Kan I huske, hvordan 2019-sæsonen startede? Den indledtes med, at Elia Viviani og Deceuninck-Quick Step vandt den indledende massespurt i Tour Down Under. Kan I også huske, hvordan den sluttede? Jo, det hele endte såmænd med, at Enric Mas og Deceuninck-Quick Step atter kunne trone øverst på podiet som samlede vindere af årets sidste WorldTour-løb, Tour of Guangxi. Indimellem de to sejre triumferede det belgiske sejsmaskine yderligere 66 gange, hvormed de med i alt 68 gevinster nok engang endte som sæsonens suverænt mest vindende hold.

På den baggrund kunne det jo næsten ikke gå anderledes, da Tour Down Under i nat nok engang blev skudt i gang med en relativt flad sprinteretape i området omkring Adelaide. Præcis som for et år siden var det igen Patrick Lefeveres tropper, der fortsatte, hvor Mas og resten af holdet slap i Kina for tre måneder siden, og for andet år i træk kunne Lefevere sætte den første streg på sin lille sejrsblok allerede på sit holds første seriøse løbsdag i 2020. På den måde var det ”business as usual” denne tirsdag i Tanunda og et varsel om, at der nok ikke er så meget forandret i denne sæson, selvom Lefeveres trup har gennemgået lidt af en foryngelseskur og sagt goddag til ikke færre end 11 nye ryttere.

Netop derfor var der alligevel en snert af forandring over den massespurt, der afsluttede de 150 ret begivenhedsfattige kilometer på rundstrækningen i Tanunda. Denne gang var det nemlig hverken Mark Cavendish, Marcel Kittel, Fernando Gaviria eller Elia Viviani, der i nævnte rækkefølge har haft rollen som førstesprinter på det belgiske sprintermandskab, der har for vane at have to-tre supersprintere at fordele opgaverne imellem. For første gang var det nemlig Sam Bennett, der skulle løfte den uhyre tunge arv, der uundgåeligt følger med at være nr. 1 på det hold, der mere end noget andet har gjort massespurterne til deres legeplads i de senere år.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Et blik på Cavendishs, Kittels, Gavirias og Vivianis resultater i den blå trøje kan da også få de fleste til at ryste i bukserne over at skulle leve op til en arv, der er så tung, at selv den mest selvbevidste sprinter nok vil synke en ekstra gang ved udsigt til opgaven. Da Bennett samtidig er kendt som alt andet end selvtillidsfuld og sjældent giver et vinderinterview uden at understrege, hvor lidt han troede på egne chancer, var det heller ikke overraskende, at den irske supersprinter efter sejren erkendte, at han havde følt sig under et gigantisk pres. Og netop fordi vi ved, at Bennett lynhurtigt begynder at tvivle på egne evner, kan man næppe undervurdere betydningen af, at det gave pote allerede i andet forsøg, selvom generalprøven i søndagens generalprøve mildt sagt gik helt i vasken.

I dag blev det imidlertid helt åbenbart for enhver, at det ægteskab, der lige siden afslutningen på den langstrakte sæbeopera omkring Bennetts holdskifte har lignet det helt perfekte match, er en så stensikker garanti for succes, at der hverken har været brug for datingsider eller parterapeuter for at finde ud af, at de to parter bare måtte have hinanden. Efter et 2019, hvor Bennett måske etablerede sig som verdens allerhurtigste og mest sejrssikre sprinter på et Bora-hold, der stort set ikke gav ham nogen støtte i finalerne, lå det i kortene, at den uhyre positioneringssikre irer placeret på bagsmækken af Deceunincks uovervindelige tog næsten ikke kunne undgå at blive en uudtømmelig kilde til nye sejre. Faktisk har ægteskabet været så indlysende rigtigt, at jeg på denne side tidligere har spået, at Bennett meget vel kan blive den første rytter siden Alexander Kristoff i 2015 til at tage mindst 20 UCI-sejre i samme sæson.

Min eneste anke har egentlig været, at det er spild at godt tog at sætte Bennett bag Deceunincks TGV, når nu han i den forløbne sæson viste, at han løb efter løb kunne slå hele verdenseliten nærmest på egen hånd. Men når man nu har fået et driftssikkert tog stillet til rådighed, kan man jo lige så godt gøre brug af det, og det gjorde Bennett i den grad i nat, da den velsmurte Deceuninck-maskine med det samme viste, at kikset i Adelaide i søndags bare var en enlig svale.

Denne gang fik belgierne nemlig alle andre til at ligne de rene juniorer. Holdet, der ellers ofte har for vane at gemme sig lidt for langt tilbage lidt for længe, som de også gjorde det på de regnvåde og kringlede veje i søndags, lod denne gang intet være overladt til tilfældigheder. På de sidste 10 km havde det blå tog en konstant tilstedeværelse forrest i feltet, først med de to nytilkomne Joao Almeida og Mattia Cattaneo, der bestemt ikke sparede sig til senere klassementsetaper, inden erfarne Iljo Keisse tog over, da det hele blev endnu mere hektisk. Den erfarne belgier bevarede roen og lod andre hold som EF, Ineos, Sunweb og UAE, der alle på forskellige tidspunkter tog fronten alt for langt fra mål, ride hornene af sig, indtil han afleverede toget i forreste del af feltet med en helt eminent timing.

Derefter stod der Deceuninck på det hele. Først viste Shane Archbold, at han sagtens kan glide ind i rollen som tredjesidste mand, efter at det i 2019 kneb for ham med at gøre deciderede lead-outs for vennen Bennett. Til den opgave har ireren imidlertid nu Michael Mørkøv, og derfor er han ikke længere afhængig af at bruge den strategi om at sætte sig på det bedste tog, som han ellers forfinede igennem sin succesrige 2019-sæson. Nu er det bedste tog nemlig hans eget, og da først Mørkøv overtog fronten, netop som EF med Jens Keukeleire forsøgte at gentage deres flotte nummer fra søndagens gadeløb, og let afviste den belgiske klassikerspecialist, som forsøgte at sætte Kristoffer Halvorsen op til sejr, var resultatet givet på forhånd. Hvis han også fremover får serveret det hele på et sådant sølvfad af Archbold og Mørkøv, er det meget svært at se, hvem der skal true fænomenale Bennett i den kommende sæson. Og så glemmer man helt, at toget faktisk har meget lidt at gøre med det gamle Deceuninck-tog, og at der snarere er tale om en sammensmeltning af to forskellige lead-outs.

Man kan derfor heller ikke fortænke Elia Viviani i at have set misundelig til fra bagerste vogn i toget. Sidste år var det nemlig europamesteren, der havde Bennetts plads, og det var ganske tydeligt, at italienerens store succes i høj grad var holdets mere end hans egen. Viviani har nemlig aldrig selv været feltets hurtigste, og derfor har det hele tiden lignet et stort sats at bevæge sig væk fra det eneste hold, der næsten er en garanti for sprintersucces. Nok har han taget Fabio Sabatini med sig, og nok er han også blevet forenet med banemakkeren Simone Consonni, men det har hele tiden været klart, at Viviani får overordentlig svært ved at gentage de mange sejre for Cofidis.

Søndagens gadeløb gav ellers grund til en vis optimisme. Her leverede Consonni nemlig et storartet lead-out, og i stedet var det Viviani selv, der var bekymrende langsom og knap kunne forbi sin egen hjælper i spurten. I dag blev til gengæld synligt, at toget stadig mangler noget finpolering, da Viviani lynhurtigt tabte hjulet på Consonni, der højst overraskende har overtaget pladsen som næstsidste mand fra Sabatini, som ellers traditionelt har siddet lige foran europamesteren. Måske var det Consonnis manglende rutine, der var forklaringen, men sandt er det i hvert fald, at Viviani måtte kæmpe meget på egen hånd, og selvom hans fine næse for positionering ikke fornægtede sig, var han ude af stand til at tage kampen op mod Bennett, der i kraft af sin fart altid vil være hurtigere end italieneren, som har virket alt andet end overbevisende i sine to første spurter.

Det har Caleb Ewan til gengæld, men til gengæld har ”The Pocket Rocket” nok engang måttet sande, at hans Lotto-tog altid har ladet meget tilbage at ønske. Togets svaghed tvang til gengæld Ewan til at udvikle en fornem næse for positionering i løbet af 2019, som betød, at han i sidste års Tour stort set altid sad præcis, hvor han skulle. Det gjorde han også i søndagens gadeløb, men i dag kunne Jonathan Dibben, Tosh van der Sande og Roger Kluge slet ikke få kørt ham frem til Bennetts hjul. Selv viste den lille australier lidt af den fine fart, han også havde i søndags, men det hjælper ikke meget mod den ustoppelige Deceuninck-maskine. Er nattens spurt udtryk for tendenser, der varer ved, kan vi regne med, at Ewan også i 2020 skal bruge den taktik, både han og Bennett forfinede i den seneste sæson, nemlig at udse sig det rette hjul bag det tog, der dominerer. Og det vil i mange tilfælde være Deceuninck.

Egentlig kunne det også være UAE. Der er nemlig helt sikkert mange, som allerede ryster i bukserne ved udsigten til at skulle op mod det genforenede og uhyre succesfulde makkerpar bestående af Fernando Gaviria og Maximilano Richeze. I dette løb er det arabiske mandskab også en faktor i spurterne, men her er det i en helt anden rolle. UAEs tog er mildt sagt ikke noget at råbe hurra af, men til gengæld er der al mulig grund til at tage hatten af for holdets sprinter, Jasper Philipsen.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Vi så det allerede i dette løb for et år siden. Allerede dengang var den belgiske nyprofessionelle stort set alene i massespurterne, men alligevel kunne han i sit allerførste WorldTour-løb vinde en massespurt foran folk som Viviani og Ewan. Det skyldtes en uhyre veludviklet evne for at begå sig i positionskampen, og den evne stillede han til fulde til skue igen i nat. Da røgen havde lagt sig i den hektiske finale, var det nemlig Philipsen, der sad limet til Bennetts baghjul, selvom det var længe siden, at hans sidste mand, Sven Erik Bystrøm, havde sagt farvel og tak, og herfra producerede den unge belgier også en ganske overbevisende, der åbenlyst pressede Bennett mere end så ofte før, og som viser, at Philipsen med sin eminente positionering må vinde en del mere i 2020 end i 2019, hvor det desværre stort set kun blev til sekundære placeringer.

Dagens overraskelse var naturligvis Erik Baska. Slovakken lignede en kommende supersprinter, da han tidligt blev U23-europamester og senere vandt Handzame Classic med en uhyre overbevisende spurt. Siden endte han som en helt anonym hjælper på en Bora-hold, der havde så mange sprintere, at de uden problemer kunne fodre svin med dem, men efter Bennetts exit er der en ny virkelighed på det tyske hold. Den bør give Baska flere chancer, og efter at han allerede viste ganske lovende takter i efteråret, hvor han særligt imponerede i sidevinden ved EM, viste han efter en defekt i søndagens gadeløb i dag, at han stadig har lidt af sin gamle hurtighed. Den fine tredjeplads skyldtes imidlertid også, at han er omgivet af et hold, der helt åbenlyst har ændret karakter efter deres uhyre store succes i 2020, og selvom de åbenlyst kun er kommet til Australien med en outsider til massespurterne, har de med deres konstante tilstedeværelse i front kørt som det supermandskab, de vitterligt er.

Langt mindre optimistisk har Kristoffer Halvorsen grund til at være. Forventningen var, at han efter et flot 2019 kunne tage det sidste skridt op hos EF, hvor han endelig kunne se frem til at have et rigtigt tog til sin rådighed. Det tog med Jonas Rutsch, Mitchell Docker, Tom Scully og Keukeleire har endda vist sig at være langt stærkere end antaget, men lige lidt har det hjulpet. Både i søndags og i nat manglede den ellers engang så lovende nordmand åbenlyst farten til at konkurrere med de bedste, og selvom holdet også blev slået af et bedre mandskab, da Keukeleire let afvistes af Mørkøv i dagens finale, er det allerede nu lidt bekymrende, at en angiveligt formstærk Halvorsen har så svært ved at begå sig på sin fart.

Til gengæld var der opmuntring til André Greipel. Der har været megen snak om Gorillaens store motivation og de næsten 2000 watt, han angiveligt har trådt i træning for nylig. I dag fik han mulighed for at bevise, at nedturen i 2019 vitterligt skyldtes en bakteriesygdom, og noget kunne tyde på, at der er noget om snakken. Selvom den positioneringssvage Greipel efter eget udsagn begik en brøler ved ikke at følge Viviani i finalen - det er ellers ofte et godt hjul at holde for snart sagt hvem som helst - kørte den store tysker vel noget nær den bedste spurt, siden han sejrede i Tour of Britan i efteråret 2018. Der er stadig lang vej til fordums storhed, men dagens spurt giver i hvert fald et lille håb om, at den gamle gorilla ikke er helt pensionsmoden endnu.

Han fik i hvert fald sat nogle af de unge kometer til vægs. Supertalentet Alberto Dainese måtte efter den fine debut i søndags sande, at hans Sunweb-tog er alt for urutineret, og både Asbjørn Kragh og Max Kanter ramte fronten alt for tidligt helt uden deres kaptajn. Alligevel fik Dainese en hæderlig position, men han havde tilsyneladende brugt så mange kræfter, at han slet ikke havde sit sædvanligt kick. Den unge Gabriel Cullaigh måtte også sande, at han stadig har en del at lære trods hjælpen fra erfarne Jurgen Roelandts, men denne gang lykkedes det ham i det mindste at komme til spurte. Det gjorde det også for Marc Sarreau, der styrtede i søndags, men den på hjemmebanen så succesrige franskmand må fortsat sande, at det kniber uden for de franske grænser. For ham er en 8. plads næppe værd at skrive hjem om, mens den spændende banerytter Sam Welsford, der efter OL vil satse fuldt på landevejen, med sin sejr ved de australske gadeløbsmesterskaber og nu to flotte spurter har vist, at han bestemt er værd at bygge videre på.

Også NTT fortjener en kommentar. Drømmen om at nye farver og ny ledelse ville forandre holdets triste skæbne er i første omgang ikke blevet til virkelighed. Lidt uforståeligt valgte holdet tilsyneladende i dag at køre for Ryan Gibbons, der fortsatte de triste takter fra sit efterår i 2019 og aldrig kom frem i spurten. Trods Gibbons’ næse for god form for sæsonstart kan det i den grad undre, at man ikke satsede 100% på holdets normale førstesprinter, Giacomo Nizzolo, der så sent som i WorldTour-løbet i Hamburg var på podiet bag Viviani og Ewan og har givet antydninger af, at han i hvert fald nærmer sig fordums styrke.

Etapen fik ved første øjekast ikke den store indflydelse på klassementet, men det gjorde den ved nærmere eftersyn. Skal Daryl Impey have en chance for at vinde på årets uhyre hårde rute, kræver det, at den hurtige sydafrikaner tager alle de bonussekunder, han overhovedet kan komme i nærheden. Derfor var det også ”Mitchelton-Scott Classic” i den indledende del af etapen, da det australske hjemmebanehold holdt feltet samlet på de første 15 km, så Impey overraskende let kunne slå sprinteren Chris Lawless og klassementsrytteren Nathan Haas i den første kamp om bonussekunder. Det er den ærgerrighed i de indlagte spurter, som før har givet sejre til Simon Gerrans og Impey, som begge har vundet løbet i samme tid som nr. 2, og i dag viste holdet for første gang, at de trods rutens karakter ikke har intentioner om at ændre en opskrift, der har ført til et hav af sejre.

Det er dog næppe de indlagte spurter, der skal sikre Impey den samlede sejr. Selv har sydafrikaneren sagt, at det formentlig kræver en etapesejr, og til at opnå denne har han reelt to chancer. En mulighed er lørdagens etape med en hård stigning i finalen, men den bedste mulighed kommer allerede natten til onsdag, hvor Impey jagter sejren i puncheurspurten i Stirling, hvor han stadig har til gode at tage sin første sejr. Den kommende etape kan vise sig at være helt afgørende for den forsvarende mesters chancer for et hattrick, og derfor ved vi i morgen tidligt meget mere om klassementets endelige form, når vi kan gøre status på, hvor mange bonussekunder Impey, Jay McCarthy, Haas, Diego Ulissi og lignende typer har fået samlet til sig i Stirling.

Men for at vinde skal de jo lige slå Deceuninck-Quick Step og Bennett, der blandt andet i Vueltaen viste, at også han mestrer den slags finaler til UG med kryds og slange. Udsigten til at skulle slå den belgiske sejrsmaskine må i hvert fald få Impey til at ligge i hvert fald halvvågen det meste af natten. Indtil videre er det jo bare ”business as usual”, selvom vi nu skriver 2020 og sprinteren hedder Bennett og ikke Viviani.