Det var den omvendte verden, Cykeldanmark vågnede op til denne søndag morgen. Nu har vi igennem efterhånden mange år ellers vænnet os til, at Willunga-morgen - altså morgenen efter kongeetapen til toppen af Willunga Hill - næsten altid har budt på de samme overskrifter. År efter år har Richie Porte ikke efterladt skyggen af tvivl om, hvem der har været Tour Down Unders bedste klatrer, og med seks sejre i træk etableret sig som kongen af Australiens mest berømte cykelhistorie. Næsten lige så sikkert har det imidlertid næsten været, at etapesejren ikke har været nok til samlet triumf, for fire af de seks gange er australieren endt som nr. 2 og i tre af tilfældene har det endda været bag en Mitchelton-Scott-puncheur i form af enten Daryl Impey eller Simon Gerrans.

Sådan gik det bare ikke denne gang. Ganske vist endte den lille australier med sin obligatoriske 1. og 2. plads, men denne gang var det etapesejren, der glippede. Til gengæld fik den lille australier en langt større gevinst, da det for anden gang i karrieren lykkedes at omsætte en magtdemonstration på Willunga til en endda ganske suveræn samlet sejr, præcis som det var tilfældet i 2017, hvor han også vandt løbet med en uhørt stor margin. Og helt galt var det, at de lokale helte fra Mitchelton ikke havde én eneste mand på podiet - noget, der siden holdets fødsel i 2012 kun er sket én gang, nemlig helt tilbage i 2013. Og dengang fik holdet i det mindste en etapesejr med Gerrans på WIllunga Hill, og dermed blev en ellers ret flot kørt 2020-udgave af løbet den første af de hidtil ni, hvor de lokale helte måtte køre helt tomhændede tilbage til hotellet i Adelaide.

Selvom ingen kan være i tvivl om, at den samlede sejr har langt større værdi end en triumf på en enkelt etape, må det stikke lidt i Portes hjerte, da han og holdet senere på aftenen fejrede årets første sejr. Trek-kaptajnen har nemlig sat en særlig ære i at være ubesejret på Willunga, hvor han indtil i nat havde vundet alle de syv gange, han havde kørt en etape med mål på bakken. En lignende sejrsstime før man næppe igen at se i en etapefinale, der kan vindes af relativt mange ryttertyper, og det var derfor et lille stykke cykelhistorie, der blev bragt til ende i nat.

Læs også

Valverde vinder igen

Når den lille skuffelse har lagt sig, kan Porte alligevel være uhyre tilfreds med den forløbne uge. Efter den katastrofale 2019-sæson, hvor særligt hans uhyre skuffende Tour efterlod indtryk af, at verdens engang bedste etapeløbsrytter var ved at være pensionsmoden, fik han nemlig genantændt et håb om, at der måske kan være flere store etapeløbssejre for manden, der engang spiste de største ugelange etapeløb til morgenmad. Ganske vist skal man være meget varsom med at overfortolke Tour Down Under, der som januarløb er en ganske speciel affære - bare husk, hvordan Porte efter sidste års Willunga-sejr faldt helt sammen i Europa - men denne gang gav Portes kørsel så meget mindelser om magtdemonstrationen fra 2017, hvor man kan argumentere for, at han var verdens måske bedste cykelrytter, at der alligevel kan være en stor sæson i vente.

I dette løb har Porte nemlig været adskillige niveauer over rivalerne. Først satte han alle til vægs på Paracombe-stigningen på en dag, hvor benhård modvind ellers gjorde netop det til en meget vanskelig opgave, og i dag leverede han en af sine mest overbevisende præstationer på Willunga. Ikke blot kørte Porte igen fra alle sine klassementsrivaler, han gjorde det også i en ny rekordtid på en stigning, der nu ellers har ageret etapemål hele ni gange.

Naturligvis fortæller det ikke, at Porte er stærkere end nogensinde. To forhold bidrog nemlig til den fine tid. For det første var vejrbetingelserne denne gang relativt gunstige med en relativt beskeden sidevind som kontrast til de seneste to års benhårde modvind. For det andet blev Porte denne gang tvunget til at åbne langt tidligere end vanligt, hvor han altid har skruet på gashåndtaget med 1300 m igen. Denne gang betød en misforståelse på Jumbo-Visma, hvor Antwan Tolhoek tilsyneladende var så uopmærksom på katajn George Bennetts vanskeligheder, at han helt ubevidst kom til at sætte sin kaptajn af. Da den lille hollænder opdagede miseren, havde han allerede trukket Porte, Simon Yates og Ineos-duoen bestående af Rohan Dennis og Dylan van Baarle væk fra resten af favoritterne, og da han herefter slog ud, havde Porte ikke andet valgt end at åbne tidligere end planlagt for ikke at gøre sig sårbar for især de to Ineos-ryttere, som sagtens kunne have udnyttet magtkampen mellem Yates og Porte til at begå et mindre kup.

Heldigvis var Porte stærk nok til at gøre det færdigt, selvom det ikke var forløbet helt efter planen. Yates gjorde ellers ihærdig modstand, og netop det er med til at tilføje Portes præstation lidt ekstra klasse. Den lille brite har nemlig givet indtryk af at være endog meget velkørende, og det siger lidt om Portes styrke, at han på den relativt lette stigning alligevel kunne køre den tidligere Vuelta-vinder direkte ud af hjulet. Klasseforskellen var så stor, at den vitterligt gav visse mindelser om 2017.

Næste opgave for Porte bliver at bevise, at det ikke bare var udtryk for god januarform. Den virkelige test af, om han er på vej tilbage til fordums styrke, kommer i Europa til marts. Årets knaldhårde Tour du Haut-Var i februar vil give den første indikation, og herefter er det i Paris-Nice og ikke mindst Volta a Catalunya, der angiveligt er hans helt store mål - måske fordi det spanske løb for første gang i en menneskealder inkluderer en enkeltstart - at eksamen venter. Kan han undgå de helbredsproblemer, der ofte har slået ham ud i foråret, vil netop de to løb, som han i sin storhedstid begge har vundet, afsløre, om en genfædt Porte skal skrives på listen over kandidater til sommerens Tour-sejr igen.

Lige så meget forløsning, der var i Trek-lejren, lige så stor var skuffelsen hos Mitchelton. Som sagt var det holdets ringeste udbytte i deres levetid, men faktisk fortæller resultatlisten intet om, hvor flot et løb de kørte. Tre mand i top 10 fortæller en del af historien, men det er holdets tilgang, der først og fremmest fortjener applaus. Yates viste i dag, at han var løbets næstbedste klatrer, og holdet kunne utvivlsomt med en mere defensiv taktik let have sikret sig 2. pladsen.

Det var imidlertid ikke nok for sportsdirektør Matthew White. Velvidende at årets hårdere rute ville gjorde det uhyre svært for Daryl Impey at sikre sig et historisk hattrick, gjorde australierne det eneste, der kunne gøre den bedrift mulig. De jagtede bonussekunder med en ihærdighed, der langt overgik, hvad de tidligere har gjort, og det var formentlig den meget aggressive taktik, der betød, at Impeys ben sagde stop allerede tidligt på Willunga. Allerede i går luftede han en frygt for, at de mange spurter havde kostet for meget, og det er da også den eneste logiske forklaring på, at Impey underpræsterede så voldsomt på en bakke, han ellers har lært at mestre. I år var ruten ganske enkelt for hård, selvom holdet gjorde alt rigtigt - ikke mindst i dag, hvor missionen om at lade et udbrud stjæle etapesejren og dermed de 10 bonussekunder endda lykkedes, da de på koldblodig vis tvang Ag2r og Trek til at stå for jagten.

Plan B lykkedes heller ikke, selvom Yates utvivlsomt kunne have sikret sig 2. pladsen. Som mange andre har erfaret på bitter vis, er det nemlig overordentligt risikabelt at forsøge at følge Porte på Willunga. Bare se på, hvordan Michael Woods eksploderede totalt i 2019, og hvordan en ellers meget velkørende Jay McCarthy gik helt ned i 2018, hvor han ellers længe holdt sin landsmands hjul. Yates var således advaret om, at et forsøg på at gå med Porte kan være ensbetydende med et farvel til podiet, men alligevel havde briten modet til at gøre forsøget. Det lykkedes ikke, men forsøget fortjener ros, og hvis man også erindrer, at han var i asfalten for fire dage siden, kan Vuelta-kongen fra 2018 faktisk siges at være kommet overordentligt lovende fra start efter en temmelig trist 2019-sæson, som ikke kunne reddes at to flotte etapesejre i Touren.

Lige så lovende er Ineos kommet fra start. Det britiske superhold havde ellers ikke det bedste 2019, selvom en dobbeltsejr i Touren naturligvis gør det svært at være helt utilfreds med udkommet. I år er de imidlertid startet på overbevisende med to mand i top 5, og havde Rohan Dennis og Dylan van Baarle bare holdt sig lidt bedre til i massespurterne, var det også blevet til en eller flere podiepladser. Begge efterlod de endda et indtryk af at være de stærkeste på stigningerne efter Porte og Yates, og det er alt sammen lovende forud for en sæson, hvor holdet kan blive spændt til bristepunktet af en meget ambitiøs grand tour-strategi. For Dennis var det vigtig selvtillid efter en afslutning på 2019, der var særdeles tumultarisk, og for Van Baarle var det endnu et gigantisk skridt i den forvandling fra brostensspecialist til bjergged, som han for alvor indledte i samme løb for et år siden. At unge Pavel Sivakov så viste sig endnu ikke at være på toppen, lever man nok med - især fordi det alligevel lykkedes russeren at komme hjem med ungdomstrøjen og sikre holdet sejren i holdkonkurrencen.

Læs også

Dumoulin har klar holdning til Van der Poel vs. Pogacar

En anden gigantisk vinder er CCC. Nok er det polske hold blevet kraftigt forstærket i forhold til 2019, hvor de mere eller mindre alene var Greg van Avermaets mandskab, men alligevel hører de til langt nede på listen over de stærkeste mandskaber. Holdet så også ud til at skulle spille en helt marginal rolle, da kaptajnen Patrick Bevin blev sendt ud med hjerteproblemer, men ud af det blå leverede erfarne Simon Geschke en præstation, han ikke har været i nærheden af i flere år. Samtidig sikrede Joey Rosskopf sig med offensiv kørsel en bjergtrøje - og i dag var han endda længe virtuelt i front for løbet på en dag, hvor selv Porte var bange for, at udbruddet kunne snyde dem alle for den samlede triumf - og dermed blev løbet en stor triumf for et hold, der var yderst beskedne forventninger til på forhånd.

Også UAE kan være godt tilfredse. Araberne, der sidste år blev nr. 4 på ranglisten, tog endnu et skridt mod ambitionen om at blive verdens bedste cykelhold ved at tage en fornem 2. plads med Diego Ulissi og sikre sig pointtrøjen med Jasper Philipsen, der har givet indtryk af at have taget et stort skridt frem mod sin anden sæson på højeste niveau. Man må virkelig tage hatten af for den snu Ulissi, for han gav på intet tidspunkt indtryk af at være blandt de stærkeste på stigningerne. Mens andre folk som Robert Power, George Bennett og Yates imidlertid ødslede med kræfterne undervejs, gemte den erfarne ræv sig i feltet og gjorde akkurat det, der skulle til for at sikre sig sin hidtil bedste placering i et løb, hvor han altid er med fremme.

Næstefter Trek er det dog Lotto, der kommer hjem med allermest. Alle vidste vi, at Caleb Ewan havde gode chancer for at vinde en etape eller to, men at det ellers ikke specielt stærke mandskab skulle komme hjem med halvdelen af etapesejren plus triumf i det indledende gadeløb, var der næppe mange, der havde ventet. Mest sensationelt var det naturligvis, at Matthew Holmes skulle blive manden, der brød Portes sejrsrække på Willunga Hill og det endda i sit første WorldTour-løb nogensinde.

Naturligvis skyldes sejren de specielle omstændigheder, men helt ud af det blå kommer den trods alt ikke. Holmes har nemlig med to top 6-placeringer i Tour de Yorkshire samt sidste års 4. plads ved OL-testen i Tokyo, hvor han kun blev slået af Ulissi, Davide Formolo og Nans Peters, vist, at der er krummer i knægten. Alt for længe har han bare været henvist til at køre relativt flade løb i England, hvor terrænet ingenlunde har passet ham, men nu får han endelig chancen for at vise, hvad han kan i mere kuperet terræn. Selvom løbet her har været lidt af en øjenåbner for Holmes, der var rædselsslagen i positionskampen og derfor fik ødelagt sit klassement i Paracombe, er starten i hvert fald yderst lovende, nu hvor han i en sen alder endelig har fået sin store chance.

Listen over dagens vindere tæller også Bahrain-McLaren, der med et relativt svagt hold og et tidligt nederlag med tabet af kaptajn Rafael Valls, alligevel kom hjem med en top 10 med Hermann Pernsteiner, som bliver mere og mere spændende efter den flotte kørsel i særligt den tredje uge af Vueltaen. Og så er der naturligvis NTT, der fik den perfekte start med Giacomo Nizzolos overraskende sejr i går, og Deceuninck-Quick Step, der måske nok kun vandt én etape, men kan finde en vis trøst i den spurt, Sam Bennett leverede i går, og de ret overbevisende lead-outs, Michael Mørkøv leverede på hovedparten af etaperne.

Listen over tabere er også lang. Udover Mitchelton-Scott tæller den Jumbo-Visma, hos hvem George Bennett fik endnu grund til at hade Willunga Hill, som har tilføjet ham det ene nederlag efter det andet. Overbevisende kørsel på 3. og 5. etape havde ellers konfirmeret, at den lille newzealænder vitterligt var en af løbets bedste klatrere, og hans hold gjorde da også alt det rigtige, da de i dag forsøgte at sætte hårdt tempo fra bunden, så den knap så eksplosive Bennett kunne få det brutale løb, han havde brug for. Desværre blev det ikke denne gang, at han og Willunga sluttede fred med hinanden, for Tolhoeks forcering var så voldsom, at kaptajn Bennett selv røg af. Spørgsmålet er, hvor længe han har lyst til at vende tilbage til et løb, der åbenbart ikke kan give ham succes.

Det kunne det heller ikke for Robert Power. Allerede efter hans imponerende og meget overbevisende præstation i Paracombe, nærede jeg frygt for, at hans yoyoagtige kørsel, hvor én superdag efterfølges af fem dårlige, atter skulle lægge en dæmper på det store talent, der aldrig er kommet til udfoldelse. Sådan gik det desværre igen, for efter den flotte kørsel i torsdags var det slut med de gode ben. Allerede i går lignede Power en hængt kat, og i dag eksploderede han så voldsomt, at han gled helt ud af klassementet. Det er en skam, at rytteren, der engang blev nr. 2 i Tour de l’Avenir, men som er blevet sat tilbage af en knoglemarvssygdom, tilsyneladende ikke kan blive den etapeløbsrytter, som topniveauet ellers synes at række til.

Også Romain Bardet havde drømt om en bedre start. Selvom han havde meldt ud, at løbet her primært handlede om at finde benene, ved vi også af erfaring, at Bardet altid har ambitioner fra sæsonstart. I dag sendte han da også sit hold frem for at jagte udbruddet, så han og Andrea Vendrame kunne få en chance for at gøre det færdigt, men ingen af dem var blot i nærheden af at følge de bedste. Nok skal man igen være varsom med at drage mange konklusioner ud fra Tour Down Under, men Bardet trænger godt nok snart til lidt lys i en alenlang mærk tunnel, hvis ende fortsat ikke kan anes.

Cofidis og Bora fik begge ødelagt deres løb af uheld til hhv. Elia Viviani og Jay McCarthy, men begge hold viste ganske positive takter med folk som en delvist genfødt Nathan Haas, Simone Consonni og Erik Baska. Astana oplevede en sjældent ringe Luis Leon Sanchez, men reddede lidt af æren med dagens 3. plads til evigt kæmpende Manuele Boaro, ligesom Omar Fraile, der fik 2019 ødelagt af en rygskade, var en af de positive overraskelser på Willunga i dag. Israel Start-Up Nation tabte tidligt Ben Hermans, der ellers lignede en seriøs podiekandidat, men fik set, at André Greipel er i en helt anden forfatning end sidste år. EF fik ikke bragt Neilson Powless eller Kristoffer Halvorsen tilbage på sporet, men kan glæde sig over et sprintertog, er var langt bedre end ventet. På samme måde viste FDJs tog også, at det fortsat hører til blandt de bedste, selvom Marc Sarreau var meget langt fra topformen. Og så blev løbet nok et varsel om den nye virkelighed for Movistar, der i sin nye, foryngede udgave ligner et af WorldTourens svagere mandskaber.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det gør Trek til gengæld ikke. Efter en hovedsageligt trist 2019-sæson blev der skabt et momentum med et forrygende efterår, hvor Mads Pedersen blev verdensmester, og Bauke Mollema sejrede i Il Lombardia. I dag gav Porte dem så den bedst mulige start på 2020, så holdet nu har vundet to af de tre seneste WorldTour-løb, og samtidig antændte han et håb om, at han kan genfinde i hvert fald noget af sit gamle niveau. Mollema, Vincenzo Nibali, Giulio Ciccone og Jasper Stuyven venter alle i sulkyen til at bygge videre på det momentum, når den europæiske sæson indledes om få dage.

Måske bliver det i år, at amerikanerne endelig indfrier det potentiale, som truppen hele tiden har haft, men som for sjældent har været synligt i resultatlisterne. I et løb, hvor flere af sportens tophold som Jumbo, Bora og Astana havde meget lidt at juble over, hvor Mitchelton for første gang kom tomhændede hjem, hvor NTT tog en WorldTour-sejr, hvor CCC kom på podiet i et etapeløb, og hvor Porte ikke vandt på Willunga, men til gengæld sejrede sammenlagt, var det i hvert fald på mange måder den omvendte verden i årets åbning på WorldTouren. Måske er det et varsel om det, der venter i resten af sæsonen.