Forud for årets Tour de Suisse gik den væsentligste spekulation på, om den samlede sejr ville gå til den ene eller den anden Ineos-rytter. Geraint Thomas og Egan Bernal fremstod som de åbenlyse favoritter i et relativt smalt felt af klassementsryttere, og når de værste rivaler blev fremhævet, var det særligt folk som Enric Mas, Domenico Pozzovivo og Hugh Carthy, der blev fremhævet.

Der var i hvert fald ikke mange, der nævnte Rohan Dennis. Det er nu ikke, fordi australieren ikke har gjort det godt i ugelange etapeløb, men alligevel var der tre grunde til, at han fløj under radaren. Først og fremmest meldte Bahrian-Merida selv ud, at Dennis som i næsten alle andre løb i år alene kom til Schweiz for at gå efter enkeltstarterne, og at holdets kaptajn var Domenico Pozzivivo. For det andet har australieren haft en meldt sagt skidt sæson, hvor han i april endda måtte trække stikket under Baskerlandet Rundt for at komme sig efter en elendig start. Og sidst, men ikke mindst betød årets rute med usædvanligt svære bjergetaper og en usædvanligt kort enkeltstart, at det nok ikke var i 2019, at terrænet ville gøre det muligt for store Dennis at vinde.

Efter de første to bjergetaper er Ineos-sejren imidlertid ikke længere helt så sikker. Efter tabet af Geraint Thomas har det britiske storhold været tvunget til at satse alt på Bernal, og han har da også gjort præcis som forventet. På begge bjergetaper har han vist sig som den stærkeste, og i dag leverede han endnu en magtdemonstration, der indbragte ham sin første etapesejr i et etapeløb siden maj 2018, og tog en sejr, der nærmest syntes sikker i det øjeblik, det stærke udbrud var blevet kørt ind.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Problemet er bare, at Dennis har vist sig betydeligt mere modstandsdygtig end antaget. Allerede på 2. etape kunne man fornemme, at han ikke bare var kommet til Schweiz for at sidde op på selv den mindste stigning, som man ellers ofte har set det i de løb, hvor enkeltstarterne har været målet. Med nærmest legende lethed sad han med, da holdkammeraten Domenico Pozzovivo satte et så dræbende tempo, at kun den absolutte creme af klatreeliten var tilbage. Og i går viste han så endegyldigt, at han er i Alperne for mere end bare at teste tempobenene.

Egentlig bør det ikke være en stor overraskelse. Det kan godt være, at Dennis har udskudt sine ambitiøse grand tour-planer til efter OL i Tokyo, men han har ikke lagt skjul på, at han vil bruge sin rolle som hjælper for Vincenzo Nibali i årets Tour til at lære af en af feltets bedste etapeløbsryttere. Og det har han tænkt sig at gøre ved også at være med dybt inde i finalen på de sværeste bjergetaper, og på den baggrund kan det ikke undre, at han er pillet og knivskarp.

Alligevel må man forundres over, hvor meget han har forbedret sig. Jeg har i hvert fald været yderst kritisk over for hans etapeløbsplaner på baggrund af det, han hidtil har vist. Ikke blot har han været for begrænset i bjergene, han har også et - i øvrigt selverkendt - problem med sin restitution, ikke mindst når der venter mange bjergetaper med mange højdemeter. I den forstand har han haft samme udfordring som ærkerivalen Tom Dumoulin, der imidlertid lynhurtigt vise, at hans motor var af en helt, helt anden kaliber end Dennis’, der ikke synes at køre langt på literen.

Set i det lys er dagens præstation særligt opmuntrende. Det var måske ikke noget stort chok, at han kunne klare gårsdagens 120 km lange etape, hvor udfordringen i alt væsentligt bestod i 30 minutter klatring til sidst. I dag stilledes der langt større krav til klatreevnerne på det 220 km lang maraton med mere end 4000 højdemeter. Alligevel så det ud til, at der stadig var masser på tanken, da Dennis krydsede stregen efter det, der helt uden sammenligning er den bedste klatrepræstation, han nogensinde har leveret.

Det kunne endda have været endnu bedre, hvis Bahrain-Merida-ledelsen også havde kørt med hovedet. Jeg var sikkert ikke den eneste, der rystede på hovedet, da araberne gav Ineos den hjælpende hånd, som gjorde det sikkert, at udbruddet ville blive kørt ind. Selvom planen naturligvis var at vinde med Pozzovivo, var det reelt at agere nyttig idiot for Bernal, der derved fik serveret 10 bonussekunder på et sølvfad. Helt sammen brast taktikken, da de til slut lod Pozzovivo stjæle to bonussekunder fra sin australske holdkaptajn, for selvom italieneren naturligvis er den bedste klatrer af de to, er der vel ingen, der kan se, hvordan italieneren skal slå den mere tempostærke Bernal.

Med lidt omtanke og held kunne Dennis dermed nu måske have været 6 eller 2 sekunder tættere på Bernal, og selvom det næppe er det, der afgør løbet, kan det i hvert fald vise sig betydningsfuldt, når regnebrættet skal gøres op efter morgendagens enkeltstart. Der kan ganske vist ikke være tvivl om, at en Dennis på 2018-niveau med lethed bør indhente de 41 sekunder, men spørgsmålet er, hvad den forbedrede klatring og det nye materiel har kostet? Ganske vist vandt han 1. etape, men slet ikke med den overlegenhed, vi normalt ser det, og igennem hele sæsonen har han som nævnt i nu efterhånden mange analyser skuffet fælt på tempocyklen, måske fordi han ikke længere har haft adgang til BMCs vindermaskine.

På 1. etape tog han imidlertid 23 sekunder på Bernal, og derfor må man formode, at også 2019-udgaven af Dennis vil være i gult i morgen eftermiddag. Det betyder dog langt fra, han står med en sikker sejr. Tværtimod venter den værste test fortsat forude i form af den voldsomme 9. etape, hvor rytterne skal over tre enorme bjergpas. Som sagt er det særligt den slags enorme etaper, der hidtil har voldt Dennis kvaler, og nu kommer den endda efter 8 dage, hvor hans restitution også sættes på prøve. Men netop derfor er det også den helt perfekt lakmusprøve på, om der alligevel er lidt hold i hans grand tour-ambitioner. Klarer han den udfordring, begynder jeg i hvert fald at vakle en smule i min klare afvisning af, at han kan lave ”en Wiggins” eller ”en Thomas”.

Bolden ligger imidlertid fortsat hos Bernal. Ganske vist kan man med nogen ret hævde, at colombianeren i dette relativt svage felt slet ikke har været så overlegen, som han burde - i hvert fald nu, hvor Mas endnu ikke har fået varmet dieselmotoren op - men ingen kan benægte, at han har været i særklasse. Og tre bjerge i mere end 2000 m højde må være guf for den colombianske bjergged, der i Paris-Nice med en 6. plads viste, at han ikke vil tabe meget i morgen. Den lange nedkørsel giver Dennis med hjælp fra Pozzovivo en mulighed for at redde situationen, men sandsynligheden for, at Bernal ikke runder løbets sidste bjergtop med et forspring til australieren, er nærmest forsvindende lille.

På den baggrund kan man heller ikke undgå igen at få lidt ondt af Pozzovivo. Den stakkels italiener måtte ofre en af sine sidste chancer for at indfri drømmen om Giro-podiet til fordel for en hjælperrolle for Nibali, og han personlige muligheder i Romandiet og Ardennerne blev ødelagt af et styrt i Fleche Wallonne. Nu skulle han så have Tour de Suisse som ”sit” løb, og han drog endda direkte fra Giroen til en træningslejr på Etna. Alligevel ser det nu ud til, at han også her kan ende som luksushjælper for en holdkammerat, endda selvom han i dag beviste, at han næstefter Bernal er løbets bedste klatrer.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Heldigvis udelukker det ikke, at han ikke kan gå på podiet. Det kræver først og fremmest, at han får skovlen under Patrick Konrad, der lige nu har et lille forspring. Det vil formentlig blive udbygget på morgendagens enkeltstart - også selvom Pozzovivo er en langt bedre temporytter, end hans statur og kørestil antyder - men selvom han i dag bekræftede, at han har forbedret sig betydeligt i de høje bjerge, kan Konrad risikere at komme til kort på så voldsomme bjergpas som dem, der venter om knap 48 timer.

Forud for løbet havde mange deres øjne stift rettet mod Enric Mas, og derfor var mange også skuffede over gårsdagens ringe præstation. Som nævnt flere gang er spanieren imidlertid en langsom starter, og i dag viste han med tydelighed, at han allerede er i fremgang, som vi altid ser det i de etapeløb, han stiller til start i. Naturligvis er der stadig et stykke til Tour-formen, men med sit flotte angreb viste han langt, langt bedre ben end for 24 timer siden. Og kender vi Mas ret, vil han fortsat blive bedre og formentlig styrke selvtilliden yderligere med en god indsats på søndag.

Jan Hirt kunne ikke helt gentage torsdagens forrygende kørsel, men det har alligevel været en god uge for tjekken. Med sin manglende stabilitet lignede han nemlig en mand, der kunne eksplodere efter en hård Giro, men det er han foreløbig ikke gjort. Naturligvis får han sig en lussing i morgen, men til gengæld kan han se frem til en afslutning, der burde passe en dieselklatrer som ham. Og et topresultat her vil være den endelige bekræftelse på hans comeback efter en 2018-sæson, hvor man frygtede, at han ville ende som endnu et forspildt talent.

Den slags frygt har man aldrig for Tiesj Benoot. Tværtimod bliver han bare ved med at imponere snart sagt overalt, og det fortsatte i dag, hvor han leverede sin vel hidtil bedste klatrepræstation. Ganske vist har han tidligere kørt godt i Dauphiné, men at være i top 10 på så svære og store bjerge er ganske imponerende af en rytter, der synes at være dobbelt så stor som alle de bjerggeder, der omgiver ham. Det er en skam, at han slet ikke kan køre enkeltstart, for med den enorme alsidighed burde han på sigt ellers kunne have udviklet sig til en ganske god rytter til ugelange etapeløb.

I det hele taget blev det en etape, der nærmest fuldstændigt bekræftede det billede, vi allerede så i går. Særligt glædeligt var det at se Lennard Kämna bekræfte, at han vitterligt er på vej tilbage efter den motivationskrise, der tvang ham til en midlertidig pause. Fabio Aru fortsatte ligeledes med at give håb om, at han med sin operation har fundet nøglen til sine problemer. Sunweb kan midt i en ellers trist tid også glæde sig over, at veteranen Nicolas Roche, der ellers har været en nærmest helt anonym skikkelse i de sidste par sæsoner, endelig viser lidt livstegn, der kan give håb om, at han med offensiv kørsel kan redde en Tour, der lige nu ser knap så spændende ud for det tyske mandskab. Og bemærk så, at Fabio Felline for første gang siden sin lange sygdomsperiode giver et lidt mere substantielt håb om, at han måske alligevel kan nærme sig sit gamle niveau.

Til gengæld blev etapen en lussing til Marc Soler, men det er nu svært at være stærkt overrasket. Sejren i Paris-Nice har af en eller anden grund fået mange til at udskrige ham til et stort klatretalent, men det kan resultaterne slet ikke bakke op. End ikke da han vandt det franske løb, var han i nærheden af de bedste på kongeetapen, og havde det ikke været for Mitcheltons sammenbrud på sidste etape, havde han heller ikke vundet løbet. Sejren blev primært grundlagt på en stærk enkeltstart, men i bjergene har han altid haft store begrænsninger. Det blev dokumenteret igen i dag, da han faldt helt igennem på et tidspunkt, hvor Movistar ellers havde taget kontrol.

Heldigvis var der et lyspunkt. Carlos Betancur, der så så overbevisende ud på 2. etape, faldt helt igennem i går, men i dag viste han, at der formentlig blot var tale om en dårlig dag. Det kan ikke undgå at vække glæde, når man betænker, hvor elendig form han plejer at have efter en pause. Ganske vist skal han først for alvor være klar til Vueltaen, men efter dennes uges kørsel og et generelt flot forår kunne noget tyde på, at vi i Spanien måske kan få en sjældent god (og trimmet) udgave af Betancur at se. Desværre bliver det nok i rollen som hjælper på et hold, der med Nairo Quintana, Richard Carapaz og Alejandro Valverde ikke kommer til at mangle kaptajner.

Måske de skulle låne en ud til Dimension Data eller Sunweb? Håbet om, at det succesfattige sydafrikanske hold kunne se frem til lidt oprejsning i Touren, har i den grad lidt et knæk de seneste dage. Tour de Slovenie synes at have slået det sidste søm i Mark Cavendishs ligkiste, og i dette løb har Roman Kreuziger slet ikke givet nogen grund til at tro, at han pludselig skulle genfødes som etapeløbsrytter. Og på Sunweb må man indse, at den svage drøm om, at Wilco Kelderman kunne overtage Dumoulins rolle som kaptajn er død, da hollænderen helt åbenlyst endnu ikke er i tilstrækkelig form efter sin lange skadespause.

Den slags kaptajnkvaler har man naturligvis heller ikke på Ineos, hvor man er så stærkt besat, at man har råd til at miste holdets absolutte stjerne og stadig have bookmakernes to topfavoritter til Tour-sejren i sin trup. Spørgsmålet er nu bare, om det også er nok til at tage den Tour de Suisse-sejr, der inden løbet så ud til at være stensikker. Nok har Bernal været suveræn de seneste dage, men Dennis har med sin overraskende kørsel givet liv til et løb, der ellers for længst havde været afgjort. Om han kan holde dampen oppe på en 9. etape, der virker meget voldsom for en fyr som han, er stadig tvivlsomt, men ifører han sig den gule trøje i morgen, må Bernal sande, at tempokongen kan præsentere en helt uventet trussel, som de færreste havde spået efter en sæsonstart, der ellers kun bød på en endeløs serie af skuffelser.