Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi senere indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2023 ventes at udgøre WorldTouren, selvom den endelige bekræftelse på deres licenser først ventes at komme midt i decemver. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag fortsætter vi med AG2R Citroën Team, der endte som nr. 15 på ranglisten i 2022.

Du kan finde holdoptakten til deres 2022-sæson her. Du kan tillige finde en oversigt over alle transferanalyserne, hvor der også gemmer sig en gennemgang af 10 lovende transfers til den kommende sæson.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

BEMÆRK: Movistar er et af de få hold, der har præsenteret deres endelige trup, og de har endda også fyldt truppen op med i alt 30 ryttere. Flere ændringer planlægges derfor ikke.

Ryttere, der bliver på holdet

Alex Aranburu, Jorge Arcas, William Barta, Imanol Erviti, Ivan Garcia Cortina, Abner Gonzalez, Juri Hollmann, Gorka Izagirre, Johan Jacobs, Matteo Jorgenson, Max Kanter, Oier Lazkano, Enric Mas, Lluis Mas, Gregor Mühlberger, Mathias Norsgaard, Nelson Oliveira, Antonio Pedrero, Vinicius Rangel, Oscar Rodriguez, Einer Rubio, Sergio Samitier, Gonzalo Serano, Ivan Ramiro Sosa, Albert Torres, Carlos Verona

Nye ryttere

Fernando Gaviria (UAE-Team Emirates), Ruben Guerreiro (EF Education-EasyPost), Ivan Romeo (Hagens Berman Axeon)

Ryttere, der forlader holdet

Alejandro Valverde (stopper karrieren), Inigo Elosegui (Equipo Kern Pharma)

Hvordan gik transfersæsonen?

2023 er året, alle i Movistar-organisationen har frygtet. Siden man forud for 2005-sæsonen hentede ham til holdet fra Kelme, har Alejandro Valverde været holdets talisman, og selvom han undervejs har kørt på sammen med stjerner som Francisco Mancebo, Oscar Pereiro, Joaquim Rodriguez, Luis Leon Sanchez, Daniel Moreno, Rui Costa, Nairo Quintana, Ion Izagirre, Richard Carapaz, Marc Soler, Mikel Landa, Miguel Angel Lopez og Enric Mas, har han - naturligvis med undtagelse af sin karantæneperiode - været holdets absolutte lederfigur. Med sin ufattelige evne til altid at levere topresultater har han været en garanti for, at det spanske hold altid opnåede et eller andet, og i hver eneste sæson, hvor han ikke var karantæneramt, endte han som holdets mest pointgivende rytter, selvom han var omgivet af et hav af andre stjerner.

Det er den epoke, der slutter nu, og som holdet af gode grunde har skævet nervøst til. Gang på gang er de blevet reddet af, at den spanske evighedsmaskine valgte at forlænge sin karriere endnu engang, men nu er det altså slut. Det efterlader et gigantisk tomrum, som aldrig vil kunne udfyldes, men værre er det, at det uundgåelige sker på noget, der vel kan betegnes som det værst tænkelige tidspunkt.

Movistar er nemlig ikke, hvad de var engang. Mandskabet har eksisteret siden 1980 under navnene Reynolds, Banesto, Illes Balears, Caisse d’Epargne og senest Movistar, og de har i lange perioder været en af sportens giganter med ikke færre end syv sejre i Tour de France samt fire sejre i både Giroen og Vueltaen. For mindre end 10 år siden var holdet sågar en sand magtfaktor, for efter at man havde toppet verdensranglisten to gange tidligere i 1992 og 2008, endte man som verdens bedste hold fire år i træk mellem 2013 og 2016.

Siden da er det imidlertid gået stærkt ned ad bakke, og det tog for alvor fart med en meget mærkelig transferstrategi forud ofr 2020-sæsonen. En hel cykelverden så måbende til, da et af sportens store hold med en meget klar identitet som etapeløbs- og bjergmandskab med hovedvægt på spansktalende ryttere blev forvandlet til en uoverskuelig samling af unge navne, hvor det var svært at se nogen som helst sammenhæng eller ide i truppens sammensætning. Angiveligt var der et ønske om at internationalisere holdet og satse mere på ungt talent - to ambitioner, der da også kom tydeligt til udtryk i den nye trup - men det var meget svært at se, at der var nogen som helst langsigtet strategi bag nyere tids måske mest forvirrende transfersæson.

Identiteten forsvandt fuldstændigt. Én ting var, at man var ude af stand til at fastholde store navne som Nairo Quintana, Mikel Landa og Andrey Amador, ligesom man tidligere havde måttet sige farvel til eksempelvis Izagirre-brødrene, Richard Carapaz og Jonathan Castroviejo. Noget andet var, at man slet ikke fandt erstatninger i den ånd, der havde givet holdet så stor succes. Væk var den spansktalende klatreidentitet, da nyerhvervelserne bestod af en hel serie unge ryttere fra flere dele af Europa, der mest af alt havde det tilfælles, at deres styrker lå i et helt, helt andet terræn end det, Movistar hovedsageligt har begået sig i. Og værre var det, at kun meget få af de unge navne havde resultater, der gav håb om nogen stor sæson i 2020.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Der var derfor bange anelser hos mange iagttagere, der frygtede, at holdet helt alene ville afhænge af de tre topnavne, Enric Mas, Alejandro Valverde og Marc Soler, og den anelse blev desværre bekræftet. Bedre blev det ikke af, at de tre topnavne stort set havde en identisk kalender, og at de alle underpræsterede markant i andre løb end i Touren og Vueltaen. Skal man være lidt hård, var Movistar i 2020 nærmest kun eksisterende i de to løb, mens de var rene statister i stort set alle andre begivenheder, og resultatet blevet år med bare to sejre og et drastisk styrtdyk på verdensranglisten, hvor holdet gled helt ned som nr. 15 blandt de 19 WorldTour-hold til den kommende sæson - en dramatisk omvæltning for et hold, der altså endte øverst på listen hele fire gange i træk.

Heldigvis indså manager Eusebio Unzue, at der skulle mere kød på benet, og derfor hentede han frem mod 2021-sæsonen Miguel Angel Lopez og Ivan Garcia Cortina til holdet, mens han forud for den seneste sæson supplerede med Alex Aranburu og Ivan Ramiro Sosa - dog desværre delvist kun som erstatning efter Lopez’ kontroversielle exit. Det er imidlertid ikke tilfældigt, at holdet helt frem til en fornem slutspurt kæmpede en kamp for overlevelse på WorldTouren, for selv med de nye navne har holdet været et af de svagere i den fineste division. En manglende bredde har betydet, at holdet kun for alvor har været en faktor i de løb, hvor de er stillet til start med deres relativt få topnavne, og da Valverde i de sidste år ikke var den uhyre stabile garant for resultater, han tidligere var, har Movistar i de senere år kun været synlig i ganske få løb.

Det er altså i den situation, at Valverde nu siger farvel, og desværre har Unzue slet ikke været i stand til at lukke det gabende hul. I et interview i vinterpausen forud for 2022-sæsonen erkendte den erfarne manager, at han slet ikke har budgettet til at matche de bedste hold, og at det er meget svært for ham at tiltrække de navne, han drømmer om. Økonomien er derfor en væsentlig del af holdets delvise deroute, og det er så blevet forstærket af en lidt usammenhængende transferstrategi, hvor det er lidt svært at forklare, hvorfor holdet har forsøgt at sprede sig til nye løbstyper i stedet for at fokusere på de bjerg- og etapeløb, der altid har været deres identitet. Begrænsede midler skulle jo normalt tilsige, at man var nødt til at fokusere i stedet for at skyde med spredehagl.

I omtalte interview gjorde Unzue det imidlertid også klart, at strategiskiftet er kommet for at blive, og det er da også konklusionen efter en transfersæson, der må give anledning til bekymring i det spanske hovedkvarter. Aktiviteten har nemlig været yderst begrænset, og man har mest af alt koncentreret sig om at forlænge kontrakterne med holdets nuværende ryttere. Bare tre nye ryttere kommer til holdet, kun to siger farvel, og man har ikke været på udkig efter en direkte erstatning for Valverde.

En sådan findes naturligvis heller ikke, og man må vel betegne erhvervelsen af Ruben Guerreiro som et forsøg på at lukke hullet. Portugiseren har i de første år af sin karriere mest været kendt som en puncheurtype og etapejægertype, men med sine præstationer i juni i Dauphiné og Mont Ventoux-løbet nåede han nye højder også i de høje bjerge. Med den udvidelse af paletten har han nu både lidt af det punch, der kendetegnede Valverde, og nogle af de klatreevner, der gjorde den spanske veteran så alsidig, men det er også åbenlyst, at der er en verden til forskel på de to.

Valverde har åbenlyst været bedre end Guerreiro på alle parametre, og derudover er der i hvert fald ét område, hvor de adskiller sig væsentligt. Hvor Valverde - måske med undtagelse af de sidste par år af karrieren - var kendt som en garant og for sit tårnhøje bundniveau, er Guerreiro stik modsat. Ikke blot er han sjældent i form, man ved heller aldrig rigtigt, om han er kørende eller ej. Og den form for manglende pålidelighed gør en enorm forskel for et hold, der vil være afhængig af meget få topnavne, herunder altså Guerreiro.Alligevel må man formode, at Guerreiro i et vist omfang vil skulle forsøge at udfylde lidt af tomrummet og have en fremtrædende rolle både i endagsløb og ugelange løb, men også i grand tours, hvor han endnu har til gode at begå sig over tre uger, men hvor han selv har udtrykt store klassementsambitioner.

Holdets anden store nyerhvervelse vidner om den store transformation, holdet er ved at gennemgå, og dermed er årets transferstrategi endnu et bevis på, at man bevæger sig væk fra den traditionelle identitet og forsøger at brede paletten ud. Holdet har altid haft et par spanske sprintere, der primært kunne begå sig i spurter i de spanske løb, men i de senere år er man begyndt at satse meget mere på massespurterne. Sidste år kom Max Kanter, der trods fraværet af sejre gjorde det ganske pænt, til holdet, og i år går man skridtet videre ved at supplere Kanter med Fernando Gaviria.

Er det nu en klog beslutning? Det er næsten svært at tro, at det kan blive den store succes. Gaviria er i den grad faldet af på den, og i de seneste to sæsoner har han vundet bare to cykelløb. Det var endda i en tid, hvor han med Sebastian Molano og Maximiliano Richeze havde et dedikeret tog til sin rådighed, og nu kommer han så til et hold, hvor han slet ikke vil have samme støtte. Ganske vist betød skiftet, at Kanter, der tidligere var kendt for svage positioneringsevner, at han udviklede sig ganske enormt i positionskampen, men det var jo altså ikke nok til at vinde bare én eneste gang. Også Gaviria har traditionelt haft sine kvaler i positionskampen, og da han ingenlunde er så hurtig som tidligere, er det svært at se, at han ville kunne vinde mere, end han har gjort i sine seneste sæsoner - i hvert fald i store løb.

I de små spanske løb kan han sagtens tage sejre, men hans skifte må først og fremmest ses som et øget fokus på massespurter. Med nu ganske få klassementskaptajner vil holdet formentlig gå til mange løb, herunder Giroen, med et vist fokus på spurtafgørelserne, og der vil derfor være en forventning om, at Gaviria vinder også store løb. Man kan håbe, at det går anderledes, men det er lige nu lidt svært at tro, at han vil blive holdets første helt store sprinter.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Holdets sidste investering er Ivan Romeo. Det gjorde angiveligt meget ondt på det spanske storhold, at det mislykkedes dem at hente de spanske supertalenter Juan Ayuso og Carlos Rodriguez, og derfor var de hurtigt ude med snøren efter Romeo, da han begyndte at vise sig frem på den spanske ungdomsscene med særligt sine to sejre ved de spanske juniormesterskaber i 2021, hvor han gjorde rent bord. Han fik lov til at udvikle sig et år i USA hos Axel Merckx på Hagens Berman-holdet, men nu bliver han altså det næste spanske talent under Unzues vinger.

Desværre er han nok hverken en ny Ayuso eller en ny Rodriguez. For det første er han en helt anden type, nemlig stor og robust, og han passer således ganske godt i holdets transformation til et større fokus på fladere løb. For det andet har han ikke vist noget, der for alvor får ham til at skille sig ud som et supertalent, men det har han med sin alder på 19 år heldigvis endnu tid til at gøre. Sidste år viste den tempostærke og robuste spanier imidlertid ikke meget i de små løb, han kørte, og vi skal derfor i hvert fald regne med, at der går noget tid, inden han eventuelt måtte begynde at bidrage med nogle resultater.

Man kan i hvert fald håbe, at det går bedre for ham, end det gjorde for Inigo Elosegui. Sidstnævnte endte som en af de relativt mange unge spaniere, der er kommet til holdet uden væsentlige ungdomsresultater uden for den ret isolerede spanske scene, og som efterfølgende er endt i helt anonyme hjælperroller, inden holdet har tabt tålmodigheden. Sådan var det også for Elosegui, der ikke skilte sig ud som noget særligt, da han i efteråret 2019 skrev kontrakt med holdet, og efter tre år i holdets tjeneste har holdet også mistet lysten til at satse mere på ha. Kontrakten bliver ikke forlænget, og det er svært at se det som noget væsentligt tab.

Det er holdets andet farvel til gengæld. Med Valverdes fravær bliver alt helt anderledes i 2023, og det er svært at se, at det ikke er et svagere Movistar-mandskab, vi vil se i den kommende sæson. Guerreiro kan måske meget af det samme som den spanske stjerne, men på et lavere niveau og helt uden samme stabilitet og pålidelighed. Erhvervelsen på Gaviria er en udvidelse af sprintersatsningen, der virker meget risikabel, og Romeo har til gode for alvor at overbevise om, at han vitterligt er en kommende spansk storrytter. Havde man ventet, at Unzue ville lægge sig i selen for at erstatte holdets største tab i mange, mange år, blev man efterladt skuffet tilbage, og man må i stedet håbe, at det momentum, holdet opbyggede i årets sidste måneder, kan række ind i 2023. Det er i hvert fald svært at se, at det vil være transferstrategien, der vil sikre, at den flotte afslutning blev starten på en genrejsning af det tidligere storhold.