kaptajnbasen ud, men det skete næsten ikke. Faktisk var det først, da transfersæsonen reelt var overstået, at holdet benyttede en pludselig opstået mulighed til at hente Dylan Groenewegen. Han gik direkte ind i truppen som en tredje og stærkt tiltrængt kaptajn, men grundlæggende stod holdet med det samme problem, som det gjorde i 2021, nemlig at afhængigheden af nogle få topnavne var bekymrende stor.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Heldigvis gik det slet ikke så galt som i 2021. Holdet forbedrede sig nu kun marginalt på en verdensrangliste, hvor det blev til en 16. plads som femteringeste WorldTour-hold, men der blev vundet mange flere cykelløb. Med 22 gevinster var der tale om mere end en fordobling, og heriblandt var hele ni WorldTour-sejre. Med andre ord vandt man lige så mange gange på WorldTouren, som man gjorde i alle begivenheder i 2021, og endnu bedre blev det af, at holdet også vandt etaper i alle tre grand tours. Det lykkedes da også at redde holdet fra den nedrykning, som efter de pauvre 2020- og 2021-sæsoner truede og kastede holdet ud i en desperat dødskamp gennem det meste af året, og når det ikke gik bedre, skyldtes meget, at Yates var uheldig med at udgå af begge sine grand tours, først efter et styrt i Giroen og siden med endnu en coronainfektion i Vueltaen, hvad der kostede et hav af point.

Alligevel kaldes der på oprustning, hvis BikeExchange skal undgå at være i samme desperate situation, når de næste WorldTour-licenser skal uddeles frem mod 2026. Truppen er stadig for afhængig af få kaptajner, hvad Yates’ uheld i år var en fin understregning af, og for andet år i træk har holdet, der ellers tidligere ikke skabte megen udskiftning i sin ret fasttømrede trup, været blandt de mest aktive på markedet. Ikke færre end 10 nye ryttere er kommet til på bekostning af et tilsvarende antal exits, men havde man regnet med, at holdet ville udfylde noget af de store tomrum i truppen, blev de skuffede. Blandt de nye ryttere er der således ingen nye kaptajner, men derimod et par veteraner, der har haft det svært, nogle usikre satsninger og en hel serie unge talenter. Da det samtidig modsvares af nogle bekymrende tab i den i forvejen ikke særligt stjernebesatte trup må man gå til den nye sæson med våde håndflader.

Det er der en god forklaring på. Da der her i efteråret som altid blev frigivet en liste med estimater over WorldTour-holdenes budgetter, stod BikeExchange nederst på listen med en pengekasse, der kun er godt en femtedel af de ressourcer, det rigeste hold, Ineos, råder over. I det lys er det ikke mærkeligt, at Ryan er bundet på hænder og fødder, og de ekstra penge, sponsorerne kastede i at hente Groenewegen til holdet i sidste års sene handel, blev jo netop brugt til det formål. Da alle de tre formodet mest løntunge ryttere bliver på holdet, har der ganske ikke været meget at rutte med, og det kan i den grad ses på listen over nye ryttere.

Holdet synes da også mest af alt at satse på, at der er et par veteraner, der kan få en pludselig opblomstring. Det største navn på listen over nyerhvervelser er således Zdenek Stybar. Det havde for nogle år siden været lidt af et kup at sikre sig en rytter med flere monumentpodier og klassikersejre, men sådan er det ikke længere. Ganske vist skal vi kun tilbage til VM i 2021 for at få den seneste indikation på, at tjekken fortsat kan have et højt niveau, og at megen af de seneste års trængsler skydes den endeløse serie af helbredsproblemer, men i hans fremskredne alder er et år meget lang tid. Tværtimod indikerede hans efterår, hvor han ellers endelig havde en lang og skades- og sygdomsfri periode, at vi nok desværre har set det bedste til Stybar.

Hans ambitioner er imidlertid intakte, og han sagde så sent som i slutningen af oktober, at han ikke har droppet drømmen om at vinde et monument. Han kommer da også til holdet som en af kaptajnerne i en brostenstrup, der i de senere år har været meget, meget pauver. Lidt af det hul er lukket af Michael Matthews, men han har altid haft større fokus på ardenner- end på brostensklassikerne, og i år, hvor han eneste brostensløb var Flandern Rundt, var holdet tæt på usynlige i den første del af forårets endagsløb. Det er håbet, at Stybar kan rette op på det, men det ligner en optimist satsning.

Han bliver imidlertid ikke alene. Han får nemlig selskab af Lukas Pöstlberger, men her er historien lidt det samme. Ganske vist er han betydeligt yngre end Stybar, men han vil stadig være fyldt 31, når sæsonen går i gang, og også han skal et stykke tilbage i tiden for at finde sin bedste tid. Også for ham gælder heldigvis, at vi bare skal tilbage til hans vilde Dauphiné i 2021 for at finde et vidnesbyrd om hans klasse, men til gengæld var hans 2022 én lang ørkenvandring. I forvejen er det brostenspotentiale, han viste, da han i 2017 bragede ind på scenen med en 5. plads i E3, aldrig rigtigt blevet omsat til det store, og selvom han nu endelig kommer til et hold, hvor han synes at kunne få nogen beskyttelse i de store endagsløb, er det næppe ham, der bringer BikeExchange tilbage på toppen af brostensscenen.

Heldigvis er tabskontoen i det samme segment begrænset. Holdet siger farvel til Jack Bauer, der jo engang viste ganske lovende takter i de samme løb, men det er meget længe siden, at han har været andet end en anonym hjælper. Tidligere håbede man, at Alex Edmondson kunne blive en figur i den slags løb, men det skete heller aldrig, og da hans karriere i de senere år er gået helt i stå, er også tabet af ham til at overse. Det er også ganske forståeligt, at man ikke forlængede kontrakten med Alexander Konychev, der aldrig for alvor slog til, og erfarne Sam Bewley har aldrig været andet og mere end mand til det tidlige føringsabejde.

Alligevel kan tabene være problematiske. Samlet set må Stybar og Pöstlberger anses som en styrkelse af brostenstruppen, men på et hold, der satser voldsomt på massespurter, er det måske en anelse bekymrende at sige farvel til både Edmondson og Konychev. Ingen af dem er kendt som sande lead-out-specialister, og Stybar må med sin store erfaring i den rolle vil regnes som en forstærkning. Med tanke på de store problemer, holdet havde med at støtte den positioneringssvage Groenewegen i 2022, er det et skidt tegn, at man har gjort så lidt for at styrke toget.

Måske hjælpes de lidt af, at der fremover er en sprinter færre i truppen, men det er nu svært at se det som spor positivt, at det ikke lykkedes at holde på Kaden Groves. Tværtimod er det en mindre katastrofe, at holdet med det samme må sige farvel, når et af deres talenter endelig begynder at levere resultater. Det var nemlig præcis, hvad Groves gjorde i en 2022-sæson, hvor han pludselig viste sig i stand til at slå de allerhurtigste, særligt med den flotte sejr mod alle supersprinterne i Tyrkiet, og hvor han vandt en Vuelta-etape i sin allerførste grand tour. Desværre har han efter en lidt svær start på karrieren næppe været specielt løntung, og derfor er det ikke mærkeligt, hvis det har knebet for Ryan med at holde på en af holdets fire mest iøjnefaldende ryttere i den forgangne sæson. Det betyder, at alle de sparsomme lead-out-ressourcer nu kan koncentreres om Groenewegen, men det er svært at tolke det som noget positivt.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

I det spil skal de endda også klare sig uden Dion Smith, der med sin fart har kunnet spille en rolle i toget, men som også tidligere viste lovende evner både i brostensløbene og som puncheur. Han er imidlertid stagneret ganske kraftigt, og han bidrog ikke med meget i 2022. På et hold uden alt for mange vindertyper er det et problem, når en potentiel afslutter som Smith forlader skuden, men hans bidrag har i de seneste år været så beskedent, at det er et tab, der kan overleves.

Der er således umiddelbart intet, der tyder på, at to af holdets kaptajner, Groenewegen og Matthews, vil får meget mere hjælp i 2022, men måske er der håb for Simon Yates. Også han har været udfordret af ganske begrænset støtte i bjergene, og det har været ret klart, at han sammenlignet med andre grand tour-kaptajner har været del af et betydeligt svagere kollektiv i de store etapeløb. Det bliver ikke nødvendigvis meget bedre i 2023, men det er alligevel interessant, at holdet henter Chris Harper ”hjem” til Australien. Oprindeligt kunne man have håbet på, at australieren selv ville kunne lave store resultater i etapeløb, men det synes ikke længere realistisk. Til gengæld leverede han vel karrierens bedste præstation som sidste mand for Primoz Roglic i Vueltaen, hvor han overtog rollen som løjtnant efter Sepp Kuss’ tidlige exit, og det var en opgave, han udførte så godt, at det giver håb om, at Yates i den kommende sæson vil have en ekstra mand ved sin side i bjergene. Måske er der endda mulighed for, at Harper selv kan jagte lidt personlig succes i nogle af de mindre etapeløb, som holdet har for vane at køre og har haft en del succes i.

Han er dog ikke tiltænkt en kaptajnrolle. Det er Eddie Dunbar til gengæld, og det kan måske være lidt overraskende. Ireren lykkedes nemlig aldrig hos Ineos med for alvor at leve op til det betydelige potentiale, han viste forud for sin professionelle, men der var et eller andet, der sagde klik i 2022, hvor han tog den samlede sejr i både Coppi e Bartali og Ungarn Rundt. Det vidner om, at han bestemt stadig har noget af sit talent intakt, og han har i hvert fald bevist, at han kan vinde løb på 2.1-løb. Holdet arbejder dog med en plan om at gøre ham til Giro-kaptajn, og det virker en kende ambitiøst, at han skulle have evnerne til at levere et stort resultat over 3 uger, særligt på en rute med mere end 70 km enkeltstart. Uanset planerne vil han dog, hvis han kan holde niveauet fra 2022, være en ganske markant forstærkning i de kortere etapeløb og som minimum som etapejæger i Giroen.

Den rolle har Alessandro De Marchi jo dyrket på alle sine hold, og det har han gjort med stor succes. Efter at hans karriere sidst på sæsonen hang i en tynd tråd, kommer han nu til Australien, hvor det dog er uklart, hvor meget han får lov at tilfredsstille sit angrebsinstinkt. I forbindelse med kontraktunderskrivelsen lugtede det i hvert fald mere af, at han skal hjælpe Yates i bjergene og agere vejkaptajn, end at han skal jagte mange personlige succeser, og det er da også fortsat usikkert, hvor langt hans niveau i dag rækker. Han har været ramt meget af skader, og hans 2022-sæson var derfor alt andet end prangende. Det er altid bekymrende for en rytter i hans alder, men det er også klart, at vi bare skal tilbage til 2021 for at finde et år, hvor han efter en 2. plads på en bjergetape bar Giroens lyserøde førertrøje og endda vandt det store endagsløb Tre Valli Varesine. Skulle han vitterligt nærme sig det niveau, vil han være en markant forstærkning, uanset om det er som hjælper eller angriber, men om det kan lykkes, må tiden vise. Han erstatter to andre veteraner, Cameron Meyer og Tanel Kangert, der på papiret ligner store tab, men som i år har været så tam en skygge af sig selv, at karrierestoppene er ganske naturlige.

Rollen som mentor skal han blandt andet spille over for Filippo Zana. Den italienske mester er et af cykelsportens spørgsmål, for det er lidt svært helt at blive klog på, hvor langt evnerne rækker. Han vandt jo Tjekkiet Rundt og kørte på podiet i Tour de l’Avenir i 2021, mens han i år altså tog en gigantisk skalp ved de italienske mesterskaber, men sandheden er også, at hans udvikling så ud til at gå i stå i 2022, hvor han slet ikke levede op til de forventninger, 2021-sæsonen skabte - også selvom han vandt et svagt besat Adriatica Ionica Race. Det er muligt, at han vil have gavn af et skifte til et større hold med flere ressourcer, og da han trods alt fortsat kun er 23 år, kan han sagtens vise sig at være en stor gevinst, men han har fortsat til gode endegyldigt at bevise, at han vil kunne indbringe store resultater på egen hånd. Man må i hvert fald formode, at han vil få noget plads på egen hånd i etapeløb, hvor man kan håbe, at BikeExchange-miraklet kan forbedre hans hidtil ret pauvre tempoevner - en mission, der jo lykkedes med et stort antal af deres ryttere i 2022.

Som minimum har han bevist, at han kan vinde mindre etapeløb, akkurat som Dunbar har det. Desværre er der også et hul at udfylde, for den evne har Damian Howson også haft. Australieren har vundet både Herald Sun Tour og Tjekkiet og Ungarn Rundt - sjovt nok løb, som efterfølgende blev vundet af hhv. Zana og Dunbar - og han har været en af de relativt få ryttere, der har bidraget med væsentlige personlige resultater. Sandt er det dog også, at han efter et flot 2021 havde et ganske forfærdeligt 2022, og hvis det er udtryk for hans nuværende niveau, er Harper, Dunbar og Zana formentlig alle bedre valg.

Langt mere ondt gør det at sige farvel til Nick Schultz. Australieren har mildt sagt været svingende, men han nåede helt nye højder som klatrer, da han i Giroen i 2021 sad ganske længe hos Yates på bjergetaperne. Siden fulgte en lang og meget svær tid, hvor han mildt sagt skuffede fælt, men pludselig viste han sin tårnhøje klasse i en fabelagtig tredje uge af Touren sidste sommer, hvor han vel klatrede bedre end nogensinde, og hvor kun Magnus Cort forhindrede ham i at vinde en etape. Det kan godt være, at han er svært utilregnelig, men uanset om det er som hjælper for Yates eller som kaptajn, må han på et profilfattigt hold som BikeExchange regnes som et større tab.

Endelig er holdet tro mod sig selv i sin evige stræben efter at finde de nye spændende talenter. Denne gang henter man to lovende australiere til holdet, en klatrer og en sprinter. Mest opmærksomhed har der været om Blake Quick - måske også grundet et navn, der er som skabt til en sprinter - og han må regnes som en erstatning for Groves. Det er klart, at det vil tage noget tid, inden han for alvor kan køre med om sejrene, og det skriger ikke til himlen, at han er en kommende supersprinter. Han har imidlertid også som mange andre australiere været ramt af corona, der førte til en markant reduktion i antallet af muligheder, og i år viste han sig trods alt flot frem med en 4. plads i Arctic Race, hvor han viste, at det store potentiale, han viste i Asien i 2019, hvor han blot var 19 år, måske er udtryk for, at vi skal have større forventninger end som så.

Han får selskab af landsmanden Rudy Porter, der måske er endnu mere spændende. I år blev han nemlig nr. 2 i Fredsløbet og nr. 4 i Alpes Isere Tour, og det er to ganske gode markører for etapeløbspotentiale for U23-ryttere. Desværre udgik han af Tour de l’Avenir, hvor vi ellers havde den helt store chance for at vurdere evnerne, og da han som Quick har været coronaramt i de forgangne sæsoner, er hans langsigtede potentiale stadig svært helt at vurdere. Som etapeløbsrytter er han dog ganske spændende.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det kan Felix Engelhardt også være, men han er stadig lidt svær at kategorisere. Hans 6. plads i Baby-Giroen vidner om etapeløbsevner, men hans største resultat var hans sejr ved EM, som blev vundet på en relativt flad rute med kun 2200 højdemeter, hvor han brugte sin fart til at vinde en spurt i en firemandsgruppe, der akkurat snød sprinterne. Resultaterne har været relativt få, og han er bestemt ikke et navn, der er en indlysende kommende stjerne, men han bliver interessant at følge, både i forhold til potentialets rækkevidde og i forhold til den ryttertype, han vil udvikle sig til.

Endelig henter holdet unge Welay Hagos Berhe. Her er der ingen tvivl om, at vi taler om en klatrer, men selvom han blev nr. 4 i U23-udgaven af Lombardiet og nr. 7 i bjergløbet Valle d’Aosta, fremstår han i første omgang ikke som den næste store australske klatrer. Resultaterne er ikke alt for imponerende, men alligevel er han spændende. Det er nemlig først i år, at han har kørt sine første europæiske UCI-løb og sine første UCI-løb uden for juniorklassen, da corona også har sat hans karriere lidt på hold, og derfor kan man håbe, at han er en større diamant, end man i første omgang fornemmer.

Det er i hvert fald fire ganske interessante talenter, der bestemt kan gemme på positive overraskelser, men alligevel er det svært at sidde med armene over hovedet, når man skal evaluere holdets transfersæson. Særligt tabet af Groves gør ondt, og den Schultz, vi så i Touren sidste sommer, vil også blive stærkt savnet, ligesom Smith og Howson vil blive det, hvis de vitterligt i 2023 kan genfinde fordums styrke. Det er også højst tvivlsomt om satsningen på veteranerne Stybar og De Marchi og den rutinerede Lukas Pöstlberger vil bære frugt, men til gengæld er bjerggruppen styrket ganske pænt med Dunbar, Harper og Zana, der i hvert fald i mindre løb bør kunne levere resultater og som minimum i hvert fald vil styrke en klatrertrup, der ikke har været alt for imponerende.

Problemet er bare, at Stybar er det eneste store navn, der kommer til holdet, og han har set sin bedste tid. Derfor har man intet gjort for at adressere det store problem, nemlig at holdet er alt for afhængigt af få kaptajner, hvoraf Groenewegen endda kan se frem til måske mindre støtte i den kommende sæson. Forstærkninger er der bestemt, men det er primært ryttere, der kan vinde mindre løb. Derfor er holdet på den store scene fortsat afhængig af få folk, og historien viser, at det er en risikabel strategi for Ryans tropper.