Det er efterhånden blevet en årligt tilbagevendende begivenhed. For nu tredje år i træk er Peter Sagan kommet til Tour Down Under med gentagne betoninger af, at han altså slet ikke er i form og primært er i Australien for at træne. Alligevel ender han altid op med at være konkurrencedygtig, og sidste år kunne han tage hjem med både en etapesejr og en dag i førertrøjen på kontoen.

I år har han endda givet mantraet et ekstra tryk ved at fremhæve, at han som følge af sin meget spændende deltagelse i årets Liege-Bastogne-Liege har trænet endnu mindre end tidligere, ganske enkelt for at bevare formen længere. Sandheden er da også, at Sagan i sine tre første spurter i år har set temmelig sløv ud, og der var da heller ikke grund til at være alt for optimistisk på hans vegne forud for nattens etape til Uraidla, der for en Sagan i storform lignede en sand lækkerbisken, men som af folk med lokalkendskab blev beskrevet som værende så hård, at den for formsvage ryttere nok ville blive lidt af en mundfuld.

Klasse fornægter sig imidlertid, og Sagan er en af de få ryttere, der kan vinde WorldTour-løb, selv når formbarometeret måske er tættere på 50% end på de 100. Det blev helt tydeligt, da det slovakiske fænomen i nat for andet år i træk susede over stregen som første mand i Uraidla og således brød den usædvanligt lange tørke, der efter et meget svært efterår betød, at hans seneste sejr kan findes helt tilbage i juli måned under Tour de France.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Etapen var måske nok beskrevet som den hårdeste i løbets historie, men det syntes ikke at genere Sagan. Den trefoldige verdensmester lignede aldrig en mand i problemer, da klassementskampen endelig kom lidt op i gear på de sidste 10 km, da først Kenny Elissonde og siden også Robert Gesink, Michael Woods, Luis Leon Sanchez og Dries Devenyns alle forsøgte sig med angreb. Med vanlig kølighed surfede Sagan rundt i den forreste del af feltet, mens Daniel Oss bidrog til at neutralisere angrebene, inden han med selvfølgelighed naturligvis vandt kampen om Daryl Impeys hjul, da den forsvarende vinder blev leveret i front af en i øvrigt dybt imponerende Lucas Hamilton. Herfra var det blot at gå forbi i den faldende finale, og selvom Luis Leon Sanchez kom faretruende tæt på til sidst, havde Sagan selvfølgelig igen timet det hele korrekt.

Sejren betyder, at Sagan nu kan sætte flueben ud for sit andet mål med det australske eventyr - det vigtigste er naturligvis at forbedre formen - og han fik vist, at alt er på skinner frem mod en forårssæson, der altså bliver længere og mere omfattende end nogensinde tidligere. Der er imidlertid ingen grund til at frygte, at han er for langt fremme, for hans pauvre præstationer på de første etaper viser, at han fortsat har lang vej igen. Det vil helt sikkert også blive tydeligt på løbets to vigtige klassementsetaper, for selvom Tour Down Under er et løb, en formstærk Sagan med lethed kunne vinde, vil vi med garanti ikke se ham blande sig i kampen om den samlede sejr.

Netop kampen om det trofæ, Impey sidste år hævede mod Adelaides himmel, var udset til at blive indledt for alvor på nattens etape. Det skete imidlertid aldrig på en dag, der på mange måde endte som lidt af en fuser. Formentlig var det en kombination af varmen, usikkerheden om formen og ikke mindst frygten for morgendagens Corkscrew-etape, der lagde en dæmper på festlighederne, for sandheden er, at løbet aldrig rigtigt blev vakt til live. Patrick Bevin havde ellers været voldsomt bekymret for, om hans ikke specielt stærke CCC-mandskab kunne holde styr på tingene, men polakkerne blev aldrig udsat for noget væsentligt, og selv da løbets førstemand mod slutningen af etapen kun havde Joey Rosskopf ved sin side, blev han aldrig for alvor sat under pres.  Newzealænderen udviste samtidig selv atter et stort overskud og forlod aldrig den forreste del af feltet, og det er i hvert fald ikke denne etape, der giver grund til at betvivle, at han de kommende dage kan gøre arbejdet færdigt.

Sandheden er da også, at angreb formentlig havde været skønne spildte kræfter. Helt som ventet påtog Mitchelton-Scott sig ansvaret for på sidste omgang at gøre løbet hårdt, så Impey kunne have en chance for i en reduceret massespurt, der forhåbentlig ville være uden Sagan og andre hårdføre sprintere, at sikre sig sine første bonussekunder. Da Sagan samtidig havde Oss, Jay McCarthy og Gregor Mühlberger ved sin side, var der ganske enkelt så stor interesse i en spurt, at de forsøge, der endelig komi den absolutte finale, da også viste sig at være helt frugtesløse.

Derfor er det også svært at drage meget håndfaste konklusioner om formniveauet hos løbets favoritter. Richie Porte var således fint tilfreds med at gemme sig i feltet, og selvom han på næstsidste omgang lidt uforståeligt sendte sine Sky-tropper for at lægge pres på og siden sendte Elissonde i offensiven, var Wout Poels også helt usynlig. Til gengæld ligner løbets tredje superklatrer, Woods, hvis formniveau ellers har været mere tvivlsomt mere og mere en yderst velforberedt kandidat, efter at hans stærke angreb mod slutning faktisk kortvarigt viste sig nok til at slå et hul - et hul, der efterfølgende fik Porte til at beskrive canadieren som løbets pt. stærkeste.

Om det også er tilfældet, bliver vi meget klogere på, når røgen har lagt sig på Corkscrew om et par timer, for modsat Woods er der helt sikker mange, der i dag havde allermest fokus på at spare på kræfterne til den kommende nats langt vanskeligere slag. Udover canadieren er der dog et par navne, der allerede nu synes at udmærke sig positivt. Det gælder særligt Sanchez, der ikke blot med sin bedste spurt i mange år - spanieren er slet ikke så hurtig som i sine unge dage - men også med sene angreb både i dag og i går synes at være mindst lige så flyvende, som han var i den indledende del af 2018-sæsonen, og i den grad er ved at leve op til sit ry som sæsonstarternes mand. Devenyns, der efter sidste års 5. plads virkelig er motiveret efter at gribe en sjælden personlig chance, havde også masser af skud i stængerne i sit angreb, og de to rene klatrere George Bennett og Domenico Pozzovivo ligner umiddelbart de bedste bud på folk, der kan følge Porte, Woods og Poels på de stejleste procenter.

Der er også et par unge navne, der udmærker sig positivt. Det gælder særligt Tour de l’Avenir-vinderen Tadej Pogacar, der også var aktiv i de sene angreb, og som på Strava de seneste har sat en tid på Corkscrew, der er fem sekunder hurtigere end Portes. Det gælder tillige talentfulde Ben O’Connor, der allerede ved de australske så skarp ud, og som her er del af et meget imponerende Dimension Data-hold, der også tæller Tom-Jelte Slagter og Michael Valgren som mulige topkandidater.

Etapens begrænsede selektion betød til gengæld også, at der ikke er mange navne at strege fra listen over favoritten. Kun Ruben Fernandez, der ellers endelig synes på vej tilbage efter mange år med helbredsproblemer, blev elimineret af to forskellige uheld og har nu overladt Movistar-kaptajnrollen til nytilkomne Eduard Prades. Derudover lignede Nathan Haas, der allerede skuffede fælt ved de australske mesterskaber, en hængt kat i finalen, og han synes bestemt ikke at have en form, der på nogen måde gør ham i stand til at kæmpe med om sejrne i et løb, han ellers ofte har gjort det godt i.

Etapen kommer således næppe til at spille den helt store rolle i det endelige regnskab på søndag, men der er helt sikkert mange, der drager et lettelsens suk over, at Bevin sov lidt i timen i den faldende finale og i kraft af en dårlig position slet ikke havde mulighed for at score yderligere bonussekunder. De tilfaldt i stedet den i klassementssammenhæng ufarlige Sagan samt Sanchez og Impey, der således blev dagens eneste vindere i kampen om den samlede sejr. For Porte, Woods og Poels var det imidlertid lidt af en gave, at bonussen blev spredt ud på flere ryttere, og selvom det altid er farligt at give tre så stærke ryttere et forspring i et løb, der afgøres på sekunder, kan de ikke være svært utilfredse med udkommet af en potentielt farlig dag.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Det blev den altså ikke alligevel, og det afspejles meget godt i, at der faktisk var hele tre sprintere med i front. Udover Sagan, hvis tilstedeværelse ikke var den helt store overraskelse, var det en fornøjelse at se Danny Van Poppel og Ryan Gibbons holde sig til over de mere end 3000 højdemeter. Begge imponerede stort med deres forstærkede holdbarhed i Vueltaen, og i nat bekræftede de atter, at de fremover skal tages seriøst på hårde ruter. Måske fejlede de begge i selve spurten, der mere var et spørgsmål om positionering end reel spurtstyrke, men at de kunne holde sig til på de mange bakker, tegner godt for deres fremtid. Især var det nærmest chokerende at se, hvordan Gibbons endda var i stand til at gå med i angrebene, da klassementsfolkene mod slutningen endelig viste sig frem.

I morgen ser vi imidlertid ikke noget til hverken Gibbons eller Van Poppel. På Corkscrew overlades festen til det lette kavaleri, og der er ingen risiko for en gentagelse af nattens fuser. Det er her Bevin for alvor skal stå sin prøve, og hvor vi får den første reelle indikation på, om det bliver en af de tunge, hurtige folk eller en af klatrerne, der skal løbe med sejren. Og selvom han tilsyneladende kan vinde, selv når formen er langt fra sit toppen, slutter festen nu også for fænomenet Sagan - trods alt!