DELTAG I SÆSONSPILLET MED KAPTAJN

DELTAG I SÆSONSPILLET UDEN KAPTAJN

Sidste efterår var Sylvan Adams næppe den sjoveste mand at omgås. Den canadisk-israelske rigmand, der over mange år var lykkedes med at bringe sig cykelprojekt, Israel-Premier Tech-mandskabet, hele vejen op på sportens øverste niveau måtte nemlig sande, at selvsamme projekt var ved at blive det første offer for sportens nye nedrykningssystem. Efter bare tre sæsoner på WorldTouren endte hans hold nemlig som et af de to små, da regnskabet over den treårige periode fra 2020 til 2022 skulle gøres op, og de første nedrykkere skulle udpeges.

Det behagede bestemt ikke canadieren at se sit projekt måske ikke falde fra hinanden, men i hvert fald få et ordentligt skud for boven. Der blev både truet med retssager og kastet sig om sig med mindre pæne ord om UCI, og den coronaramte 2020-sæson blev forsøgt indhentet som en undskyldning for, at UCI skulle droppe deres planer om at sende holdet ned på sportens næsthøjeste niveau. Der var imidlertid ingen kære mor, og da Adams og hans mandskab tog hul på 2023-sæsonen, var det ikke længere som WorldTour-hold, men som ProTeam.

Læs også

Vingegaard får hjælp fra ny løjtnant i sæsonens første mål

Man kan med nogen ret hævde, at Adams selv bærer ansvaret for holdets triste skæbne. Det er i hvert fald ikke uden grund, at hans mandskab har været kendt som cykelsportens plejehjem, for holdet er i den grad gået imod strømmen. I en tid, hvor det ekstreme fokus på unge talenter kan synes en smule overdrevet - men dog ganske forståeligt, når man ser, hvordan der opfostres det ene vidunderbarn efter det andet - har Adams med sin hang til at give kontrakter til stjerner i deres karrieres efterår i hvert fald kørt en helt anden stil end det store flertal.

Problemet er bare, at det ikke just har været nogen succes. Satsningen på Chris Froome er selvfølgelig det mest indlysende eksempel, men det vil også være synd at sige, at André Greipel, Daniel Navarro, Daryl Impey, Alessandro De Marchi, Giacomo Nizzolo eller Jakob Fuglsang har opnået nogen opblomstring eller genrejsning, efter at de skiftede til holdet. Ja, faktisk er der vel kun to veteransatsninger, der kan betegnes som en succes, nemlig Michael Woods, der har leveret ganske mange store resultater for holdet, og Simon Clarke, der fik kastet en livline, da hans karriere så ud til at være ovre og senere bidrog med holdets første etapesejr i Touren.

I det lys er det svært at bebrejde andre for holdets nedrykning, og Adams droppede da også at gøre alvor af sine trusler om retssager. I stedet har han sat sig for at bringe holdet tilbage til WorldTouren så hurtigt som muligt, hvilket altså vil sige, når næste nedrykningscyklus er slut efter 2025-sæsonen. Skal det lykkes, skal der point på kontoen, og i den sammenhæng er holdet heldigvis kommet fornemt fra start. Da regnskabet efter den første af de tre sæsoner blev gjort op, var Adams’ tropper placeret som nr. 16. Afstanden til den forkerte side af nedrykningsstregen var endda næsten 3000 point, og selvom det bestemt ikke er nogen garanti for overlevelse, er det bestemt betryggende, at de allerede efter år 1 ligger foran hele fire WorldTour-hold, nemlig Ag2r og DSM, der dog ikke er langt efter, samt Arkea og Astana, der begge er isoleret bekymrende langt fra den frygtede nedrykningsstreg.

Det er naturligvis Woods, der har bidraget med de fleste af de eftertragtede point, og også den uhyre lovende Corbin Strong og sidste års Giro-sensation, Derek Gee, har spædet godt til. Det har Stephen Williams ikke for alvor - i hvert fald ikke endnu - men skulle det lykkes for Adams og co. at vende tilbage til WorldTouren og små to år, er det bestemt ikke tænkeligt, at den ranglede brite er en af hovedforklaringerne på, at Projekt Oprykning lykkedes med det samme.

Noget tyder nemlig på, at der landede en gave på Adams’ bord ved juletid sidste år. Det var dengang Jerome Pineaus B&B-hold kollapsede på det værst tænkelige tidspunkt, nemlig i begyndelsen af december, hvor langt de fleste hold har færdiggjort deres trup til den efterfølgende sæson og i øvrigt allerede er på vej på den første træningslejr. Det sagde sig selv, at det store flertal af Pineaus ryttere ikke ville have skyggen af chance for at finde en ny kontrakt, og det store flertal endte da også med at give op.

En af de få, der lykkedes med at redde karrieren, var Williams, der blev samlet op af Adams - formentlig til en noget billigere penge, end hvis man havde skrevet kontrakten under mere normale omstændigheder. Det kan ikke undre spor, at han lykkedes med at finde et nyt hold. Ja, faktisk kan det undre, at Bahrain overhovedet lod ham gå, når man ser på den stadig mere bekymrende tilstand, det arabiske hold befinder sig i - ikke mindst efter den seneste transferkampagne, som har efterladt holdet markant svækket tilbage. Det kan også undre, at han var endt hos et ProTeam og ikke hos et af de store WorldTour-hold.

Williams har nemlig siden U23-tiden lignet et af de større talenter, men måske var der alligevel hold, der var bange for at skrive kontrakt. Det er i hvert svært på stående fod at komme i tanker om mange andre, der har haft en tilsvarende ærgerlig start på karrieren. Skader betød, at han igennem sine første to år som professionel hos Bahrain knap kørte cykelløb, og når han endelig gjorde, var han på et bekymrende lavt niveau. Først i 2021 tillod kroppen ham at køre løb med en vis regularitet, men det var slet ingen succes. Det bekymrende lave niveau fortsatte, og man kunne bestemt godt forstå det, hvis Bahrain var ved at miste tålmodigheden.

Men så var der pludselig hul igennem. I efteråret vandt han ganske ud af det blå pludselig CRO Race samlet. Det er måske ikke verdens største cykelløb, men når man så, hvordan han satte selveste Simon Yates på plads på løbets kongeetape, må der være faldet en sten fra hjertet hos mange. Her så vi nemlig, at skaderne måske nok have skjult, men ikke dræbt hans enorme potentiale, og når han kunne køre fra en Vuelta-vinder, var der måske alligevel en lys fremtid foran ham.

Det var der i den grad. Et halvt år senere havde han vundet sin første WorldTour-sejr, da han ganske sensationelt spurtede sig til sejr på 1. etape af Tour de Suisse, men desværre var det også det eneste opmuntrende i hans 2022-sæson. Den lærte os nemlig, at Williams måske nok havde et højt topniveau, men i alt for store perioder var niveauet stadig bekymrende lavt. Det lærte Adams også på den kedelige måde. Der var i hvert fald ikke meget, der tydede på en julegave, da Williams satte sig på cyklen for sin nye arbejdsgiver. Igennem hele sæsonens første halvdel var niveauet om muligt endnu mere bekymrende end tidligere - måske med udtalt i holdets ekstremt succesfulde Giro, hvor alle var ved at falde på halen over navne som Gee og Marco Frigo, mens Williams tilbragte det meste af løbet i gruppettoen.

Læs også

Van der Poel sætter potentiel dato på karrierestop

Men det italienske løb gjorde tilsyneladende et eller andet. Da han få uger senere startede i Occitanie, spillede han pludselig en nøglerolle i Woods’ succesrige titelforsvar, og siden dengang har han været som forvandlet. Efter sin sommerpause kørte han med Andrea Bagioli på den sværeste etape i Vallonien, hvor den lette rute ikke passede ham, og kort efter satte han endelig den første større pointhøst ind på Adams’ konto, da han tog den samlede sejr i Arctic Race. Og selvom han akkurat ikke kunne følge Carlos Rodriguez - hvad der ikke er nogen skam - og endte med at blive hentet af feltet, viste han også i England, at det fortabte supertalent i en alder af 27 endelig er ved at blive til det, vi drømte om.

Men kunne det fortsætte ind i 2024? En vinterpause plejer at betyde, at Williams atter falder ned i et af de store huller, der forvandler niveauet fra tårnhøjt til bekymrende lavt. Den lektie fik i hvert fald mig til at give ham sølle én stjerne, da jeg skulle rangere favoritterne til årets første WorldTour-løb, Tour Down Under. Men heldigvis var det kun mig, der fik en elendig start på sæsonen ved at ramme pilskævt i mit vinderbud på løbets samlede sejrherre, for Williams løb minsandten med det hele, da regnskabet efter seks intense dage blev gjort op.

Dermed satte han samtidig en solid pointhøst ind på Adams’ konto, og fortsætter han i samme takt, kommer holdet næppe i problemer i forhold til oprykningen. Det er i hvert fald ikke mange, der på mindre end et halvt år vinder både et ProSeries- og et WorldTour-etapeløb, og pludselig står det klart, at det vitterligt nok var en julegave, der landede på Adams’ bord for et års tid siden. Man kan nemlig nu håbe, at den stærke sæsonstart er udtryk for, at niveauet endelig er stabilt højt, og er det tilfældet, vil pointene vælte ind. Det siger nemlig enormt meget om forskellen på Williams’ top- og bundniveau, at han igennem sin efterhånden halvlange karriere kun er sluttet i top 10 i tre etapeløb. Dem har han til gengæld alle sammen vundet…

Der blev bestemt heller ikke givet gaver, da det australske løb i nat fandt sin afgørelse. Den hårdeste weekend i løbets historie betød nemlig, at alt fortsat var i spil, da løbet tog hul på sin sidste etape, som for anden gang i historien bød på en afslutning på Mount Lofty. Det er ganske vist ikke Australiens sværeste stigning, men som vi så ved debuten i 2023, kan den sagtens gøre forskelle, og da etapen samtidig bød på et hav af de bonussekunder, der så ofte har afgjort det australske løb, og da hurtige folk som Jhonatan Narvaez og Julian Alaphilippe stadig havde sejren inden for rækkevidde, havde Williams fået kam til sit hår i sit forsøg på at hjemføre karrierens største sejr.

Han fik dog en tidlig gave. Ineos og Soudal droppede ganske overraskende helt at gå efter bonussekunderne i de indlagte spurter. Det gjorde arbejdet betydeligt lettere, for nu ville en etapesejr til Narvaez i en finale, der passede ham som fod i hose, ikke længere være nok til at detronisere Williams, hvis blot briten kunne ende som nr. 2, og Alaphilippe kunne ikke længere vinde løbet alene i kraft af bonus.

Alligevel så det kortvarigt ud til, at det skulle ende galt for Williams. Da Ineos’ benhårde arbejde for at sætte en Narvaez-sejr i scene var færdiggjort, og holdet havde fået en hjælpende hånd fra Chris Harper, der skulle sætte Simon Yates i scene til en genrejsning på den etape, han vandt for et år siden, var der nemlig ingen spor af Williams, da kometen Isaac Del Toro på den stejleste del af Mount Lofty fik løbet til at eksplodere, og kun Narvaez og sensationen Laurence Pithie kunne svare.

Det blev der imidlertid hurtigt rådet bod. Williams havde vel blikket stift rettet mod Oscar Onley, der startede etapen i samme tid som den førende brite, men da det stod klart, at DSM-briten slet ikke havde samme ben som i går, var Williams tilbage i front på nul komma fem. Og da det slutteligt endte i en tremandsspurt efter endnu en forcering fra ustoppelige Del Toro, var Williams risikovillig og kølig nok til at åbne en lang spurt, der i teorien kunne have kostet ham den samlede sejr, hvis både Narvaez og Del Toro var kommet forbi. Det skete imidlertid slet ikke, og efter en finale, hvor han efterlod et uhyre overbevisende indtryk af kontrol og styrke, kunne Williams krone karrierens største sejr med etapesejr og et indiskutabelt bevis på, at løbets stærkeste mand også endte øverst på podiet.

Det var naturligvis mest bittert for Narvaez, men heldigvis fik det ikke konsekvenser, at Ineos havde foretaget det tvivlsomme valg at lade de indlagte spurter sejle. Det havde været pokkers bittert for den lille ecuadorianer at tabe løbet med det sølle sekund, han ville have manglet, hvis han havde vundet den spurt foran Williams. Det ville man ellers normalt have forventet af den yderst spurthurtige Narvaez, men denne gang blev han måske nok snydt en anelse af Williams’ lange spurt og antrit. Samtidig må vi også sande, at den sejr i Schweiz altså ikke var så sensationel, som det så ud. Dengang havde vi ikke set meget til hans spurtstyrke, men det har vi i den grad gjort det seneste halve år - og Williams er altså bare pokkers hurtig, når han kan slå Narvaez.

Heldigvis kan Narvaez glæde sig over noget andet. Han har udviklet sig positivt igennem efterhånden mange sæsoner, og det skridt, hans syntes at have taget i den sidste del af 2023, hvor han vandt samlet i Østrig og kørt et flot, men uheldigt VM, er måske blevet til to skridt i 2024. Det finder vi ud af, når det gælder brostensklassikerne, hvor han har imponeret stort i nu flere sæsoner, men desværre ofte er løbet tør for gas i de store løb eller er blevet sat ud af spillet af styrt og skader. I det lys kan man frygte, at han igen måske er i form en anelse for tidligt, men spændende bliver det i hvert fald, når han gør fælles front med Ben Turner og måske også Magnus Sheffield, selvom de i år må klare sig uden Tom Pidcock. Han fik samtidig bevist, at Ineos skam kan endnu, selvom deres transfersæson endte som noget, der ikke kan betegnes som andet end en katastrofe.

Læs også

Movistar-profil: Vingegaard er ikke bedst til alt

Det gjorde den til gengæld ikke for feltets andet meget pengestærke hold. Tværtimod må UAE gnide sig i hænderne over, at det var dem, der vandt kampen om Del Toro, da han efter den overraskende sejr i Tour de l’Avenir gik fra at forhandle med hold som Caja Rural og TDT-Unibet til at være en af sportens mest ombejlede herrer. At han var et stort talent vidste vi jo godt - jeg havde eksempelvis peget på ham som denne sæsons mest spændende nyprofessionelle - men at han ligefrem skulle ende som nr. 3 i karrierens første WorldTour-etapeløb, havde end ikke UAE vel drømt om.

Det gjorde han imidlertid, og dermed fik han en langt, langt bedre debut end en vis Tadej Pogacar gjorde samme sted for fem år siden. I dag nåede han endda helt nye højder. Det kan godt være, at han tog en lidt taktisk sejr på 2. etape, og i dag blev den lille blandt de tre stærkeste, men til gengæld fik han i dag bevist, at han også kan være blandt de allerbedste på stigningerne. Det var han ikke på 2. etape, og det var han bestemt heller ikke på Willunga Hill, men i dag var det ham, der fik feltet til at eksplodere på en stigning, der ellers ikke var rasende svær. Dermed fik han bevist, at han ikke blot kan vinde via taktik, men allerede kan være en af de allerstærkeste. Vi fik samtidig set, at han både er hurtigere og mere eksplosiv, end i hvert fald jeg havde ventet - hans spurt var voldsomt imponerende, når man betænker, at det egenhændigt var ham, der kørte Laurence Pithie ind - og da han vandt l’Avenir i de høje bjerge, begynder han pludselig at ligne en rytter med en Pogacarsk alsidighed, hvad der ikke just gør ham mindre spændende.

Han bidrog også til at sikre, at UAE vandt den første kamp mod rivalerne fra Visma, men det hollandske storhold har bestemt ingen grund til at brokke sig. De havde formentlig solgt et løb, hvor de kom uden deres største stjerne, for en top 5-placering, selvom det ikke blev med Milan Vader, der havde et skuffende løb og endte med at styrte i dag. I stedet var det militærrytteren Bart Lemmen, der i en for ham på papiret alt for eksplosiv finale nok engang imponerede stort og satte en streg under, at han pludselig er meget mere spændende end ventet. Hans korte tid på landevejscyklen betyder nemlig, at hans udviklingskurve har været meget stejl, og den har i hvert fald allerede i løbet af vinteren været stejlere, end nogen nok havde drømt om.

Dermed sikrede han også, at det blev Soudal, der endte som ”taberne” i kampen mellem The Big Four, som udgøres af UAE, Visma, Ineos og Soudal. Det var ellers dem, der kom med det på papiret største navne. For et par år siden havde vi end ikke behøvet at køre løbet, inden vi kunne krone Julian Alaphilippe som vinder, for var han blevet præsenteret for en rute som denne, havde han givet alt og alle en gedigen omgang bøllebank. Det gjorde han imidlertid slet ikke. Heldigvis rejste han sig i weekenden efter det, der på 2. etape lignede endnu en gedigen fiasko, men hvis nogen havde drømt om en genrejsning af den dobbelte verdensmester, har de altså ikke fået mere at have deres bekymring i. Alaphilippe, der er kendt for at starte stærkt, burde altså ikke have problemer med at gå med i et angreb på en så Alaphilippe-agtig stigning, og selvom en samlet 6. plads er pænt, kan det umuligt være noget, der giver Patrick Lefevere en roligere nattesøvn.

Så sover DSM-manager Iwan Spekenbrink i hvert fald bedre. Det var ganske vist svært overraskende, at Onley ikke kunne gå med i dagens angreb, når etapen ellers fik det mere selektive forløb, han skulle bruge, men løbet har heldigvis endelig sat en fed streg under, at den lille skotte altså er et af sportens supertalenter, selvom 2023 ikke gik som håbet. Til gengæld kan den store forskel på hans niveau i dag og i går måske give endnu mere næring til indikationen af, at han mere vil ende som ardenner- end etapeløbsrytter. Uanset hvad skal der nok være mange gode point gemt i ham, selvom det på Spekenbrink har gjort ondt at se, at sejren i stedet endte hos nogle hans værste rivaler, nemlig israelerne.

Den skulle jo ellers være endt hos Simon Yates, men det var den end ikke tæt på. Den lille brite skuffede i går, og i dag faldt han vel nærmest lidt igennem. Harper lagde jo ellers alt til rette for det ventede Yates-angreb, men det kom aldrig, og faktisk var han jo end ikke i stand til at være tæt på at følge de bedste. Det lever Yates nok personligt udmærket med, for han har før startet gode sæsoner lidt halvsløjt, men for Jayco var det en nærmest katastrofal præstation på hjemmebanen. Heldigvis kan de så trøste sig med, at der indtil nu kun er ét hold, der har vundet i Europa, og at det er Gerry Ryans tropper, der i weekenden gjorde rent bord i Spanien og fik to af de øvrige kaptajner, Dylan Groenewegen og Michael Matthews, perfekt i gang.

I det hele taget var det en kedelig udgave af løbet for australierne, der ellers typisk har domineret. De bedste australiere blev nemlig Damien Howson, Jack Haig og Nick Schultz på hhv. 9., 10. og 11. pladsen, og det er et historisk ringe resultat. Ingen ved, hvordan det var gået uden det ærgerlige styrt til den tilsyneladende flyvende Luke Plapp, og ser man på den lange bane, er det faktisk ganske opløftende. I år er langt de fleste bedste australiere nemlig blevet i Europa, og faktisk er det uhyre opløftende at se Howson præstere så stærkt på en rute, der passer ham så ringe. Det tyder på, at han måske kan blive endnu bedre end i 2023, hvor han ellers var bedre end nogensinde. Det er også opløftende at se den uhyre svingende Schultz starte så stærkt.

Til gengæld gav løbet ikke den store grund til optimisme for Haig. Ganske vist var det et løb, der passede ham dårligt, men det efterlod i hvert fald ikke indtrykket af, at han er på vej tilbage til det niveau, vi nu ikke har set i flere år. Det er i hvert fald ikke hverdagskost, at han bliver slået af Valentin Paret-Peintre, der til gengæld endte som løbets vel nok største overraskelse. Ganske vist har han før givet glimt af sit potentiale, men akkurat som Williams har han det meste af tiden haft et bekymrende lavt niveau. Det havde han bestemt ikke her, så måske er det nu, at han endelig får sit gennembrud. Det vil i hvert fald være tiltrængt for Ag2r, der ganske overraskende er endt i nedrykningsfare.

De er i hvert fald klart blevet overhalet af FDJ, der i dag fremstår som det klart stærkeste franske hold. Deres lidt kontroversielle satsning på et hav af unge supertalenter ser også ud til at give pote. Det så vi med Lenny Martinez og Romain Gregoire i 2023, og det havde vi formentlig også set med Laurence Pithie. Han startede nemlig sæsonen som lyn og torden, men efter sit styrt i slutningen af marts nåede han aldrig de samme højder. Han nåede dog at indikere så lovende et niveau, at jeg fik gange fremhævede ham i optakterne til dette løb, men det, han leverede i nat, var vel nærmest sensationelt. Hvem havde troet, at det var Pithie, der kunne gå med i angrebene på en dag, hvor Yates og Alaphilippe kom til kort? Næppe mange, og man kan kun ærgre sig over, at han ikke havde været en anelse køligere. På papiret var han kvintettens hurtigste mand, og selvom man ikke kan afvise, at han som Lemmen var røget af, da Del Toro trykkede til igen, skulle han nok have stolet på sin spurt i stedet for at satse på et soloangreb, selvom det skam også gav ganske god mening at udnytte den frihed, han havde, når nu han var ude af klassementet. Det kunne måske være blevet til en etapesejr, men den store sejr skal nok komme før eller siden. Jeg kan i hvert fald slet, slet ikke vente på at se ham i brostensklassikerne om nogle måneder.

Læs også

Dansk stortalent skal køre Touren

Her glæder jeg mig også til at se Lars Boven, der måske nok skal hjælpe Mathieu van der Poel i de store løb, men i dag satte endnu en streg under, at han er ufatteligt spændende, for denne finale kunne sagtens have været for hård. Det var også opløftende at se Christian Scaroni rejse sig efter sit ærgerlige styrt, for noget tyder heldigvis på, agt han er klar til at fortsætte de lovende takter fra 2023. Zwift-rytteren Luca Vergallito fik også bevist, at han altså er ganske spændende, og det lykkedes endelig for Bastien Tronchon at finde tilbage på sit lovende spor efter et nedslående 2023.

Vi fik også set overraskende livstegn fra Bauke Mollema, der stadig er langt, langt fra fordums styrke, hvad der var særligt tydeligt i går, men som altså i dag sikrede sig en lidt uventet top 10 på WorldTouren. Og så var det herligt, at kometen Archie Ryan i dag så meget bedre ud, selvom han ikke kunne følge de bedste. Del Toro skal nok få kamp til stregen senere på året, når vi skal finde ud af, hvem af talenterne, der gjorde det bedst. Han har i hvert fald nok en lysere fremtid end Ruben Guerreiro, hvis sæsonstart bestemt ikke var på niveau med sidste års, og som ikke synes på vej ud af krisen. Den er også lysere end Diego Ulissis, for når han end ikke kan præstere i dette løb, hvor han ellers har været kronisk god, er der nok ikke alt for meget at komme efter fremover.

Det lever UAE heldigvis nok med. Der er trods alt mere fremtid i Del Toro, og de har jo deres fremtid på det tørre. Det er noget helt andet for Israel-PT, der stadig befinder sig midt i en tre år lang kamp for at vende tilbage til WorldTouren. Den er heldigvis startet pænt, og nu tyder meget på, at det hele bliver betydeligt lettere. Det var nemlig nok noget af en julegave, der faldt ned fra himlen, da Williams for et år siden pludselig blev ledig på markedet og formentlig var billig at få fat på. Stortalentet er endelig fri af sine skader, og nu blomstrer det potentiale, der har været gemt så længe, endelig op. Adams er i hvert fald nok lidt sjovere at omgås i dag, end han var det, da han truede med retssager sidste efterår.

DELTAG I SÆSONSPILLET MED KAPTAJN

DELTAG I SÆSONSPILLET UDEN KAPTAJN