Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi senere indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2023 ventes at udgøre WorldTouren, selvom den endelige bekræftelse på deres licenser først ventes at komme midt i decemver. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag fortsætter vi med AG2R Citroën Team, der endte som nr. 15 på ranglisten i 2022.

Du kan finde holdoptakten til deres 2022-sæson her. Du kan tillige finde en oversigt over alle transferanalyserne, hvor der også gemmer sig en gennemgang af 10 lovende transfers til den kommende sæson.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

BEMÆRK: Holdet har kun offentliggjort 28 ryttere til den kommende sæson og ikke officielt lukket truppen. Det er derfor muligt, at der kommer sene tilføjelser, men det virker usandsynligt. Den endelige transferanalyse vil følge i holdoptakten senere, hvis der skulle komme ændringer.

Ryttere, der bliver på holdet

Clement Berthet, Geoffrey Bouchard, Mikaël Cherel, Benoit Cosnefroy, Stan Dewulf, Felix Gall, Dorian Godon, Jaakko Hänninen, Paul Lapeira, Lawrence Naesen, Oliver Naesen, Ben O’Connor, Aurelien Paret-Peintre, Valentin Paret-Peintre, Nans Peters, Nicolas Prodhomme, Antoine Raugel, Valentin Retailleau, Marc Sarreau, Michael Schär, Damien Touzé, Greg Van Avermaet, Andrea Vendrame, Clement Venturini, Larry Warbasse

Nye ryttere

Alex Baudin (Tudor Pro Cycling Team), Bastien Tronchon (AG2R Citroën U23 Team), Pierre Gautherat (Nyprofessionel)

Ryttere, der forlader holdet

Bob Jungels (BORA-Hansgrohe), Lilian Calmejane (Intermarché-Circus-Wanty), Clement Champoussin (Team Arkea Samsic), Gijs Van Hoecke (Human Powered Health), Anthony Jullien (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

Som hjemmehørende i Alperne har Ag2r som en afgørende identitet haft, at det er et hold med fokus på bjerge og klassementer. Ganske vist har man i holdets unge dage haft en supersprinter i Jaan Kirsipuu, ligesom også Jean-Patrick Nazon vandt flere store cykelløb for holdet, men i de senere år er det kun sekundære sprinter, der har optrådt i det franske hold farver. I stedet har hovedvægten været lagt på klatrere, og det er hele tre gange i 10erne lykkedes at få en mand på podiet i Tour de France, først Jean-Christophe Peraud og Romain Bardet to gange.

På den baggrund var det lidt af en revolution, der skete på det franske hold forud for 2021-sæsonen. Ganske vist var det en del af ambitionen om at give holdet en bredere profil, at man for et par år siden indledte processen med at opbygge en brostenstrup om Oliver Naesen med henblik på tilstedeværelse i løb, hvor man tidligere havde været usynlige, men klassikersatsningen var stadig andenprioritet i forhold til det væsentlige, nemlig at køre særligt Tour de France. Sådan skulle det imidlertid ikke længere være, da mandskabet pludselig i stedet forvandledes til et rigtigt klassikerhold.

Det skyldes ikke, at det er den langsigtede ambition at fortsætte i det spor. Holdet har selv erkendt, at de befinder sig i en overgangsfase, hvor man satser anderledes, mens man genopbygger en trup af klatrere, nu hvor holdets store klassementsnavne alle sagde farvel. Sportsdirektør Julien Jurdie har tidligere talt om, at man regnede med, at Aurelien Paret-Peintre, Clement Champoussin og Jaakko Hänninen måske kan løfte arven videre, men at det vil tage nogen tid. I første omgang skulle det altså være i klassikerne, at resultaterne skulle opnås, og med det formål hentede man store stjerner i form af Greg Van Avermaet og Bob Jungels via et lukrativt sponsorat med Citroën, der pludselig gjorde Vincent Lavenus hold til et af de bedst polstrede.

Paradoksalt nok er det alligevel etapeløbene, der er skyld i, at holdet er kommet hæderligt igennem de sidste sæsoner. Klassikersatsningen er endt som en gedigen fiasko i takt med Van Avermaets og Naesens kraftigt dalende niveau, og i stedet har Ben O’Connor, der blev hentet ind forud for 2021-sæsonen som et wildcard efter nogle sløje sæsoner, vist sig som et regulært kup, der allerede har leveret en etapesejr og en 4. plads i Touren, en 8. plads i Vueltaen, etapesejr i Catalonien og et hav af top 10-placeringer i ugelange etapeløb på WorldTouren, herunder en 3. plads i Dauphiné. I den forstand er den varslede paladsrevolution reelt udeblevet, og holdet ligner faktisk meget sig selv, bare med O’Connor i rollen som holdets store stjerne i stedet for Romain Bardet, der sagde farvel i forbindelse med omstruktureringen.

Fiaskoen i klassikerne kan imidlertid aflæses i ranglisterne. I år endte holdte bare som nr. 15 på UCI-rangliste, hvilket er betydeligt ringere end i 2021, hvor man var helt oppe som nr. 8. Det er mildt sagt ikke imponerende, for skal man tro diverse opgørelser over WorldTour-holdenes budgetter - opgørelser, der i vidt omfang er baseret på skøn - er holdet faktisk det fjerderigeste, kun overgået af Ineos, UAE og Jumbo. Faktisk skulle manager Vincent Lavenu blot have 2 mio. euro færre til rådighed end verdensranglistens nr. 1, Jumbo, der angiveligt har et budget på 25 mio. euro, og i det lys er en placering som verdens 15. bedste hold jo en mindre katastrofe.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

På den baggrund kunne man have troet, at Lavenu ville kaste sig om sig med penge og forstærke holdet markant, men det er slet, slet, slet ikke ske. Tværtimod har den franske manager været lige så forsigtig og påholdende, som han plejer. Ser man bort fra den voldsomme udskiftning, han som nævnt foretog op til 2021-sæsonen, har han i siden 2018 kun hentet 4 eller 5 nye ryttere til et hold, der må være det mandskab på WorldTouren, hvor udskiftningen generelt er mindst. De fleste af de nye ryttere er endda som regel unge nyprofessionelle, oftest fra deres eget U23-hold, suppleret med et enkelt eller to mere etablerede navne, men ganske sjældent store verdensstjerner.

I år har Lavenu imidlertid strammet skruen yderligere. For første gang i holdets historie - og vi taler altså om et hold, der startede helt tilbage i 1992 - har holdet ikke hentet én eneste etableret ny rytter. Kun tre nye navne er der blevet plads til, og de er alle nyprofessionelle.

Det er mildt sagt overraskende. Det er det alene af den grund, at holdet havde en skidt sæson, men det er det også, fordi holdet samtidig lider store tab. Fem ryttere siger farvel, og blandt dem er i hvert fald to navne, som i den grad vil blive savnet.

Det drejer sig om Bob Jungels og Clement Champoussin, hvis exit begge må gøre ondt. For Jungels’ vedkommende skyldes det, at Lavenu tog en chance ved at tilbyde ham en kontrakt på et tidspunkt, hvor luxembourgerens karriere havde kurs mod den totale deroute, men efter at det sidste sommer lykkedes at finde årsagen til miseren, nemlig den forsnævring af en arterie, som har kostet så dyrt for et hav af cykelryttere, lykkedes det endelig i 2022 for Jungels at bevise, hvorfor han længe var regnet som et af sportens største og mest alsidige talenter. Det kan godt være, at resultaterne var relativt få, og at han sluttede sæsonen skidt, men hans etapesejr i Touren, hvor han endda vandt på holdets hjemmebane i Alperne, kan næppe undervurderes i en sæson, hvor holdet havde det svært. På den baggrund forstår man godt, hvis Lavenu betragter det som en smule utaknemmeligt, at Jungels rejser videre, netop som den franske manager stod til at skulle høste frugten af den chance, han tog med luxembourgeren for to år siden.

Hvis Jungels vitterligt er tilbage ved fordums styrke, er det i hvert fald et stort tab - både i klassikerne, hvor han som bekendt tidligere har vundet både et ardennermonument og et brostensløb, i grand tours, hvor han er en glimrende etapejæger, og i ikke alt for svære ugelange løb, hvor hans 6. plads i årets Tour de Suisse bekræftede hans evner. I lyset af holdets nu genskabte identitet som bjerghold vil Jungels derfor i den grad blive savnet.

Det gælder også for Champoussin. Det kan godt være, at vi nok efterhånden kan begynde at tvivle på, om franskmanden vitterligt bliver så god, som det tydede på, da han imponerende så stort i Vueltaen i 2020 og i begyndelsen af 2021, og det kan godt være, at hans 2022-sæson var ganske trist, men han er trods alt stadig kun 24 år og har allerede vundet en bjergetape i Vueltaen. Da holdet i forvejen mangler profiler, må det regnes som et ganske betydeligt tab, at de må sige farvel til et holdets mest lovende talenter.

Sådan havde det også være med Lilian Calmejane i gamle dage. I sin tid var franskmanden, der har vundet etaper i både Touren og Vueltaen, jo en herlig vindermaskine, der er noteret for 12 sejre og et hav af topplaceringer i særligt kuperede endagsløb, men han blev et af de talenter, der hurtigt gik i forfald. Derfor var det allerede tæt på, at holdet undlod at forlænge hans kontrakt sidste år, og det er derfor formentlig Lavenus egen beslutning, at der nu bliver sagt farvel. Det er i hvert fald et tab, man kan leve med.

Det samme gælder tabet af Gijs Van Hoecke, der blev hentet til holdet af sin gode ven Van Avermaet, men som i de seneste år er faldet gevaldigt af på den og ikke synes tæt på fordums styrke. Hans rolle var i forvejen blot at være hjælper, og det tab lever man helt sikkert med. Det samme gælder for unge Anthony Jullien, der kun fik to år til at bevise sit værd, og som er blevet lidt hårdt ramt af at have misset en meget stor del af 2022 med helbredsproblemer. Det var ikke mange chancer, den unge franskmand fik, men da han heller ikke som U23-rytter viste noget specielt stort potentiale, er det omvendt heller ikke svært at forstå, hvorfor Lavenus tålmodighed var kort.

Man må håbe, at det går bedre med de tre nye talenter, han henter til holdet denne gang. For Bastien Tronchons vedkommende er chancen i hvert fald god. Hans juniorresultater var ellers ikke specielt imponerende, og det var heller ikke meget, han nåede at vise i sine halvandet år på U23-scenen, men hans korte tid som stagiaire var ganske imponerende. Mest markant var det naturligvis, at han tog en meget sjælden stagiairesejr i det uhyre stærkt besatte Vuelta a Burgos, men også hans meget offensive kørsel i Tour de Luxembourg, hvor han tillige endte som nr. 15 samlet, og hans flotte kørsel ved U23-VM vidner om, at han er en ganske spændende rytter. Som type kan han fortsat være lidt svær helt at kategorisere, men han har fart og punch og ligner derfor en mand med et betydeligt klassikerpotentiale. Tiden vil vise, om han har mest flair for Ardennerne eller brosten - umiddelbart kunne de flamske klassikere ligne det bedste match - men der er i hvert fald et talent at dyrke på et område, hvor holdet som sagt slet ikke har indfriet de forventninger, de havde, da de hentede Van Avermaet ind som den store stjerne.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Historien er lidt den samme for Pierre Gautherat. En relativt beskeden juniorkarriere blev fulgt op af en kort U23-karriere - i hans tilfælde på blot et halvt år - hvor resultaterne var få, inden han imponerede stort som stagiaire. Han var ikke så iøjnefaldende som Tronchon, men han kom langt i ganske hårde løb som La Polynormande, Primus Classic, Famenne Ardenne Classic og Binche-Chimay-Binche, selvom han havde rolle som hjælper. Det var i hvert fald slet ikke ringe for en fyr på 19 år, der kom næsten direkte fra juniorklassen, men hans meget beskedne resultater gør, at det er meget svært at vurdere, om han har potentiale til at være mere end hjælper. Det er i hvert fald i brostensklassikerne, han har sine drømme, og også i den slags løb, han gjorde det så fint i løbet af dette efterår.

Den sidste nye rytter er lettere end de to halvtunge drenge. Alex Baudin ligner en mand til Ardennerne, og han har allerede brugt sit punch til at vinde en etape og blive samlet nr. 2 i Istarsko Proljece og gentage bedriften i Tour de Bretagne, der regnes som det stærkest besatte 2.2-løb. Også i bjergløbet i Valle d’Aosta vandt han en etape, og han viste, at han også kan forsvare sig hæderligt i de høje bjerge med en samlet 20. plads i Tour de l’Avenir. Også hans resultater er så beskedne, at han næppe er en ny Tadej Pogacar, men de er gode nok til, at han er værd at følge. I første omgang kan han lære af Benoit Cosnefroy, der specialiserer sig i samme type løb.

Holdets forsøg på at gøre sig gældende i endagsløb og ikke kun i bjergene fortsætter således, for alle de tre nye talenter skal primært begå sig på det område. Samtidig lider etapeløbssatsningen et gevaldigt knæk med tabene af Jungels og Champoussin, og Lavenu viser således klart, at han fortsat har ambitioner om at have et hold, der kan gøre sig gældende over hele paletten. Det bliver imidlertid meget svært at forbedre den i forvejen pauvre 2022-sæson, når transferregnskabet tæller et tab af to af holdets bedste ryttere og blot tilgang af tre nyprofessionelle, der næppe laver store resultater lige med det første. Hvor alle de gode Citroën-millioner er blevet af, må stå hen i det uvisse som et af sportens mysterier, men sandt er det i hvert fald, at vi ser et markant svækket Ag2r-hold i den kommende sæson.