Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi senere indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2023 ventes at udgøre WorldTouren, selvom den endelige bekræftelse på deres licenser først ventes at komme midt i decemver. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag fortsætter vi med Cofidis, der endte som nr. 10 på ranglisten i 2022.

Du kan finde holdoptakten til deres 2022-sæson her. Du kan tillige finde en oversigt over alle transferanalyserne, hvor der også gemmer sig en gennemgang af 10 lovende transfers til den kommende sæson.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

BEMÆRK: Holdet er et af de få, der officielt har præsenteret truppen for 2023, og de har tillige udfyldt kvoten på 30 ryttere. Der ventes derfor ikke yderligere ændringer.

Ryttere, der bliver på holdet

Piet Allegaert, Francois Bidard, Andre Carvalho, Thomas Champion, Davide Cimolai, Simone Consonni, Bryan Coquard, Alexandre Delettre, Ruben Fernandez, Eddy Finé, Simon Geschke, Jesus Herrada, Jose Herrada, Ion Izagirre, Wesley Kreder, Victor Lafay, Guillaume Martin, Anthony Perez, Pierre-Luc Perichon, Alexis Renard, Remy Rochas, Benjamin Thomas, Hugo Toumire, Jelle Wallays, Max Walscheid, Axel Zingle

Nye ryttere

Jonathan Lastra (Caja Rural-Seguros RGA), Christophe Noppe (Team Arkea Samsic), Axel Mariault (Team U Natens Atlantique), Harrison Wood (nyprofessionel)

Ryttere, der forlader holdet

Davide Villella (?), Sander Armee (?), Kenneth Vanbilsen (?), Tom Bohli (?), Szymon Sajnok (Q36.5 Pro Cycling Team)

Hvordan gik transfersæsonen?

Cofidis er måske nok et af sportens ældste, men bestemt ikke et af sportens største mandskaber. Det franske hold har været at finde i feltet i en lille menneskealder, men de har ikke altid haft det nemt. Selvom de var en del af ProTouren, da den blev indført i 2005, blev holdet degraderet i 2010, og herefter fulgte hele 10 sæsoner uden for det fineste selskab. Først frem mod 2020-sæsonen lykkedes det for mandskabet atter at blive en del af det fine selskab, men med indførelsen af det nye op- og nedrykningssystem stod det også klart, at det kunne blive en kort fornøjelse for Cedric Vasseurs tropper på højeste niveau.

Ambitionerne var imidlertid store, og forud for den første sæson på WorldTouren satsede man stort med investeringen i to store kaptajner i form af Elia Viviani og Guillaume Martin. Håbet var, at det ville bringe holdet sikkert igennem den første treårige cyklus på det højeste niveau, og særligt Vivianis tilstedeværelse skulle sikre, at holdet både vandt en masse cykelløb og også ville kunne hævde sig langt fremme på ranglisterne. Som bekendt gik det slet ikke sådan. Hvor erhvervelsen af Martin med nogen ret kan betegnes som en pæn succes, endte Vivianis eventyr i Frankrig som en gedigen fiasko, og da 2022-sæsonen startede, var det franske hold et af de mandskaber, der var i størst fare for at ende med en nedrykning.

Så galt gik det heldigvis ikke. Forud for sæsonen foretog Vasseur en gedigen hovedrengøring af sin trup, da han sagde farvel til hele 10 ryttere og goddag til intet mindre end 13 nye navne. Ud røg Viviani, der blev direkte erstattet af Bryan Coquard, og derudover blev Ion Izagirre hentet ind som et supplement til Martin i de kortere etapeløb.

Det var modigt at rense så markant ud i truppen forud for så vigtig en sæson, men missionen lykkedes. Cofidis WorldTour-licens blev reddet, og selvom man i tillæg til Viviani havde mistet Christophe Laporte efter dennes indtil da bedste sæson, blev 2022 en stor succes. Efter en 19. plads på verdensranglisten i 2020 og en 14. plads i 2021 endte holdet i den netop afsluttede sæson højst overraskende i top 10 på en fornem 10. plads, og de bare to sejre i 2020 og 12 triumfer i 2011 blev langt overgået med ikke færre end 19 sejre med hele 10 forskellige ryttere. Izagirre, Coquard og Martin havde ellers ikke deres bedste sæsoner - selvom de stod for i alt seks af de 19 sejre - men selvom heller ikke Jesus Herrada, der ar været en af de mest pålidelige ryttere, havde noget stort år, viste særligt erhvervelserne af Benjamin Thomas, der med sine fire sejre blev den mest vidende rytter, og kometen Axel Zingle, der med tre trumfer endte som en delt nr. 2 på sejrslisten, sig som så store succeser, at Cofidis endte i den øvre halvdel blandt de 18 WorldTour-mandskaber.

Derfor er det ikke mærkeligt, at Vasseur har været noget mere afdæmpet på transfermarkedet denne gang, hvilket ellers ikke er hans stil. Siden han forud for 2018 kun hentede fem nye ryttere til holdet, har han skiftet voldsomt ud hver eneste gang. Inden 2019-sæsonen var der plads til 9 nye navne, frem mod WorldTour-comebacket i 2020 hentedes 10 nye mand, inden 2021 var der igen 9 nyerhvervelser, og op til den seneste sæson var det altså 13 nye navne, der skulle indpasses på holdet. I det lys er det lidt af en revolution, at Vasseur denne gang kun har hentet fire nye ryttere - det laveste antal siden optakten til 2003-sæsonen - og det endda efter en transferkampagne, hvor han er gået helt uden om nye store navne.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Nej, Vasseur vil satse på den strategi, der fungerede så godt i 2022, og derfor vil det igen være primært Martin, Coquard, Thomas, Zingle, Izagirre, Herrada samt den stadig mere lovende Victor Lafay, der med gode bidrag fra Simone Consonni, Max Walscheid, Piet Allegaert og Remy Rochas, skal levere resultaterne. I stedet har Vasseur kun justeret ganske marginalt i truppen ved at hente et par solide hjælperyttere og et par unge navne samt at rydde lidt ud i de lidt for mange ryttere, der ikke rigtigt bidrog med meget i den forløbne sæson.

Den mest interessante nyerhvervelse er Jonathan Lastra, men det er næppe ham, der sikrer, at holdet tager yderligere et skridt mod toppen. Ganske vist er spanieren en ganske solid rytter, der særligt i foråret 2021 lignede en mand med kurs mod en lovende fremtid, men efter et sløjt 2022, hvor hans ellers lovende momentum forsvandt, og hvor resultaterne i de mindre 2.1-løb, hvor hans hæderlige klatreevner har givet ham en række fine top 10-præstationer, var betydeligt færre, lå det ikke i kortene, at det var nu den efterhånden 29-årige Lastra skulle op på højeste niveau. Han er da også mest hentet til holdet som hjælper for særligt Martin, mens han måske stadig kan få lov at få efter egne resultater i nogle af de mindre etapeløb og måske jagte en etapesejr i en grand tour undervejs. Klatre kan han bestemt, men det er mere i eksplosivt terræn end i de høje bjerge, og han er derfor ikke den mest åbenlyse støtte til Martin på de sværeste dage i de lange etapeløb.

Ikke desto mindre må han regnes som en forstærkning. Holdet har været en smule tyndt besat, når det går opad, og i det spil vil Lastra helt sikkert kunne bidrage med noget. Det skyldes også, at der ikke er de helt store tab i holdets klatredivision. Mest markant er det, at man siger farvel til Davide Villella efter bare en enkelt sæson. Det kan på papiret ligne et betydeligt tab, når vi taler om en tidligere vinder af bjergtrøjen i Vueltaen og en mand, der har været i top 5 i Lombardiet, men i de senere år har det været sløjt. I sit eneste år i fransk tjeneste har han været helt anonym, og selvom tålmodigheden var kort, kan man på baggrund af 2022 sagtens forstå, hvis Vasseur har siddet med fornemmelsen, at han havde kurs mod at blive en af de mange veteraner, der mest af alt bidrager med sin erfaring. I det lys er erstatningen med Lastra utvivlsomt en fordel.

Den rolle som anonym veteran har Sander Armee haft i nogen tid. Det er mange år siden, den engang så solide belgier var på toppen, og allerede da holdet for et år siden kastede en livline efter Qhubekas kollaps, lignede det en investering, der næppe ville give det helt store udbytte. Det gjorde det da heller ikke i en helt anonym 2022-sæson, hvor han end ikke fik lov at køre en grand tour, og da han aldrig blev den støtte i bjergene for Martin, som han var tiltænkt, er det ikke mærkeligt, at han kun fik et enkelt år på holdet. Måske mister man to veteraner, men der synes at være mere musik i en fremtid med Lastra som bjerghjælper, selvom det altså næppe er dette bytte, der vil føre til helt anderledes resultater i de hårde løb.

Også i fladlandet er der blevet ryddet lidt op i hjælperne og indhentet en erstatning. Sidstnævnte er Christophe Noppe, der startede sin karriere som en af den efterhånden endeløse serie af sprintere på Sport Vlaanderen, men som i sine tre år hos Arkea glemte alt om de personlige ambitioner for at agere lead-out man og hjælper i brostensklassikerne. Den rolle har han udført ganske anonymt, men åbenbart så godt, at Vasseur har set en ide i at hente ham til holdet, angiveligt primært som en støtte til Zingle i endagsløbene. Noget skyldes sikkert også venskabet med Allegaert, men for et hold, der satser relativt meget på massespurter, er han en pæn forstærkning af toget, ligesom Zingle utvivlsomt kan have gavn af lidt ekstra belgisk erfaring, når han skal kaste sig ud i de store endagsløb.

Til gengæld mister holdet også noget på de samme områder, da kontrakterne med Szymon Sajnok og Kenneth Vanbilsen ikke bliver forlænget. Det er nu næppe det helt store tab, selvom de begge faktisk tidligere var ganske lovende. Vanbilsen har igennem årene vundet to 1.1-løb og var i sin tid hos Topsport Vlaanderen for efterhånden mange år siden et af de mere spændende navne, men i de seneste mange år har han været helt, helt anonym. Sajnok var i sin tid hos CCC både en løfterig banerytter og sprinter, men efter at han blev hentet til Cofidis som en del af Vivianis nye tog, er han faldet helt hen i glemslen. I de seneste år synes han end ikke at have været del af lead-outet for holdets mange sprintere, og selvom noget måske skyldtes, at han begik en fejl ved så tidligt at lægge egne ambitioner på hylden, er det svært at se, at der skulle være megen fremtid i at fastholde ham.

Meget af det samme kan siges om Tom Bohli. Schweizeren bragede ind på scenen som en uhyre lovende temporytter, der blandt andet var meget tæt på at tage en WorldTour-sejr på prologen i Romandiet Rundt, men nærmest fra den ene dag til den anden forsvandt tempoevnerne totalt. Siden da er han alene blevet brugt som trækkraft i feltet, og da hans holdbarhed tillige har været ikkeeksisterende, ligner også han et talent, der slet ikke blev til det ventede og sagtens kan erstattes af mere spændende navne.

Den oprydning blandt holdets anonyme hjælpere har givet plads til, at man igen i år har kunnet investere i et par unge navne. Blandt de to nyerhvervelser er det Axel Mariault, der er mest interessant. Med sin alder på 24 er han bestemt ikke det mest lysende franske talent, men han har udviklet sig ganske lovende i år. Særligt hans 4. plads på kongeetapen i Limousin, hvor han blandede sig med nogle af verdens bedste puncheurs, var lovende, men han viste også sin fart med en 5. plads i en stigende spurt i Route d’Occitabie og en 5. plads i en flad spurt i Ain. Han blev endda nr. 6 på den svære stigning La Planche des Belles Filles i det lidt svagere besatte Tour Alsace, og han er således en meget alsidig rytter, der beskriver sig om en blandt af en puncheur og en klatrer. Hans resultater indikerer nu nok, at det mere er ardennerterræn end bjerge, der vil passe ham, og man skal nok også være varsom med at tro, at han vil brage ind på scenen i de kuperede endagsløb, men han er bestemt en rytter, der har fortjent at få sin chance - endda på et hold, hvor han ville kunne få lidt plads til sig selv i de mindre franske 1.1-løb.

Den anden unge rytter er Harrison Wood, og selvom han er en glimrende banerytter, må han betegnes som et mere overraskende valg. Han er stort set blottet for resultater, og holdet beskriver ham da også som en rytter, der primært ventes at agere hjælper. Det er overraskende, at han i en sådan rolle og med et så beskedent generalieblad hentes til et tophold uden for sit hjemland, men lad os give ham chancen for at overraske positivt i den første sæson på højeste niveau.

Det er måske i virkeligheden et passende sted at runde af, nemlig med en nyerhvervelse, der næppe vil skabe de store overskrifter. Det er nemlig temaet for Cofidis, der efter nogle år med stor udskiftning både i truppen generelt og blandt holdets topnavne, har været sjældent passive. Det har alene handlet om at skifte lidt ud i hjælperstaben, hvor man har ryddet ud i den anonyme del af truppen og indhentet Noppe og Lastra som erstatning, hvoraf det kun er spanieren, der måske kan vise sig lidt frem i den kommende sæson. På talentsiden er Mariault bestemt spændende, men næppe et navn, der vil fylde alt for meget i avisspalterne, og det er derfor et Cofidis-mandskab, der vil være ganske identisk med det, der gjorde det så fint i 2022.