Forud for et løb som Tour Down Under, der er årets første for langt hovedparten af feltet, er der altid en hel række historier, som bliver interessante at følge under løbet. I år har spørgsmålene ligeledes været mange. Vil den aldrende Richie Porte stadig være lige så god, som han plejer, efter et 2019, hvor man fik indtryk af, at alderen var begyndt at trykke? Vil Daryl Impey være i stand til at sikre sig et historisk hattrick på en rute, der giver meget få gaver til hans ryttertype? Og hvordan vil det interne hierarki mellem løbets tre supersprintere, Caleb Ewan og Elia Viviani, være, nu hvor to af de tre hurtige folk har fået ny arbejdsgiver?

I løbet af de første to dage har det været sidstnævnte, der har fået mest opmærksomhed. De første to etaper har nemlig med hver deres karakter været for hurtige afsluttere, og selvom de har været vidt forskellige, har de begge haft appel til de tre hurtige i årets felt. De har da også alle tre spillet hovedroller i begge afslutninger, og vi kan allerede nu drage de første små konklusioner i det sprinteropgør, der bliver en væsentlig historie gennem hele 2020.

Efter to dage står der 1-1 mellem Bennett og Ewan, mens stakkels Viviani allerede med det samme har mærket, at lykken sjældent smiler til folk, der har forladt Quick-Step. Efter to mindre gode spurter i først gadeløbet i Adelaide og siden på 1. etape kan europamesteren nemlig være på vej hjem som følge af dagens store styrt, som har efterladt den hurtige italiener med så mange knubs og så ømt et knæ, at hans videre deltagelse ført afgøres torsdag morgen inden 3. etape.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Helt omvendt forholder sig det for Bennett og Ewan, der med hver én sejr - Ewan har endda to, hvis vi tæller gadeløbet med - har fået en start, de ikke kunne have ønsket sig med bedre. Og netop fordi de to indtil nu har været løbets hovedpersoner med sejre i to vidt forskellige etaper, er det svært ikke at falde hen over, hvor mange ligheder der er mellem to ryttere, der begge aspirerer til titlen som verdens mest succesrige sprinter.

I en vis forstand er de nemlig begge blevet sprintere på trods, for i starten af deres respektive karrierer var de i virkeligheden mere end bare det. Bennett fik således sit store gennembrud ved at vinde en af de hårdeste etaper i Tour of Britain på en vanskelig bakke i finalen, mens Ewan blev nr. 4 ved et af de hårdeste VM i nyere tid på den svære rundstrækning i Firenze. Naturligvis vandt de begge også massespurter i stort omfang, for Ewan var totalt dominerende gennem hele U23-tiden, mens Bennett i en meget ung alder slog en stor del af verdenseliten på den helt flade supersprint på Doha Corniche på sidste etape i Tour of Qatar, men det lå i kortene, at massespurter blot skulle være en del af et bredtfavnende repertoire.

Sådan gik det imidlertid ikke. Overgangen fra U23-scenen til den professionelle var nemlig svært for dem begge. Det var ikke vanskeligt i spurterne, hvor de begge fik succes med det samme, men den holdbarhed, de havde haft i de unges kategori, var helt fraværende i de store løb. Begge fik de ry for at være skrøbelige typer, der måske nok var lynhurtige, men som ikke havde meget modstandsdygtighed på bakkerne.

Modsat klatretyper som Tadej Pogacar og Remco Evenepoel, der med det samme har haft holdbarhed også i den tunge kategori, har deres ryttertype åbenbart brug for mere tilvænning, før det fulde omfang af deres talent kan åbenbares. Det kræver mange kilometer i benene og gerne et par gennemførte grand tours, før den modstandsdygtighed, der tidligere var en afgørende force, også kan betragtes som et våben i de største løb på kalenderen. Derfor måtte Ewan og Bennett begge i deres første år leve med en tilværelse som helt rene sprintere, hvor de begge havde stor succes, men hvor det var svært at forstå det fulde omfang af deres potentiale.

Det begynder vi imidlertid at gøre nu, og selvom den fire år ældre Bennett har været noget langsommere til at modnes end Ewan, som allerede synes at nærme sig sin fulde modenhed i en alder af 25, har de haft et nærmest parallelt karriereforløb. Efter årene som ren sprinter har de begge i de senere år gjort sig gældende i langt vanskeligere finaler. For Ewan kom 2. pladsen i Milano-Sanremo i 2018 som lidt af en øjenåbner, efter at han kort forinden havde taget en for ham selv meget overraskende sejr på den Stirling-etape, som også blev kørt i nat, og sidste år etablerede han sig med sejre på Hatta Dam i UAE Tour og i stigende spurter flere gange i løbet af sæsonen som en specialist i knaldhårde puncheuragtige finaler. Det samme gjorde Bennett, der var uhyre overlegen i forbindelse med etapesejre i blandt andet Tyrkiet og Vueltaen. Alt sammen kom den nye slags sejre, samtidig med at de nåede deres måske højeste niveau nogensinde i de klassiske massespurter, hvor Bennett gennem hele sæsonen måske var den allerbedste, og hvor Ewan efter en lidt svær sæsonstart i Touren pludselig foldede sig ud som den supersprinter, han ellers en kort overgang ikke længere syntes at være.

Den alsidighed har Ewan stillet til fuld skue i denne uge. I søndags vandt han den mest rene form for sprinterløb, man kan forestille sig, med en opvisning i fart, som han sjældent tidligere har leveret. I nat viste han så, at den fart ikke er kommet på bekostning af hans holdbarhed, for selvom han denne gang har trænet mindre intenst frem mod en australsk sommer, som i år er knap så vigtig i en meget lang og krævende sæson, gentog han i overlegen stil 2018-sejren i Stirling.

Er man i tvivl om, hvor langt Ewan er kommet i de seneste to år, skal man blot sammenligne de to sejre. Mens han i 2018 chokerede sig selv ved at krydse stregen først efter en kraftpræsentation, han ikke troede mulig, var han i nat ganske enkelt i særklasse. Selvom Mitchelton-Scott satte Daryl Impey op på smukkeste vis og Bennett fik endnu et forrygende lead-out af en tilsyneladende uhyre formstærk Michael Mørkøv, var der aldrig tvivl om etapens udfald, da først Ewan åbnede for gassen. Med det punch, der også gav ham sejr på den meget stejlere rampe til Hatta Dam og i en puncheurfinale i Tyrkiet og ikke mindst sikre en 2. plads på den dramatiske Giro-etape til Frascati, hvor en snu Richard Carapaz dog snød ham for sejren, viste en efter eget udsagn formsvag Ewan igen, at han nu tilhører den absolutte verdenselite i denne type afslutninger, og at hans udvikling stadig er så voldsom, at han formentlig fortsat vil kunne begå sig i stadig vanskeligere finaler.

Anderledes forholdt det sig for Bennett. Da ireren åbnede for gassen efter Mørkøvs eminente forarbejde, var der nemlig allerede stod der nemlig allerede så meget mælkesyre ud af de trætte irske stænger, at han med det samme må sætte sig ned og krydse fingrene for, at bonussekunderne ville falde sådan ud, at han alligevel kunne forsvare førertrøjen. Det lykkedes ikke, da det desværre for ham var Ewan, som slog til og med sin bedre placering på 1. etape end Bennetts på 2. etape kunne overtage den okkerfarvede trikot.

Man skal imidlertid ikke tage dagens etape som udtryk for, at Ewan er en bedre puncheur end Bennett. Snarere er det en afspejling af forskellen på en rytter, der har trænet i den australske sommer, og en rytter, der kommer fra den europæiske vinter. Bennett var da også hurtig til at pege ud, at finalen passede ham glimrende, hvis han havde haft sin sommerform, men med januarben blev det som frygtet i gårsdagens opakt en anelse for meget. Til gengæld skal man blot gense sidste års Toledo-etape fra Vueltaen for at forstå, hvor skræmmende stærk en formstærk Bennett er i også langt vanskeligere finaler.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

I den forstand gjorde Bennett præcis, som Mitchelton-Scott og den forsvarende vinder, Impey, havde håbet. De havde nemlig satset alt på, at et hårdt tempo fra et fornemt tog med Jack Bauer, Luke Durbridge og til slut den uhyre formstærke Lucas Hamilton og Cameron Meyer kunne slide sprinterne så meget ned, at sydafrikaneren efter to 2. pladser endelig kunne vinde i Stirling. Det hårde tempo satte Bennetts syreproduktion så kraftigt på overarbejde, at han knækkede, men desværre viste deres gamle holdkammerat, Ewan, sig som deres onde ånd, da han for anden gang i træk henviste Impey til 2. pladsen i Stirling og dermed stjal fire bonussekunder, som meget vel kan blive helt afgørende, når regnskabet gøres op på søndag.

Netop fordi Impey havde understreget etapens vigtighed i hans kamp for den samlede sejr, kan man undre sig over Mitcheltons passivitet. Både Ewan og Richie Porte sagde efter etapen, at det havde været en relativt let dag, og det var da også længe et stort spørgsmål, hvorfor Mitchelton ikke udnyttede terrænet til at lægge pres på, som Movistar tidligere har gjort med stor effekt på samme etape. Alene det forhold, at den stadig ikke alt for holdbare Jasper Philipsen kunne bekræfte sit store potentiale med en overraskende og meget flot 4. plads, viser, at etapen ikke havde haft den ønskede vanskelighed. Og hvordan skulle den også det, når man lod Deceuninck-Quick Step kontrollere den ensomme Laurens De Vreese igennem det meste af finalen?

Selvom Impey ikke kan være helt utilfreds med et udbytte på i alt 9 bonussekunder efter to dage, må holdet alligevel spørge sig om, hvorvidt taktikken var den rette. Impey viste nemlig nok engang, at formen er lige så god som antaget, men i direkte kamp på fart mod Ewan vil han altid komme til kort. Og endnu mere ærgerligt blev beslutningen i lyset af det drama, der udspillede sig i finalen. Den lette etape betød nemlig, at det var et friskt og nervøst felt, der kæmpede så hårdt om positionerne til sidst, at Mitchelton-Scott mistede deres tostrengede taktik, efter at Simon Yates blev sendt i asfalten og sandsynligvis ud af løbet med et gabende stort sår på knæet, som i morgen tidlig formentlig vil betyde, at han bliver på bussen. Heldigvis har holdet stadig Hamilton som en option, hvis terrænet bliver for hårdt for Impey, men chancerne for Mitchelton-succes er med ét blevet meget mindre, for Yates, der angiveligt var i glimrende form, lignede den måske værste trussel mod Porte, hvis klatrerne som forventet ender med at afgøre løbet på årets hårdere rute.

En tilsvarende blandet smag i munden må man have hos Cofidis. På den ene side mistede man muligvis Viviani, men på den anden side bekræftede Nathan Haas, der ellers havde et helt igennem horribelt 2019 den fornemmelse, jeg allerede omtalte i går, om, at han har haft godt af et holdskifte. I hvert fald lignede han atter den rytter, der tidligere er blevet nr. 4 i dette løb, ved at spurte sig til en solid 3. plads og dermed bringe summen af vundne bonussekunder op på 5. Om han også kan begå sig på årets meget hårde rute, har vi til gode at se, men Haas ligner lige nu en mand, der kan bruge løbet her til at rejse sig selv.

Det kan Fabio Felline også. En fin 5. plads står ikke helt mål med det, man i gamle dage kunne forvente, men det er endnu et vidnesbyrd om, at den hurtige italiener langsomt nærmer sig det niveau, en lang sygdomsperiode stjal fra ham. I det hele taget var det en fin dag for Astana, hvis kaptajn Luis Leon Sanchez også bekræftede sin altid forrygende form tidligt på sæsonen. Til gengæld kunne den tidligere vinder af etapen Diego Ulissi nok have håbet på mere, men som jeg allerede påpegede i går, har den hurtige italiener nu i flere år ikke haft sin gamle fart i denne slags ”hurtige” finaler. Det har til gengæld den uhyre lovende og alsidige Andrea Vendrame, der med sin 6. plads sendte et første signal om, at han har kurs mod at blive en af sæsonens åbenbaringer, ligesom Timo Roosen nok engang bekræftede, at han har flair for disse stigende finaler, som han også har vist det i Canada og på Hatta Dam.

Desværre blev etapens hovedtema først og fremmest det store styrt, som sendte hele fire store navne ud af kampen om sejren. Yates er i teorien stadig i spil, men det virker som sagt usandsynligt, at han fortsætter. Værre gik det for Ben Hermans, der meldtes i storform, men som nu er på vej til Europa med en brækket skulder og et brækket kraveben, der holder ham immobil i to måneder. Rafael Valls gjorde endnu engang krav på titlen som feltets mest uheldige rytter, da han for 117. gang blev sendt til tælling efter et styrt, netop som han efter et par år som hjælper endelig havde en stor chance for at køre som kaptajn. Og Romain Bardet røg egentlig ikke selv i asfalten, men kunne se sine sejrschancer gå op i røg, da en defekt cykel efter et sammenstød kostede ham mere end 2 minutter og dermed gav ham en sæsonstart, som den i 2019 så nødlidende franskmand bestemt ikke havde håbet på.

Listen over tabere er endda endnu større. Jay McCarthy skulle ligesom Impey og Haas gerne have haft bonussekunder, hvis han skal have en chance på denne hårde rute, men trods fornemt Bora-arbejde blev han fanget i styrtet, så han missede muligheden for at spurte. De to bonussekunder, han samlede op i den sidste indlagte spurt, hvor langsomme George Bennett på chokerende vis også fik sig et enkelt, kan heldigvis bløde lidt op på skuffelsen. Richie Porte røg selv i asfalten, men slap heldigvis uden væsentlige knubs.

Dermed blev en dag, hvor det var bonussekunder og små huller, som skulle gøre forskelle i klassementet, pludselig den måske allermest dramatiske. Listen over mulige vinderkandidater er i hvert fald blevet kraftigt reduceret allerede inden den første af de to afgørende etaper. Det kunne måske alt sammen være undgået, hvis Mitchelton havde gjort etapen hårdere, og nu står de med et betydeligt svækket hold, selvom Impey altså med sine seks bonussekunder er kommet ganske fint fra start.

Deres passive taktik var til gengæld en lille gave til en tidligere holdkammerat. Ewan fik nok engang vist, at der skal lægges pres på, hvis han skal gøres ukampdygtig i denne slags finaler. I januar kunne det lade sig gøre at få bugt med Bennett, men det er nok værd at notere sig, at man generelt skal lægge nogle kræfter i, hvis man vil neutralisere både den irske og den australske supersprinter. De er nemlig to alen af ét stykke alsidigt supertalent, hvis fulde potentiale vi næppe helt har forstået endnu.