Der var engang, hvor man skulle sidde klar med den lille notesbog i den sidste uge inden Giro-starten. Det var dengang, Tour de Romandie var den helt store generalprøve forud for årets første grand tour, og hvor det var den ofte drivvåde uge i de schweiziske alper, der afslørede, hvem der var i form frem mod den italienske rundtur. Havde det ikke været i tiden, før internettet gjorde managerspil og spillebranchen langt mere tilfældig, havde det utvivlsomt været her, man kunne lure sine fiduser.

Sådan er det bare ikke længere. I moderne cykelsport er det ikke rigtigt comme il faut at deltage i så svært et etapeløb bare en uges tid inden et tre uger langt løb. Nu om dage skal man spejde langt efter de Giro-kaptajner, der begiver dig ud i Romandiets bjerge, og det er meget sjældent, at man lærer meget om den italienske grand tour ved at følge det seks dage lange løb.

Til gengæld lærer man ofte noget om Tour de France. Faktisk var det i en periode sådan, at man sagtens kunne sige ja til familiens sommerferie i det internet- og tv-løse sommerhus uden at frygte at gå misse spændingen om, hvem der ville vinde verdens største cykelløb. Hvis bare man havde fulgt Tour de Romandie, vidste man nemlig, hvem der ville trone øverst på podiet i Paris senere på året.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Sådan var det i hvert fald i årene mellem 2011 og 2013. Cadel Evans startede trenden, da han fortsatte sit drømmeforår med at føje til Tour de Romandie-sejren til triumfen i Tirreno-Adriatico, inden han senere på året blev den første australske Tour-vinder nogensinde. Året efter var det Bradley Wiggins, der ligeledes kronede et stærkt forår med sejr i Paris-Nice med triumf i Romandiet, inden også han vandt Touren senere på året. Og minsandten om ikke Chris Froome gjorde det til alle gode gange tre ved at gentage bedriften i 2013, hvor han føjede Tour de Romandie til sejren i Tour of Oman, inden også han vandt verdens største cykelløb.

Desværre er trenden ikke fortsat, og hverken Froome (2014), Ilnur Zakarin (2015), Nairo Quintana (2016), Richie Porte (2017) eller Primoz Roglic (2018 og 2019) fulgte i de efterfølgende år sejr i Romandiet op med Tour-triumf. Alligevel er der ingen tvivl om, at Ineos drømmer om, at Evans, Wiggins og Froome indvarslede en trend, der blot midlertidigt har været sat på pause.

Briterne har nemlig skullet være temmelig kreative for at finde en reel begrundelse for en klippefast tro på, at den kommende Tour-vinder ikke bliver slovensk, men nu har de da i hvert fald Romandiet-varslet som argument for, at det bliver Geraint Thomas, der står øverst på podiet i Paris i slutningen af juli. I dag lykkedes det nemlig Tour-kongen fra 2018 at bryde en sejrstørke, der strækker sig helt tilbage til den nu næsten tre år gamle Tour-triumf, da han med en meget overbevisende tog en overlegen og helt fortjent sejr i det schweiziske etapeløb.

Sejren falder ikke blot på et tørt sted, fordi Thomas har været sejrsløs så længe. Den er også vigtig, fordi den er et vidnesbyrd om, at der stadig er liv i de snart 35-årige ben efter nogle lidt sløjere sæsoner. Faktisk er der rigtigt meget optimisme at hente i den måde, Thomas føjede sejren i Tour de Romandie til sine tidligere etapeløbssejre i Touren, Dauphiné, Paris-Nice, Tour of the Alps, Volta ao Algarve og Bayern Rundfahrt.

Der var nemlig rigtigt meget, der mindede om den Thomas, vi så i 2018. For det første er det første gang siden Tour-sejren, at han faktisk kører rigtigt stærkt også i foråret, for også han har fulgt den lidt kedelige trend, at Tour-vindere ofte pludselig begynder at fokusere enøjet på verdens største cykelløb. I år har han imidlertid nu vundet i Romandiet og er blevet nr. 3 i Catalonien, og han har været en helt anden rytter, end den næsten svært overvægtige waliser, der nok blev nr. 3 i det schweiziske løb i 2019, men som var milevidt fra sit topniveau.

For det andet var hans kørsel også lidt som i gamle dage. Det var i hvert fald tilfældet på gårsdagens bjergetape, hvor vi så den samme power, som kendetegnede hans gyldne ridt i Alperne i den fantastiske sommer i 2018. Og minsandten om ikke dagens enkeltstart endte som en næsten tro kopi af den Tour-enkeltstart, der sikrede ham den samlede sejr den julidag for tre år siden.

Også dengang bekræftede Thomas nemlig sin status som løbets stærkeste rytter ved at sætte bedste mellemtid, og alt pegede på, at han havde kurs mod at krone det hele med en sidste etapesejr. Men så fik de overvældende følelser og ikke mindst forsigtigheden overhånden, og Thomas trak til sidst så meget i håndbremsen, at han næsten frivilligt afgav etapesejren til Tom Dumoulin.

Om han vitterligt kunne have vundet dagens enkeltstart, er svært at sige. Thomas var ganske vist bedst ved mellemtiden, men kun med 0,32 sekund, og med tanke på den skræmmende styrke, Remi Cavagna har vist i år, er det langt fra givet, at udfaldet havde været anderledes, hvis håndbremsen var blevet sluppet. Det er dog helt givet og var også til at forudse, at Thomas til slut prioriterede gul trøje og sikkerhed over en mulig etapesejr, da regnen nok engang havde gjort de schweiziske veje en anelse for glatte for en mand, der som bekendt allerede smagte på asfalten i går eftermiddags.

Der kan i hvert fald ikke være tvivl om, at Thomas var løbets stærkeste mand og den helt fortjente vinder, men inden vi udpeger ham til ligemand med de to slovenere, er det nok en god ide at give hesten et par ekstra klap. Med al respekt for Michael Woods har han jo aldrig været i stand til at køre med de bedste i de høje bjerge, og med lige så stor respekt for Ben O’Connor og Lucas Hamilton er det svært at sammenligne de to australiere med den slovenske duo, Thomas skal slås med til sommer. Nok var Thomas overbevisende i går, men konkurrencen var altså også moderat, da først vejret havde givet ham en stor fordel i forhold til de på papiret mest klatrestærke og langt mere skrøbelige rivaler.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Til gengæld var dagens enkeltstart særdeles betryggende. Hvad klassementsfeltet manglede i dette løb, havde feltet af enkeltstartsspecialister, som man næppe får meget stærkere i noget etapeløb i år. Selvfølgelig manglede vi et par belgiere og et par slovenere, men Thomas viste både i tirsdags og i søndags, at han har al mulig grund til at tro, at han kan bruge Tourens to enkeltstarter til sin fordel, særligt fordi de er relativt flade.

Det var dagens enkeltstart til gengæld ikke, og det kom i den grad til udtryk i resultatet. De tungere specialister havde det alle svært, og i stedet fik vi en top 10, der i altovervejende grad var domineret af klassementsfeltets bedste temporyttere. Derfor er det heller ikke en tidskørsel, som et specielt godt grundlag for at vurdere det indbyrdes styrkeforhold mellem de mage superspecialister, der var samlet i løbet.

Man skal i hvert fald være varsom med at anse det som et stort nederlag for Rohan Dennis, at han endte som nr. 9. Australieren har imponeret rigeligt i dette løb og på årets enkeltstarter, og det er svært at tro, at dagens pauvre udkomme ikke var et resultat af det ikke helt ublide styrt, han var udsat for bare 48 timer tidligere. Hans helt håbløse tid på den sidste del af ruten er da også et klart vidnesbyrd om, at han hurtigt opgav forsøget på at vinde endnu en etape.

På samme måde var det ikke en katastrofe for Stefan Küng, at han endte som nr. 15. Ganske vist kunne vi have forventet noget mere, men schweizeren var allerede sat så langt tilbage på den første kuperede del, at han efterfølgende efter eget udsagn skruede ned for risikovilligheden - dels fordi han var mærket af fredagens styrt, dels fordi han blev ramt af en haglbyge. Küng har trods alt kørt så stærkt i år, at dette nederlag på en for ham ret håbløs rute ikke skal ses som nogen katastrofe, og at han blot satte 37. bedste tid på den afsluttende powerdel, siger vist alt om, at han havde givet op.

Det skal den heller ikke for Filippo Ganna, men for sidste års ustoppelige wattmonster er billedet alligevel lidt mere mudret. Dagens resultat kommer nemlig blot som det næste i den lange række, der soleklart dokumenterer, at han slet ikke er på samme niveau som for et halvt år siden. Selvfølgelig er det nærliggende at tro, at også han tabte lidt moral til sidst, men det er alligevel tankevækkende, at han på det sidste powerstykke blot var 4. hurtigst, slået af Bissegger, Cavagna og Andrey Amador. Ja, det var meget, meget bedre end Küng, men modsat schweizeren opgav han tydeligvis ikke ævred, ligesom han ikke havde været i asfalten. Det tegner altså bekymrende tendenser, som vi måske kan få bekræftet, når han to gange i Giroen skal ud på flade tonserenkeltstarter af den type, han sidste år spiste til morgenmad.

Til gengæld er der megen optimisme at hente hos de tunge ryttere, der overpræsterede på en for dem svær rute. Det gjaldt åbenlyst for Remi Cavagna, der selv efterfølgende indrømmede, at ruten ikke var noget for ham, men som det var tilfældet på prologen, er Cavagna lige nu så suveræn, at end ikke en dårlig rute kan holde ham tilbage. Nok tydede det på, at han var hjulpet lidt af vejret, men hans overlegne ridt også på bakken er sammen med de to 2. pladser på årets første WorldTour-enkeltstarter et vidnesbyrd om, at han efter en stagnation i starten af karrieren nu vitterligt er en tempogigant, der reelt kan true Ganna og Remco Evenepoel på Giroens to enkeltstarter, der burde passe ham bedre end denne. Og så var det vist også kun rimeligt, at han efter de to ærgerlige nederlag tidligere på året endelig fik sin store enkeltstartssejr på WorldTouren.

Måske smagte den endnu bedre, fordi han også fik revanche for det urimeligt spinkle nederlag i Paris-Nice. Dengang var det nemlig Stefan Bissegger, der akkurat snød ham for en stor hjemmebanesejr, og derfor var det vil kun helt fair, at det i dag var Cavagna, der snød Bissegger for dennes store hjemmetriumf.

Alligevel må Bissegger være stolt af sig selv. Blandt de syv ryttere, man på forhånd kunne udpege som mulige vindere, var schweizeren nemlig den klart tungeste og dermed også på papiret den svagest stillede. Nok blev han hjulpet af vejret, der hjalp ham med at sætte klart hurtigste tid på powerdelen til sidst, men det er alligevel ganske imponerende, at så tung en fyr på denne rute kan blive nr. 2 - og så sørgede han samtidig for at fastholde sin fine statistik med lutter på podiepladser på WorldTourens ”rigtige” enkeltstarter, som er fraregnet prologer.

Den syvende og sidste mulige vinder var Richie Porte, og fraværet af regn på de mest tekniske dele gav ham faktisk en reel chance for at vinde. I denne uge har han dog måttet sande, at det lige nu både i bjergene og på enkeltstarten er Thomas, der har Ineos-overnhånden - i hvert fald når vejret er, som det har været her. Alligevel er hans anden 2. plads på WorldTouren og hans bidrag til den forud for løbet helt forudsigelige Ineos-dobbeltsejr endnu en bekræftelse på det stærke comeback, han har leveret på et tidspunkt, hvor pensionen så faretruende nær ud.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Thomas var altså svaret på det første af de store spørgsmål inden løbet, nemlig om den samlede sejr ville gå til den ene eller den anden af de to Ineos-kaptajner. Det andet interessante spørgsmål var, hvem der ville blive nr. 3, og det var helt, helt åbent. Det blev i sidste ende Fausto Masnada, der løb med titlen som ”best of the rest”, og selvom han åbenlyst ikke var topfavorit til den placering, kommer det ikke som en stor overraskelse.

Som jeg har skrevet flere gange, har Masnada nemlig gjort store fremskridt siden det pludselige midtvejsskifte til Deceuninck, og i år har belgierne så også gjort ham til tempospecialist, som de gør med næsten alle deres ryttere. Det bekræftede han med dagens sublime enkeltstart, hvor han kørte lige op med en specialist som Porte og slog folk som Dennis og Ganna - præcis som Mattia Cattaneo, der allerede brød igennem som temporytter i 2019 og 2020 med sin flotte 7. plads gjorde det. Man kan stadig undre sig over, at belgierne har råd til at undvære Cattaneo i den kommende Giro, men Masnada har i hvert fald vist, at belgierne med ham som backup for Remco Evenepoel og Joao Almeida ikke kommer til at tabe løbet på grund af deres hold.

Det gør Movistar næppe heller, for deres kaptajn er ikke et reelt vinderbud. Efter denne uge kan de dog rejse til Italien med ro i maven, efter at Marc Soler med en flot enkeltstart i dag bekræftede, at han efter sit sløje forår alligevel har timet formen til sæsonens store mål. At podiepladsen glippede med bare et enkelt sekund, gør selvfølgelig ondt, men med tanke på den enorme tvivl, han må have haft inden løbet, drukner det sekund hurtigt i al den selvtillid, der er drysset ind på kontoen.

Det er der nok også hos Ion Izagirre, der fortsætter med at køre enkeltstarter med samme udsving, så man skulle tro, at det var ham, der havde opfundet yoyoen, og dermed har han i dette løb vist, at nedturen på hjemmebanen i Baskerlandet, hvor etapesejren ikke kunne skjule det undervældende indtryk, ikke betyder, at han er helt færdig endnu. Det er der helt sikkert også hos Ben O’Connor, der fulgte sit flotte ridt i bjergene op med sit livs enkeltstart og dermed fik det absolut maksimale ud af det store forårsmål, når nu han er så temposvag, som han er.

Andre havde nok håbet på mere. Det gælder selvfølgelig for Michael Woods, men det er desværre bare et nok gudsgivent faktum, at canadieren forbliver lige så uelegant på en enkeltstartscykel, som han er eksplosiv på en mur. Enkeltstarten vil altid lægge enorme begrænsninger på hans muligheder som etapeløbsrytter, men løbet her har i det mindste bevist, at han nu kan klatre i rigtige bjerge også. Damiano Caruso må også ærgre sig over, at to meget skuffende enkeltstarter ikke kunne sikre ham den podieplads, som vanligt enkeltstartsniveau kombineret med det flotte ridt i bjergene burde kunne have fragt ham tæt på. Og Wilco Kelderman må trods en pæn enkeltstart atter sande, at han ikke er den tempogigant, han engang var.

Skuffelsen er dog utvivlsomt allerstørst i Jumbo-lejren. Efter to sejre til Primoz Roglic endte løbet denne gang som en katastrofe. At kulden er forklaringen på Sepp Kuss’ nedtur i går, er stadig plausibelt, men dagens ridt viser i hvert fald, at han stadig har meget at lære på sin tempocykel efter den ellers lovende prolog. Decideret bekymrende er det til gengæld med Steven Kruijswijk, der nærmest bliver svagere og svagere fra løb til løb, og som nu end ikke kunne fastholde de fornemme tempotendenser, som har været det eneste lyspunkt i et ellers trist, trist forår - præcis som det har været det for Marc Hirschi, der rundede sit forsømte forår af med en skidt enkeltstart som afslutning på et skidt løb for et UAE-hold, der også må sande, at Rui Costa nu heller ikke længere kan præstere i Schweiz.

Måske er det et varsel om, at han er ved at blive overhalet af den unge garde. Blandt dem var der nemlig også meget opløftende at finde i dette løb. Mest bemærkelsesværdig var naturligvis den fremragende enkeltstart af Ilan van Wilder, der nok engang sætter en streg under den lovende etapeløbsfremtid, som Belgien har, når de kan mønstre Evenepoel, Mauri Vansevenant og den unge DSM-rytter. Særligt interessant er han, fordi hans to enkeltstarter i denne uge har bekræftet, at han er langt mere end bare klatrer, men tværtimod den alsidige type, der er særligt værd at holde øje med. Det samme er i øvrigt holdkammeraten Thymen Arensman, der dog endte som en af dagens lidt ærgerlige skuffelser.

Det gjorde Antonio Tiberi til gengæld ikke. Den tidligere juniorverdensmester fulgte op på den flotte enkeltstart fra UAE Tour med et fornemt ridt, der vidner om, at han bliver meget spændende, når han får fundet lidt flere procent i bjergene også. I det hele taget tegner fremtiden lys for Trek, for Mattias Skjelmose satte med sin samlede 15. plads en fed streg under sit potentiale. Måske mangler han stadig at finde det, vi havde håbet på enkeltstarten, men i bjergene overgår han til gengæld forventningerne, og hans 15. plads i dette ”rigtige” og knaldhårde WorldTour-løb siger langt mere om potentialet end 6. pladsen i UAE Tour, der både grundet rute og kalenderplacering sjældent er en alt for god strømpil på talentet. Det er dette løb til gengæld, og Skjelmose har efter denne uge i hvert fald al mulig grund til at se frem mod kommende opgaver med optimisme.

Det har Thomas også, og hvis han kigger lidt i historiebøgerne, kan han sagtens finde et argument for, at han nu ender med at vinde Touren til sommer. En Ineos-sejr i Romandiet har i hvert fald før ført til Tour-sejr senere på året, og det vil jo ikke være første gang, at Thomas går i fodsporene på netop Wiggins og Froome.

Til gengæld var Wiggins og Froome stadig opkomlinge, der havde en Tour-sejr til gode dengang, de vandt i Romandiet. Sådan er det ikke for Thomas, der som bekendt allerede har vundet verdens største cykelløb én gang. Og faktisk gik det jo temmelig ilde, da Ineos senest vandt Romandiet med en rytter, der allerede havde ét Tour de France på cv’et. De fleste kan nemlig nok godt huske, hvor brat Froomes Tour endte i 2014, da han skulle forsøge at følge en Romandiet-sejr op med sin anden Tour-sejr.

Lad os håbe, at det bliver læren fra 2012 og 2013, Thomas kan tage videre med sig til sommer, og ikke den triste lektie, Froome lærte i 2014.