Prøv vores nye app
Transferanalyse 2023: Hvordan gik det for Groupama-FDJ?
07. december 2022 09:00Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Som sædvanlig vil vi inden sæsonstarten i midten af januar bringe store analyser af de 18 WorldTour-hold frem mod den kommende sæson, men da transfersæsonen stort set er overstået, vil vi tyvstarte og over 18 dage bringe en analyse af transferudbyttet for hvert af den kommende sæsons hold i den højeste division.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi senere indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

 

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2023 ventes at udgøre WorldTouren, selvom den endelige bekræftelse på deres licenser først ventes at komme midt i december. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag fortsætter vi med Groupama-FDJ, der endte som nr. 7 på ranglisten i 2022.

 

Du kan finde holdoptakten til deres 2022-sæson her. Du kan tillige finde en oversigt over alle transferanalyserne, hvor der også gemmer sig en gennemgang af 10 lovende transfers til den kommende sæson.

 

Læs også
Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 

BEMÆRK: Groupama-FDJ har kun offentliggjort 28 ryttere til den kommende sæson. Der er er ingen forlydender om, at de planlægger at hente flere, men det er muligt, at det vil ske. I det tilfælde vil vi bringe en opdateret og endelig transferanalyse i forbindelse med holdoptakten.

 

 

Ryttere, der bliver på holdet

Bruno Armirail, Lewis Askey, Clement Davy, Arnaud Demare, David Gaudu, Kevin Geniets, Ignatas Konovalovas, Stefan Küng, Matthieu Ladagnous, OIivier Le Gac, Fabian Lienhard, Valentin Madouas, Rudy Molard, Quentin Pacher, Paul Penhöet, Thibaut Pinot, Miles Scotson, Jake Stewart, Michael Storer, Lars van den Berg, Bram Welten

Annonce

 

Nye ryttere

Laurence Pithie (Equipe continentale Groupama-FDJ), Reuben Thompson (Equipe continentale Groupama-FDJ), Samuel Watson (Equipe continentale Groupama-FDJ), Lenny Martinez (Equipe continentale Groupama-FDJ), Romain Gregoire (Equipe continentale Groupama-FDJ), Enzo Paleni (Equipe continentale Groupama-FDJ), Lorenzo Germani (Equipe continentale Groupama-FDJ)

 

Ryttere, der forlader holdet

Anthony Roux (stopper karrieren), Sebastien Reichenbach (?), Ramon Sinkeldam (Alpecin-Deceuninck), Jacopo Guarnieri (Lotto-Dstny), Tobias Ludvigsson (Q36.5 Pro Cycling Team), Attila Valter (Jumbo-Visma), Antoine Duchesne (stopper karrieren), Matteo Badilatti (Q36.5 Pro Cycling Team)

 

Hvordan gik transfersæsonen?

FDJ-manager Marc Madiot er kendt for at være en temperamentsfuld herre. Derfor var det måske meget nærliggende at forvente, at han kunne være den iltre type, der i et raseriudbrud fyrede halvdelen af holdet og gennemførte en paladsrevolution, hvis han oplevede en sæson, der ikke spillede som ønsket. Man ville i hvert fald ikke være blevet overrasket, hvis Madiot gennem årene med jævne mellemrum havde skiftet halvdelen af sin trup ud.

 

Intet kunne imidlertid være mere forkert. På transfermarkedet hører Madiot til blandt WorldTourens klart mest konservative, og han gennemfører stort set altid kun finjusteringer af sin trup, selv efter sæsoner der var mindre gode. I de seneste fire sæsoner har han således hver gang blot suppleret sit hold med fire nye navne, og det har kun i meget begrænset omfang været større navne. Madiot tror fuldt og fast på de kaptajner, han allerede har, og hans strategi har i alt væsentligt bestået i at finde unge talenter - gerne fra hans eget udviklingshold - og at udse sig strategisk velvalgte nøglehjælpere til kaptajngruppen, der i dag tæller Thibaut Pinot, Arnaud Demare, David Gaudu, Stefan Küng og i stigende grad vel også Valentin Madouas samt snart også Jake Stewart.

 

I år har Madiot imidlertid smidt alle sine konservative tilbøjeligheder og gennemført en transferstrategi, der vist aldrig er set tidligere. Alene det forhold, at han henter syv nye ryttere, gør det på kvantitet til en ganske atypisk sæson for den erfarne franskmand - i virkeligheden er der tale om fem nye ryttere, da den lovende sprinter Paul Penhöet blev rykket op fra udviklingsholdet halvvejs gennem 2022-sæsonen - men det er slet ikke det mest markante. Nej, det er derimod det meget, meget specielle forhold, at alle de syv - otte, hvis man regner Penhöet med - kommer fra udviklingsholdet.

 

Det sker på bekostning af otte af de etablerede ryttere, og det er mildt sagt opsigtsvækkende. Det er ganske uhørt, at et hold på én gang hyrer intet mindre end otte nyprofessionelle, og dermed vil mere end en fjerdedel af 2023-truppen bestå af ryttere, der kun i meget beskedent omfang har kørt på højeste niveau. Det er meget sandsynligt, at den strategi vil bære frugt i det lange løb, for gruppen tæller nogle af de allermest spændende talenter, også på globalt plan, men det er næsten uundgåeligt, at det ikke vil have en negativ effekt på den kommende sæson. Det må antages, at der trods alt vil gå lidt tid, inden de for alvor kan køre med om sejrene i de store løb, og holdet skal passe på ikke at ende på samme måde som det hold, der i dag kendes som DSM, og som i perioder havde så mange unge ryttere, at de i flere WorldTour-løb stillede op med næsten rene talenttrupper, der ikke havde niveauet til at begå sig på det højeste niveau.

 

Læs også
Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

 

På den korte bane vil holdet i hvert fald være svækket, og det er særligt én af holdets kaptajner, der har grund til at være frustreret. Det er han bestemt også, for Arnaud Demare har allerede i pressen luftet sin utilfredshed, at man på én gang maltrakterer det supertog, der har været hovedårsagen til hans meget succesrige 2020- og 2022-sæsoner. Efter nogle sløje år, hvor han betalte prisen for sin ikke særligt overbevisende positionering, fik man løst hans største udfordring, da man satte ham sammen med Ramon Sinkeldam og ikke mindst Jacopo Guarnieri, der i en periode aspirerede til rollen som verdens bedste lead-out man, og da de senere også fik selskab af Miles Scotson, havde man skabt et af sportens allerbedste tog, der gjorde Demare til en sand sejrsmaskine i både 2020 og 2022.

 

Det bliver svært at gentage i 2023. Vi kender Demares positioneringsproblemer, og nu skal han klare sig uden både Sinkeldam og Guarnieri, der begge forlader holdet. Scotson og Ignatas Konovalovas bliver, Bram Welten fungerede fint i toget i år, og man håber, at nogle af de unge drenge også kan indgå i toget, men selvom de slet ikke er så stærke, som da de var bedst, er det svært at tro, at Demare uden sine to trofaste støtter vil have samme succes i den kommende sæson. Det er ikke mærkeligt, at han allerede har været meget vokal, da han satte ord på sin skuffelse.

 

Det er imidlertid ikke kun i massespurterne, at holdet står svækket tilbage. Det gør de også i bjergene. Sebastien Reichenbach er ikke så god, som da han var bedst - husk bare på den nøglerolle, han spillede på den legendariske Finestre-etape i Giroen i 2018 - men han er bestemt stadig en ganske kapabel bjergrytter. Måske er han ingen vinder, men nu hvor Gaudu for alvor har vist sine evner som grand tour-ryttere, havde Reichenbach været et solidt kort som støtte, også selvom han ikke var med i Touren i år.

 

Han er imidlertid ikke alene om at sige farvel. Det gør Attila Valter også. Ungareren har været ret svær at blive klog på, for han har momentvist afsløret sit potentiale, både i Giroen i 2021, og da han i 2022 blev nr. 4 i Strade Bianche, men der har været meget langt mellem snapsene. Hvis han bidrag ville have været lige så begrænset i de kommende år, som det var i de seneste, hvor hans bundniveau var problematisk lavt, er det et tab, man kan overleve, men skulle han pludselig blomstre op - og det kunne vel meget vel ske i en Jumbo-trøje - er det en skam, at det lykkedes at holde på den unge klatrer. Så er det nok lettere at leve med tabet af Matteo Badilatti, der nok var en periodevist solid bjerghjælper, men kun ganske sjældent var i form og aldrig rigtigt en del af den trup, der støttede kaptajnerne.

Annonce

 

De sidste tab er mindre betydningsfulde. Anthony Roux havde en lang og flot karriere, men det er mange år siden, at han var på sit bedste, og det er primært hans erfaring, der vil blive savnet. Det samme kan i et vist omfang siges om Tobias Ludvigsson, der ganske vist er betydeligt yngre, og som stadig er en alsidig herre, der på sine bedste dage klatrer godt og stadig har en god enkeltstart, men som i de senere år har været langt fra sit bedste. Anderledes var det med Antoine Duchesne, der i rollen som hjælper gjorde det så godt, at han højst overraskende blev udtaget til Touren på bekostning af en formstærk Bruno Armirail, men som også er den form for relativt anonym hjælper, som vil blive savnet, men bestemt ikke er uerstattelig - heller ikke selvom holdet utvivlsomt ærgrede sig over, at han helt frivilligt valgte at ende sin karriere meget tidligere end ventet.

 

Det efterlader samlet set en ganske betydelig tabskonto, og det er den, de syv unge ryttere skal forsøge at udfylde (Penhöet indgår jo ikke i ligningen, da han formelt set blev en del af holdet allerede sidste sommer). Det vil som sagt nok tage noget tid, men man skal bestemt ikke udelukke, at vi vil se flotte resultater allerede i 2023, i hvert fald i mindre løb. Det er nemlig nogle uhyggeligt interessante navne, der kommer til holdet, og to af dem må endda regnes som potentielle kommende verdensstjerner.

 

Det er naturligvis Lenny Martinez og Romain Gregoire. Der var nok mange, der måtte tjekke en ekstra gang, da blot 18-årige Martinez endte som nr. 14 blandt Giro-stjerne i Tour og the Alps, inden han senere blev nr. 8 i bjergløbet Mercan’Tour Classic. Det var mildt sagt chokerende gode resultater af en rytter, der kom direkte fra juniorklassen, og hvis første professionelle løb netop var løbet i Alperne. Senere konfirmerede han sit enorme potentiale med en samlet 3. plads i Baby-Giroen, samlet sejr i bjergløbet Valle d’Aosta og en 8. plads i et Tour de l’Avenir, der dog ikke gik helt som håbet. Sidstnævnte skal ikke slette indtrykket af, at Martinez, der er søn af mountainbikelegenden Miguel Martinez, at Martinez meget vel kan være det bedste bud på en kommende fransk Tour-vinder, for det er ganske uhørt, at en 18-årig har kunnet levere så gode resultater på højeste niveau lige fra første færd. Man tør ikke tænke på, hvor god han kan blive, når han får mere hår på brystet og flere professionelle løbskilometer i benene.

 

Lige så ung er Gregoire, om hvem der har været ufatteligt meget hype. Det forstår man godt, når man husker på, hvor suveræn en juniorsæson han kørte i 2021, og hans første sæson som U23-rytter bekræftede blot potentialet. I foråret vandt han fire endagsløv i træk på kun cirka tre uger, og han vandt etaper i både Baby-Giroen og Tour de l’Avenir. Her klatrede han også så fint, at han endte i top 15 i klassementerne, men det er som puncheur, at han har sit potentiale. Det er meget vanskeligt ikke at se ham som en ung Julian Alaphilippe, og hvis han når samme højder som den tidligere verdensmester, er al hypen absolut velbegrundet. Hans kørsel i Coppa Bernocchi i efteråret, hvor han blandede sig med netop Alaphilippe i den gruppe, der skabte løbet, vidner om, at også han allerede er ganske konkurrencedygtig på højeste niveau.

 

De øvrige ryttere er ikke helt så skræmmende, men de er bestemt stadig lovende. Det gælder måske særligt Samuel Watson. Den unge brite vandt tre løb i 2022, herunder U23-udgaven af Gent-Wevelgem og en etape i det ganske stærkt besatte Tour Alsace, og opnåede tillige et hav af topplaceringer. I Tour og Britain viste han sig allerede konkurrencedygtig på højeste niveau, og det var kun Mark Cavendish, der stod i vejen for, at han blev britisk mester efter et knaldhårdt løb. Han er ganske hurtig og vil som minimum kunne indgå i Demares tog, hvor forstærkning som sagt er tiltrængt, men en klassisk sprinter er han ikke. Til gengæld er han holdbar, og han ligner et af de mest spændende talenter til fremtidens brostensklassikere.

Annonce

 

Læs også
Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

 

I gruppen af hurtige folk finder man i tillæg til Watson og Penhöet, der også er et uhyre godt bud på en holdbar sprinter og næsten blev U23-verdensmester på den hårde rute i Australien, også Laurence Pithie. Han har stadig til gode at bevise sig i løb mod eliten, og han er derfor ikke helt så spændende som Watson og Penhöet, men resultaterne er bestemt ganske pæne. Også han er en ganske hurtig herre, men også han mangler nok topfarten til at begå sig i de helt klassiske massespurter. Det er således mere som holdbar sprintertype med muligheder i klassikerne, at han markerer sig, og også han kunne være en mand, der skal forsøge at lappe hullerne i Demares tog i den kommende sæson.

 

Holdet henter også to italienere i form af Lorenzo Germani og Enzo Paleni, men det er nok de to, der fremstår som de mindst lovende i den ellers imponerende gruppe. De er i hvert fald sværere at kategorisere, og det er måske også forklaringen på, at deres resultater er færre end for de øvrige, der alle har nogle ret åbenbare spidskompetencer. Paleni vandt dog det altid stærkt besatte U23-løb Tryptique des Monts et Chateaux, hvor han viste evner i mellemkuperet terræn, og han endte også på podiet i bjergløbet Ronde de l’Isard, hvilket dog delvist skyldtes et udbrud. Hvordan han vil udvikle sig, er ikke helt klart, men det vil formentlig være i ardenneragtigt terræn. Lidt tungere synes Germani at være, men det er også i mellemkuperede løb, at han har sine resultater. Det var således sådan, han vandt det italienske U23-mesterskab, og i tilsvarende terræn, han tog en flot sejr i Valle d’Aosta, samtidig med at han hjalp Martinez til den samlede sejr.

 

Det sidste talent er langt mere spændende. Havde det ikke været for Martinez, havde Reuben Thompson skilt sig ud som en meget, meget spændende bjerg- og klassementsrytter, men nu står han lidt i skyggen af sin yngre holdkammerat. Det er i hvert fald meget sigende, at han endte som nr. 2 bag netop Martinez i Valle d’Aosta, men den præstation er i sig selv ganske fremragende. Når man kobler det med, at han vandt selv samme bjergløb i 2021, og i 2022 også endte som nr. 5 i Baby-Giroen - igen bag Martinez - nr. 2 i bjergløbet Ronde de l’Isard, nr. 4 i Tour Alsace og nr. 2 i ardennerløbet Circuit des Ardennes, står det klart, at vi taler om et af mest løfterige klatretalenter på U23-scenen. Med ham og Martinez i truppen bør det ikke kunne gå helt skævt for FDJ i etapeløbene om nogle år.

 

Det har imidlertid lidt udsigter. Nok er det nogle fantastiske talenter, holdet råder over, og nok har Martinez, Gregoire, Penhöet og Watson allerede ganske flotte resultater i professionelle løb med WorldTour-ryttere, men på den korte bane er det et svækket FDJ-mandskab, vi vil se. Særligt tabene af Sinkeldam og Guarnieri er enormt og kan ikke undgå at have en negativ effekt på Demare i den kommende sæson, og Valter og Reichenbach vil også blive savnet i bjergene. Heldigvis er kaptajngruppen helt intakt, og med undtagelse af Pinot og Stewart havde de alle et storartet 2022. Derfor går det næppe heller helt galt i 2023, og om nogle år kan det meget vel vise sig, at Madiot med denne meget atypiske transferstrategi lagde grunden til en meget lys fremtid for det franske mandskab.

INFO
Optakter
Nyheder
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Torsdag den 18. april 2024

Landevej
Følg Giro-generalprøvens afsluttende bjergetape
Landevej
Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr
Landevej
Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom
Landevej
López modstod de mange angreb: I morgen bliver det bananas
Landevej
Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége
Landevej
Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv
Landevej
EF-rytter lykkelig efter comeback på kongeetapen
Landevej
Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet
Landevej
Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Annonce

Udstyr og test
Bosch lancerer batteri til elcykler - med fire store nyheder
Landevej
Pogacar klar til at bryde Alpecins monumentstime
Landevej
Optakt: 4. etape af Tour of the Alps
Landevej
Dansk stortalent bidrager til holdløbssejr

Annonce

Landevej
Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads
Landevej
Bora nærmer sig Visma-profil
Landevej
Stjerner hylder danskere og nordmænd
Landevej
Blev toer i løbsdebut: Fransk stortalent løfter sløret for taktikken

Onsdag den 17. april 2024

Landevej
Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op
Landevej
Stærk belgier: Det var ikke et normalt Fleche Wallonne
Landevej
Stjerne spurter sig til første sejr i næsten fem år - Tour-vinderen må nøjes
Landevej
Sejrede efter vanvidsvejr i Vallonien: Jeg kan ikke tro, at jeg har vundet Fleche

Annonce

Landevej
Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok
Landevej
Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt
Landevej
Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker

Annonce

Landevej
Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag
Landevej
Dansk U23-landshold har holdet klar til stort løb
Landevej
Spanier gør vildt kup på voldsom regnvejrsetape

Annonce

Landevej
Tidligere vinder ser stolt tilbage på sejr
Landevej
UAE-stjerne regner med sit hold
Landevej
Optimistisk Pidcock: I år er jeg et helt andet sted
Landevej
Optakt: 3. etape af Tour of the Alps
Landevej
Optakt: Fleche Wallonne
Landevej
Skjelmose går efter sejren i stor klassiker
Landevej
Træt Matthews: Benene er gode, men jeg er ved at være ved enden
Landevej
Rørt Bora-rytter pointerer: Specielt at køre på hjemmebane
Landevej
Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic
Landevej
Oversigt: Dagens 11 danskere ved Fléche Wallonne

Tirsdag den 16. april 2024

Landevej
WorldTour-hold kommer med opdatering på forslåede profiler
Landevej
Tidligere vinder og Fuglsang skal køre Fleche Wallonne
Landevej
Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende
Landevej
37-årig etapevinder rørt over sejr
Landevej
Italiensk veteran tager sjælden sejr
Landevej
Charmig udtaget til stor klassiker
Landevej
Vingegaard kommer med positive meldinger
Landevej
Optakt: 2. etape af Tour of the Alps
Landevej
Pidcocks træner: Han har før slået Pogacar og Van der Poel
Landevej
Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren
Landevej
Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone
Landevej
Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
Udstyr og test
First Ride: Canyon Grizl:On
Landevej
Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson
Landevej
Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave
Landevej
Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner
Landevej
Oversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Landevej
Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Mandag den 15. april 2024

Landevej
Ung WorldTour-rytter ude med hjernerystelse efter vildt højhastighedsstyrt
Landevej
Video i artiklenSe afslutningen: Nordmand vinder reduceret Tour of the Alps-spurt
Landevej
Sprinterkomet får plads på Tour de France-holdet efter styrt: En barndomsdrøm
Landevej
Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar
Landevej
Tidligere verdensmester reagerer på stor sejr
Landevej
Danskerduo klar til endnu en stor klassiker
Landevej
Uno-X afslører vilde WorldTour-planer
Landevej
Nordmand tager første sejr siden VM-triumf
Landevej
Belgisk endagsløb aflyses
Landevej
Optakt: 1. etape af Tour of the Alps
Landevej
Optakt: Tour of the Alps (Giro del Trentino)
Landevej
Medie erfarer: Verdens bedste til fransk WorldTour-hold
Landevej
Talent forlader Amstel med flere brækkede knogler
Landevej
Thomas er bedre inden Grand Tour-duel med Pogacar
Landevej
Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling
Landevej
Skovbrand hærger kendt stigning
MTB
Andreassen åbner World Cuppen med top 10-placering
Bane
Danske top fem-placeringer afrunder OL-test

Søndag den 14. april 2024

Landevej
Airtox-sejr i Næstved
Landevej
Israelsk sejr og dansk top-10
Landevej
Hjemmebanesejr i Italien – dansker med fremme
VIS FLERE

Annonce