Det kan godt være, at Colombia i disse år spytter talenter ud i et omfang, som intet andet land kommer i nærheden af at matche, men der synes at være et gennemgående karaktertræk. Selvom der er enkelte undtagelser, er de alle nemlig relativt begrænsede i deres spændvidde, og langt de fleste kan da heller ikke meget andet end at køre opad. Santiago Botero og Victor Hugo Pena var tempostærke undtagelser i begyndelsen af dette årtusinde, og Rigoberto Uran havde to sæsoner, hvor han var en fremragende temporytter, inden han glemte alt om, hvordan man kører alene i kampen mod uret, men ellers har med temmelig stor sikkerhed kunnet regne med, at colombianere ikke kan køre enkeltstart.

Egan Bernal er bare anderledes. Det kan godt være, at det er som klatrer, at han for alvor excellerer, men Ineos’ vidunderbarn mestrer nærmest hele spektret. Først viste os han os i sidste års Volta a Catalunya, at han kan spurte til husbehov, og i Paris-Nice chokerede han de fleste ved ikke at misse ét eneste split i den kraftige sidevind, der martrede løbet. Og netop som man efter sidste års lidt svage præstation i Californien tænkte, at han nok alligevel ikke blev den store temporytter, imponerede han i samme Paris-Nice stort, da han på en flad tonserrute kørte sig til en 6. plads.

Alligevel sagde logikken, at han i dag ville miste sin førertrøje i Tour de Suisse. Ganske vist var det ikke svært at forudsige, at han sikkert igen ville køre en fornem enkeltstart, men denne gang var han altså ikke oppe mod hr. hvem-som-helst. Det var nemlig de seneste sæsoners altædende tempomonster, Rohan Dennis, der med en afstand på bare 41 sekunder for alvor truede colombianerens førsteplads, og med tanke på en 1. etape, der på mindre end den halve distance havde kostet 23 sekunder, så et trøjeforsvar svært ud.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Problemet er bare, at Bernal tilsyneladende kan alt. Ganske vist var dagens 11. plads på papiret ikke så god som resultatet fra Paris-Nice, men hvor feltet i Frankrig var relativt temposvagt, var han her oppe mod en hel serie af verdens førende specialister. Og selvom det endda kunne tyde på, at vindforholdene ikke var til gunst for de sidste startende, endte han med at slå topspecialister som Michael Matthews og Maciej Bodnar, der burde have langt, langt mere power på den flade rute.

Resultat blev, at Bernal forsvarede trøjen og det endda med en relativt komfortabel margin. Mindre imponerende blev det endda ikke af, at han mistede al sin tid til Dennis på løbets første del, mens han mod slutningen kørte helt lige op med verdensmesteren. Det kan godt være, at han mangler punchet og eksplosiviteten til at matche specialisterne over de korte distancer, men når hans enorme motor kommer i spil, imponerer han gang på gang. Hvis nogen drømte om, at de måske i fremtiden kunne bruge enkeltstarten som våben mod den lille colombianer, har de formentlig forregnet sig. Noget tyder i hvert fald på, at det kun er virkelige specialister som Tom Dumoulin, Primoz Roglic, Chris Froome og Geraint Thomas, der for alvor kan regne med at sætte tid i banken i forhold til det alsidige fænomen selv på de fladeste af de flade enkeltstarter.

Trøjeforsvaret skyldtes dog ikke kun Bernal selv. Det skyldtes mindst lige så meget, at Dennis igen underpræsterede ganske eklatant. Al tanke om, at sejren på 1. etape måske kunne markere, at han havde lagt sine trængsler bag sig, varede kun en uges tid. Allerede dengang var det klart, at hans yderst beskedne sejrsmargin var milevidt fra sidste års dominans, og dagens 6. plads slog med syvtommersøm fast, at der altså er sket noget med Dennis efter skiftet til Bahrain-Merida.

Med tanke på præstationerne de seneste dage kan man i hvert fald ikke længere beskylde formen for at være problemet, og det er stadig den nye cykel, der synes at være den mest oplagte forklaring. Nogen vil måske hævde, at det kunne være en pris for de forbedrede klatreevner, men det synes usandsynligt. Tværtimod var det sidste år, at han for alvor havde grand tour-planer, og her kørte han bedre enkeltstarter end nogensinde tidligere. Faktisk er planen frem mod 2020 først og fremmest at fokusere på OL-guld, samtidig med at han lærer lidt af Nibali i grand tour-sammenhæng, og derfor er det næppe forsøget på en transformation, der forklarer, hvorfor uovervindelige Dennis pludselig er menneskelig. De seneste dages ”graven-dybt” er heller ingen specielt valid undskyldning for manden, der sidste år vandt Giroens lange enkeltstart i løbets tredje uge, selvom han der for første gang kørte klassement i en grand tour.

Og Dennis er ikke den eneste, der tilsyneladende savner sin BMC-cykel. Stefan Küng, der i de seneste to sæsoner har været så stærk i dette løb, at det kun har været Dennis, der har kunnet bide skeer med ham, skulle også bare bruge et enkelt holdskifte, inden også han blev human. Efter et år, hvor han har skuffet på alle sine enkeltstarter siden den indledende sejr i Algarve, kom det endelige søm i hans ligkiste på dagens enkeltstart, hvor han blot blev nr. 7. Det resultat vil mange misunde ham, men for tempokongen Küng er der tale om en markant forvandling. Man kan næsten kun have ondt af afdøde Andy Rihs, der egentlig havde fortjent at se, hvor stor forskel hans cykelmærke tilsyneladende har været i stand til at gøre.

Heldigvis har Deceunink ikke den slags kvaler. De har altid haft det bedste materiel, og det blev stillet til skue på en dag, hvor de løb med de to bedste placeringer. Og måske lidt overraskende blev det Yves Lampaert, der i dette klassefelt, tog sejren, for ser man bort fra det belgiske mesterskab, har den kraftfulde belgier faktisk aldrig vundet en større enkeltstart.

Helt ud af det blå kommer det imidlertid ikke. Faktisk har Lampaert været genrejst lige siden sidste års 4. plads ved EM. Forinden var han ellers faldet ned i et dybt hul i den disciplin, han tidligere havde mestret, men efter et år, hvor han særligt med 5. pladsen i den ekstremt stærkt besatte enkeltstart i Tirreno havde vist, at han var på vej tilbage, kunne man godt have luret, at der ville være noget stort i vente, når han endelig fik en lidt længere distance at gøre godt med. Og med dagens resultat har han i hvert fald ikke mindsket sine chancer for at sikre sig en af de to sidste Tour-pladser, som han sammen med Kasper Asgreen og Dries Devenyns lige nu synes at slås om.

På den baggrund kan det virke nærmest absurd, at Asgreen med en 2. plads måske faktisk har svækket sine chancer. Det danske supertalent viste ellers atter, at hans potentiale er nærmest ubegrænset, og at den overraskende 5. plads på 1. etape, hvor den korte distance ellers ikke passede ham, var et glimrende forvarsel om, at det kunne blive godt, når han endelig kunne få lov også at varme sin efterhånden næsten legendariske motor en anelse mere op. Det kan godt være, at han netop på enkeltstartscyklen skuffede lidt i sin første sæson, men i et 2019, hvor han synes at mestre næsten alt, har han naturligvis også genfundet styrken i den disciplin, der altid har været hans favorit. Nu må han blot håbe, at hans nationalitet ikke vægter alt for meget imod ham, når Patrick Lefevere i de kommende dage skal gøre Tour-regnebrættet op.

I det hele taget blev det en stor dansk dag. Søren Kragh har bestemt ikke haft noget stort Tour de Suisse, men som vi også så det i BinckBank Tour sidste år, er han efterhånden så god en temporytter, at han kan være med helt i front, selv når benene ikke helt snurrer rundt med den kadence, de burde. Lørdagens 4. plads blev fulgt op med en fornem 3. plads i dag og det endda, selvom en defekt wattmåler gjorde det betydeligt vanskeligere. Forhåbentlig er det også et tegn på, at formen langsomt er begyndt at indfinde sig, nu hvor han har udsigt til at skulle til Frankrig i en rolle, hvor Dumoulins ærgerlige exit pludselig giver ham al ønskelig frihed til at jagte udbrud.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

I det hele taget var det en god dag for Sunweb. Med en 13. plads fik Lennard Kämna nemlig vist, at det ikke blot er i bjergene, at han har genfundet sig selv. Naturligvis er resultatet milevidt fra det enorme tempopotentiale, han viste som U23-rytter, men nu går det i hvert fald den rette vej. Og da også Nikias Arndt atter bekræftede, at han er solid i kampen mod uret, kan det ikke undre, at Sunweb er et af de bedte holdløbsmandskaber. Eneste malurt i bægeret var, at Michael Matthews med en skuffende 15. plads fik cementeret indtrykket af, at han bestemt ikke har fundet formen frem mod en Tour, hvor han nu pludselig er holdets klare kaptajn.

Patrick Bevin kørte med en 5. plads en hæderlig enkeltstart, men igen missede sejren. Nu kan ingen forvente at vinde i et felt, hvor så mange specialister er til start, men man må efterhånden unde newzealænderen, at det snart lykkes. Fremskridtene har været enorme, men gang på gang mangler han akkurat det sidste. Heldigvis er hans udvikling sket med en sådan hast, at man må formode, at den sore sejr kommer før eller siden.

Det blev også en enkeltstart, der gav store opmuntringer. Først og fremmest er det dybt imponerende at se, hvordan EF i år har forvandlet alle deres ryttere til noget, der ligner tempospecialister. Allerede sidste år så vi, at den ellers anonyme hjælper Tom Scully havde evner i den retning, men at han skulle blive nr. 4 på en enkeltstart på dette niveau, lå ikke ligefrem i kortene, ligesom en ellers træt Hugh Carthy atter overraskede md en 22. plads i en disciplin, han tidligere har haft det svært i. Og selvom Lawson Craddock måske ikke helt levede op til forventningerne, var en 12. plads trods alt hæderligt. Mere og mere tyder efterhånden på, at EF, der ellers i de senere år har været blandt de ringeste holdløbshold, kan blive en overraskelse på Tourens 2. etape.

Her kan Mitchelton i øvrigt også øjne en sejr, efter at Matteo Trentin med dagens 10. plads viste markant fremgang, og efter at holdet med sejren i Tirreno har vist, at de nærmer sig det gamle niveau efter nogle lidt sløje år. Og endelig var det hærligt at se, at Benjamin Thomas endelig fik viste lidt af det talent, der er gået lidt i glemmebogen siden jubelåret i 2017, hvor han tog det meste af cykelverdenen med storm.

Ser man bort fra Bernal og Dennis, havde klassementsrytterne det svært, men det var forventeligt på denne flade specialistrute. Marc Soler viste med en 14. plads, at han er en langt bedre temporytter end klatrer, og at han kun for alvor kan køre klassement på ruter, hvor enkeltstarten er vigtig og bjergene moderate, som vi så det i sidste års Paris-Nice.  Også Tiesj Benoot, der ellers har været notorisk kendt for at køre ringe enkeltstarter, fortsatte sit suveræne Schweiz Rundt med en flot 33. plads, hvilket er over vanlig standard. På samme måde kunne det være gået langt værre for Jan Hirt, der stadig ikke viser tegn på træthed efter en hård sæson, ligesom Carlos Betanur bare bliver ved med at overraske positivt på et tidspunkt, hvor man ellers skulle forvente, at hvalpefedtet i den lange pause havde genfundet vejen til hans lige nu ret pillede krop, som den har for vane at gøre det, når han ikke har en af sine løbsintensive perioder, hvor han nærmest holdes til ilden med løb hver eneste uge.

For andre var præstationen knap så imponerende. Simon Spilak har ganske vist aldrig været god på flade enkeltstarter, men dagens 28. plads var blot endnu et bevis på, at han ikke just er på vej tilbage til tidligere tiders storhed. Efter en flot 1. etape havde Patrick Konrad helst sikkert også håbet, at det var et tegn på forbedring i disciplinen, men den fornemmelse blev med dagens 30. plads hurtigt skudt ned. Og Enric Mas kunne slet ikke følge op på den fantastiske præstation i sidste års Vuelta, men det var nu ikke overraskende for en mand, der ikke er specialist og ikke synes at køre gode enkeltstarter uden for grand tours, hvor hans eminente restitution kommer ham til gode.

Helt galt gik det for Domenico Pozzovivo, der blev etapens helt store taber. Nu har flade enkeltstarter aldrig været hans kop te, men normalt burde italieneren, der altså engang blev nr. 3 bag Cancellara og Tony Martin på en Vuelta-enkeltstart, have gjort det bedre. Som bekendt er der imidlertid ikke nogen stor fordel at skifte til Bahrain, hvis man vil forbedre sine tempoevner, og heller ikke Pozzovivo er da blevet spor bedre på enkeltstartscyklen af at komme til Mellemøsten.

Sådan er det til gengæld ikke på Ineos. Al historik viser tydeligt, at man sjældent bliver en dårligere temporytter af at få adgang til det britiske mandskabs enorme ekspertise, og Bernal er bestemt ingen undtagelse fra den regel. For cykelløbet havde det været meget sjovere, hvis Dennis var gået forbi Bernal inden morgendagens etape, der nu kan ende som en Ineos-kontrolleret fuser, men man kan alligevel ikke undlade at bukke sig i støvet af beundring.

Spurte, køre enkeltstart, klatre, køre sidevind… Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvad den lille colombianer magter. Rivalerne må helle skynde sig at få vundet nogle cykelløb, så længe han bare er 22 år gammel.