Selvom han endnu ikke har rundet de 30, har Peter Sagan med sine indtil i dag 16 sejre for længst sat sig på rekorden over fleste etapesejre i Tour de Suisse. De tre schweiziske koryfæer Ferdinand Kübler, Hugo Koblet og Fabian Cancellara er med deres ”beskedne” 11 gevinst end ikke i nærheden af bare at kunne få færden af slovakkens sokkeholder. Nu er det ikke usædvanligt, at en sejrsmaskine som Sagan har taget et hav af triumfer i et etapeløb, men det er nu ikke nogen tilfældighed, at det netop er i Schweiz, at han har haft sin vel nok mest imponerende vinderrate.

Hvis der er noget, dek kendetegner den schweiziske rundtur, er det nemlig to ting. Først og fremmest har arrangørerne altid haft hang til at designe kuperede rundstrækninger, hvor en række sene og ofte ganske solide stigningerne har sat scenen for reducerede massespurter, hvor Sagan som bekendt er svær at slå. Og hvis ikke bakkerne har ligget inden finalen, har man som regel haft et stigende opløb. For det andet har løbet ofte fået kritik for sine tekniske finaler med ofte nærmest hasarderet sene sving, og den slags krydderi er som bekendt noget, den teknisk eminente slovak elsker.

På alle måder lignede dagens 3. etape derfor en ren foræring til den tredobbelte verdensmester. Ganske vist manglede den usædvanligt flade rute de sene stigninger, der kunne have tyndet lidt ud i feltet, men derudover kunne Sagan ikke have designet en afslutning, der passede ham meget bedre. Ikke blot var der en ganske stejl brostensbelagt rampe op mod mål, det sidste sving i bunden af bakken kom også så sent, at man næsten skulle tro, at Sagan var blevet ansat som rutedesigner i Schweiz.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Sjældent har det været så let at udpege en favorit til en potentiel spurt i det schweiziske etapeløb, og Sagan levede da også til fulde op til forventningerne ved at tage sin 17. gevinst i løbet og dermed udbygge sin suveræne rekordliste yderligere. I forvejen er Sagan kendt som verdens måske bedste afslutter på små bakker, og med det sene sving lå det i kortene, at slovakken, der aldrig svigter i positionskampen, formentlig ville komme ind på rampen i 2. eller 3. position og sandsynligvis i kraft af sin teknik med langt mere fart end rivalerne. Kobler man det med hans eminent antrit til at træde cyklen i gang igen, var det næsten svært at se, hvordan feltets suverænt mest driftssikre sprinter skulle kunne misse ud på netop denne etape.

Det gik da også stort set, som man kunne have forventet. Den eneste lille overraskelse var vel, at det ikke var feltets bedste tog fra Deceuninck, der vandt kampen om positionerne frem mod sidste sving. Det havde Sagan ellers åbenlyst regnet med, for som sædvanlig havde han sig direkte på bagsmækken af den sprinter, der burde få det bedste lead-out. Således sad han solidt placeret bag Elia Viviani, da belgierne mod slutning tog kontrol med første Maximiliano Richeze og siden Michael Mørkøv.

Om det var den lidt underlige beslutning om i sidste øjeblik at bytte rundt på argentineren og danskeren, der ellers indtil selve finalen havde siddet i den ”rigtige” rækkefølge, skal vi lade være usagt, men belgierne kunne lidt uventet ikke holde fronten. Det havde måske ladet sig gøre med Richeze, der måske er verdens bedste i rollen som sidste mand, men Mørkøv, som traditionelt har været bedst i rollen som nr. 3, kunne ikke stå imod, da Jasper Stuyven på eminent vis skød frem med John Degenkolb bag sig. På det tidspunkt så det faktisk en anelse truende ud for Sagan, der kunne have satset forkert ved at vælge Vivianis hjul.

Der er imidlertid en grund til, at Sagan altid sidder, hvor han skal. Den snarrådige slovak reagerede nemlig prompte ved at springe ind på Trek-toget, og ikke blot lykkedes det ham i sidste øjeblik at skifte hest, han kom endda ind foran Degenkolb. Dermed var det ham, der i Stuyvens hjul kom ind på bakken som den bedst placerede sprinter, og derefter var resultatet nærmest givet på forhånd. Selvom Degenkolb som vinder på Hatta Dam i Dubai Tour er lidt af en specialist i at spurte på korte ramper, havde han intet modsvar mod Sagans eminente antrit, og dagens store favorit skulle nærmest blot træde to gange, inden den slovakiske fugl var fløjet langt væk med både etapesejr og endnu en schweizisk førertrøje til samlingen.

Nu er det som sagt ikke usædvanligt, at Tour de Suisse-etaper ligger til Sagans højreben, men det er dog alligevel sjældent, at de som denne har været nærmest en foræring til slovakken. Man skulle næsten tro, at arrangørerne havde forbarmet sig over den mand, der mere end nogen anden har kastet glans over deres arrangement i det seneste lille årti, for etapens syntes næsten at være designet med det formål, at Sagan skulle have mulighed for at tanke selvtillid efter et forår, som han helst ser forsvinde i et kollektivt hukommelsestab for hele cykelverdenen.

Sejren kunne nemlig ikke falde på et meget tørrere sted. Ganske vist var det lykkedes Sagan at sikre sig den næsten obligatoriske etapesejr i Californien, men det skyldtes alene hans gode positionering i den kaotiske finale på 1. etape. Ser man på Sagans generelle kørsel i det amerikanske, leverede han sin vel hidtil ringeste præstation på den anden side af Atlanten, og da det kom på ryggen af et rædselsfuldt forår, kunne man nok have sine bange anelser om, hvorvidt der var et eller andet galt med sportens superstjerne nr. 1.

Den frygt har han med sin fine start i Schweiz delvist begravet, men ikke helt. Sandheden er nemlig fortsat, at Sagan i går ikke klatrede på sit vanlige niveau i Tour de Suisse, hvor han har leveret nogle af sine mest overbevisende klatrepræstationer, ikke mindst da han i 2013 vandt en regulær bjergetape. Den lethed havde han slet ikke i gårsdagens finale, og selvom han vandt i dag, er det ikke nok til definitivt at kunne lægge trængslerne bag sig. Selv en Sagan på 60% ville formentlig kunne have gjort arbejdet færdigt i denne afslutning, og selvom det kan virke en anelse hårdt, kunne han faktisk næsten kun tabe i lige præcis denne afslutning.

Han var imidlertid ikke den eneste, der tankede god selvtillid. Det gjorde den gode ven Elia Viviani bestemt også. Ganske vist lykkedes det ikke den italienske mester at bryde den usædvanligt lange sejrstørke, men han kan i allerhøjeste grad være tilfreds med 2. pladsen. Ikke blot viste toget med Mørkøv og Richeze - selvom der gik kludder i rækkefølgen til sidst - at de formentlig vil være det bedste kollektiv i Touren, Viviani kørte også selv en fornem spurt i en finale, der var for stejl til at passe ham ideelt. Naturligvis kunne han intet stille op mod verdens vel nok bedste puncheur, men at han kunne passere Degenkolb ganske suverænt på en bakke som denne, må give stærkt tiltrængt oprejsning til en mand, der mildt sagt så knækket ud, da han i utide vinkede farvel til en yderst skuffende Giro.

Mere bekymret må Degenkolb være. Ganske vist er en 3. plads et flot resultat for en mand, der efter sit grimme styrt bestemt ikke vader i podiepladser, men reelt var det mere Stuyvens end hans egen fortjeneste. Han kørte da en ganske hæderlig spurt og holdt herved de fleste bag sig, men havde det ikke været for den belgiske lead-out man, var det slet ikke gået sådan. Tværtimod er det svært at finde megen opmuntring i, at den fallerede tyske stjerne, der burde have elsket en rampe som denne, blev passeret af Viviani, der i disse afslutninger slet ikke har samme historik som den uheldige Trek-rytter, der næppe nogensinde igen bliver, som han var i årene inden styrtet.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Han er dog ikke den eneste, der har grund til at være skuffet. Det har i særdeleshed også Michael Matthews, der for anden dag i træk præsterede langt under det forventede niveau. Ganske vist vidste vi, at det sene sving kunne være kritisk for den ikke særligt positioneringsstærke australier, men heller ikke hans spurt var noget at skrive hjem om. Normalt er Matthews nemlig i Sagan-klassen i en sådan afslutning, men her var der slet ikke det vanlige bid i hans spurt. I forvejen kan man undre sig over, at Sunweb har været så bemærkelsesværdigt passive på disse Matthews-etaper, men det kan måske forklares med, at han endnu har fundet sine Tour-ben.

Heller ikke Alexander Kristoff kunne være tilfreds. Ganske vist var bakken med det sene sving alt andet end ideel for nordmanden, der som en rigtig powersprinter er bedst i et opløb, hvor han kan køre en lang spurt, hvor han gradvist trækker den op i fart, men normalt burde den positioneringsstærke nordmand have gjort det bedre inden svinget. Modsat folk som Sagan og Viviani er det dog ingen katastrofe, for Kristoff har sit på det tørre efter et forår, hvor han endelig har fundet sit gamle niveau og med sin flotte kørsel i Gent-Wevelgem og Flandern Rundt har vist, at det er alt for tidligt for ham at indstille sig på en rolle som ren hjælper for Fernando Gaviria. På samme vis kunne man have forventet, at Matteo Trentin, der normalt er meget sikker i positionskampen, var kommet længere frem og ikke mindst havde kørt en bedre spurt end den skuffende afslutning, det faktisk blev til, ligesom Greg Van Avermaet også plejer at være sikkerheden selv i denne type afslutninger.

For andre var der opmuntring at hente. Det gælder især for Ivan Garcia, der efter den flotte sejr i Californien fortsatte sin fine fremgang ved at levere en flot 4. plads i en afslutning, hvor han ellers var svækket markant af et Bahrain-hold, som var ude af stand til at yde ham megen støtte. Og denne gang betød svinget, at han for en sjælden gangs skyld ikke fik åbnet sin spurt for tidligt og dermed faktisk fik vist, at han har en højere topfart, end de hidtidige resultater antyder.

Et andet lyspunkt var Ben Swift. De, der så Tour of Norway, havde sikkert allerede bemærket, at briten, der under UAE lignede en mand på vej mod et tidligt karrierestop og fik ødelagt hele foråret af et ganske alvorligt styrt, igen gav glimt af den rytter, der har været på podiet i Sanremo og sågar vundet en Dauphiné-etape med mål på Alpe d’Huez, og det har han bekræftet i de seneste dage. Hvor gårsdagens fine klatring måske var forventet, var det ganske opløftende, at Swift, der bestemt ikke er en ørn til positionskampen i lige netop denne afslutning kunne sikre sig en 5. plads, der vel er hans bedste resultat i næsten umindelige tider.

Lidt af det samme kan siges om Thomas Boudat, der hører til blandt feltets ringeste i positionskampen. Selvom han kører den ene spurt efter den anden, ender han kun sjældent i top 10, og derfor var det særdeles løfterigt, at han i netop denne afslutning kunne levere et af sine bedste resultat på WorldTour-niveau. Kobler man det med den nylige sejr i det hårde Circuit de Wallonie, kan der være håb om, at ”den nye Coquard” langt om længe begynder at gå i sin tidligere kaptajns fodspor. Og endelig fortjener Fabian Lienhard også at blive nævnt, da han med dagens 8. plads fik vist, at han ikke blot er en glimrende rytter i mindre løb på .2-niveau, men at han også sagtens kan begå sig på sportens højeste niveau.

For Kasper Asgreen blev det kun til en enkelt dag i trøjen, men det er danskeren nok ikke alt for skuffet over. Med tanke på Sagans overvældende favoritstatus skulle der nærmest et mirakel til, hvis ikke slovakken skulle ende i top 3 og dermed sende danskeren over i den hvide ungdomstrøje i stedet. Det skal dog ikke slette indtrykket af endnu en fornem præstation fra den danske komet, der med sin fine kørsel til sidste styrkede sin i forvejen næsten stensikre Tour-plads ved at levere en flot rolle som fjerdesidste mand i Deceuninck-toget, hvor han tog en monsterføring på de sidste kilometer.

Og skal vi være ærlige, trængte Sagan vel også mere til lidt opmuntring, end succesrige Asgreen gjorde. I en tid, hvor Pascal Ackermann, Sam Bennett, Maximilian Schachmann, Davide Formolo og Emanuel Buchmann alle leverer igen og igen, var det stærkt tiltrængt, at også Boras store stjerne langt om længe kom op på sejr nr. 3. Og med tanke på det, der venter i de kommende dage, er der en god chance for, at sejrstælleren ikke står på 17, når løbet er omme. Der er nemlig en grund til, at Sagan er kongen af Tour de Suisse, der år efter år med sit rutedesign leverer den ene gave efter den anden til det slovakiske fænomen.