I gårsdagens optakt tillod jeg mig at undre mig lidt over, at arrangørerne af Tour de Romandie aldrig tidligere har gjort brug af Thyon 2000-stigningen. Naturligvis kan der have været mange årsager til dens fravær - vejen kan have været dårlig eller måske slet ikke asfalteret - men hvis den vitterligt har været egnet til cykelløb, er det lidt af et mysterium, at den spektakulære opkørsel ikke har fundet anvendelse i det schweiziske løb. ikke sjældent er man blevet frustreret over de alt for lette kongeetaper i en begivenhed, der ellers sælges som et bjergløb, og i det lys må det da have været fristende at benytte et bjerg, der går direkte op fra en af Romandiets største byer, Sion, har top i mere end 2000 m højde og endda er af den type, der bare bliver stejlere og stejlere undervejs.

Et godt gæt er heldigvis, at første gang ikke blev den sidste. Sjældent har vi været vidner til så underholdende cykelløb, som da bjerget i dag afsluttede løbets hårdeste etape i mange år, og selvom bjergets data allerede havde skruet forventningerne voldsomt i vejret, er det nok de færreste, der ikke fik dem indfriet. Det skulle da lige være de stakkels ryttere, der tilbragte cirka fem timer i en drivvåd sadel og alle nåede toppen i stærkt forkommen tilstand - Geraint Thomas endda så meget, at han end ikke kunne føle sine hænder eller holde på sit styr!

Netop det er måske også forklaringen på, at arrangørerne er forsigtige med at bruge den slags høje stigninger. Romandiet er som bekendt lige så kendt for regnvejr som for bjerge, og havde vi ikke været så heldige, at dagens silende regnvejr var blevet ledsaget af gange høje temperaturer, var etapen sikkert igen blev omlagt og udvandet, som det alt for ofte sker med bjergetaper i en region, hvor selv en dansker vel vil opleve det som temmelig regnfuldt.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Til gengæld var vejret også lige så stor en del af årsagen til det vanvittige drama, der udspillede sig på de schweiziske veje, som selve bjerget. Nok lå det i kortene, at etapen ville skabe større forskelle, end man normalt ser det i Romandiet, men at kun 36 mand sluttede inden for 10 minutter af vindertiden, var mere end noget andet et udtryk for det elendige vejr. Og den slags forhold giver ikke blot et meget hårdere cykelløb, end man havde fået i tørvejr, det giver også et udfald, der gør det lidt svært at drage alt for mange konklusioner.

Det er i hvert fald svært at tage det som udtryk for dårlig form, at en af dagens favoritter, Sepp Kuss, blot endte som nr. 13. Ej heller er det nødvendigvis alarmerende for Miguel Angel Lopez’ i forvejen forstyrrede forberedelse, at han smed mere end et kvarter. Man skal også passe på med at sige, at Ilan van Wilder, der ellers var så flyvende forleden, stadig har store mangler i sin udvikling, eller at Clement Champoussin efter endnu en stor skuffelse slet ikke er klar til Giroen. Og man kan heller ikke sige, at Richie Porte alligevel ikke er sig selv igen, blot fordi han med en 6. plads ikke nåede de flyvende højder, man kunne have ventet på baggrund af prologen.

De fire - og mange andre - har det tilfælles, at de alle er sprinkle klatrere, og det er i hvert fald velkendt, at Porte og Lopez ikke er regnvejrsryttere. Derfor gav jeg allerede i gårsdagens optakt udtryk for betænkeligheder i forhold til Porte, der er langt mere komfortabel i Tour Down Unders hedebølger end på drivvåde nedkørsler i isnende kulde. At de fire - og mange andre - nåede toppen i stivfrossen tilstand og med et resultat, der slet ikke stod mål med forventningerne, kan derfor ikke komme som noget chok.

I det lys kan det heller ikke være noget stort chok, at Geraint Thomas endte som dagen store vinder, selvom etapen fik en lidt uheldig afslutning. Faktisk var netop regnen hovedårsagen til, at jeg for nu en lille uge siden pegede på waliseren som min samlede favorit til løbet. En baggrund som brostensrytter fornægter sig nemlig ikke, og der skal mere end lidt vand og et par kolde hænder til at slå en sand waliser ud, selvom sidstnævnte nu alligevel var tæt på at gøre det!

Alligevel var det en ekstra fornøjelse at se Thomas åbne så kraftfuldt for gassen, som han gjorde, da stigningen for alvor tog fat, og det ellers kortvarigt så ud til, at løbet var ved at glide Ineos af hænde. I disse skriverier har jeg nemlig ofte givet udtryk for lidt tvivl om, hvorvidt Tour-kongen fra 2018 i sin efterhånden fremskredne alder stadig har den klatrestyrke, der skal til for at regnes som en reel trussel mod slovenerne på de franske landeveje til sommer. En lidt halvsløj Tour i 2019, som nok førte til en 2. plads, men som i bjergene ikke var imponerende, og et uheldsramt og i lange perioder formsvagt 2020 gjorde nemlig, at vi ikke rigtigt har set Thomas i fuld udfoldelse, siden han steg ned fra podiet med den gule trøje for snart tre år siden.

Det gjorde vi til gengæld i dag, hvor Thomas med ét viste, at Ineos i hvert fald ikke er tvunget til at lægge sig ned på forhånd for de to slovenske monstre til sommer. Selvfølgelig var han i kampen mod klatrerne hjulpet af vejret og sin mere robuste statur, men det var alligevel det mest overbevisende, vi har set i nu snart tre år. Særligt da han med næsten lethed svarede på Michael Woods’ første forcering til sidst, viste han en nærmest skræmmende styrke, der meget vel kunne have ført til sejr, hvis alle ikke de hænder havde været så pokkers kolde. Heldigvis slog han sig angiveligt slet ikke, og meget skal gå galt, hvis Thomas ikke i morgen med en dags forsinkelse bryder sin næsten tre år lange sejrstørke ved at føje Tour de Romandie til listen over vundne WorldTour-etapeløb - en liste, der allerede tæller Tour de France, Dauphiné og Paris-Nice.

Nu fik sejren i stedet til Woods, og det kan man bestemt heller ikke have nået imod. Tværtimod havde canadieren i den grad fortjent at få en stor sejr ud af den superform, han har haft gennem hele foråret, ikke mindst fordi både sygdom og styrtet i Baskerlandet har gjort det til endnu en uheldsramt sæson for manden, der for godt et år siden også brækkede lårbenet.

Bedst af det hele var det endda, at sejren kan kaldes et lille gennembrud. Det er nemlig første gang, Woods viser, at han kan slå de bedste på en rigtig bjergetape. Han har længe været en af bedste puncheurs og også vundet to Vuelta-etaper via udbrud, men i de høje bjerge har det altid handlet om overlevelse, som da han for bare et halvt år siden knækkede på Tirrenos kongeetape og smed sin førertrøje. Allerede i Catalonien talte han imidlertid om karrierens bedste ben på lange stigninger, og dagens resultat blev en bekræftelse på endnu et skridt i udviklingen hos den aldrende canadier, der i kraft af sin sene karrierestart stadig opdager nye sider af sig selv. Og selvom han utvivlsomt med sin triste enkeltstart i morgen må aflevere trøjen, må dagens resultat give næring til de grand tour-ambitioner, han endnu ikke har skrinlagt.

Woods og Thomas var dog langt fra alene om at imponere. Det gjorde i sandhed også Ben O’Connor, der ellers længe lignede et lovende talent, der kollapsede totalt, men som pludselig opstod fra de døde i sidste års Giro på et tidspunkt, hvor karrieren ellers så ud til at være truet. Det var særdeles heldigt, at han pludselig fandt sit livs form i de døende dage af den italienske grand tour, for i dag viste han, at potentialet fra den flotte i Giro 2018 stadig er fuldt til stede. Mest lovende er det endda, at han tilsyneladende har været i stand til at time formen helt eminent, for det var allerede inden nytår, at han meldte ud, at Tour de Romandie ville være forårets helt store mål, som skulle bidrage til at sikre ham en plads på Ag2r’s Tour-hold. Med dagens fornemme ridt bliver han i hvert fald svær at komme uden om for Vincent Lavenu, når de otte navne skal findes til juni.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Det gør Lucas Hamilton nok også for BikeExchange-chef Matt White. Det har ellers ikke været endeligt meldt ud, om den grand tour-chance, australieren er blevet lovet, skulle komme i Touren eller Vueltaen, men det kunne nu se ud til, at han skal kastes for løverne i det største løb af dem alle. Med dagens flotte ridt fulgte han nemlig smukt op på de stærke præstationer i Paris-Nice og Catalonien, og han har dermed på smukkeste vis grebet den mulighed, der pludselig opstod i holdets etapeløbshierarki, da Adam Yates og Jack Haig sagde farvel.

Lige så opløftende var det at se Fausto Masnada. Italieneren er endnu et strålende eksempel på, at de fleste blomstrer op, når de ifører sig Deceuninck-trøjen, for Masnada fandt med det samme adskillige procent, da CCCs kollaps og en serie skader på det belgiske hold betød, at han i august pludselig midt i sæsonen kunne skifte hold. Det førte til overbevisende ridt gennem hele efteråret, særligt i Giroen, hvor det blev til top 10 trods en rolle som hjælper, og dagens præstation vidner om, at han har taget endnu et skridt. Dermed står det også i stigende grad klart, at det i hvert fald ikke bliver holdet, der bør koste Remco Evenepoel en Giro-sejr, hvis han bluffer og alligevel har tænkt sig at gå efter den samlede sejt, som hans konkurrencegen må have meget svært ved bare at sælge gratis til Egan Bernal og Ineos.

Måske hjalp regnen ham også, for det vil ligne en Deceuninck-rytter dårligt at lade sig slå ud af dårligt vejr. Regnen var i hvert fald en sandsynlig forklaring på, at Ion Izagirre leverede et af sine bedste bjergridt i lang tid, for det er velkendt, at baskeren altid finder ekstra procent, når regnen siler ned. Det gør Marc Soler også, og selvom den store spanier i dag mistede trøjen, forsvarede han sig fornemt på en stigning, der burde have været for svær, og han har på bare to dage forvandlet et bekymrende forår til en ganske lovende optakt til den første chance som grand tour-kaptajn. I den Giro skal han ud over Masnada også slås med Damiano Caruso, der efter en tøvende start på løbet igen viste, at han er god i regnvejr og nok engang har fundet formen frem mod grand tours, som han plejer - en grand tour, der dog igen skal bruges i den hjælperrolle, han mestrer så fornemt, men som ikke forhindrede ham i at gå i top i sidste sæsons Tour de France.

Det var også en flot dag for nogle unge kometer. Thymen Arensman kom ganske vist ringe fra start i år, men ligesom i 2020 er han gennem sæsonen bare blevet bedre og bedre, og han har virket flyvende i dette løb. Mens lille Van Wilder frøs i kulden, var det ikke overraskende, at den langt mere robuste Arensman havde det bedre i det elendige vejr, og med dagens ridt fik han igen sat en streg under, at der var en grund til, at han endte som nr. 2 bag en vis slovensk Tour-vinder i Tour de l’Avenir i 2018. På samme vis viste danske Mattias Skjelmose i sin beskedne alder på bare 20 år, at han altså vitterligt er ”the real deal”, og at det flotte resultat i UAE Tour tidligere på året, ikke bare var udtryk for god form i vintermånederne. Det kræver nemlig sin mand at være med fremme i disse bjergløb, der har ry for at være blandt sportens hårdeste.

For andre var løbet mere alarmerende. En 14. plads til Rui Costa er skam bedre end det, vi har set i resten af det ringe forår, særligt på så svær en etape, men det er alligevel et særsyn, at han ikke er med helt fremme i løbet, hvor han altid genopstår fra de døde. Det er han også delvist gjort i år, men desværre står det efterhånden lysende klart, at Costa stille og roligt bare taber et par procent fra år til år og mere og mere har kurs mod en hjælperrolle på det stjernebesatte UAE-mandskab. Wilco Kelderman skuffede vel også en anelse, men så stejl og svær en stigning har måske altid været lige til den skrappe side for hollænderen, der heller ikke viste storform i Ardennerne.

Langt værre var det dog for Steven Kruijswijk. Han plejer ellers nok at kunne klare lidt regnvejr, men som det har været tilfældet gennem hele året, var han igen i dag helt bag om dansen. Mere og mere peger desværre på, at hollænderen storhedstid kan være ovre, og pludselig ligner det i 2020 så dominerende Jumbo-mandskab måske det lille hold, når de til sommer skal måle sig med det skræmmende Ineos-mandskab og et UAE-hold, der ser stærkere og stærkere ud omkring Tadej Pogacar. Særligt fordi Kuss ligesom i Catalonien har været svingende i dette løb, og hvis kulden ikke er årsagen, synes han fortsat ikke at være kommet sig over den børnesygdom.

Det skorter ellers ikke på stærke hold til sommer, men det gjorde det i dag. Allerede på forhånd så det ud til, at der kunne mangle hold til at kontrollere etapen, men det var alligevel overraskende, at det skulle blive så anarkisk, som det blev. Ineos havde i hvert fald meget is i maven, da forvirringen omkring den neutraliserede nedkørsel pludselig gav et ellers ufarligt og ikke specielt klatrestærkt udbrud så meget tid, at det endda kortvarigt så ud til, at en uhyre velkørende Magnus Cort måske kunne tage en ganske sensationel sejr og dermed skabe det danske mirakel, jeg ellers udelukkede i gårsdagens analyse.

I sidste ende havde Ineos dog styr på det, og deres tøven i deltagelsen i føringsarbejdet var vel mest af alt udtryk for en erkendelse af, at de med den svage trup ikke kunne starte for tidligt og var nødt til at bruge Movistar så længe som muligt. Da først Eddie Dunbar og ikke mindst Rohan Dennis gik i gang, smeltede Corts forspring lige så hurtigt, som det burde på en stigning, der var så svær, at den havde krævet et betydeligt større forspring, hvis det skulle være lykkedes. Mere bekymrende var det, at det havde givet så stort et forspring til klatreren Simone Petilli, der da også i sidste ende helt forventeligt endte som udbruddets bedste, men da han i går var sejlet agterud på de drivvåde veje, var han alligevel helt ligegyldig i forhold til Ineos’ jagt på den samlede sejr.

Den jagt gik i sidste ende lige så godt, som briterne kunne have ønsket sig, og selvom etapen fik en lidt kluntet afslutning, skal Thomas formentlig rammes af det uheld, der har en tendens til at forfølge ham, vis ikke han på morgendagens enkeltstart skal gøre det færdigt. Skulle det lykkes, vil det være alt andet end overraskende, for waliseren var også inden løbet den i mine øjne største favorit. Alligevel må det give en særligt god fornemmelse i maven, fordi grunden til sejren ikke synes kun at blive langt på enkeltstarterne, men også i de bjerge, hvor han inden løbet stadig havde lidt at bevise.

At det endda skete på et vanskeligt bjerg, der skabte et af de mest episke dramaer i år, gør kun selvtilliden frem mod slaget mod de slovenske monstre til sommer endnu større. Og for arrangørerne står det vist også klart, at et besøg på Thyon 2000 kalder på en snarlig gentagelse.