Der er dem, der mener, at ryttere gerne skal have kniven for struben for at kunne præstere. At lidt ekstra pres er godt til at drive de sidste procent ud af en allerede maksimalt presset krop, og at lidt for meget succes til gengæld kan føre til dovenskab og selvtilfredshed og fjerne den ekstra gnist, der skal til for at vinde cykelløb på højeste niveau.

Tilhængere af den tilgang til at drive et cykelhold vil ikke kunne finde megen opbakning af det Tour of Guangxi, der tirsdag morgen bragte en ende på en lang WorldTour-sæson, som meget symbolsk blev indledt med sejr til 2018-sæsonens mest vindende rytter og hold, da Elia Viviani spurtede sig til Deceuninck-Quick Steps første af i alt 69 sejre i en sæson, hvor de for 117. gange endte øverst på sejrslisten. Det kinesiske cykelløb og ikke mindst den podieceremoni, der rundede den fjernøstlige fest af, blev nemlig et stærkt koncentrat af det, vi har været vidner til i de forgangne ti måneder, i hvert fald hvis man ser på, hvilke hold der tronede på podiet efter 6. etapes massespurt i Guangxi.

Hvis nogen havde forventet, at en nærmest katastrofal sæson havde kunnet anspore Dimension Data og Katusha, de to suverænt mindst succesrige hold på WorldTouren igen i år, til at redde deres sæson med et stort resultat i årets sidste løb, blev de skuffede. Både det sydafrikanske og det schweiziske mandskab var nemlig præcis lige så anonyme, som de har været gennem det meste af sæsonen, hvorfor det også var meget passende, at ingen af de to hold fik bare ét eneste top 10-resultat med hjem fra Kina. Med andre ord gjorde presset fra en svag sæson dem bestemt intet godt, og det kinesiske løb blev dermed en ganske pæn indkapsling af hele året i den forstand, at de færreste opdagede, at de overhovedet var med i løbet.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

På tilsvarende vis ville man bestemt ikke kunne fortænke Deceuninck og Bora i at have brugt turen til Kina som en ekstra ferie, hvor man kunne se tilbage på en lang og succesrig sæson. Det er bare ikke den mentalitet, der præger sportens mest succesrige mandskaber, og derfor var det meget symbolsk, at det var Deceunincks Enric Mas og Boras Pascal Ackermann, der kunne bestige podiet som vindere i sæsonens sidste løb. De to hold ligger nemlig hhv. nr. 1 og 3 på sejrslisterne, kun adskilt af Jumbo på andenpladsen, og derfor var det kun passende, at deres tur på podiet på årets sidste dag kunne betragtes som en hyldest for et gennemført fornemt år.

Hvis endelig man skal pege på noget mærkværdigt i den forestilling, var det, at Deceunincks sidste sejr ikke kom i en massespurt, som den gjorde sidste år, hvor Fabio Jakobsen så smukt rundede året af med at vinde sidste etape i Guangxi. I stedet kom den som samlet triumf i et etapeløb, og det er måske lidt misvisende for et hold, der i år faktisk tidligere kun havde vundet to mindre etapeløb, nemlig Belgium Tour med Remco Evenepoel og Slovakiet Rundt med Yves Lampaert. På den anden side leverede Julian Alaphilippe en af årets mest mindeværdige etapeløbsbedrifter under årets Tour, og når nu det ikke kun ske i Frankrig i sommer, var det måske meget passende, at årets mest succesrige hold fik i hvert fald ét WorldTour-etapeløb på deres lange sejrsliste.

Langt mere passende var det, at Boras sidste sejr kom i en massespurt. Med tre sprintere hver har Deceuninck og Bora nemlig været de to dominerende sprintermandskaber, som det også var tilfældet i 2018. Og hvor belgierne sidste år rundede en sæson, hvor de vandt de fleste spurter, af med Jakobsens sejr, var det meget rammende, at Boras Ackermann sluttede af med at tage den 30. sejr på hans, Sam Bennetts og Peter Sagans liste i et år, hvor det ”kun” lykkedes for Jakobsen, Alvaro Hodeg og Elia Viviani at vinde 25 gange. Symbolikken kunne kun have været endnu tykkere, hvis det også var blevet en duel mellem de to hold, som det var tilfældet sidste år, hvor Jakobsen sejrede foran Ackermann, men den mulighed røg definitivt, da Hodegs styrt i Tour de l’Eurometropole betød, at Deceuninck helt uhørt stillede til start i et sprintervenligt løb helt uden en sprinter.

Det lå ellers ikke på den flade, at Ackermann med sin 13. sejr skulle udligne Bennett og dermed sikre en uafgjort i kampen om at være den mest succesrige Bora-sprinter i en sæson, hvor Sagan med sine chokende få sejre - han vandt blot fire cykelløb, hvoraf det ene var det slovakiske mesterskab! - aldrig var inde i kampen. De seneste dages genfødsel af Fernando Gaviria havde nemlig vist, at der langt fra var nogen garanti for, at Ackermann ville runde sæsonen af med en sidste sejr.

Spurten blev imidlertid en meget god illustration af, hvorfor Ackermann - og i øvrigt også Bennett - har vundet så meget i år. Det var nemlig også meget symbolsk, at det naturligvis var Ackermann, der slap fri af det styrt, der mere end noget andet spillede ind i dagens resultat. Tyskeren har nemlig altid været forrygende i positionskampen, ikke mindst i kraft sin gode støtte fra suveræne Rudiger Selig, og derfor havde jeg da også på forhånd peget på tyskeren som favorit i en spurt, hvor et sent sving med 400 m igen samt muligvis regnvåde veje ville stille større krav til positionering end til den topfart, som i dette løb hidtil har været Gavirias stærkeste våben.

Styrtet kunne ingen naturligvis forudse, men det var forudsigeligt, at Selig og Ackermann ville sidde så godt i sidste sving, at de ville være blandt de forreste. Derfor var det også kun naturligt, at de slap fri af det kaos, der opstod, da Phil Bauhaus skred ud på de regnvåde kinesiske veje og bragte både sig selv og Diego Rosa til fald. Da først styrtet havde elimineret alle andre end de to tyskere, danske Asbjørn Kragh, der helt utilsigtet havde fået et hul i sit forsøg på at føre Max Kanter frem, Juan Sebastian Molano og Timo Roosen, havde Ackermann fået serveret sejren så meget på et sølvfad, at det var en formalitet at gå forbi til en sejr, der nok engang viste, at massespurter handler om meget mere om fart. Og for at sætte en tyk streg under netop betydningen af et godt tog, var det kun passende, at Selig blev nr. 4 - i øvrigt efter at han i samme tekniske finale for 12 måneder siden havde kørt så godt et lead-out, at han var blevet nr. 3 lige bag Ackermann.

På den vis blev afslutningen også en meget passende påmindelse til Gaviria om, at han måske nok i denne uge har genfundet sin gamle fart og i går viste lidt at sine gamle klatreevner, men at hans engang så gode positionering er gået fløjten. Det har den været hele efteråret og for så vidt også i det meste af foråret, og faktisk har det kun været i de løb, hvor han har fået perfekte lead-outs af Simone Consonni eller Alexander Kristoff, at han for alvor har kunnet vise sin klasse. I langt de fleste tilfælde har han været sat ud af spillet allerede inden spurten, som det skete på 2. etape, og det mønster gentog sig igen i dag, hvor en dårlig position i svinget betød, at Bauhaus satte ham ud af spillet, allerede inden han havde haft lejlighed til at vise sin imponerende fart.

Naturligvis kan man håbe, at genforeningen med verdens måske bedste lead-out man, Maximiliano Richeze, kan løse det problem, men i dag blev det åbenbart, at det ikke nødvendigvis er nok i sig selv. For første gang i dette løb viste Juan Sebastian Molano nemlig lidt af de evner, der efter et flot 2018 havde sikret ham en kontrakt med UAE, men præcis ligesom i går havde Gaviria ikke kunnet holde fast i hans baghjul. Og modsat i går, hvor et træt felt og en enkel finale alligevel gav Gaviria mulighed for at tage sejren, måtte Molano denne gang selv tage over, da han efter svinget erfarede, at kaptajnen var væk. Det var lige ved at give en triumf på samme vis, som da han i Colombia 2.1 tog en tidlig sejr på en dag, hvor en syg Gaviria havde givet ham lov til selv at spurte, men denne gang var han oppe mod en af verdens bedste sprintere, der ikke tillod den sidste år så succesrige colombianer at runde en generelt trist sæson af med en stor sejr, der ville kunne have boostet hans selvtillid inden vinterpausen.

Det var imidlertid ikke kun Gaviria, der blev sat ud af spillet. Og egentlig var det meget forventeligt, at Ackermann ville være den eneste ”rigtige” sprintere, der sad godt nok til at undgå et styrt, der skete langt fremme i feltet. Ser man bort fra Matteo Trentin, er Ackermann nemlig den eneste sprinter i dette felt, der ikke har lidt under sin positionering, og derfor kunne man næsten havde sagt sig selv, at mange af de andre hurtige folk ville have det svært i en finale som denne. Eksempelvis var det helt efter bogen, at vinderen af 2. etape, Dan McLay, nok engang måtte sande, at den tårnhøje topfart, han åbenlyst stadig har, aldrig kom til sin ret i en kompliceret afslutning som denne. Og det var heller ikke helt uventet, at unge Max Kanter tabte hjulet, da Kragh skød frem til sidst, for selvom løbet her har givet lidt oprejsning til det i år så uheldige tyske sprintertalent, har det også være klart, at han har noget at lære i positionskampen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Den rytter, man kan føle mest med, er Jakub Mareczko. Den polskfødte italiener er mere end nogen anden kendt for sine ringe positioneringsevner, men lige netop i dag var det faktisk lykkedes ham at bokse sig i god position inden svinget. Alligevel blev han akkurat sat så meget tilbage af en nærkontakt med den væltende Bauhaus, at han mistede de meter, som en ellers god spurt ikke kunne lukke. Derfor blev det kun til en 5. plads på en dag, hvor han ellers havde muligheden for at bevise for CCC, at der stadig er grund til at satse lidt på ham i 2020 efter en 2019-sæson, hvor det ellers har været tydeligt, at skiftet til WorldTouren og et på papiret stærkere hold ikke har kunnet hjælpe ham tilstrækkeligt til at overvinde problemerne i de hektiske finaler.

For Bauhaus blev det også en meget symbolsk afslutning på sæsonen. Den store tysker blev hentet til Bahrain-Merida som en af kaptajnerne og den store sprintersatsning, men løbet her, hvor han har haft en overraskende mangel på fart, har bestemt ikke gjort noget godt for hans selvtillid. Derfor var det meget symptomatisk, at en gennemført skidt sæson, der blot har budt på én officiel UCI-sejr samt en sejr i optaktsgadeløbet til Adriatica Ionica Race endte med endnu et skuffende resultat. Det eneste, han kan glæde sig over, er, at Bahrain-Merida burde bevare tålmodighed en sæson endnu, for der er ikke noget, der tyder på, at den ventede tilgang af Mark Cavendish vil føre til megen ekstra intern konkurrence.

Og så er vi tilbage ved den rammende afslutning på løbet. Naturligvis sørgede Timo Roosen efter et generelt skuffende løb for, at Jumbo-Visma kom fra løbet med en podieplads som afslutning på en sæson, hvor man med stor ret kan hævde, at de har været verdens bedst cykelløb. Og det lykkedes med en samlet 4. plads - og med lidt mere afventende kørsel kunne han formentlig være blevet nr. 2 - for Antwan Tolhoek at vise, hvorfor holdet har været verdens bedste etapeløbshold i år. Og foran ham var også ryttere fra to af de mest succesrige hold i form af Daniel Martinez fra et EF-mandskab, der i år har forvandlet sig selv fra at være et hold, mange nærmest grinede af, til at være et af sportens mest spændende, og Diego Rosa fra Ineos, der måske ikke havde deres bedste sæson, men med en dobbeltsejr i verdens største cykelløb samt sejre i tre ugelange etapeløb på WorldTouren alligevel satte en streg under deres klasse i de største etapeløb.

På rytterfronten forholdt det sig dog lidt anderledes. Her var Ackermann nemlig den eneste af sæsonens mere succesrige ryttere, der spillede en nøglerolle til slut, og som havde bevaret motivationen til at holde formen gående allersidst i sæsonen. Ellers var de dominerende skikkelser faktisk primært ryttere, der brugte løbet i Kina til at redde en ellers trist sæson, uanset om det var Mas, Martinez, Rosa, Tolhoek, McLay, David De La Cruz eller Gaviria. Og løbet blev en påmindelse om, at man ikke nødvendigvis behøver at forlade et hold på dårlig fod, som det eksempelvis skete for Richard Carapaz og Mikel Landa, som slet ikke viste motivation til at sige et flot farvel, for blandt de syv nævnte ryttere, der alle kørte så flot i Gyangxi, er det faktisk kun Martinez, Tolhoek og Gaviria, der ikke skifter hold. Mas, Rosa, De La Cruz og McLay skal alle andetsteds hen, og af dem er det vel kun Mas, for hvem skiftet er helt frivilligt.

Om de så kan finde samme succes hos deres nye arbejdsgivere, Movistar (Mas), Arkea (Rosa og McLay) og UAE (De La Cruz), finder vi ud af i 2020. Den slags er der nemlig ingen garanti for, for ingen af de tre hold har i de senere år haft tradition for at få det bedste ud af deres ryttere, selvom der naturligvis er undtagelser, der bekræfter reglen.

Til gengæld hører det til sjældenhederne, at ryttere fejler hos Deceuninck og Bora, der begge i de seneste år har været to af de mest sejrende og det endda med et hav af forskellige ryttere. Meget symbolsk rundede de sæsonen af med begge at vinde det sidste løb på årets sidste dag, ligesom Deceuninck tog den første sejr på årets første dag. Og hvis man ser på tendensen fra de foregående sæsoner, vil det være dumt at tro, at Patrick Lefeveres og Ralph Denks tropper ikke også vil være toneangivende, når 91 dages cykeltørke langt om længe bringes til ophør med starten på Tour Down Under om d. 21. januar.