Jeg var næppe den eneste, der i nat måtte kaste et ekstra blik på kalenderen for lige at tjekke, at vi altså rent faktisk gik ind i 2019 for et par uger siden. Når man kiggede på skærmen og de begivenheder, der udfoldede sig på den anden side af jordkloden på Willunga Hill kunne man ellers meget let forledes til at ro, at det stadig var 2018, for det var meget svært ikke at få en følelse af deja-vu, da årets første WorldTour-løb for første gang på spektakulær vis afsluttedes med den traditionsrige kongeetape. Ikke blot var forløbet næsten identisk med det, vi var vidner til for 12 måneder siden, også udkommet var stort set det samme, selvom den endelige sejrsmargin denne gang var betydeligt større.

Allerede på forhånd var da også lagt op til en vis form for gentagelse. Scenariet var nemlig næsten identisk med det, der var gældende sidste år, da først uheldige Patrick Bevin som forventet ved den første passage af stigningen måtte overgive sig til smerterne og lade alle drømme om en uventet samlet sejr flyve med den øvrige del af det stadig mindre felt mod toppen uden ham. Sidste års vinder Daryl Impey havde med klog kørsel sikret sig et solidt forspring på denne gang 19 sekunder ned til Willungas ukronede konge, Richie Porte, og nu udestod blot spørgsmålet om, hvorvidt den klejne australier på bakken med sin sjette sejr i træk kunne vinde tilstrækkeligt med tid til at detronisere sydafrikaneren.

Ligesom sidste år lykkedes det ikke. Porte gjorde ellers alt, hvad han kunne, da han som sædvanligt angreb præcis samme sted som tidligere, og trods knivskarp modstand fra navne som Wout Poels og Michael Woods samt en benhård modvind, der var hans måske værste fjende, kunne ingen forhindre ham i at cementere sin status som suveræn hersker af den sydlige halvkugles måske mest berømte cykelstigning. Nøjagtigt som for 12 måneder siden kørte Impey imidlertid lige så meget med hovedet som med sit ellers store fighterhjerte, og med klog og afmålt kørsel efterfulgt af en heroisk spurt på den fladere del nær toppen lykkedes det ham at forsvare sin virtuelle førsteplads, denne gang med en ganske betydelig margin på hele 13 sekunder.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Umiddelbart kan det ligne en fiasko, at Porte nu for fjerde gang i træk må se sig henvist til 2. pladsen i et løb, hvor han altså trods sejr på kongeetapen hele seks gange kun én gang har tronet øverst på podiet. Der er imidlertid al mulig grund til at kippe med flaget for den lille australier, for hans præstation i nat var intet mindre end sublim og hans måske hidtil flotteste i løbet. Denne gang havde han nemlig alle odds mod sig, og at han alligevel kunne sejre i så suveræn stil var ganske enkelt verdensklasse.

Det var nu lidt ham selv, der gjorde forholdene vanskelige. Han sov nemlig ganske markant, da Sky leverede et taktisk mesterstykke ved efter den meget formstærke Dylan Van Baarles flotte føringsarbejde at sende Kenny Elissonde i offensiven som den perfekte mellemstation for Wout Poels. Det burde Porte nok have set som et varsel om hollænderens snarlige angreb, men alligevel lod han sig totalt overrumple, da Sky-kaptajnen uden videre besvær fløj op til sin holdkammerat og efterlod Porte i en svær situation i et felt, hvor farten med ét forsvandt, da Sky-rytterne forsvandt fra fronten.

Der sad Porte nu ganske alene omgivet af fjender, der alle kiggede på ham, og modsat på BMC, hvor han altid havde Rohan Dennis ved sin side, var han denne gang ganske alene. Hans Trek-mandskab faldt nemlig helt igennem og gav blot ny næring til den ildevarslende formodning om, at manglen på opbakning i bjergene kan blive en af Portes helt store akilleshæle i år. Heldigvis for ham tog Sunweb kortvarigt et overraskende initiativ, da Jai Hindley gik til fronten for den overraskende stærke Chris Hamilton, men det var klart, at det ikke var det tyske hold, der ville kunne holde Poels i snor.

Derfor var der kun ét at gøre for Porte, der efterfølgende indrømmede, at han faktisk troede, at sejren var ved at fordufte. Han måtte selv træde i karakter, og det var ikke let i en modvind, der ville være gøre det næsten umuligt på de trods alt begrænsede procenter at komme af med sine værste rivaler. I første omgang svarede Michael Woods, Chris Hamilton, George Bennett og Domenico Pozzovivo da også prompte på hans angreb, men hurtigt stod det klart, at Porte ikke blot var bedst. Han var ganske enkelt i særklasse, og selvom han altså skulle kæmpe mod vejrguderne, der gjorde alt for at bremse ham, faldt først Bennett og Pozzovivo, så måtte Hamilton slippe, og til sidst måtte selv Woods, der på forhånd lignede hans værste rival, give fortabt.

Den største udfordring ventede imidlertid fortsat, for hvordan i alverden skulle han få ram på Poels, når han allerede havde brugt sit bedste skud til at lukke hullet og slide Woods og co. op? På utrolig vis havde Porte imidlertid et ekstra kick, som end ikke Poels, der som bekendt er en af verdens allerbedste puncheurs kunne svare på, og selvom det mod slutningen blev helt tydeligt, at syrebadet var tæt på at få det hele til at eksplodere, og at målstregen ikke skulle være kommet mange meter senere, lykkedes det Porte at fuldføre mesterstykket og vinde etapen igen.

Præstation rakte ganske vist ikke til den samlede sejr, men alligevel er der al mulig grund til, at Porte tager sig en ekstra øl, når det hele i aften skal fejres. Efter et mareridtsagtigt efterår viser nattens magtdemonstration, at han i den grad er tilbage ved fuld styrke, og at der absolut ingen grund er til at tro, at vi ikke vil se en Porte fuldt på højde med det, vi kender fra hans bedste år, hvor han i perioder har været altædende i de ugelange etapeløb. Der er måske nok megen grund til at blive bekymret over et langt fra imponerende hold, der med folk som Jarlinson Pantano og Peter Stetina var helt ude af stand til at støtte ham på de australske stigninger, men når det kommer til kaptajnen selv, er der absolut ingen grund til at ligge søvnløs om natten.

Det er der bestemt heller ikke i Mitchelton-Scott-lejren, der med Impeys sejr vandt deres store hjemmebaneløb for femte gang i holdets blot ottende år. Impey blev endda den første til at vinde løbet to gange i træk - en præstation, som løbets mangeårige hersker, Simon Gerrans, end ikke magtede at levere - og det kan vel egentlig betegnes som en mindre sensation. Da den hensygnende Gerrans efter fiaskoen i 2017 definitivt forlod holdet sidste år, så det nemlig temmelig sort for hjemmebaneholdet, der da også for 12 måneder siden indrømmede, at spurtsejre med Caleb Ewan var hovedmålet og klassementet blot en eftertanke, som Impey nok fik frihed til at forfølge, men som næppe ville udmønte sig i sejr.

Nu står sydafrikaneren imidlertid med hele to triumfer, og selvom man måske med nogen ret kan hævde, at det ikke havde været tilfældet, hvis ikke Bevin havde været så slemt uheldig, kan man kun lette på hatten for sydafrikaneren, der til fulde har udnyttet den lomme af frihed, han kan finde på et hold, der ellers i stigende grad er stramt bygget op om Yates-brødrene og Esteban Chaves. I årets første måneder kan han udnytte det formoverskud, han kan opbygge i varmen på den sydafrikanske hjemmebane, til i et løb, der er som skræddersyet til en puncheurtype som ham, til at forfølge personlige muligheder, og den rolle kan bestemt ikke undervurderes på et hold, for hvem den australske sommer næsten er lige så vigtig som de største klassikere. At han så sidste år senere måtte indse, at niveauet fortsat ikke helt rækker til at opnå det samme på den store scene i Europa, kan han nok leve med, for her har han fundet en metier, der giver masser af bonus og er højst værdsat.

Sejren er samtidig fuldt fortjent. Mitchelton-Scott gjorde nemlig alt rigtigt undervejs ved at forfølge de muligheder, der var for en hurtig herre som Impey undervejs. Det skete først ved at kontrollere finalen på 3. etape, hvor de første bonussekunder kom i banken, siden ved at gribe den uforudsigelige 4. etape klogt og køligt an, så det hele kunne udmønte sig i en etapesejr, og endelig i går ved at kontrollere feltet på en halv etape for at sikre sig fem bonussekunder, der endda i sidste ende endte som ren flødeskum i den ganske suveræne sejr.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Det hele kulminerede så med Impeys forrygende forsvar i nat, hvor han aldrig gik i panik, da Porte angreb, men i stedet kørte klogt og holdt sit eget tempo. Det var imidlertid ikke blot hans egen fortjeneste, for der skal uddeles en særlig ros til det australske supertalent Lucas Hamilton, der i denne uge endelig har fået det gennembrud på højeste niveau, som udeblev sidste år. Den unge australier har ganske enkelt været forrygende i de seneste dage, hvor han først spillede en nøglerolle i forbindelse med Impeys sejr på 4. etape, og i nat var sublim, da han pacede Impey mod toppen i den hektiske slutfase, inden kaptajnen selv tog over, da det fladede ud nær toppen. Faktisk var Hamilton så sublim, at kun Impey, Luis Leon Sanchez og Rohan Dennis kunne følge ham, og han gled uden problemer forbi Pozzovivo, Bennett og navnebroderen Chris Hamilton, der alle betalte en dyr pris for deres forsøg på at følge Porte.

Glæd jer! Der er al mulig grund til at holde øje med Hamilton i den kommende sæson.

Mens Impey og Porte kunne juble, var der lidt skuffelse af spore hos Poels. Han måtte nemlig akkurat gå glip af sejren, men der er nu ingen skam i at se sig slået af Porte på en stigning, hvor han har vist sig ganske usårlig. Tværtimod er der grund til at rose Sky for den fornemme kollektive indsats de leverede på en dag, hvor Van Baarle og Elissonde satte et hårdt tempo ved begge passager af stigningen, og hvor deres taktiske mesterstykke var meget tæt på at tage Porte på sengen. Samtidig viste Poels selv betydelig styrke, og selvom det altså ikke rakte til sejr, er der al mulig grund til at tro på stærk kørsel fra hollænderen i årets første måneder, hvor han næsten altid er flyvende. Nu må vi så håbe, at han denne gang kan undgå skader, så vi endelig kan se ham i topform i Ardennerne om et par måneder.

Her må man også håbe, at Woods er klar igen og kommet sig over skuffelsen. Nattens etape var nemlig som en kold spand vand i hovedet på canadieren, der ikke havde lagt skjul på, at han havde store ambitioner i det australske løb. Faktisk har han nærmest i interviews været ved at koge over af entusiasme, og det var også helt tydeligt, at han virkelig troede på, at han ville kunne få skovlen under Porte i nat. Da først Kongen åbnede på, måtte Woods imidlertid indse, at han fortsat mangler lidt for at matche australieren, i hvert fald på denne form for stigninger. Canadieren var ganske vist stærkeste mand på Höll-stigningen ved VM, men det er kun, når procenterne er betydeligt værre, at han for alvor kan folde sig ud. Det kunne han ikke i nat.

Det samme var tilfældet for George Bennett, der var nattens anden skuffelse. Han måtte nemlig næsten med det samme give fortabt i forsøget på at matche Porte og således indse, at hans punch fortsat lader en del tilbage at ønske. Senere betalte han prisen for at ligge alene i modvinden sammen med Domenico Pozzovivo, der desværre aldrig højeste niveau efter at være styrtet slemt i dagene op til løbet, og ligesom Woods endte hans forsøg på at følge Porte således med at sende ham ned på en samlet placering, der slet ikke afspejler den styrke, han ellers har vist i løbet.

Bennett har nemlig været en af de stærkeste, og han er ikke alene om at have imponeret. Også Luis Leon Sanchez har været en fornøjelse at følge, og den stærke spanier har med offensiv og klog kørsel vist, at Astana skal prise sig lykkelige for at have en mand, der har gjort de tidlige måneder til sit speciale. I nat holdt han sig klogt til Impey, der med sin statur minder meget om Astana-kaptajnen, og det indbragte ham en samlet 4. plads, der er et godt afsæt for det kasakhiske mandskabs forsøg på at følge op på sidste års overraskende flotte sæson. Nu venter en sand maratonkalender med et hav af spanske løb efterfulgt af Paris-Nice, og vi kan med sikkerhed se frem til at høre en del til Sanchez i hvert igennem hele februar.

En positiv overraskelse var Rohan Dennis, der rejste sig efter den halvpinlige debut i regnbuetrøjen ved de australske mesterskaber. Allerede på 4. etape stod det klart, at tempokongen var bedre end ventet, og det bekræftede han med ganske sublim kørsel i nat, hvor han ifølge eget udsagn overraskede sig selv ved at sikre sig en samlet 5. plads. Det er blot endnu et vidnesbyrd om han evner i ugelange etapeløb og endnu en påmindelse om, hvorfor det er så ærgerligt, at han ikke satser på netop de løb i stedet for det lidt håbløse grand tour-projekt.

Også Chris Hamilton har været en sand fornøjelse at følge i denne uge, hvor han både på 4. og 6. etape har været næsten på højde med de allerbedste. Efter to meget skuffende år på højeste niveau er vi endelig blevet mindet om, hvor flot han kørte inden den professionelle debut, og man kan derfor håbe, at han også kan fortsætte de takter i Europa. Ligeledes er der grund til atter at rose løbets sensation, sprinteren Ryan Gibbons, der med en 12. plads på Willunga kun var 3 sekunder fra at sikre sig en utrolig placering i top 10, hvor det ellers var ventet, at det var den igen skuffende Tom-Jelte Slagter, der skulle have været fremme for Dimension Data. Og endelig må man nikke anerkendende til Dries Devenyns, der ligesom Impey har gjort disse tidlige løb til lidt af et speciale og har fundet en niche, hvor han kan få lidt plads på det ellers så stærke Deceuninck-mandskab, der mest benytter ham som luksushjælper.

Den rolle skal han snart finde ind i igen, for efter det indledende løb i Australien er sæsonen for alvor i gang. Den australske sommer byder fortsat på Cadel Evans Great Ocean Road Race og Herald Sun Tour, og snart går det også løs i Sydamerika med løb i Argentina og Colombia. Når startskuddene om knap to uger lyder på Mallorca indledes serien af europæiske forberedelsesløb også, ligesom cirkusset hurtigt drager til Mellemøsten også. Alt sammen er det opbygning til den belgiske åbningsweekend, Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der for alvor skyder de store løb i gang.

Læs også

Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv

Til den tid er mange af denne uges hovedpersoner, herunder særligt Impey, måske tilbage i en hjælperrolle, men det lever sydafrikaneren nok med. I Tour Down Under har han nemlig fundet recepten på succes, og den forstår han at udnytte til fulde. Her handler det om at sprinte bedre end klatrerne, og at klatre bedre end sprinterne.

Det gjorde Gerrans tidligere, og det gør Impey nu. Man kan være nok så stærk på stigningerne, men i Australien er selv den flotteste magtdemonstration langt fra altid nok. Det har Porte nu måttet sande fem gange på seks år!