Det gjorde næsten ondt at se Richie Porte i 2019. Efter i flere år at have været næsten usårlig i ugelange etapeløb, hvor han gang på gang knuste al modstand og to år i træk at have stillet til start som den for mange største rival til Chris Froome i Tour de France - ifølge Froome selv var Porte endda selv favoritten i 2017 - føltes det, som om 2019 var året, hvor alderen indhentede den lille australier. Det startede ellers så lovende, da Porte i januar leverede sin sædvanlige magtdemonstration på Willunga Hill, men det skulle vise sig at blive sæsonens eneste sejr. Derfra gik alt galt.

Som sædvanlig var det en af de utallige sygdomsperioder, der startede miseren. Først blev han syg under Herald Sun Tour, og siden måtte han droppe forårets store mål, Paris-Nice. Igennem lang tid kunne man klynge sig til håbet om, at det bare var helbredet, der nok engang svigtede, og at han nok skulle finde formen, når bare han blev rask igen. Efterhånden som ugerne gik, og den ene skuffende præstation efter den anden kom i løb som Tour of California, Criterium du Dauphiné og ikke mindst en Tour, hvor han endelig undgik at styrte, men end ikke kunne komme i top 10, stod det imidlertid klart, at det ikke længere kunne være forårets sygdom, der var forklaringen. Snarere begyndte blikket i stigende grad at fæstne sig ved dåbsattesten, der fortæller, at Porte har noget en alder, hvor det for mange begynder at gå tilbage.

Derfor var det også svært at være alt for optimistisk forud for 2020-sæsonen. Selv Trek-Segafredo, der ellers havde investeret stort i Porte som manden, der muligvis kunne tage den Tour-sejr, Alberto Contador aldrig sikrede holdet, viste hurtigt, at de allerede havde tabt tiltroen til ham. Mens det i 2019 var helt naturligt at bygge hele Tour-holdet op om den lille australier, er hans status som holdets ubestridte kaptajn allerede noget, der hører fortiden til. Ikke blot er Vincenzo Nibali hentet ind som holdets nu åbenlyst største navn, Porte må også lide den tort, at han til sommer skal dele kaptajnansvaret helt ligeligt med en genfødt Bauke Mollema, som efter sejren i Il Lombardia rider på en bølge.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

På den baggrund må alverdens Porte-fans have draget et lettelsens suk i nat. Det ultimative bevis på Portes aldring vil nemlig komme den dag, hvor han ikke kan levere sin vanlige magtdemonstrationer i Tour Down Under, hvor han seks år i træk har været i særklasse på løbets kongeetape til Willunga Hill. Den dag, hvor Porte ikke længere kan køre fra rivalerne på de små australske bakker, er der for alvor grund til at starte på nekrologskrivningen og se tilbage på en af de mest talentfulde australske rytteres fine, men stadig lidt uforløst karriere.

Heldigvis kan vi godt lægge nekrologerne til side lidt endnu. I nat blev der nemlig tændt et lille håb om, at Porte måske alligevel kan i hvert fald nærme sig det forrygende topniveau, der har givet ham flere sejre i Paris-Nice og samlede triumfer i Volta a Catalunya og Tour de Suisse (og med et stærkere hold også i Dauphiné), og som vi senest så ham have, da han satte et benhårdt tempo i modvinden på Mur-de-Bretagne, inden han få dage senere nok engang styrtede ud af 2018-udgaven af Touren. Da Tour Down Under efter to års fravær endelig vendte tilbage til løbets vel nok hårdeste finale i Paracombe, leverede Porte nemlig en magtdemonstration, der nærmer sig den, han leverede ved seneste besøg i 2017, hvor han med en suveræn sejr lagde grunden til sin hidtil eneste samlede triumf med en uhørt stor vindermargin på hele 48 sekunder ned til Esteban Chaves - en bedrift, der kickstartede en sæson, hvor han vel nåede sit højeste niveau nogensinde og vel var verdens bedste cykelrytter igennem resten af foråret.

Det var ellers ikke, fordi vejrguderne var med ham. Faktisk har Porte i de senere år været lidt forfulgt af uheld i Australien i de seneste år, hvor der gang på gang har været hård og direkte modvind på løbets nøglestigninger. Det har i hvert fald været tilfældet på Willunga Hill to år i træk, men alligevel har Porte været så suveræn, at han slet og ret har kunnet køre alt og alle ud af hjulet.

I nat gentog scenariet. Trods en uhørt hård modvind på en usædvanligt blæsende i det sydaustralske kunne ingen blot overveje at gå med Porte, da han efter en fin føring fra den spændende spanske klatrer Juan Pedro Lopez åbnede for gassen. Hverken Dylan van Baarle eller Rohan Dennis, der sad velplaceret umiddelbart bag Trek-duoen kunne matche den lille australier relativt tidligt trådte an, og herefter var det for rivalerne alene et spørgsmål om at begrænse tabet.

Den mission lykkedes faktisk meget godt. Den brutal modvind ramte nemlig Porte som en sten i ansigtet, da han på toppen skulle forsøge at holde forspringet på den kun let stigende vej op mod mål. Her var der så meget syre i de forpinte australske ben, at en stor del af gevinsten forsvandt som dug for solen, og i sidste ende blev gevinsten blot fem sekunder samt naturligvis 10 bonussekunder, hvilket er intet at regne i forhold til de 19 sekunder, han satte den væsentligste favoritgruppe med for tre år siden i samme finale.

Det skal man imidlertid lægge for meget i. Portes overlegenhed var reelt langt større, end den beskedne gevinst antyder, og det var alene de ugunstige betingelser, der forhindrede ham i at vinde med mere. Faktisk er der endnu mere grund til optimisme at hente fra de efterfølgende kommentarer fra en usædvanligt selvtillidsfuld Porte, som efter eget udsagn kunne have gjort seriøs skade, hvis blot vinden havde favoriseret ham og ikke rivalerne.

Alligevel skal man passe på med at erklære Porte som genfødt. Sidste år vandt han trods alt også på Willunga for derefter at køre rundt som en anonym skygge af sit gamle jeg resten af sæsonen. Den risiko eksisterer igen, men det er svært ikke at blive efterladt med indtrykket af, at Porte er et helt andet sted end for 12 måneder. Alene hans egen selvtillid giver i hvert fald håb om, at det måske endnu ikke er helt slut for rytteren, der kunne have vundet meget mere, end han egentlig har.

Porte havde måske fortjent at vinde med mere, men for løbet var det nok meget godt, at der var modvind. For tre år siden kvalte Porte med sin tidlige magtdemonstration al spænding i Paracombe, men denne gang er der stadig en reel kamp om sejren. Ligesom i de to foregående år synes Daryl Impey nemlig at have særdeles veludviklede forbindelser til vejrguderne, der med deres kraftige blæst betød, at den formstærke og sejlivede australier nok engang lykkedes med at begrænse tabet på fornem vis med en klatreindsats, der hører til blandt hans bedste i løbet. Den stejle stigning i Paracombe passer ham nemlig langt dårligere end Willunga Hill, og derfor var det yderst opmuntrende, at Impey denne gang kunne runde toppen i femte position.

Det ser stadig svært ud at sikre sig hattricket på en rute, der ingenlunde giver ham mange fordele, men med en afstand på bare seks sekunder har han en reel chance for at bringe sig tilbage i pole position inden søndag. De kommende to etaper byder ikke blot på indlagte spurter, som Impey utvivlsomt vil jagte med store ihærdighed, han kan også gå efter etapesejren. Indtil nu har det set ud til, at den hårde 5. etape var hans eneste chance, men nu truer kraftig sidevind på 4. etape med at gøre også den etape så vanskelig, at den hurtige sydafrikaner også der kan få en chance for i hvert fald at spurte sig i top 3. Sportsdirektør Matt White, der har været den store strateg bag Impeys første to sejre, har talt om sidevind allerede siden mandag, og der er ingen tvivl om, at Mitchelton vil gøre alt for at teste Porte i en disciplin, han bestemt ikke elsker, og som før har kostet ham en samlet sejr i Paris-Nice og for et par år siden nær havde kostet ham en af de mange sejre på Willunga Hill.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I det hele taget var Mitchelton-Scott næsten lige så store vindere som Porte. Ikke blot forsvarede Impey sig selv forbilledligt, Simon Yates rejste sig også fra den grav, jeg ellers lagde han til rette i i forbindelse med gårsdagens analyse. Dengang pegede alt på, at et dybt sår i knæet ville tvinge ham ud af løbet, men åbenbart var White mere pessimistisk, end der var grund til. Yates stillede nemlig ikke bare til start, han viste sig også som næststærkeste mand på etapen med en så overbevisende indsats, at det altid vil forblive et spørgsmål, om han kunne have truet Porte, hvis han havde været på toppen.

Ser man bort fra skaden, er det imidlertid ikke uventet, at Yates er flyvende. Allerede inden løbet gav han udtryk for stor optimisme, og efter at han allerede i 2019 lagde stærkt fra land med kongeetapesejr i Andalusien, pegede alt i retning af, at han ville være den store trussel mod Porte i dette løb. Med tanke på tidstabet må den rolle nu tilfalde Impey, der har lettere ved at hente tid på Porte, som Yates trods alt får svært ved at sætte på Willunga. Nu hvor det står klart, at han er frisk igen, skal man imidlertid slet ikke udelukke, at Yates på søndag kan detronisere Porte som Konge af Willunga, også selvom det ikke giver ham den samlede sejr. Til den tid vil Portes primære mission nemlig være at vinde tid på Impey, der meget vel kan have overtaget trøjen forud for 6. etape, og det åbner i den grad døren, at den ret hurtige Yates med sine fine form kan tage sejren på kongeetapen, selvom Porte i sidste ende måtte vinde løbet.

Dagens anden positive overraskelse var naturligvis Robert Power. I sig selv er det ikke uventet, at han præsterer flot, for Power har siden 2. pladsen i Tour de l’Avenir været regnet som et uhyre stort talent. En særlig knoglemarvssygdom satte imidlertid hans karriere kraftigt tilbage, og de første år har ikke blot været uden markante resultater på højeste niveau, men også været præget af så store udsving, at man har haft svært ved at forstå, at der vitterligt var tale om samme mand. Seneste eksempel kom under sidste års Vuelta, hvor han tilbragte det meste af løbet med at ende tæt på sidstepladsen selv, indtil han pludselig fandt nogle temmelig uventede kongeben i den sidste uge, hvor han rundede af med en 14. plads som hjælper for Wilco Kelderman på løbets sidste bjergetape.

Måske er det denne ustabilitet, der var grund til, at forventningerne heller ikke var store denne gang. Tilsyneladende anede Sunweb heller ikke, at han havde så gode ben, for de havde meldt ud, at det var Jai Hindley, der var deres mest formstærke klatrer. Power så bestemt heller ikke godt ud ved de australske mesterskaber, hvor han blev kørt agterud af adskillige rivaler i dette løb. Men som vi har set utallige gange, kan Powers ben dukke op ud af det blå, og det gjorde de i den grad i nat, hvor det var ham, der satte live i forfølgergruppen med et angreb, som kun Yates og George Bennett kunne besvare. Nu må man bare håbe, at den fine præstation er et varsel om lidt stabilitet, og at han ikke nok engang ender i et af de dybe huller, han har for vane at grave sig selv ned i.

Skal man pege på en tredje vinder, må det være Ineos. Pavel Sivakov skuffede fælt, men Rohan Dennis var lige så stærk som forventet i en finale, hvor han tidligere har vundet. Langt mere overraskende var det til gengæld, at store Dylan van Baarle nok engang viste, at han er en af de mange ryttere, som hos Ineos er blevet forvandlet til superklatrer. De første tendenser viste han præcis i dette løb for et år siden, hvilket satte ham op til samlet sejr i Herald Sun Tour, inden han i juni vandt en bjergetape i Dauphiné. I nat kørte han fra adskillige rigtige klatrer på procenter, der ikke passede ham, og nu står det britiske storhold stærkt med to store maskiner, der burde være langt mere komfortable på de lidt mere komfortable procenter på søndag, og som har mulighed for at have det uhyre sjovt i sidevinden, hvor holdet ud over Van Baarle har Ian Stannard, Luke Rowe, Chris Lawless og Owain Doull, der alle er specialister i blæsende betingelser.

En anden rytter, der fortjener applaus, er Simon Geschke. Den erfarne tysker skulle i dette løb alene have ageret hjælper for Patrick Bevin, men da denne måtte trække sig med hjerteproblemer, blev det pludselig op til Geschke at levere varen for det resultathungrende CCC. Det gjorde han over al forventning, men en præstation, der var hans bedste i mange år, og som burde bringe ham på kurs mod en uventet top 10. Den kurs har Diego Ulissi som sædvanlig også i et løb, hvor han næsten altid slutter blandt de bedste, men den lille italiener leverede alligevel en halvskuffende indsats, hvor han for det første ikke kunne følge op på sit flotte efterår og for det andet nok engang gav indtryk af, at han har tabt lidt af fordums hurtighed.

En rytter, der var særligt frustreret, var George Bennett. Den lille newzealænder havde set frem til, at Paracombe endelig ville give ham en chance for at gå på podiet i det australske løb. Desværre var han ikke god nok til at gå med den mere eksplosive Porte, som har et helt anderledes punch end dieselklatreren Bennett, og selvom han helt som ventet viste sig som en af de allerstærkeste, da han gik med Power og Yates, betød modvinden, at heller ikke han fik noget ud af den etape, der gav ham hans bedste chance. Med tanke på, at han altid har hadet Willunga Hill, ender det derfor nok med et resultat, der ikke helt afspejler, hvor god han egentlig er.

Endnu værre gik det dog for Jay McCarthy. Den stakkels australier skulle bruge løbet til at rejse sig efter et trist 2019, men siden starten har han været forfulgt af uheld. Først blev han fanget bag styrtet på 2. etape, som han ellers tidligere har vundet, og i dag blev han ramt af så voldsomt et styrt, at hans videre deltagelse lige nu er til overvejelse. Heller ikke den ellers så lovende Nathan Haas kunne rejse sig, da vi endelig skulle se, om den positive start også havde mere vedvarende karakter, og vi må nok sande, at heller ikke skiftet til Cofidis har bragt ham tilbage til det niveau, han havde i sin storhedstid.

Han var dog ikke alene. Helt galt gik det også for Luis Leon Sanchez, der måske ikke elsker en stigning som denne, men som leverede en chokerende ringe indsats for en mand, der altid er flyvende i januar og februar. Da også Omar Fraile og Fabio Felline faldt igennem, blev Astana en af de helt store tabere. Det samme gjorde Ag2r, der havde satset på en lovende start fra Romain Bardet, men efter gårsdagens uheld med en defekt cykel måtte franskmanden nok engang indkassere en lille lussing, da han trods modvind ikke var i stand til at følge store folk som Impey, Dennis, Van Baarle og Geschke i den første test i en sæson, der ellers skal bruges til genrejsning.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Dries Devenyns må nok sande, at det nok efterhånden er slut med at være helt i front i denne slags løb, og hans holdkammerat Mattia Cattaneo havde helt sikkert også håbet på mere. Det havde også Eduard Prades, som aldrig har fundet sit topniveau hos Movistar, og Neilson Powless, der ellers havde satset på at lægge flyvende fra land for EF, fik endnu en mavepuster i en lovende karriere, som er gået i stå. Til gengæld var der opmuntring til Bahrain-Merida, der kan være godt tilfredse med den stadig mere spændende Hermann Pernsteiner, som gjorde det overraskende fint i en finale, der slet ikke passede ham, ligesom UAE må være positivt overraskede over den vel hidtil bedste klatrepræstation fra den tidligere U23-verdensmester Sven-Erik Bystrøm.

I det store spil er de imidlertid alle bifigurer. Lige nu ligner kampen om den samlede sejr en duel mellem Porte og Mitchelton-Scott, der vil forsøge at score så mange bonussekunder med Impey på de kommende to etaper og derudover har Yates som en plan B, der kan forsøge at få skovlen under Porte på Willunga Hill på søndag. Begge parter kom ud af nattens etape som vindere, men lige nu hedder den trods alt ”Advantage Porte”. En magtdemonstration af den kaliber under så vanskelige vindbetingelser taler sit tydelige sprog, og han kan gentage den igen på søndag, kan man måske i sit stille sind nok engang håbe, at den engang så suveræne australier vitterligt er tilbage.