Så er vi der desværre igen! Det er blot seks dage siden, at jeg senest måtte indlede en analyse med en undskyldning for ikke at kunne fokusere tilstrækkeligt på en ellers yderst fortjent etapevinder. Dengang var det Wout van Aerts knusende overlegne og meget imponerende enkeltstartssejr i Dauphiné, der nærmest blev totalt glemt i den kollektive tristesse, som Chris Froomes voldsomme styrt kastede ud over cykelsporten.

Og minsandten om ikke det igen er Ineos, det er gået ud over. Det britiske superhold synes at have været forfulgt af uheld, siden de skiftede Sky-trikoten ud med Ineos’ røde farver, og det synes ingen ende at ville tage. Det startede ellers så godt med Chris Lawless’ sejr på hjemmebanen i Yorkshire, men siden da er alt næsten gået galt. Først brækkede Egan Bernal kravebenet en uge inden Giro-starten, så styrtede Tao Geoghegan Hart ud af den italienske grand tour, og i onsdags kom det triste lavpunkt med Froomes styrt, der desværre er så alvorligt, at det ikke kun er årets Tour-deltagelse, der kan være prisen.

I faldt holdets anden Tour-kaptajn så, da schweizisk tv pludselig fangede Geraint Thomas sidde på en ellers fredsommelig landevej efter et dumt styrt på en ellers for ham helt ligegyldig etape i Tour de Suisse. I skrivende stund er omfanget af skaderne uklare, og så længe der intet nyt er, kan man i det mindste krydse fingre for, at der blot var tale om en hjernerystelse, som han med lidt held hurtigere vil kunne komme sig over. Desværre kan det alligevel ikke undgås at have konsekvenser for hans Tour-deltagelse, for ikke blot risikerer han at blive passiviseret på et for Touren kritisk tidspunkt, han går også glip af helt afgørende løbskilometer - et tab, der ikke kan undgås at have indvirkning på hans form, når Tour-cirkusset indledes om to en halv uge.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Heldigvis kan Ineos glæde sig over, at de altid har en ny potentiel Tour-vinder stående klar i kulissen. Hvis Thomas skulle være ude, kan Egan Bernal nemlig pludselig ende med at skulle se sit brækkede kraveben som held i uheld, for han vil næppe være utilfreds med at skulle føre sportens bedste mandskab an i verdens største løb. Også Wout Poels, der indtil for et par dage siden lignede en fjerdeviolin, kan nu måske pludselig se frem til en helt uventet grand tour-chance som holdets plan B, og derfor er der ingen risiko for, at Ineos ikke kommer til at spille en helt afgørende rolle i det store cykelcirkus i juli. Ikke desto mindre må alverdens cykelfans sidde med en flad fornemmelse forud for en Tour, der uden Froome og Primoz Roglic og muligvis Thomas samt med en stærkt svækket Dumoulin ligner den ”billigste”, vi har oplevet i mange, mange år.

Midt i denne klagesang kan vi så til gengæld glæde sig over, at Tourens massespurter fik nyt liv. Elia Vivianis katastrofeår kombineret med de triste meldinger om Fernando Gavirias mulige afbud betød ellers, at også de flade etaper lige pludselig kunne ende som et kedsommeligt Dylan Groenewegen-show. Den risiko består naturligvis stadig, hvis hollænderen er så suveræn, som da han i De Panne i marts fik netop Gaviria og Viviani - de to på papiret værste rivaler - til at ligne juniorsprintere, men efter i dag kan man i hvert fald håbe, at italieneren er klar til at yde den tykkindede hollænder modstand.

Dagens sejr kunne nemlig ikke være faldet på et meget tørrere sted. Viviani havde indtil i dag ganske vist taget fire sejr, endda alle på WorldTour-niveau, men for en mand, der sidste år var den mest vindende i hele feltet, er det slet ikke nok. I de vigtigste mål har han nemlig fejlet eklatant, da han først som vel den eneste topsprinter måtte slippe feltet i Milano-Sanremo, siden faldt igennem i spurten i Gent-Wevelgem og slutteligt oplevede en katastrofal Giro, hvor han først blev deklasseret og senere lignede en helt ordinær sprinter og ikke en mand, der sidste år vandt hele syv grand tour-etaper.

Da han tog hjem fra Giroen, lignede Viviani da også en mand, der i den grad var ramt på moralen, og med tanke på, at vi vel skal tilbage til den seneste sejr i Tirreno i midten af marts for at finde hans sidste spurt af vanlig standard, kunne man i den grad betvivle, om han stadig havde det ekstra gear, han havde sidste år. Den frygt kan efter i dag i hvert fald delvist begraves, for da han krydsede stregen i Arlesheim efter 164 hårde kilometer var det efter en spurt, hvor han havde været klart hurtigste mand.

Nu siger dagens spurt måske ikke det helt store om chancerne mod Groenewegen i en klassisk spurt, for dagens etape var bestemt ikke en klassisk sag for Groenewegen-typerne. Tværtimod var det en knaldhård sag, hvor man i den grad kunne betvivle, om Viviani overhovedet ville kunne klare stigningerne. Det lykkedes imidlertid akkurat, da han som en af feltets bagerste fik klemt bagdelen med over toppen på den sidste udfordring, og dermed fik han atter dokumenteret, at han siden efteråret 2017 har haft en holdbarhed, der er af en helt anden kaliber end tidligere.

Endnu bedre var det, at han også vandt spurten. Man skal ikke have set mange af Vivianis spurter i klassikerne for at vide, at han før har haft problemer med at finde sin vanlige fart, når han har været mærket. Han er ikke en anden Alexander Kristoff, der nærmest synes at blive hurtigere, jo mere mærkede hans trætte ben er, og i stedet har han haft en kedelig tendens til at skuffe. Det gjorde han imidlertid ikke i dag, og selvom det måske ikke siger alverden, at han besejrer folk som Sagan, Michael Matthews og Matteo Trentin i en flad spurt, giver det sejren ganske megen valør, at den kom på så vanskelig en rute.

I det hele taget var det en helt perfekt dag for Deceuninck. Ikke blot viste Viviani selv klassen, det gjorde hans tog også. Efter en sæson, hvor den normalt så velsmurte belgiske maskine, har haft sværere ved at kontrollere finalerne end tidligere, leverede toget med Kasper Asgreen, Yves Lampaert og Michael Mørkøv i dag et lead-out, der hører til blandt sæsonens bedste. I den situation kunne Viviani næsten ikke tillade sig at fejle, og han betalte da også fornemt tilbage med en sejr. Ganske vist var det på en billig baggrund i et reduceret felt, hvor man skulle være kreativ for at sammenstykke et konkurrerende tog, men med tanke på, at de endda manglede Maximiliano Richeze, der var blevet sat af tidligere, må det have styrket selvtilliden betragteligt, ikke mindst fordi det netop er denne formation, der med Asgreen, Lampaert, Mørkøv, Richece og Viviani synes at skulle udgøre rækkefølgen på sprinteretaperne i Touren.

Til gengæld må Michael Matthews sidde med en ærgerlig fornemmelse. I forvejen har man kunnet undre sig over, at det på papiret så stærke Sunweb-mandskab slet ikke har løftet en finger på de foregående etaper før i de absolutte finaler, men i dag var det helt galt, at de intet initiativ tog på den sidste stigning. Med tanke på, at Viviani lignede en mand, der ikke kunne have tålt, at træet blev rystet meget mere, kan man undre sig over, at den uhyre formstærke U23-verdensmester Marc Hirschi først blev sat frem for at føre efter toppen. Havde han øget farten og ikke ladet den ganske vist formstærke, men tunge Maciej Bodnar stå for hovedparten af arbejdet, er det meget tænkeligt, at Viviani var blevet plantet, og med tanke på, at Matthews i dag endelig kørte en god spurt efter nogle halvsløje dage, er det nærliggende at tro, at det kunne være blevet til sejr - nøjagtigt som det i øvrigt kunne være blevet det sidste år, hvor samme ”dovne” Sunweb-taktik betød, at Christopher Juul holdt hjem på en etape, hvor Matthews også fik ram på Sagan i spurten.

Sagan måtte nøjes med en 3. plads, men det lever han nok med. Det er ingen hemmelighed, at Viviani i en flad powerspurt er hurtigere end slovakken, og selvom han måske nok havde håbet på mere efter så hård en dag, var nederlaget trods alt ikke uventet. Han kan måske kun ærgre sig over, at Bora er til start med så ”tung” en trup, der ikke havde musklerne til at lægge mere pres på undervejs, end de faktisk gjorde. Med en klatrer ekstra kunne det nemlig have været tyskerne, der havde sendt Viviani ud af bagdøren, men modsat Sunweb havde de ikke mange ressourcer at bruge på en dag, hvor de i forvejen egenhændigt havde kontrolleret etapen fra km 0.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

En anden taber må være Alexander Kristoff. Nordmanden måtte ellers have øjnet en gylden mulighed, da han ligesom Viviani akkurat kom med over Eichenberg. Han er som bekendt en mester i at afslutte efter hårde løb, og den lange opløbsstrækning lå endda til hans højreben. Den normalt ellers så positioneringsstærke nordmand så imidlertid temmelig mærket ud, da han var ude af stand til at holde Sven-Erik Bystrøms hjul igennem de sidste sving, og han lignede bestemt ikke den genfødte nordmand, der ellers havde sin bedste klassikersæson siden 2015 og for nylig tog sin første samlede sejr i Tour of Norway. Med tanke på Gavirias kvaler har han ellers udsigt til en uventet rolle som UAEs Tour-sprinter, men i dag lignede han bestemt ikke en mand, der var klar til at gribe den.

Det gjorde John Degenkolb derimod. I går var jeg ellers ude med riven efter tyskeren, der ikke var i stand til at omsætte Jasper Stuyvens fornemme lead-out til meget på 3. etape, men i dag leverede han en af de bedste klatreindsatser siden det grimme styrt i 2016. Mens Kristoff og Viviani gravede dybt for blot at redde sig med over, sad Degenkolb velplaceret helt fremme i Sagans baghjul. Desværre havde Trek allerede inden gårsdagens etape givet udtryk for, at Degenkolb og Stuyven skulle skiftes til at spurte, og da belgieren med nød og næppe kom over bakken, måtte tyskeren ofre sig. I lyset af hvor vidt forskelligt de havde klaret stigningen, og at Degenkolb altid har været den hurtigste af de to, ikke mindst efter en så vanskelig etape, skulle man måske have afveget en anelse fra manuskriptet, for Stuyven havde slet ikke gårsdagens fine ben, da han i finalen tabte Degenkolb efter et ellers fornemt Trek-lead-out, hvor Nicolas Conci og Gianluca Brambilla havde kontrolleret finalen.

Derudover gav spurten mere eller mindre det ventede resultat. Ivan Garcia og Matteo Trentin viste atter, at de klatrer glimrende, men mod folk som Viviani og Sagan er de desværre overmatchet. Thomas Boudat bekræftede den superform, han har vist siden sejren i Circuit de Wallonie, men for Gud ved hvilken gang betød en ringe position, at han end ikke kom i top 10. Mere opløftende var det, at Reinardt van Resnburg, der ellers slet ikke har haft fordums holdbarhed på det seneste, kom over bakken, og Sep Vanmarcke viste efter sejren i Haut-Var, at han altså er en glimrende afslutter efter et hårdt løb. Og endelig skal den talentfulde klassikerrytter Stan Dewulf roses for at have kørt i top 10 på så svære en etape på dette høje niveau, ligesom der for anden dag i træk er grund til at fremhæve Fabian Lienhard, der i dette løb bekræfter de evner, han længe har vist på lavere niveau.

Thomas’ exit betød, at etapen fik helt afgørende indflydelse på kampen om den samlede sejr, men ellers bød 4. etape igen blot på overlevelse for løbets favoritter. Sådan vil det også være i morgen, hvor de hurtige folk håber at få en sidste chance, inden bjergene melder sig til den usædvanligt vanskelige afslutning på en historisk hård udgave af løbet. Med den tonstunge sten, der i dag faldt fra hjertet, må Viviani i hvert fald have betydeligt færre kilo at slæbe op over Sattel-stigningen, der står som en mulig forhindring for feltets hurtige folk på onsdagens 5. etape. Og så må håbe, at Egan Bernal kan holde sig på cyklen, så det ikke bliver alle triste gange tre for det indtil i år næsten uovervindelige Ineos-hold.