Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi senere indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2023 ventes at udgøre WorldTouren, selvom den endelige bekræftelse på deres licenser først ventes at komme midt i decemver. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag lægges der ud med Astana Qazaqstan Team, der endte sidst blandt WorldTour-holdene i 2022.

Du kan finde holdoptakten til deres 2022-sæson her. Du kan tillige finde en oversigt over alle transferanalyserne, hvor der også gemmer sig en gennemgang af 10 lovende transfers til den kommende sæson.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

BEMÆRK: Astana er blandt de hold, der endnu ikke har lukket truppen for 2022. I skrivende stund har de kun offentliggjort kontrakter med 27 ryttere, og det synes givet, at der vil følge flere de kommende dage. Hverken Christian Scaroni eller Vadim Pronskiy, der kørte for holdet i 2022, har fået offentliggjort kontrakt, men jeg tillægger det nogen sandsynlighed, at de får forlænget og vil blive præsenteret inden deres mediedag midt i december. Derfor er de udeladt fra analysen ovenfor. Analysen på baggrund af den endelige trup vil blive bragt i forbindelse med holdoptakten.

Ryttere, der bliver på holdet

Leonardo Basso, Samuele Battistella, Manuele Boaro, Gleb Brussenskiy, David De La Cruz, Joe Dombrowski, Yevgeniy Fedorov, Fabio Felline, Yevgeniy Gidich, Dmitriy Gruzdev, Miguel Angel Lopez, Alexey Lutsenko, Davide Martinelli, Gianni Moscon, Yuriy Natarov, Antonio Nibali, Nurbergen Nurlykhassym, Alexandr Riabushenko, Javier Romo, Harold Tejada, Simone Velasco, Artyom Zakharov, Andrey Zeits

Nye ryttere

Luis Leon Sanchez (Bahrain-Victorious), Martin Laas (BORA-hansgrohe), Igor Chzhan (Almaty Cycling Team), Gleb Syritsa (nyprofessionel)

Ryttere, der forlader holdet

Vincenzo Nibali (stopper karrieren), Valerio Conti (Team Corratec), Sebastian Henao (?), Stefan De Bod (EF Edcucation-EasyPost), Michele Gazzoli (i karantæne)

Hvordan gik transfersæsonen?

I mange år var Astana kendt som en af cykelsportens giganter. Det kan godt være, at det aldrig rigtigt lykkedes dem at ende helt i toppen af diverse ranglister, men det skyldtes først og fremmest et temmelig ensidigt fokus på etapeløbene. Når det kom til løb over flere dage, var kasakkerne blandt de allerbedste, hvilket bedst understreges af, at det lykkedes dem at vinde en grand tour hvert eneste år mellem 2013 og 2016.

I de seneste år er det imidlertid gået ned ad bakke, og det skyldes formentlig først og fremmest økonomiske forhold. I hvert fald skal vi tilbage til 2016 for at finde den seneste grand tour-sejr, og holdet har heller ikke været på podiet i et langt etapeløb siden 2018. Hvor man i gamle dage altid fandt dem i toppen af ranglisten, har placeringen på det seneste snarere været i udkanten af top 10, og i 2021 endte holdet helt nede som nr. 12.

De økonomiske kvaler skyldes, at de kasakhiske bagmænd begyndte at nedskalere. Holdets suverænt mest succesrige rytter, Vincenzo Nibali, sagde farvel forud for 2017, og forud for 2021 måtte man sige farvel til den anden store grand tour-stjerne, Miguel Angel Lopez - ikke fordi der var uenighed mellem parterne, men ganske enkelt fordi økonomien ikke rakte til at finansiere lønnen til den formentlig ganske løntunge colombianer. Med en stadig svagere strøm af kasakhiske olie- og gasmillioner var det derfor klart, at der måtte gøres noget for at finde alternativ finansiering, hvis holdet skulle genvinde sin plads nær toppen af hierarkiet.

Den mission lykkedes, da canadiske Premier Tech opgraderede et mindre sponsorat og endda blev medejere af foretagendet. Desværre kom investeringen så sent, at Lopez allerede var smuttet, men da meldingen om det canadiske indtog kom mod slutningen af 2020, så fremtiden pludselig igen ganske lys ud på det nu kasakhisk-canadiske mandskab.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Desværre blev ægteskabet aldrig lykkeligt. Mange af de etablerede folk med relation til kasakherne blev kørt ud på et sidespor, men den unge belgiske kvinde Yana Seel af Premier Tech blev placeret i en managerrolle, og der udviklede sig angiveligt hurtigt en magtkamp mellem de to parter. Det dramatiske højdepunkt kom i løbet af sommeren, hvor den store mand bag holdet, Alexandre Vinokourov, pludselig fik sparket, og set fra sidelinjen lignede holdet pludselig et temmelig kaotisk projekt, der nærmest syntes på vej mod opløsning.

Den opløsningstendens ser man heldigvis ikke længere. Magtkampen fik en klar vinder, da kasakherne ikke kunne leve med at se deres projekt gradvist glide dem helt ud af hænde, og de tilbageerobrede hurtigt kontrollen. Uenigheden var for stor, hvorfor Premier Tech tog deres gode tøj og gik, og med sig tog de Seel, der i dag er skiftet til en stilling hos Lotto Soudal. Vinokourov genindtog managersædet, der blev igen åbnet for den kasakhiske pengestrøm, og med det nye navn Astana Qazaqstan Team blev der foretaget et totalt strategiskifte. Den nye, internationale profil blev smidt i skraldespanden, og i stedet er holdets identitet nu endnu mere kasakhisk, end den nogensinde har været. Nok skal der stadig være internationale stjerner, men fremover er missionen først og fremmest at promovere Kasakhstan som nation og udvikle kasakhiske talenter.

Problemet var bare, at den kasakhiske redningskrans kom for sent. Da endelig der var åbnet for pengestrømmen, var transfersæsonen stort set ovre. De største navne havde for længst fundet nye hold, og værre var det, at de fleste af holdets stjerner allerede havde søgt nye græsgange, for fleres vedkommende fordi de ikke turde vente på en afklaring af holdets fremtid.

Resultatet var en gigantisk hovedrengøring. Ikke færre end 16 ryttere sagde farvel, og de erstattedes af 14 nye, der i høj grad var dem, soom kunne skrabes sammen, da der endelig blev penge til at reagere. Mest markant var det, at næsten alle udlændinge smuttede. Blandt de få ryttere, der blev tilbage, var der således hele otte kasakher, og blandt de ryttere, der forsvandt, fandt vi eksempelvis hele den ret store spanske koloni, der i de senere år har udgjort en stor del af holdet. I stedet gik Vinokourov på strandhugst hos UAE og Ineos, hvor man kunne finde ryttere, der var blevet til overs på de storsatsende og meget rige mandskaber. Blandt de nye ryttere kom således hele fire fra det arabiske storhold, mens de stenrige briter leverede tre af de nye navne, men mest markant var det naturligvis, at både Nibali og Lopez vendte hjem - sidstnævnte dog kun, fordi han ragede uklar med Movistar og droppede kontrakt, han egentlig allerede havde forlænget.

Det så egentlig ud til, at holdet havde reddet så meget, at sæsonen ikke ville blive så stor en katastrofe, som man på baggrund af denne masseudvandring kunne frygte, men sådan gik det slet ikke. Tværtimod må Vinokourov stadig have lidt svært ved at forstå, hvilket mareridtsår han netop har været igennem. Det blev blot til fem sejre, hvoraf de to var ved de kasakhiske mesterskaber og den ene var i Tour de Langkawi på et tidspunkt, hvor alle næsten var gået på ferie, og holdet endte på en katastrofal 21. plads på verdensranglisten som det endda klart ringeste WorldTour-hold med mere end 700 point op til DSM på næstsidstepladsen. Der var mildt sagt langt til det hold, der vandt grand tours på stribe for mindre end ti år siden.

Nu lå det jo egentlig i kortene, at der skulle rettes op på tingene, efter at der igen var kommet styr på økonomien, men sådan er det slet ikke gået. Om det skyldes, at der alligevel er usikkerhed om pengene eller måske det retslige forløb, der er i gang i Luxembourg og har både holdet og Vinokourov i søgelyset, er uklart, men sandt er det i hvert fald, at holdet var helt, helt stille på transfermarkedet, da det åbnede d. 1. august. Der kom ikke meldinger om hverken nye ryttere eller ryttere, der sagde farvel, og sæsonen var slut, da vi endelig begyndte at høre fra Vinokourov. På det tidspunkt var de fleste andre WorldTour-hold i alt væsentligt færdige med deres indkøb, og da Astana endelig kom i gang, handlede det mest om at forlænge med deres primært kasakhiske ryttere.

Truppen var allerede så svækket, at tabene ikke er alt for dramatiske, men den ventede opgradering udeblev. Logikken tilsiger ellers, at der burde være lidt penge at gøre godt med, for den mest markante ændring er naturligvis, at Nibali stopper karrieren. Det er klart, at han næppe oppebærer nogen løn, der svarer til det, han gjorde, da han var bedst, men helt billig har han vel ikke været. Det sportslige tomrum efter ham er heldigvis knap så stort. Ganske vist rejste han sig pludselig fra de døde med en højst uventet samlet 4. plads i en dog i sidste ende svagt besat Giro, men det var også hans eneste højdepunkt i en ellers lidt trist sæson. Særligt hans efterår og en helt, helt anonym Vuelta vidner om, at Nibali endte som pensionsmoden, og det siger mere om holdet generelt end om Nibali, at hans 92. plads på verdensranglisten gjorde ham til holdets næstbedste rytter bag Lopez. På så svagt et hold vil han blive savnet, men det ville han kun i begrænset omfang være blevet på de fleste andre WorldTour-hold.

De øvrige tab er heldigvis ganske beskedne. For nogle år siden havde det været ærgerlig at sige farvel til Valerio Conti, men hans langsomme forfald nåede helt nye højder i 2022, hvor han aldrig var i nærheden af noget som helst. Egentlig er han blot 29 år gammel, men udviklingskurven har været så negativ, at det er svært for alvor at tro på, at han i 2023 for sit nye Corratec-hold vil levere resultater, der vil gøre Vinokourov ærgerlig.

Så er der mere grund til at ærgre sig over tabet af Stefan De Bod. Sydafrikaneren er bestemt ikke nogen pointmaskine, men med sin gode enkeltstart og hæderlige klatreevner endte han faktisk som nr. 4 i både Sibiu Tour og Slovakiet Rundt i 2022, ligesom han tidligere har været på podiet i Østrig Rundt. Det er ikke resultater, der førte til mere end en beskeden 307. plads på verdensranglisten, men på så profilfattigt et hold vil alle ryttere, der indkørte resultater i 2022, blive savnet. Det gælder også De Bod.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Resultater så vi til gengæld ikke fra Sebastian Henao, men det var nu ikke nogen overraskelse. Colombianeren har jo altid været den ringeste af de to Henao-fætre, og ligesom Conti har hans udviklingskurve kun haft en forkert retning i de senere år. I sin eneste sæson i kasakhisk tjeneste kørte han stort set ikke løb efter d. 22. april, og selvom han i sæsonens første løb egentlig viste, at han stadig kan have sin berettigelse som hjælper i bjergene, er det ikke et tab, som vil ændre på holdets situation i negativ retning. Så er det straks mere ærgerligt, at holdet må sige farvel til Michele Gazzoli, der jo var en ganske spændende U23-rytter, men her kom en dopingsag jo desværre på tværs. Han var desværre heller ikke kommet flyvende fra start, og potentialet var måske heller ikke det største, men det var en rytter, der måske i de kommende år kunne have kastet lidt glans på mandskabet i en ellers svær tid.

Tabssiden er således ikke dramatisk, men desværre er det også begrænset med forstærkningerne. Lidt overraskende er det, at hovedfokus har været på sprintersiden, som jo ellers historisk har spillet en meget lille rolle for kasakherne. Vinokourov har imidlertid erklæret, at det vil være et indsatsområde i den kommende sæson, og derfor har han hentet to nye, hurtige folk til holdet.

Mest spændende er utvivlsomt Gleb Syritsa. Russeren bragede ind på scenen som stagiaire med først en 2. plads i en puncheurafslutning i Arctic Race, siden med en 2. plads i en massespurt i Slovakiet og særligt med den flotte etapesejr i Langkawi, hvor sprinterfeltet bestemt ikke var ringe. Også forinden havde han vist ganske interessante evner som afslutter, der gør ham til et af de mere spændende sprintertalenter. Han synes at mangle noget holdbarhed, men han har masser af fart og power og har allerede vist, at han kan begå sig på højeste niveau. Han kan derfor formentlig regne med en kaptajnrolle allerede i den kommende sæson, men desværre bliver støtten nok begrænset. Kan holdet bakke ham op, er det ikke utænkeligt, at han vil kunne bidrage med flere meget tiltrængte sejre allerede i 2023.

I det spil får han brug for Martin Laas. Det var højst overraskende, at holdet pludselig hentede den estiske sprinter, der i de senere år ellers har tilbragt en rolle som lead-out man hos Bora. Der var næppe mange, der havde set det komme, at han skulle en tur til Astana, og holdet har været meget vage i forhold til hans præcise rolle. Det meldes, at han både skal indgå i et lead-out, og at han ved lejligheder skal tage sin egen chance. Det vil derfor være naturligt, at han primært skal agere sidste mand for Syritsa, og i det lys giver investeringen god mening. Russeren synes at have et potentiale, der fortjener opbakning, og det kræver en lead-out man. Her er Laas, der har ganske megen erfaring, ikke noget dårligt valg, men det ændrer naturligvis ikke på det indlysende forhold, at toget fortsat er meget smalt besat.

Holdet har dog også været aktive på de områder, de traditionelt har fokuseret på, nemlig bjergrigt terræn. Sidste forlod Luis Leon Sanchez holdet som led i den spanske masseudvandring, formentlig som følge af usikkerheden om mandskabets fremtid. Noget tyder imidlertid på, at Sanchez var uhyre tilfreds med sit ophold hos Astana, for det var nærmest en ren kærlighedserklæring fra begge parter, da de annoncerede, at han efter bare et enkelt års fravær vender tilbage.

Hans rolle er formentlig den klassiske, nemlig som hjælper for primært Miguel Angel Lopez. Det er en rolle, han stadig mestrer til fulde, og faktisk nåede han sit højeste niveau længe i 2022, hvor han blev nr. 13 i Touren og nr. 16 i Vueltaen. Det kan godt være, at han netop er fyldt 39, og at han for første gang siden 2006 gik igennem en sæson uden at vinde, men efter så flot en sæson er Sanchez en klar forstærkning - også fordi han vel stadig kan lave en top 10 i nogle af de små spanske etapeløb og utvivlsomt kan vinde etaper, hvis han får friheden, hvad han var tæt på et par gange i 2022, ikke mindst på 10. etape i Touren.

Den sidste nye bjergrytter er i den anden ende af spektret. I år er Igor Chzhan den eneste nye kasak på holdet, og det er måske en anelse overraskende, når holdet har fået en mere klar kasakhiske identitet. Indtil i år havde han ikke gjort meget for at gøre opmærksom på sig selv, og han ligner da heller ikke den næste Vinokourov eller Lutsenko. Han viste dog et vist potentiale med en 9. plads på kongeetapen i Arctic Race i år, ligesom han har kørt stærkt i mange mindre tyrkiske løb. Uden talent er han bestemt ikke, men det er næppe ham, der bringer Astana tilbage til fordums styrke, hverken på kort eller lang sigt.

Og det er netop problemet. Vinokourov var af gode grunde ude med alle alarmklokker i pressen, hvor han erkendt, at der skal ske noget, hvis den forløbne sæsons katastrofe skal undgås i de kommende år, men den ventede oprustning er totalt udeblevet. Nok er det fint at få solide Sanchez tilbage som støtte i grand tours, og nok er Syritsa så spændende en sprinter, at det giver mening at bygge et lille projekt og tog op om ham, men det er slet ikke nok til at genrejse det tidligere storhold. Heldigvis er tabene også begrænsede, hvis man tillader sig at antage, at der ikke ville være flere Giro-mirakler gemt i Nibali, men problemet er, at status quo ikke er nok for et hold, der i 2022 ende som det klart ringeste WorldTour-hold.