Det kan godt være, at 2019 blev året, hvor Marcel Kittel kørte cyklen i garagen, og hvor vi definitivt kunne konstatere, at Mark Cavendish og André Greipel er færdige som topsprintere, men det betyder ikke, at der er blevet mindre trængt i toppen af sprinterscenen. Tværtimod er det påfaldende, hvor mange af de hurtige folk, der kan se tilbage på en ganske god sæson, og særligt bemærkelsesværdigt er det, at alle de store navne kan tage på vinterferie med en tro på, at de i 2020 vil være en af de allerbedste. Hver og en er de nemlig sluttet fremragende af og må starte vintertræningen med et overskud af motivation, som ofte er nøglen til at komme flyvende ind til den kommende sæson.

Vi kan jo starte med manden, der vel stadig regnes som den hurtigste af dem alle, når det alene handler om topfart. Dylan Groenewegen havde ikke sin bedste Tour, men han ender alligevel sæsonen med som den mest vindende med i alt 15 sejre efter et stærkt efterår, der bød på tre etapesejre i Tour of Britain og sejr over Elia Viviani i afslutningsløbet, Tacx Pro Classic. Netop Elia Viviani kan bestemt heller ikke være utilfreds, da hans halvsløje Tour blev fulgt op af en fabelagtig august, hvor han tog Sam Bennetts skalp i RideLondon Classic, tog en atypisk sejr ved EM og slog Caleb Ewan i Hamburg Cyclassics. Det nederlag lever Ewan nok med, for efter hans fabelagtige Tour, der bød på tre etapesejre, blev fulgt op af sejr i årets sidste løb, Brussels Cycling Classic, hvor han fik skovlen under Pascal Ackermann.

Ackermann har til gengæld fulgt sin mageløse grand tour-debut i Giroen op med en forrygende september, hvor han har været helt suveræn i de massespurter, han kørte gennem hele måneden - i virkeligheden også i Bruxelles, hvor han dog fik timet det lidt forkert - mens holdkammeraten Bennett har vundet her, der og alle vegne, kulminerende med en forrygende Vuelta, hvor to etapesejre gik hånd i hånd med fremragende kørsel i hårde finaler. To gange blev han dog slået af Fabio Jakobsen, der fik vist, at han allerede nu kan slå verdens allerbedste på den allerstørste scene, og hans holdkammerat Alvaro Hodeg kan ligeledes tage på ferie med stor fortrøstning, efter at han vandt sine to sidste massespurter i BinckBank Tour og Münsterland Giro, hvor han fik ram på først Bennett og Groenewegen og siden Ackermann. Dertil kommer, at de mere holdbare typer også tankede selvtillid til sidst, Peter Sagan, Matteo Trentin og Alexander Kristoff med fremragende VM-løb og Arnaud Demare med en vigtig og tiltrængt sejr i Slovakiet foran Viviani og Kristoff og ikke mindst med et flot Paris-Tours, som han uden FDJs mange uheld måske kunne have vundet.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Der er dog én, der har manglet. Allerede i analysen efter 1. etape opregnede jeg, hvor svær en sæson det har været for stakkels Fernando Gaviria, hvis endeløse serie af knæproblemer ødelagde en lovende sæsonstart, der førte til etapesejr i Giroen og UAE Tour over nogle af de nævnte sprintergiganter, og førte til en sand lidelseshistorie i en gennemført trist Vuelta. En beskeden 4. plads i Münster på baggrund af en halvtam spurt gav ikke megen grund til optimisme, og han lignede en mand, der var på vej til at blive overset i et måske historisk lovende sprinterfelt, der bestemt ikke mangler arvtagere til de tre giganter, Kittel, Cavendish og Greipel.

Hvis nogen tvivler på, om denne uges Tour of Guangxi har megen sportslig værdi, når det nu er åbenlyst, at mange af rytterne allerede betragter det mere som en halv ferie og spændende oplevelse end et væsentligt mål, skal man imidlertid blot spørge colombianeren eller for den sags skyld Enric Mas, der har kurs mod at redde en katastrofal sæson med en sejr i et WorldTour-løb. Løbet i Kina har på samme vis været en fantastisk vej tilbage på sporet for Gaviria, der i 2017 kom tilbage efter endnu en knæskade og en serie nederlag i Tour of Britain ved at vinde fire etaper foran blandt andre Groenewegen, der forinden havde etableret sig som verdens hurtigste i det års Tour. I år er han så på vej til at gentage det selvtillidsboost, da han i dag fulgte sejren på 1. etape med en langt mere imponerende gevinst på den hårde 5. etape, der sjovt nok var den eneste af 2017-udgavens fem massespurter, han ikke vandt, da han for to år siden fik brudt sin stime af netop Groenewegen.

Måske kunne nogen fristes til at sige, at en ekstra sejr ikke gør den store forskel, når nu Gaviria allerede én gang havde vist, at hans gamle topfart stadig er intakt, da han relativt klart satte Ackermann til vægs på 1. etape. Der er dog enorme forskelle på de to sejre, som gør, at dagens triumf formentlig vægter langt, langt højere end den første, der nok mest af alt var en lettelse, fordi den var den første siden Giroen i maj.

Den første sejr blev nemlig alene opnået i kraft af den tårnhøje topfart, Gaviria altid har haft, og som man egentlig aldrig har betvivlet. Det har til gengæld været svært bekymrende at se, hvordan den engang så holdbare colombianer, der er kørt fra en uhyre slidstærk fyr som Sonny Colbrelli på knaldhårde etaper i Tour de Suisse, blev sat som en af de første på stigningerne i Vueltaen og Tour de Pologne. Og al tanke om, at Gaviria definitivt var tilbage, blev i første omgang gjort til skamme i lørdags, da han højst overraskende blev sat af på en etape, hvor selv tunge folk som Phil Bauhaus og Max Kanter kom med hjem til spurten.

Selvtilliden fik imidlertid et gigantisk boost i dag. Én ting var, at han kom med hjem til en spurt på en dag, hvor feltet til slut gik så meget i stå, at en frontgruppe, der på toppen af sidste stigning var reduceret til færre end 10 mand, til slut var vokset så meget, at kun de allertungeste som Jakub Mareczko og Dan McLay ikke kom med hjem, og så 92 mand var samlet til sidst, det største antal i etapens treårige historie. Nej, det imponerende var, at han sad med meget langt fremme, da feltet eksploderede på den hårdeste stigning.

Naturligvis kunne han ikke være med, da klassementsrytterne rørte på sig. Deceuninck havde ellers lagt løbet så meget i et jerngreb for Enric Mas, at de fik taget lysten fra alle klassementsrytterne, hvorfor vi ikke så de angreb på førertrøjen, som vi så de to foregående år. Alligevel gik Daniel Martinez i offensiven, da Tomasz Marczynski og Guillaume Martin indledte kampen om bjergtrøjen - en trøje, colombianeren også havde blik for. Det måtte Mas naturligvis svare på, og da han på toppen havde kørt trioen ind, var det kun klatreeliten bestående af holdkammeraten Remi Cavagna, Carl Fredrik Hagen, Antwan Tolhoek og den genfødte Ineos-duo bestående af Diego Rosa og David De La Cruz, der kunne hænge på.

Det var heller ikke overraskende, at Gaviria ikke var med, da løbets to vel nok mest klatrestærke sprintere, Matteo Trentin og Davide Ballerini - i hvert fald nu, hvor Ben Swift ikke er i storform - sammen med Martijn Tusveld kort efter fik kontakt. Han var heller ikke med, da en overraskende svag Felix Grossschartner senere kom op sammen med Astana-trioen bestående af en skuffende Davide Villella, Merhawi Kudus og Rodrigo Contreras, kom op. Men da den første større gruppe et øjeblik efter fik lukket lukket hullet, sad han med i et felt, hvor de eneste øvrige sprintere var Ackermann og Swift, der næsten ikke kan regnes som en klassisk afslutter.

Havde det været i gamle dage, havde det været helt forventeligt, men i lyset af præstation på 3. etape var det en gigantisk succes. Faktisk var det vel det første tegn på holdbarhed, siden han i det vindblæste Gent-Wevelgem sad med i den allerførste gruppe, hvor kun de stærkeste var med, eller siden han kørte en ganske fin spurt i Sanremo, hvor sprinterne desværre blev snydt. Og så gør det mindre, at det viste sig at være spildte kræfter på en dag, hvor de fleste sprintere alligevel kom tilbage, for det betyder, at han nu kan tage på ferie med bevidstheden om, at han også kan klatre igen.

Det er dog ikke den eneste grund til optimisme. Gaviria kan nemlig også hente meget inspiration i den spurt, han kørte til sidst. Her viste han nemlig, at han ikke blot kunne overleve, men også afslutte det efter mere end 200 km og en hård finale. Det har ellers tidligere været en svaghed for colombianeren, men i dag var han ganske enkelt i særklasse. Det er svært at huske, at Ackermann tidligere i sin fornemme sæson har fået så gedigne prygl, som han gjorde i dag, men ligesom i torsdags stod det i dag lysende klart, at Gaviria lige nu er den klart hurtigste af to - endda med en sådan afstand, at Ackermann ikke kunne gøre andet end med det samme at række hånden beundrende til sin suveræne overmand.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Sjovt nok blev dagens spurt dermed også en bekræftelse på fortællingen om, at Tour of Guangxi er løbet, hvor Gaviria altid vinder, Ackermann altid bliver nr. 2, og Matteo Trentin altid bliver nr. 3. Dagens sejr var nemlig den 6 af 11 mulige for Gaviria, og fraregner man de to kongeetaper, han naturligt nok ikke har kunnet vinde, har han altså en succesrate på to tredjedele. På tilsvarende vis er Ackermann nu blevet nr. 2 på 6 ud af sine 11 etaper, og fraregner man igen de to kongeetaper, gælder det således for ham også for to ud af tre etaper. Og selvom han sidste år helt slap for 3. pladser, er Trentin nu blevet henvist til podiets nederste trin på fire af årets fem hidtidige etaper!

For Ackermann må det være en bitter piller at sluge. Efter de to skuffende nederlag på de to første etaper fik han selvtilliden tilbage med sin fornemme sejr på 3. etape. Desværre for ham blev den primært grundlagt på god klatring mere end fart, og som sprinter har han naturligvis mest fokus på netop sin fart. Den har i den grad manglet i dette løb, og selvom han åbenlyst er hurtigere end alle andre, har løbet her vist, at han i hvert fald er Gaviria underlegen på nuværende tidspunkt. Det sker endda til trods for, at hans tog har fungeret upåklageligt - helt modsat Gavirias, der har været helt væk, og som svigtede ham på 2. etape - og at hans gode klatring både i dag og i lørdags, viser, at formen er ganske fremragende.

Det er den også for Trentin, som man kun kan tage hatten af for. Et af temaerne i begyndelsen af året var nemlig, hvordan italieneren kørte som en motorcykel allerede i årets første europæiske etapeløb i begyndelsen af februar, hvor han blev hhv. nr. 1, 2 og 3 på de tre etaper, der passede ham. Siden kørte han brølstærkt i yderligere tre spanske etapeløb, i åbningsweekenden, i Paris-Nice, i Milano-Sanremo og de første brostensklassikere samt Amstel Gold Race. Efter en pause var han dominerende i Tour de Suisse, vandt en etape i Touren, var afgørende i at hjælpe Elia Viviani til EM-sejr, vat tæt på at vinde i Bretagne, hvor uheld dog satte ham ud af spillet, kæmpede hårdt med Mathieu van der Poel om sejren i Tour of Britain, vandt Trofeo Matteotti og kom så tæt på VM-titlen, som man overhovedet kan. Og gudhjælpemig om manden ikke har kunnet overvinde skuffelsen i et omfang, så han også kan køre brølstærkt i årets sidste etapeløb i sidste halvdel af oktober. Det kan man da kalde en sæson, der vil noget!

Det lykkedes dog ikke at vinde den etape, hvor han højst overraskende slog Ackermann sidste år. Mitchelton havde ellers gjort deres bedste med en klatresvag trup, der havde forsøgt at gøre det hårdt undervejs, og da Martinez gik i angreb, fik han det, som han ville, da han pludselig befandt sig i en gruppe af klassementsryttere. Problemet var bare, at Ineos, Lotto og Deceuninck, som alle sad med to mand, ikke havde skyggen af interesse i at arbejde, og da først Ackermann og Gaviria var tilbage i feltet, var der ikke meget at stille op for italieneren, der desværre igen måtte sande, at han altså ikke kan matche Gaviria og Ackermann på ren topfart.

Det kunne dog måske være gået anderledes, hvis Astanas klassementsryttere ikke havde haft en offday. Davide Ballerini, der ellers så ud til at fuldende et trist efterår med en skuffende præstation i Kina, efter at han højst overraskende faldt fra i lørdags, hvor hans hold endte med at køre så stærkt, at deres egen kaptajn var en af de få sprintere, som faldt fra. Sådan gik det ikke i dag, da Ballerini rejste sig ved at følge Trentin på stigningen, men da de fik kontakt med de bedste igen kort efter toppen, måtte han spejde langt efter sine holdkammerater. Hverken Davide Villella eller Merhawi Kudus havde nemlig kunnet følge med, og da de endelig fik kontakt sammen med deres genfødte holdkammerat Rodrigo Contreras, så Astana pludselig sad med fire ud af ca. 15 mand, var det for sent. Selvom Contreras, Villella og Kudus alle stormede til fronten for at sætte fart, kunne de ikke forhindre Gavirias og Ackermanns comeback, og da først de var oppe igen, kunne de lige så godt stoppe forceringen - en beslutning, der ført til den massive regruppering. Og dermed endte en ellers lovende præstation af Ballerini med en gigantisk skuffelse, da han totalt fejlede i spurten og end ikke kom i top 10.

På alle måder bekræftede spurten ellers billedet fra de foregående dage. Phil Bauhaus måtte nok engang sande, at mens hans holdbarhed har været overraskende, er han lige nu slet ikke i nærheden af at kunne matche Gaviria og Ackermann i spurterne. Max Kanter har kørt lovende efter et svært år, men han mangler stadig for meget til at være med i front. John Degenkolb er stadig en skygge af sig selv i spurterne, som han har været hele efteråret, og derfor er det helt uforståeligt, at holdet heller ikke i dag kørte for Matteo Moschetti, der ellers viste lovende takter ved at komme med de bedste hjem. Og Timo Roosen må igen sande, at han altså mere er puncheur end sprinter på flad vej.

Andre fik lidt oprejsning efter et svært løb. Det gjaldt især for Timothy Dupont, hvis stærke efterår ellers har fået en kedelig afslutning, der i den grad har været plaget af træthed ovenpå et hårdt program. Og Swift, der ellers så ud til at have trukket stikket efter et skuffende hjemmebane-VM, fik vist lidt af sine klatreevner ved at sidde med i Ackermann-gruppen på stigningen og slutte af med en fin spurt på en etape, der ellers var for let for ham.

For Mas var der til gengæld ingen problemer. Spanieren viste sin overlegen styrke, da han lethed lukkede hullet til Martinez, Martin og Marczynski, og da Deceuninck samtidig spillede med musklerne og viste deres kollektive styrke, ikke mindst med en uhyre imponerende og klatrestærk Cavagna, var hans trøje aldrig i fare. Dermed er han nu blot én dag fra at runde en trist sæson af med sin første store etapeløbssejr og dermed et ordentligt selvtillidsboost inden det, der ligner en stor revanche i 2020.

På den facon er han i præcis samme som Gaviria, der også kommer hjem fra Kina med en noget mere rank ryg, end da han satte sig i flyveren for en uges tid siden. Og med de bøllebank, han i dag gav Ackermann i frisk erindring, samt udsigten til et tog, der i næste års Tour formentlig vil tælle Alexander Kristoff, som i UAE Tour viste sig eminent i rollen som lead-out man, samt den suveræne Maximiliano Richeze, ser alt nu pludselig ud til at være så meget på skinner, at det ikke skulle undre, om Gaviria kunne ende som den mest vindende sprinter i næste års Tour.

Så hurtigt kan det nemlig vinde i cykelsporten. Nu kan 2020 i hvert fald bare komme an for den genfødte colombianske supersprinter.