Hvis man kunne høre et lettelsens suk gjalde ud over hele Afrika sidst på natten, har det været velbegrundet. Nok kan man diskutere, hvor meget af den afrikanske identitet, der er tilbage på et NTT-hold, hvor en tredjedel nu ejes af danskere, sponsoren er japansk, og ryttertruppen kun har et begrænset afrikansk præg, men om ikke andet har den sten, der faldt fra holdmanager Doug Ryders hjerte kunnet høres vidt og bredt over det meste af kontinentet. Efter tre år som en stensikker bundprop på diverse ranglister - i de senere år har Katusha dog gjort dem selskab allernederst i WorldTour-hierarkiet - har der nemlig været meget langt mellem lyspunkterne hos holdet, der ellers så ud til at være på vej mod stjernerne, da de i 2016 vandt fem etaper i Tour de France og med deres mission om at støtte fattige afrikanere vandt mange cykelhjerter over hele verden.

Siden dengang er holdet gået fra at være en solstrålehistorie til et tragisk eksempel på et lovende projekt, der nærmest er faldet fra i hinanden. 2019 blev en glimrende illustration. Samtlige af holdets lovende nyerhvervelser floppede, og holdet sikrede sig beskedne syv sejre. Kvaliteten kunne heller ikke gøre op for manglen på kvantitet, for kun en enkelt af triumferne blev hentet på WorldTouren, da Edvald Boasson Hagen i en ellers katastrofal sæson for det engang så fantastiske norske vidunderbarn spurtede sig først over stregen på 1. etape af Criterium du Dauphiné.

Den syv måneder lange WorldTour-tørke blev imidlertid allerede brudt på årets femte løbsdag, da Giacomo Nizzolo lidt overraskende triumferede på en begivenhedsrig og underholdende 5. etape af Tour Down Under. Fire år efter at samme Nizzolo missede en gigantisk chance ved kun at blive nr. 3, da samme finale blev benyttet for hidtil eneste gang på en dag, hvor italieneren var den eneste overlevende sprinter efter den stejle Kirby Hill, fik han sin revanche, da etapen præcis som dengang sluttede i en reduceret massespurt. Og faktisk var det blot Nizzolos andens sejr på WorldTouren, efter at han helt tilbage i 2012 som helt ung vand en etape i BinckBank Tour, og dermed signalerede det forhåbentlig, at den engang så succesrige italiener endelig er på vej tilbage.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Der har ellers været lang vej. I årene 2015 og 2016 var Nizzolo ellers en af verdens absolut sprintere. Selvom det blev en historie i sig selv, at det aldrig lykkedes ham at vinde en etape, men derimod kun at blive nr. 2 et hav af gange, vandt han to gange i træk Giroens pointtrøje. Det var dengang, han var klart hurtigere end landsmanden Elia Viviani, blev italiensk mester ved at følge klatreren Gianluca Brambilla på en knaldhård rute og sågar slog nogle af verdens allerbedste rene sprintere i et stjernebesat felt i Abu Dhabi Tour.

Siden dengang har en hel serie knæskader desværre sat grus i maskineriet, og hver eneste gang, der så ud til at være lys for enden af tunnelen, gav knæet problemer igen. Det var først en operation i vinteren 2018-19, der én gang for alle bragte ham ud af skadesmareridtet, men selvom han flere gange har givet grund til optimisme siden da, har det også stået klart, at han aldrig er blevet den samme igen. Ganske vist blev det i 2019 til en rigtig massespurtsejr i Oman, en sejr i en reduceret massespurt i Slovenien og til slut en forrygende flot puncheursejr i Burgos, hvor han slog den kommende superpuncheur Alex Aranburu, men i kamp mod de allerbedste i Giroen og Touren manglede han det ekstra gear, han havde i 2015 og 2016.

Det har han egentlig også gjort i dette løb. Hverken i det indledende gadeløb eller i spurten på 4. etape var han i nærheden af at true de bedste, og på både 1. og 2. etape valgte han endda at køre spurten for den normalt langsommere Ryan Gibbons. Det har jeg lidt fejlagtigt tolket som et udtryk for dårlig form, for sædvanligvis er der ingen tvivl om, at Nizzolo er nr. 1 i hierarkiet. På den baggrund undervurderede jeg ham slemt på en 5. etape, hvor tilstedeværelsen af en sen stigning ellers passede fint til den holdbare Nizzolo, som altid som den eneste sprinter klarede samme bakke for fire år siden og sidste år vandt en lignende etape i Slovenien.

Formen er da heller ikke i top, for Nizzolo var distanceret af flere andre sprintere, da Mitchelton-Scott helt som forudset fik feltet til at eksplodere i deres forsøg på at sætte Daryl Impey op til etapesejr og vigtigst af alt 10 bonussekunder. Det indtil videre ellers lige så farveløse NTT-hold, som vi har kendt fra de seneste sæsoner, leverede imidlertid en fornem holdpræsentation, da de samlede fem af deres seks øvrige folk om den italienske kaptajn, som hurtigt fik kontakt med hovedfeltet igen. Derefter bidrog de til at hente de 11 superklatrere, der var undsluppet som følge af Lucas Hamiltons vanvidsforcering, og til slut udnyttede de, at de var det stærkest repræsenterede hold i feltet til at bringe Nizzolo så langt frem i den tekniske finale, at han kunne få det nødvendige forspring til de hurtigere Sam Bennett og Caleb Ewan.

Det var helt klassisk Nizzolo, som vi kender ham fra gamle dage. Dengang var han som en fisk i vandet i de tekniske finaler, og hans to pointtrøjer i Giroen var i høj grad udtryk for en eminent positioneringsevne, som gjorde ham uhyre stabilitet. Den evne er imidlertid forsvundet sammen med den engang så høje topfart, men i nat var de der igen, da NTT fik afleveret ham på hjulet af Roger Kluge, som begik en gigantisk brøler ved at sætte et så højt tempo, at hans egen kaptajn, Caleb Ewan, ikke havde skyggen af chancen for at komme ud af en alt for ringe position.

Dermed blev Ewan et ærgerligt offer for sin egen taktik. Igen viste den lille australier ellers fremragende form ved at sidde godt placeret hen over den meget stejle bakke, og da han indså, at rivalen Bennett havde fået Michael Mørkøv med over, var det naturligt at gentage den i går så velfungerende taktik med at anbringe sig på bagsmækken af ireren, der kunne se frem til endnu et gyldent lead-out fra den danske mester. Desværre begik Kluge den gigantiske brøler at være helt uopmærksom på sin kaptajns placering, og da han trak feltet helt ud, og Ryan Gibbons begik den lille genistreg at skabe et hul bag Kluge, Nizzolo og Simone Consonni, blev feltets to supersprintere elimineret allerede inden spurten.

Mørkøv forsøgte ellers at redde stumperne, men da danskeren åbnede for gassen og igen kørte så stærkt, at han faktisk endte som nr. 4 og holdt både Ewan og Jasper Philipsen bag sig, var det allerede for sent. Om det var fraværet af Shane Archbold og Iljo Keisse, der helt som spået ikke klarede bakken, skal vi lade være usikkert, men der er ingen tvivl om, at der er alt andet end fest hos de sejrsvante belgiere.

Alligevel har de faktisk grund til at være ganske optimistiske, om ikke andet med henblik på kommende løb. Efter en skuffende præstation i Stirling klarede Bennett nemlig fint den hårde bakke, og i dag lignede han igen sig selv i spurten efter gårsdagens meget usædvanlige nederlag til Ewan. Ikke blot gav han sin australske rival baghjul, han kom også blæsende med så forrygende en fart, at han på ingen ting lukkede et gigantisk hul til Nizzolo og Consonni. Nok blev det kun til én etapesejr i Tour Down Under, men efter i dag kan han imødese Race Torquay og ikke mindst WorldTour-løbet Cadel Evans Great Road Race med langt større fortrøstning.

Helt omvendt var det for Ewan, der tilsyneladende ikke havde samme fart som de foregående dage. En spurt efter så hård en etape er imidlertid noget andet, og selvom han normalt er en god afslutter efter hårde dage, kan vanskelighederne have spillet ham et puds. Det gjorde de eksempelvis for Jasper Philipsen, der hidtil har været en klar nr. 3 i sprinterhierarkiet, og som bekræftede sin superform ved at overleve en stigning, der ellers på papiret var til den svære side, men som denne lørdag blankt måtte indrømme, at toppen var gået af den power, han havde haft på de foregående etaper.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Det var den også for Elia Viviani, der desværre må sande, at det grimme styrt i Stirling har givet ham en alt andet end ideel indledning på tiden som enehersker hos Cofidis. Heldigvis kunne hans tro lead-out man Consonni redde lidt af æren med en fin spurt, men selvom han altid har været en ørn i positionskampen, viste spurten også, at den alsidige italiener har det svært mod verdens hurtigste. I hvert fald var reelt ikke en trussel mod Nizzolo til trods for en helt ideel position bag sin landsmand.

Igen i dag var André Greipel en vinder. Ganske vist blev den store tysker bare nr. 6, men med tanke på hans tilstand gennem hele 2019 står det mere og mere klart, at han vitterligt er et helt andet sted efter at være kommet fri af sin bakteriesygdom. Greipel har altid været en glimrende klatrer, men knap 10% er meget for den store gorilla. I nat sad han imidlertid fint med hjem, inden han i den teknisk finale kom lidt til kort, da det alt andet end klatrestærke israelske hold efterlod ham alt for isoleret i en afslutning, der var lidt for kompliceret efter hans smag.

En anden vinder var Kristoffer Halvorsen. Ganske vist måtte nordmanden nok engang sande, at hans fart i dette løb har været skuffende, men alene det, at han klarede bakken, er et lyspunkt. Hidtil har den tidligere U23-verdensmester ellers været alt andet end holdbar, men mens alle de tunge folk som Erik Baska, Martin Laas, Alberto Dainese og Gabriel Cullaigh som spået ikke havde mange chancer, klarede han ærterne. Benene rakte ikke til nogen stor spurt, men det vidner om, at holdbarheden går den rette vej for den stadig unge Halvorsen. Omvendt var det for Marc Sarreau, der normalt burde komme med hjem, men som nok engang må sande, at han bestemt ikke har taget de bedste ben med til Australien.

I virkeligheden var kampen om etapesejren dog kun en sidehistorie. Det fornøjelige ved Tour Down Under er, at den intense kamp om bonussekunder betyder, at klassementet er hovedtemaet på næsten alle etaper, hvilket slet ikke er tilfældet i andre WorldTour-løb. Det var således også tilfældet i dag, hvor Mitchelton-Scott gjorde alt det, man kunne have forventet, og hvor de i hvert fald delvist blev belønnet for deres indsats ved, at Impey fik fingre i den førertrøje, han partout skulle have på skuldrene søndag nat, hvis han vil have blot den mindste chance for at sikre sig sit hattrick.

Alligevel sidder australierne nok tilbage med en lidt blandet smag. De indlagte spurter gik ellers over al forventning, da det blev til en 1. og en 2. plads, selvom Impey skulle kæmpe med folk som Mads Pedersen, der forsøgte at tage sekunder væk fra Richie Portes rival, og Philipsen, der har blik på pointtrøjen. Til gengæld mislykkedes ambitionen om at gentage Simon Gerrans’ sejr fra 2016, hvor det australske hold med hårdt tempo på Kirby Hill havde elimineret stort set alle sprinterne.

Det lykkedes egentlig også denne gang, men måske gik det lidt for godt. Efter en skuffende indsats i Paracombe viste Lucas Hamilton nemlig nok engang, hvorfor han er en stjerne i svøb, da hans brutale tempo trods modvind var så voldsomt, at kun 10 mand kunne hænge på. Hos sig havde han holdkammeraterne Impey og Simon Yates, hovedrivalen Porte, Ineos-trioen Pavel Sivakov, Dylan van Baarle og Rohan Dennis samt George Bennett, Mattia Catteneo, Dries Devenyns og Diego Ulissi. Selv klassementsryttere som Robert Power og Simon Geschke, der ellers havde virket overbevisende i Paracombe, var skibet af, hvilket siger alt om den kraft, Hamilton trådte an med.

Desværre for Mitchelton var der ikke alt for meget hjælp at hente. Devenyns og Cattaneo havde Bennett at tænke på, og Porte drømte kun om, at sprinterne kunne komme tilbage og stjæle de 10 sekunder fra Impey. Selvom Ineos naturligvis havde masser at køre for, kunne de intet stille op mod en hob af sprinterhold, der sammen med klassementsholdene CCC og Sunweb fik reddet situationen. Måske havde det hele været anderledes, hvis Chris Harper og Cameron Meyer, som akkurat ikke kom med over, havde holdt ud de sidste meter, for det havde utvivlsomt været ekstra muskelkraft til hjælp for Bennett og de tre Mitchelton-ryttere.

Dermed blev Impeys forspring på bare 2 sekunder, og det er formentlig ikke nok. Hvis ikke han forinden øger sit forspring i de indlagte spurter, må sydafrikaneren sande, at en syvende etapesejr til Porte på Willunga Hill vil være ensbetydende med samlet sejr. Selv hvis det skulle lykkes for Yates at gå forbi og stjæle de 10 bonussekunder fra den australske rival - en taktik, som australierne utvivlsomt skal forsøge at udnytte - vil Impey, hvis han ikke har scoret yderligere sekunder forinden, være tvunget til at ende som nr. 3 bag Porte for også at tage den samlede sejr. Med tanke på at han aldrig tidligere har kunnet følge Trek-kaptajnen på Willunga selv i 2018 og 2019, hvor modvinden var ganske hård, ligner det en næsten umulig mission.

Til gengæld kan der måske være lidt håb at finde i Portes hold. Trek kollapsede totalt på en dag, hvor kun Kenny Elissonde sad hos Porte i det ganske store felt, der spurtede om sejren. Selv de unge klatrere Juan Pedro Lopez og Michiel Ries blev sat til vægs, og missionen om at få Pedersen over stigningen ved at sende ham i det tidlige udbrud, mislykkedes også. Hvis det mønster gentager sig i morgen, kan Ineos og Mithcleton, der begge har tre trusler i klassementet, måske spille et taktisk spil, der kan bringe Porte ud af fatning. Det kan i hvert være farligt at bringe australieren frem til de sidste 1300 m, hvor han nu seks gange i træk er kommet med sit sædvanlige angreb og har kørt alle ud af hjulet. Men sidder han alene med Elissonde efter første tur op ad bakken, er der måske muligheder.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Det ændrer dog ikke på, at Porte reelt må regnes som løbets førende, selvom det er Impey, der i morgen vil bære den okkerfarvede førertrøje. Og modsat fem af de seneste seks gange vil han denne gang kunne være rimelig sikker på, at han ikke risikerer at ende som taber, selvom han skulle tage endnu en sejr på Willunga. Bolden ligger i Portes lejr, også selvom det taktiske spil kan betyde, at hans sejrsstime brydes af den meget formstærke Yates, som i hvert fald i kampen om etapesejren har en mere gunstig strategisk hånd at spille.

For NTT er alt dette uinteressant. Holdet er for længst ude af kampen om de sjove placeringer, men for et hold, der har været så lidt vant til succes, er det allerede en gigantisk triumf at ende som ét af bare fire eller fem hold, som kommer fra løbet med en sejr. Ryder og Bjarne Riis håber utvivlsomt, at det er starten på et vendepunkt. På den anden side håbede Ryder det samme for et år siden, da holdet lagde fornemt ud med Boasson Hagens choksejr på enkeltstarten i Valencia, en spurtsejr til Nizzolo i Oman og en lovende indsats fra Michael Valgren på den første bjergetape i Algarve. Da det blev alvor i Het Nieuwsblad, startede imidlertid en lidelseshistorie, der var om muligt endnu mere trist end i 2018. Lad os håbe, at det ikke gentager sig igen denne gang.