Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi senere indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2023 ventes at udgøre WorldTouren, selvom den endelige bekræftelse på deres licenser først ventes at komme midt i december. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag fortsætter vi med AG2R Citroën Team, der endte som nr. 9 på ranglisten i 2022.

Du kan finde en oversigt over alle transferanalyserne, hvor der også gemmer sig en gennemgang af 10 lovende transfers til den kommende sæson.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

BEMÆRK: Alpecin-Deceuninck har ikke officielt præsenteret truppen, og da der fortsat er plads til yderligere én rytter, er det muligt, at der kommer en tilføjelse. Ramon Sinkeldam, der ellers var udset til en plads på det nødlidende B&B, træner i hvert fald med holdet. Kommer der en ekstra tilføjelse, vil det fremgå af den endelige analyse under holdoptakten senere.

Nye ryttere

Søren Kragh Andersen (Team DSM), Quinten Hermans (Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux), Kaden Groves (Team BikeExchange-Jayco), Nicola Conci (Alpecin-Deceuninck Development Team), Robbe Ghys (Sport Vlaanderen-Baloise), Jensen Plowright (Equipe continentale Groupama-FDJ)

Ryttere, der forlader holdet

Tim Merlier (Soudal-Quick Step), Guillaume Van Keirsbulck (Bingoal Pauwels Sauces WB), Julien Vermote (?), Scott Thwaites (?), Floris De Tier (Bingoal Pauwels Sauces WB), Jay Vine (UAE Team Emirates), Sjoerd Bax (UAE Team Emirates), Edward Anderson (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

Alpecin-Deceuninck går ind til en helt ny virkelighed i den kommende sæson - i hvert fald på papiret. Det er ikke alle de rivaliserende managers, der har været begejstrede for det, man kunne kalde Alpecin-modellen, men den har fungeret glimrende i de seneste sæsoner. Siden holdet i 2019 rykkede fra kontinentalscenen og blev et ProTeam med Mathieu van der Poel som den altoverskyggende stjerne, har holdet reelt været at regne som WorldTour-hold, selvom holdet har fastholdt sin status på lavere niveau.

I det første om var holdet måske lidt ensidigt afhængigt af Van der Poel, men i de seneste tre år er holdet endt som hhv. nr. 11, 7 og 9 på verdensranglisten og har vundet store løb også med andre end holdets største stjerne, og det er derfor ikke helt uforståeligt, at mange rivaler har ment, at holdet har udnyttet systemet. Som det i særklasse bedste ProTeam har de nemlig udnyttet det nye system, der garanterer deltagelse i alle WorldTour-løb, men uden forpligtelsen til at deltage i alle de WorldTour-løb, der kræver obligatorisk deltagelse af alle de bedste hold, og dermed har holdet fået det bedste af alle verdener. Det har naturligvis indebåret den risiko, at man ikke endte som et af de to bedste hold og således ville miste de automatiske invitationer, men med den meget stærke trup har det aldrig reelt været en risiko.

Nu giver Roodhooft-brødrene, der står i spidsen for den belgiske succeshistorie, sig imidlertid. I den kommende sæson vil holdet være at finde på den WorldTour, de reelt har tilhørt i flere år, men det vil ikke indebære nogen væsentlig ændring. Holdet tvinges til at køre de få WorldTour-løb, de har skippet, men mandskabet har alligevel været at finde i alle klassikerne og grand tours i de seneste år. Det er primært enkelte udvalgte WorldTour-etapeløb, der er blevet fravalgt, og dermed bliver der tale om en lidt tungere etapeløbskalender i den kommende sæson.

Man kunne have fået den tanke, at det måske ville få holdet til at brede paletten lidt ud. En af grundene til holdets succes har været, at man har vidst, hvad man ville. Man ville satse på klassikere, massespurter og udbrudssejre, mens man stort set har negligeret klassementer i etapeløb. På den baggrund er det ikke mærkeligt, at det er særligt de mere bjergrige etapeløb, man har valgt fra, men man kunne måske have troet, at den nye status ville få holdet til at jagte succes på den konto også - måske særligt fordi det er det lidt ensidige fokus, der sætter begrænsninger for, hvor langt op på verdensranglisten man kan komme.

Hvis man havde den tanke, blev man imidlertid skuffet, da holdet tog fat på transfersæsonen. Roodhooft-brødrene har for vane at skifte meget ud i truppen, hvad de også har gjort i år, hvor der er blevet plads til syv nye ryttere - hvilket dog er betydeligt færre, end de plejer - men fokus er præcis det samme. Holdet har satset meget målrettet på klassikere, massespurter og udbrud, og der er derfor stort set intet forandre for holdet i den kommende sæson, udover at de nu altså kan kalde sig WorldTour-hold.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Det er dog en sandhed med modifikationer. Udskiftningen på holdet er faktisk ganske betydelig, for der siges farvel til nogle af holdets største profiler, der dog heldigvis erstattes af nogle meget interessante og lovende navne. Mest markant er skiftet naturligvis på sprintersiden, hvor det er slut med Tim Merlier som en af holdets to supersprintere.

Selvom belgieren havde et knap så godt 2022 og særligt et skidt efterår, er det naturligvis et stort tab. Konflikten mellem ham og Jasper Philipsen var imidlertid også ganske klar, og det lignede i stigende grad en gordisk knude at give dem begge et løbsprogram, hvor de kunne være tilfredse. Det kan derfor ikke undre, at en af de to før eller siden ville smutte - og da særligt når Quick-Step kastede snøren ud.

Det gode er, at man med det samme har fundet en erstatning. Det kom helt sikkert bag på mange, at Kaden Groves forlod en rolle som fremtidens sprinter på sit hjemlands store hold til fordel for et eksperiment i Belgien, men Roodhooft-brødrene har igen gjort deres arbejde godt. Efter en lidt svær start på karrieren viste australieren nemlig særdeles lovende takter i 2002, hvor han på sine bedste dage lignede en mand med farten til også at slå de allerbedste, som han gjorde, da han slog meget af eliten i Tyrkiet og var tæt på at gøre det samme i Tirreno.

Hans Vuelta, hvor han ganske vandt en etape, viste imidlertid også, at han fortsat har store problemer i sin positionering, og da det netop var en stor udfordring for Alpecin, at de ikke kunne støtte den ligeledes positioneringssvage Merlier tilstrækkeligt, er det måske ikke det helt oplagte match. Der er derfor fortsat en del af arbejde med, hvis han skal blive til den sejrsmaskine, han meget vel kan have potentialet til at blie.

Holdet har endda også set længere frem. Det lykkedes nemlig at få fat i et andet australsk sprintertalent, Jensen Plowright, der var en af de få fra FDJs succesrige U23-udviklingshold til at søge væk. Australieren vandt tre massespurter i 2022, hvor han også begik sig ganske flot i Tour de Bretagne, det stærkest besatte 2022-løb, og i det hele taget har han i flere år lignet en af de mest lovende helt rene sprintere. Det er klart, at mulighederne kan være svære at få på et hold med Philipsen, Groves og Jakub Mareczko i det kommende år, men det er bestemt en bedrift, at holdet har fået fat i en mand, der må have interesseret de fleste hold med fokus på fremtidige massespurter. Hans udvikling bliver under alle omstændigheder uhyre spændende at følge.

Den anden store opgradering kommer på klassikerfronten, hvor holdet må have indset, at de står over for en stadig større opgave, hvis de skal matche Jumbo, der med Wout van Aert, Christophe Laporte, Tiesj Benoot og nu også Dylan van Baarle udgør et stadig mere skræmmende kollektiv. Efter et år, hvor den ellers så brølstærke Gianni Vermeersch aldrig fandt sit niveau, stod det klart, at Mathieu van der Poel fremover meget vel kan være alt for alene mod en gul hær i finalerne, og derfor var der brug for flere ryttere, der kan køre finale i de største brostensløb.

Valget på en forstærkning på Søren Kragh, og det er bestemt et ganske godt, men også vovet valg. Vi ved, at danskeren kan være yderst svær at regne med, også fordi han har været ramt af så megen sygdom og så mange skader, men i det seneste forår kørte han også sin bedste klassikersæson nogensinde, selvom det ikke var helt synligt på resultatlisterne. For Kragh selv vil der være en risiko for, at han i nogle situationer skal ofre sig for Van der Poel, men den primære mission med investeringen må være at kunne have flere kort at spille i finalerne, så Jumbos overtal ikke er helt så markant. Det kan utvivlsomt åbne nogle muligheder for Kragh for selv at række ud efter lykken, og det styrker i hvert fald Alpecin og dermed også Van der Poel ganske markant, at man nu fremover kan håbe på at have både kaptajnen samt hans løjtnanter, Kragh og Vermeersch, i finalerne af de store brostensløb.

Til de samme løb henter holdet Robbe Ghys, der mest er kendt for sine evner på banen. Han har bestemt ikke imponeret på landevejen, heller ikke selvom han via et tidligt udbrud slog Remco Evenepoel i kampen om sejren på 1. etape af Belgium Tour sidste år. I 2022 begyndte der imidlertid at være lovende takter, ikke mindst i Belgium Tour, hvor han endte som samlet nr. 11 og som nr. 5 på brostensetapen, ligesom han nåede længere i klassikerne end tidligere. Selvom han skulle fortsætte den pæne udvikling, ligner han sog mest en hjælper, både i brostensløbene og i massesputerne.

I de begivenheder har holdet længe været en magtfaktor, men det kan man slet ikke sige om Ardennerne. Med undtagelse af Amstel Gold Race er det løb, Van der Poel har for vane at skippe, og her har resultaterne været ganske beskedne. Det gør naturligvis ondt på et hold med så stort et fokus på endagsløbene, og den svaghed håber man nu at have løst med erhvervelsen af Quinten Hermans.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Det er et yderstlovende og spændende projekt. Crossrytteren har længe været meget lovende på landevejen, men det helt store gennembrud kom i 2022, hvor han sågar slog Wout van Aert i spurten om 2. pladsen i Liege, ligesom han vandt kongeetapen i Belgium Tour og endte på podiet i WorldTour-løbet i Hamburg efter endnu et opgør med Van Aert. Hans crossbaggrund betyder, at han er en ”ældre” herre på 27 år, men hans udvikling synes slet ikke slut endnu, og han giver i hvert fald holdet en helt ny chance i de kuperede endagsløb, ligesom han vil være et aktiv som etapejæger i mange af de etapeløb, der vil være flere af i den kommende sæson.

I de samme løb kan holdet se frem til Nicola Conci, men det er nu snyd at sige, at han er ny på holdet. De hentede ham nemlig allerede midtvejs i løbet af 2022 efter hele Gazprom-miseren, og selvom han var nødt til officielt at køre for udviklingsholdet, da truppen var fuld, var han reelt en del af det ”rigtige” hold, for hvem han kørte alle sine løb. Det gjorde han endda med stor succes og blandt andet en samlet 6. plads i Slovenien og samlet 3. plads i Arctic Race, hvor han næsten vandt en etape og var så god, at han endda fik en af de eftertragtede pladser på Italiens VM-hold, og med den uhyre lovende udvikling, han har gennemlevet siden skiftet fra Trek, skal han blive spændende at følge. Med sit punch og sin fart bliver han i hvert fald endnu en forstærkning i ardennerløbene.

Alt er dog ikke fryd og gammen. I de samme løb kunne man have ventet sig meget af Sjoerd Bax, der havde lidt svært ved at slå igennem i løbet af året, men sluttede bragende flot af med to sejre, ikke mindst i det stærkt besatte Coppa Agostoni, og fornem kørsel i Luxembourg. De kunne imidlertid ikke forhindre ham i at gribe chancen, da UAE bød sig til, og han vil blive savnet. Det ændrer dog ikke på, at holdets trup til de kuperede endagsløb må anses som markant styrket.

Bax er dog ikke det største tab, heller ikke selvom man tager Merlier ud af ligningen. Det gør utvivlsomt meget ondt, at Jay Vine fik en chance hos UAE, men holdet var alligevel storsindet nok til at lade ham smutte, selvom han fortsat havde et år tilbage af sin kontrakt. Det sker på et tidspunkt, hvor hans vilde kørsel i Vueltaen stadig efterlader os med stor spænding om, hvor stort hans potentiale i bjergene vitterligt er, men det bliver altså ikke hos Alpecin, at han skal fortsætte sin lovende udvikling. Det betyder samtidig, at holdet nu er stort set uden kaptajn i de fleste etapeløb, hvor Conci vil være bedste bud på en klassementsrytter, og det gør et i forvejen lidt ensidigt hold mere endimensionelt, end det allerede var. På den anden side er det forståeligt, at Vine søgte væk fra et hold, der jo ikke kunne give ham megen støtte.

Vine, Merlier og Bax udgør også holdets markante tab. Forsøget på at genrejse Floris De Tiers stagnerede karriere lykkedes aldrig rigtigt, og selvom han viste lidt tegn i marts, er der ikke meget, der tyder på, at han nogensinde vil leve op til det, han viste, da Jumbo i sin tid hentede ham. Holdet siger også farvel til veteranerne Guillaume Van Keirsbulck og Julien Vermote, hvis karrierer de reddede, da det så allersortest ud, og det er ganske forståeligt. Begge har en del erfaring, men de har begge for længst set deres bedste tid. Det samme gælder for Scott Thwaites, som i sin tid på holdet bare var ren hjælper og aldrig indfriede det potentiale, han viste, da han blev nr. 2 i Le Samyn og nr. 10 i Strade Bianche, og helt uden betydning er det, at man siger farvel til mountainbikeren Edward Anderson, hvis fokus slet ikke ligger på landevejen, hvor han stort set ikke var aktiv og ikke lykkedes med at gennemføre ét eneste løb i en løbsfattig 2022-sæson.

Roodhooft-brødrene må således sidde tilbage med en blandet smag. Tabene af Merlier og Vine er ganske betydelige, og begge er så store profiler, at det er svært ikke at sidde tilbage med følelsen af, at de sidder svækkede tilbage. Det gælder i hvert fald i etapeløbene, hvor holdet nu er uden klassementssatsning, og det gælder også i massespurterne, selvom man med Groves og Plowright bestemt har en chance for i hvert fald på sigt at lukke hullet. Til gengæld er holdet markant styrket i Ardennerne, hvor de med Hermans og måske endda Conci bliver en helt ny faktor - trods tabet af Bax - og investeringen i Kragh gør tillige, at de står betydeligt stærkere i brostensløbene, der i kraft af Van der Poel vel må regnes som deres vigtigste prioritet. Det er således gynger og karusseller for Alpecin, der står styrket på nogle områder og svækket på andre, men Roodhooft-brødrene bør have sikret, at belgierne får en fornem debut på WorldTouren med det lidt ensidige fokus på spurter og endagsløb, som de har bevaret.

OPDATERING: Den ovenfor omtalte mulige erhvervelse af Ramon Sinkeldam er kort efter offentliggørelsen af denne analyse blevet bekræftet.