Lotto Soudal er et af sportens ældste hold og har i årenes løb forsøgt sig på mange forskellige områder. Som belgisk mandskab har de altid haft en vis forkærlighed for klassikerne, og med Cadel Evans var de endda meget tæt på i 2008 at vinde Tour de France, ligesom også Jurgen Van Den Broeck gav dem en stribe topplaceringer i grand tours. Det mest konstante på holdet har imidlertid været, at de næsten altid har haft en supersprinter, der kunne vinde et hav af sejre, herunder også i Touren. I mange år var det Robbie McEwen, der stod for høsten, og i det seneste lille årti er det André Greipel, der i sine 8 år på holdet scorede ikke færre end 95 sejre, herunder 11 i verdens største cykelløb.

Derfor var holdet også tidligt ude, da de indså, at Greipel nærmede sig sin udløbsdato. Allerede for flere år siden gik de første rygter på, at de havde set sig lune på Caleb Ewan som tyskerens afløser, efter at det stod klart for de fleste, at den lille australier hurtigt ville blive kørt ud på et sidespor på et Mitchelton-hold med stadig stigende fokus på klassementsryttere. I første omgang blev ægteskabet udskudt, men i løbet af 2018 blev det hurtigt klart, at det blot var et spørgsmål om tid, inden en aftale vil blive annonceret. Desværre sørgede den daværende manager Paul De Geyter, der da også røg ud af bagdøren som følge af fadæsen, at afskeden med holdets mest succesrige rytter, Greipel, blev alt andet end køn og varm, men da røgen havde lagt sig, stod holdet tilbage med en tro på, at de kunne fortsætte i deres position som et af verdens førende sprinterhold.

Sådan er det imidlertid langt fra gået. Ewan lagde ellers ud som lyn og torden ved at vinde det indledende gadeløb, der fungerer som opvarmning til Tour Down Under, men i de officielle UCI-løb har det i den grad knebet. Til megen diskussion og debat fik han frataget ”sin” sejr i Tour Down Under som følge af en lidt for hård infight med Jasper Philipsen, og dermed kom han for første gang i mange år fra sit hjemmebaneløb uden en eneste sejr. Først den 27. februar lykkedes det ham at tage sin indtil i dag eneste sejr, da han slog til på Hatta Dam i UAE Tour, men ellers har en indtil nu skuffende sæson kun budt på sekundære placeringer i form af fire 2. pladser, tre 3. pladser og en 4. plads.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Det vil for mange være et fornemt udbytte, men for en sprinter, der skal udfylde Greipels enorme sko, har det ikke megen vægt. I den benhårde sprinterverden er det nemlig kun sejre, og af dem har Ewan ganske enkelt haft for få. Det har allerede nu bragt ham under et enormt pres, og det kan faktisk synes en smule urimeligt. Ewan har nemlig heller ikke gjort det let for sig ved kun at køre WorldTour-løb - i hvert fald hvis man ikke medregner de australske mesterskaber - og faktisk har han været i forrygende form. Således blev han nr. 2 i Cadel Evans Great Ocean Road Race, der ellers tidligere har været alt for hårdt, han kørte flot i sidevinden i Paris-Nice, hvor han med to 2. pladser var meget tæt på sejr, og hans flotte 1. plads blev opnået på den korte, men stejle Hatta Dam og dermed i en afslutning, hvor man kun vinder, hvis man har de gode ben med sig.

Netop det forhold, at det var på 20%-rampen ved den arabiske dæmning, at Ewan tog sin første skalp, er måske meget sigende for den transformation, han har undergået. I sine første år var han kendt for sin forrygende topfart, og særligt i 2017 var han så hurtig, at man med en vis ret kan hævde, at han i Giroen var hurtigste mand, også hurtigere end Fernando Gaviria, der ellers vandt hovedparten af etaperne. Siden begyndelsen af 2018 er det imidlertid i de stigende finaler, han har begået sig bedst, mens han slet ikke har haft den fart, der lynhurtigt bragte ham ind i toppen af sprinterhierarkiet.

Det er nemlig ikke tilfældighed, at Ewans eneste sejr i Tour Down Under i 2018 slet ikke kom i en massespurt, men i den knaldhårde spurt i Stirling, som han ellers altid havde beskrevet som værende alt for hård. I 2018 vandt han faktisk kun to klassiske massespurter, nemlig i de lidt mindre Clasica de Almeria og Tour of Britain, og vi skal helt tilbage til d. 1. august 2017 for at finde hans seneste rigtige spurtsejr på WorldTouren.

I stedet har han udviklet sig til en helt anden og langt mere holdbar type, som han egentlig også var det som U23-rytter, hvor han ikke var langt fra at blive verdensmester på den hårde rute i Firenze i 2013. Således vandt han sidste år feltets spurt om 2. pladsen bag Vincenzo Nibali i Milano-Sanremo, kun et udbrud forhindrede ham i at vinde en meget hård etape i Californien, og som sagt tog han årets første sejr på Hatta Dam, hvor man bestemt ikke kan tale om en klassisk spurt.

Denne uges Tour of Turkey har blot bekræftet transformationen. Ewan har egentlig kørt nogle hæderlige spurter, hvor det først og fremmest har været hans alt for svage tog, der har kostet, men det har også stået klart, at han ikke har haft samme fart som Sam Bennett og Fabio Jakobsen. Til gengæld dokumenterede han med dagens fornemme triumf på bakken op til målet i Bursa, at det er i den type afslutninger, han har sin virkelige styrke, og at det derfor heller ikke var tilfældigt, at hans første store sejr kom på en 5%-bakke i Vueltaen helt tilbage i 2015.

Havde det ikke været for det dumme styrt i onsdags, kunne Ewan måske endda have stået med to etapesejre. I hvert fald viste han sig i dag klart hurtigere end den ellers i starten så suveræne Sam Bennett, der igen i dag måtte lidt ned på jorden igen og indse, at han altså ikke er helt så uovervindelig, som det ellers så ud til på 2. etape, hvor han lignede en mand fra en helt anden planet. En god del af forklaringen skyldtes nu nok det gearproblem, han havde, da han ville træde an, men han var også efterfølgende meget generøs og ærlig i sin ros af den spurt, Ewan havde leveret.

Sejren faldt virkelig på et tørt sted. Løbet her er nemlig Ewans sidste, inden han drager til Italien for at deltage i Giroen, hvor han har planer om at køre de første to uger, hvorefter fokus rettes mod Tour-debuten. Selvom sejren ikke blev taget i den massespurt, han måske havde håbet mest på, betyder det i hvert fald, at han kan se frem til sin næste opgave med bevidstheden om, at han stadig kan vinde på højeste niveau. Og hvis alt flasker sig, får han endnu en skalp, når det på søndag gælder det i denne omgang sidste opgør mellem ham og Bennett i Istanbuls gader.

Det var imidlertid ikke blot Ewans sejr, der må have varmet mange cykelhjerter. Det må Juan Jose Lobatos 2. plads også have gjort, for der er helt sikkert mange, der ærgrer sig over at se, hvordan hans store talent er gået næsten til spilde. Det er svært at glemme, hvordan han i 2013, 2014 og 2015 var nærmest overlegen i puncheurfinaler og blandt andet fik en vis John Degenkolb, der i de år var på toppen af sin karriere, til at ligne en amatør på to etaper i Ruta del Sol i 2015. Siden da har en kombination af personlige problemer og den berømte sovepillesag fra Jumbo-tiden sendt ham på en deroute, og havde det ikke været for Nippos mod, var han formentlig allerede i dag cykelpensionist.

Sådan er det heldigvis ikke gået, og måske kan han stadig finde sit niveau. Sidste år viste han i hvert fald glimt af fordums styrke, da han tog en stor sejr i semiklassikeren Coppa Sabatini, hvor han på målbakken fik skovlen under en vis Sonny Colbrelli, der ikke just er nogen novice i puncheurfinaler. I dag var han der så igen, da han trods en - for Lobato altid forventelig - dårlig position bragede forbi dem alle og var lige ved at tage sin første sejr på WorldTouren siden den store sejr i Stirling ved Tour Down Under i jubelåret 2015.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Faktisk kan Lobato formentlig kun ærgre sig over, at afslutningen ikke var hårdere. Desværre viste den sig som lidt af en fuser og slet ikke nær så selektiv, som det vi så på 2. etape. Faktisk kunne hele top 9 have været den samme på en klassisk sprinteretape, og selvom de fleste af folkene i front var holdbare afsluttere som Ewan, Lobato, Bennett, Simone Consonni, Juan Sebastian Molano, Jon Aberasturi og Enrique Sanz, finder vi også den ganske tunge Fabio Jakobsen på en 5. plads samt det unge stortalent Giovanni Lonardi, der måske nok har potentiale til at vise en vis holdbarhed, men som stadig er helt grøn og uprøvet på WorldTour-niveau.

Derfor gav etapen heller ikke spor af svar på, hvem der kan ventes at køre med om den samlede, og reelt er vi ikke meget klogere, end vi var ved starten i Istanbul for fire dage siden. Klatrere so Scott Davies, Harm Vanhoucke og Yuriy Natarov har tabt tid og kan streges fra listen, men derudover er det kun de små huller fra 2. etape, der afskiller de forventede hovedaktører. Mauro Finetto viste en vis styrke med sit flotte angreb i dag, men han ventes at få det svært på morgendagens regulære bjerg, og derudover er det vel kun Felix Grossschartner, der med sin flotte spurt på 2. etape har skilt sig lidt ud. Remco Evenepoel har ligeledes været meget aktiv i de to stigende finaler og ligner i hvert fald en mand med motivation, også selvom han i dag endte i asfalten i det sidste sving, hvor han dog heldigvis ikke pådrog sig væsentlige skrammer.

Eneste rytter med et minus i bogen må være Raul Alarcon. Den spanske veteran, der forud for løbet lignede et brandvarmt bud på den samlede sejr, styrtede nemlig på 2. etape, og det kan næsten ikke læses som andet end et dårligt tegn, at han i dag endte næsten bagerst i feltet umiddelbart, inden den splittede, hvormed han i den grad gjorde sig sårbar over for et tidstab.

Nu kan gemmelegen imidlertid ikke fortsætte længere. Efter fire dage med sprinterne som hovedaktører er det endelig tid for klassementsrytterne at bekende kulør. I morgen venter nemlig det store opgør på Kartepe-stigningen, der er den måske sværeste i løbets historie, og som nok skal sørge for at skille fårene fra bukkene. Og er de stejle procenter ikke i sig selv nok, vil regn og bidende kulde, som man ellers ikke forbinder med det normalt så solbeskinnede tyrkiske løb, gøre sit til at gøre lørdag til en ganske dramatisk dag.

For Ewan og de andre sprintere venter den eneste dag helt uden for rampelyset, inden den lille australier på søndag på brostensbakken i Istanbul atter får chancen for at vise, at det fremover måske er i eksplosive finaler, at han for alvor kan begå sig.