Kan I huske sidste efterår? Det var dengang, Matteo Trentin gik fra at være en solid rytter på et stærkt Quick-Step-mandskab, hvor han hovedsageligt var henvist til rollen som lead-out man i spurterne eller andenviolin i klassikerne til pludselig at være et altædende monster, der klart satte sig på titlen som efterårets mest succesfulde rytter.

Det var der ellers ikke meget, der tydede på efter Touren. Hans position på holdet betød nemlig, at han nok havde vundet etaper i både Touren og Giroen, men det hørte til sjældenhederne, at han fik mulighed for at jagte personlig succes. Det var nu heller ikke ubegrundet, at han først og fremmest måtte agere hjælper, for han manglede topfarten til at blande sig i de store spurter og styrken til i klassikerne at sidde med, når der for alvor blev åbnet op.

Det ændrede sig imidlertid i løbet af nogle magiske måneder i august, september og oktober, hvor Trentin var her, der og alle vegne. En sjælden chance for at agere førstesprinter blev i et historisk svagt sprinterfelt i Vueltaen omsat til hele tre etapesejre, hvoraf den ene kom fra et udbrud i knaldhårdt terræn, og senere fortsatte han med at sikre sig en 4. plads ved VM. Også Søren Kragh fik ørerne i Trentin-maskinen, da han fik kærligheden af føle mod den italienske supermand i Paris-Tours, hvor han sejrede for anden gang, denne gang foran danskere, og helt absurd blev det i Primus Classic, hvor han på en ret nem rute kørte fra alt og alle og endda satte Jempy Drucker på en lille bro. Endnu mere kunne det endda være blevet til, hvis ikke Trentins overlegne styrke fik ham til at spille så meget med musklerne i Binchi-Chimay-Binche, at han smed en ellers sikker sejr væk til Jasper De Buyst.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

De mange resultater burde naturligvis have glædet Quick-Step-manager Patrick Lefevere, men allermest tilfreds var nok i virkeligheden Matt White hos Mitchelton-Scott. Australieren havde nemlig alle inden den gyldne drømmeperiode hentet Trentin til det australske hold med det mål, at han i 2018 skulle give holdet det, de hidtil havde manglet på brostenene, hvor man trods Mathew Haymans choksejr i Paris-Roubaix altid har været et sekundært hold. Trentins ubegrænsede succes betød, at det med ét gik fra at være en spændende nyerhvervelse til at være et decideret guldfund, der formentlig var sikret til en helt anden pris, end det havde været tilfældet, hvis kontrakten var blevet underskrevet sidst i oktober.

Desværre blev den første sæson i australsk tjeneste aldrig det, Trentin og White havde håbet på. Allerede i januar gik det galt, da et træningsstyrt efterlod ham med brækkede ribben og en lang kamp for at finde formen i tide frem mod klassikerne. Det lykkedes aldrig, for selvom Trentin var solid, var han slet ikke samme rytter som i de jubelstunder sidste efterår. Helt galt fik det i Paris-Roubaix, hvor et slemt styrt med et brud i ryggen som konsekvens betød, at han også kunne skyde en hvid pind efter Amstel Gold Race og Tour de France.

Trentin gjorde herefter EM og Vueltaen til de nye mål, og da han på en regnvåd dag i Glasgow iført den italienske landsholdtrøje sikrede sig titlen som Europas bedste, så det ud til, at han havde kurs direkte mod en gentagelse af sidste års store efterår. Det skulle imidlertid i Spanien vise sig, at en overraskende svag Trentin fortsat var en skygge af sig selv, og da han endelig fandt benene i den sidste uge, var holdkammeraten Simon Yates i så god en position i front for løbet, at europamesteren måtte se sig reduceret til en rolle som trækdyr forrest i feltet. Her viste han imidlertid i løbets døende dage så gode ben, at det lå i kortene, at han ville blive en faktor i sæsonens sidste løb.

Det har han da også været, men desværre har Mitcheltons løbsprogram ikke just været en gave for en fyr som ham. Således skippede de alle de nordeuropæiske løb, og i hjemlandet Italien var det kun GP Beghelli, der i rækken af efterårsklassikere kunne tiltale en fyr som ham. Her angreb han da også i et væk på de sidste stigninger og bekræftede derved sin gode form, men i sidste ende var løbet for let for iatlieneren.

Heldigvis tjener denne uges Tour of Guangxi især et formål. For mange ryttere, der har haft en skidt sæson, er det nemlig en chance for på falderebet at kunne sikre sig lidt moral og succes at tage med sig ind i den mærke vinter. Det var da også med den mission, at Trentin drog mod Fjernøsten, men desværre var den sprintervenlige rute heller ikke her just en gave til en mand, der skal bruge betydeligt flere stigninger for at kunne gøre sig gældende.

De første etaper blev da også en udstilling af, at Trentin selv ikke med sin nuværende superform er blot u nærheden af at kunne matche feltets mere rene sprintertyper. Gang på gang har han fået et fremragende lead-out af det stærke tog med Roger Kluge og Luka Mezgec, men hver eneste gang har han måtte se sig klart overspurtet af hurtigere folk.

Reelt var der derfor kun én chance. Dagens mere end 200 km lange maraton med et par sene stigninger skulle endda afvikles i forfærdeligt regnvejr, og det gav Trentin et begrundet håb om, at det ville kunne lade sig gøre at komme af med de tunge folk inden finalen. Skulle han vinde en etape, var lørdag dagen at slå til.

Det kendetegner klasseryttere, at de kender deres besøgelsestid, og da Trentin efter en hektisk reduceret massespurt kunne krydse stregen som første mand, havde han vist, at han er netop det. Den silende regn, stigningerne og tågen på de regnvåde nedkørsler havde gjort det af med især Dylan Groenewegen og Fabio Jakobsen, og i spurten kunne han atter lukrere på et fremragende lead-out fra Mezgec. Selvom han igen var oppe mod den på papiret hurtigere Pascal Ackermann, var styrkeforholdet langt mere jævnt efter så svær en etape, hvor Trentin endda havde været med i den gruppe på færre end 20 mand, der havde udskilt sig efter sidste stigning, og selvom Ackermann og mange andre efterfølgende kom tilbage, havde Trentin den friskhed, der gjorde det muligt for ham endelig at tage sin første sejr som Mitchelton-Scott-rytter.

Sejrens betydning kan næppe overvurderes. Det er ikke svært at forestille sig, at Trentin kunne have imødeset en svær vinter, hvis ikke det var lykkedes ham at betale sit hold tilbage for tilliden med en sejr. Når man bliver givet så stor en chance for at have fuld opbakning i alle sine favoritløb, kan det slide på selvtilliden ikke at slå til. Tour of Guangxi er måske ikke Flandern Rundt, men det forhold, at han kan drage på ferie med bevidstheden om, at han stadig kan slå mange af de bedste giver en berettiget tro på, at Trentin måske næste år kan genfinde drømmebenene fra 2017, hvad der trods alt aldrig lykkedes i år trods den stærke sæsonafslutning.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Særligt tilfredsstillende må det være, at han denne gang fik ram på kometen Ackermann. Al logik siger ellers, at den tyske mester burde være sin italienske rival overlegen i en spurt, men denne gang måtte han overraskende se sig slået. Sammenstødet med Mezgec, der forårsagede det store styrt, har formentlig kostet ham det momentum, han skulle bruge, og når den første skuffelse, har han al mulig grund til at se tilbage på dagens resultat med optimisme. Ackermann var nemlig modsat sine største sprinterrivaler i stand til at klare stigningerne, og det bekræfter blot, hvad vi allerede så i Dauphiné og Polen tidligere i år. Det er ikke kun som sprinter, at han i år har fået sit store gennembrud, han har også vist en holdbarhed, der giver ham langt brede perspektiver. Godt nok blev han slået i dag, men fremover bliver Ackermann en drabelig herre også på hårde dage med flade finaler.

Det er en rolle, Arnaud Demare som klassikerspecialist allerede har, og derfor var det da heller ikke helt overraskende, at den franske stjerne sad med feltet hjem i den kinesiske regn. Ganske vist har man kunnet stille spørgsmålstegn ved form og motivation, men dagens præstation bekræfter, at det var sandt, når FDJ insisterede på, at de faktisk er kommet til Kina for at jagte resultater. Desværre var Demare det store offer i det grimme styrt til sidst, og selvom det i skrivende stund er uklart, om han har slået sig, er det formentlig nok i disse stunder, at han fortryder den sene beslutning om alligevel at rejse øst på. Forhåbentlig for det ikke konsekvenser for forberedelserne frem mod næste års klassikere, der ser ud til at blive det helt stor mål i 2019.

Her vil han skulle op mod Jasper Stuyven, der i dag ligesom Trentin udnyttede den eneste klassikeragtige etape til at få lidt med hjem fra Guangxi. Som skrevet i gårsdagens optakt var det især ham og Trentin, der havde en interesse i et hårdt løb, og ligesom sin italienske rival kunne han i den grad glæde sig over, at regnen gjorde det hele mere selektivt. Normalt er heller ikke han god nok til at blande sig i flade spurter på så højt et niveau, men efter 210 km i regnvejr og med et par stigninger er det hele bare lidt anderledes. Det gav Stuyven en fin tredjeplads som afslutning på et generelt fremragende efterår, hvor han i den grad har skabt store forventninger frem mod næste års klassikere.

Det var da også de holdbare sprintere, der dominerede toppen af resultatlisten. Carlos Barbero, der som skrevet i går havde vist så fremragende form i GP Beghelli, hvor han vandt feltets spurt, satte sammen med Ackermann sine holdkammerater frem for at forhindre Groenewegen og Jakobsen i at komme tilbage efter stigningen. Den mission lykkedes, og i sidste ende blev Barbero, der slet ikke er hurtig nok til at begår sig som WorldTour-sprinter, belønnet med en 4. plads, hvad der må være et af de bedste resultater på højeste niveau. Også Clement Venturini bekræftede den gode form, der også blev fremhævet i gårsdagens optakt og er generelt sluttet flot af i Kina, ligesom Lawrence Naesen med sin anden top 5 til slut har vendt et skadesplaget 2018 til noget positivt og vist, at han fortsat har fortjent at få en chance for at gå i bror Olivers ellers meget store fodspor.

Det var ikke overraskende, at Groenewegen og Jakobsen kom til kort. Som skrevet i går var der al mulig grund til at tro, at de to ikke alt for holdbare folk ville blive sat på stigningerne, og at der ligesom sidste år måtte en jagt til for at bringe dem tilbage. Den mission fik Bora og Movistar effektivt spoleret, og de må derfor begge atter indse, at der er ting at arbejde med, hvis de skal udvikle en alsidighed, der gør dem konkurrencedygtige også i hårdere løb.

Det burde dagens sensation, Max Walscheid, slet ikke være. Den store tysker er blandt feltets allertungeste og plejer at falde fra på selv den mindst motorvejsbro. Derfor var det en mindre sensation, at han i dag overlevede stigningerne og endda havde en chance for at ende som en meget usandsynlig vinder af etapen. Det blev i sidste ende spoleret af styrtet, men betydningen af dagens præstation kan næppe overvurderes. Det har allerede siden sejren i sidevindsløbet i Münster været klart, at Vueltaen har bragt Walscheid til et helt nyt niveau, og det bekræftede han i den grad i dag. Det skal blive meget interessant at se, hvad han kan drive det til i det kommende år, hvor han umiddelbart med Phil Bauhaus’ exit kan se frem til sammen med Michael Matthews at være den ledende sprinter på Sunweb.

For Gianni Moscon og Sky endte det hele ganske fredsommeligt. Briterne måtte ganske vist arbejde stenhårdt hele dagen for at hente det meget potente udbrud med Tony Martin, Ryan Mullen, Silvan Dillier og Pascal Eenkhorn, men det klarede de til UG med kryds og slange. Da det stærke Astana-mandskab måske mere af pligt end af overbevisning om succes angreb på stigningerne, svarede den italienske kaptajn let igen og havde i den lille gruppe på toppen også fortsat selskab af sin stærke hjælper, Eddie DunBAR. Efter regrupperingen spurtede han sig endda til en 7. plads, og dermed har han nu taget det næstvigtigste skridt i jagten på karrierens første samlede sejr i et WorldTour-etapeløb, og det er vist kun Indurains berømte kat, der i morgen kan forhindre ham i at gøre arbejdet færdigt.

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er lagt op til et godt show. Sidste år vandt Fernando Gaviria fire af de fem massespurter, men i år har vi i de fire første spurtopgør haft fire forskellige vindere. I morgen venter en etape, der minder om dagens, men er betydeligt nemmere, og al logik tilsiger, at de hurtige folk igen skal i aktion. Måske er der atter en af dem, der kan redde sin sæson ved at sejre i allersidste øjeblik. Trentin kan i hvert fald berette om, hvor stor forskel det gør at kunne tage på ferie med en frisk sejr i bagagen.