Det har været en kilde til stolthed i den danske cykelverden, at Danmark i 2021 er den eneste nation, der har vundet etaper i alle sæsonens WorldTour-etapeløb. Holland og Slovenien kunne følge med i UAE Tour, Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, men da Andreas Kron vandt i Catalonien, og det lykkedes Thomas de Gendt at skibe slovenske Matej Mohoric af på sidste tur op ad Montjuic på sidste etape af Volta a Catalunya, kunne det fabelagtige danske cykelforår krones med en ganske imponerende status, der endda blev sikret af fire forskellige ryttere i form af Kron, Mad Würtz, Magnus Cort og Jonas Vingegaard. Og da Mikkel Honoré fortsatte stimen i Baskerlandet, måtte man næsten gnide sig i øjnene en ekstra gang over det vanvid, den gyldne danske cykelgeneration havde gang i.

Til gengæld så det også hurtigt ud til, at stimen skulle have sin ende denne uge i Romandiet. Da den foreløbige startliste blev udsendt for et par uger siden, figurerede nemlig kun Mattias Skjelmose, Niklas Eg og Mathias Norsgaard. Alle tre er kvalitetsryttere, hvoraf Skjelmose og Norsgaard i år også har vist sig flot frem, men det var også soleklart, at der skulle en mindre sensation, hvis en af de tre ryttere skulle tage karrierens første sejr i et af sportens allerhårdeste løb.

UDFORDR DINE VENNER I GIRO-MANAGERSPILLET - PRÆMIER FOR MERE END 40.000 KRONER

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Pludselig begyndte listen dog at vokse. Først kom Kron og Würtz til, men da de begge skulle bruge løbet til at komme i gang igen, efter at sygdommen havde kostet en serie klassikere, lå det ikke i kortene, at det var herfra den danske sejr skulle komme, selvom en formstærk Kron ville have elsket 2. og 3. etape. Til gengæld faldt der en sand dansk appelsin ned i turbanen mandag eftermiddag, da den endelig startliste blev udsendt, og navnet Magnus Cort pludselig dukkede op som en del af EF-mandskabets trup.

Det åbnede pludselig helt nye perspektiver. Jeg har i årevis i disse spalter ønsket, at Cort skulle skippe klassikerne til fordel for et forår med deltagelse i Catalonien, Baskerlandet og Romandiet, hvor det knaldhårde terræn og pauvre sprinterfelt altid gør det til et sandt slaraffenland for Cort-typer. Det gjaldt måske endda særligt på årets meget hårde rute, hvor det var helt indlysende, at danskeren ville være en af de tunge favoritter på 1. og 3. etape og en outsider til 2. etape.

Desværre gik de to første muligheder fløjten. I onsdagens første massespurt blev danskeren igen et offer for den positionskamp, der har kostet ham et hav af resultater, og i går blev det alligevel en anelse for hårdt, da klassementsrytterne mod slutningen begyndte at angribe hinanden. Derfor var der forud for dagens etape kun ét skud tilbage i den danske bøsse, for man skal være ualmindeligt optimistisk anlagt, hvis man tror på dansk sejr på enten lørdagens kongeetape eller søndagens enkeltstart, hvor det vil være synd at sige, at der vil være mangel på tempomonstre.

Heldigvis var dagens rundstrækningsløb også en lækkerbisken for Cort, særligt da man på gårsdagens etape kunne få fornemmelsen af, at Peter Sagan måske ikke er helt på toppen. Den første spurt gav nemlig det klare indtryk, at slovakken lige nu er den klart hurtigste blandt feltets holdbare sprintere, men trods de to fine topresultater havde hverken Sonny Colbrelli eller Patrick Bevin de første dage vist en fart, der skulle skræmme den danske sprinter langt væk. Og endnu bedre så det ud, da det ved middagstid stod klart, at en småsyg Bevin forlod løbet for ikke at tage unødige risici frem mod Giroen.

Spørgsmålet var bare, om Cort kunne overleve de sene bakker, der så ud til at skulle udgøre en betydeligt større udfordring, end de tilsvarende stigninger gjorde på 1. etape. Lettere blev det bestemt ikke af, at den silende Romandiet-regn, der endelig meldte sin ankomst og gjorde det schweiziske løb lige så drivvådt, som det plejer at være, ikke lagde en dæmper på angrebslysten. Tværtimod blev der skudt i højre og venstre over de første 35-40 km, og der må have gået et gys igennem feltet, da navnene på deltagerne i dagens syvmandsudbrud blev meldt ud over Radio Tour.

Forud for etapen stod det nemlig klart, at der var én mand, man ikke måtte lade køre. Stefan Küng har nemlig en imponerende statistik i sit hjemmebaneløb, hvor han i 2015, 2017 og 2019 hver gang lykkedes med at snyde sprinterne på en af Romandiets mange regnvejrsetaper. Man scorer ikke mange point i en IQ-test på at gennemskue mønsteret i den årstalsrække, og derfor lå det vel næsten i kortene, at scenariet skulle gentage sig i 2021 også. Og da så pludselig Küng kom afsted i udbrud på en regnvåd sprinteretape, må der alligevel være blevet synket en ekstra gang i mangen et sprinterholds sportsdirektørbil, ikke mindst da han endda havde det andet schweiziske tempofænomen, Stefan Bissegger, ved sin side.

Alligevel kunne sprinternes sportsdirektører ånde lidt lettede op. Af en eller anden uforklarlig grund havde Küng nemlig holdt sig til på gårsdagens etape, og selvom klatreren Kobe Goossens udgjorde en lige så stor trussel mod den gule trøje, hjalp Küng bestemt ikke sine egne chancer ved at udføre en fare for Rohan Dennis’ samlede føring. Ganske vist skulle man mene, at Ineos sagtens kunne få råd til at give den i morgen helt ufarlige Küng en dag i gult, men briternes kørsel de første dage viste vist ganske klart, at der ingen intentioner var om at låne løbets vigtigste trøje ud af ren medlidenhed.

UDFORDR DINE VENNER I GIRO-MANAGERSPILLET - PRÆMIER FOR MERE END 40.000 KRONER

Derfor så det sort ud for Küng, da det britiske supermandskab satte et tredje tempomonster, nemlig Filippo Ganna, til sammen med Eddie Dunbar at holde snor i de to schweiziske tempofænomener, og da afstanden var næsten nede på et minut på stigningerne på rundstrækningens næstsidste omgang, så Küngs chancer ud til at være døde og borte. I hvert fald lige indtil Ineos åbenbart blev så sure over, at sprinterholdene ikke rørte en finger, at de dannede bred front forrest i feltet og på få kilometer lod afstanden vokse til næsten tre minutter, inden sprinterholdenes bluff blev kaldt og først Bora for Sagan, siden Bahrain for Colbrelli og slutteligt endda det arbejdssky BikeExchange for Dion Smith satte sig frem. Og da Ineos derefter holdt op med at surmule og atter trak i arbejdstøjet, stod det pludselig alligevel klart, at Küngs flotte serie fik en ende, allerede længe inden han skred ud og endte sit udbrud med en tur hen ad asfalten.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Dermed var Küng-truslen neutraliseret, men til gengæld var der kommet en ny. Det stærke udbrud havde ført til knaldhårdt tempo, så selv ikke det dårlige vejr havde forhindret tidsplanen i at blive sprængt, og allerede inden de sidste to stigninger var feltet allerede kraftigt reduceret - dels som følge af farten og dels som følge af den modløshed og forsigtighed, der altid dukker op i den slags vejr. Bedre blev det bestemt ikke af, at etapen havde været så hård, at klassementsrytterne alligevel ikke ville spare sig til i morgen og på den sidste stigning indledte en angrebsfest, hvor særligt en utrættelig Michael Woods, en velkørende Sepp Kuss og regnvejrsrytteren Ion Izagirre var meget aktive.

Det fik da også sine konsekvenser, men mere for klatrerne end for sprinterne. Det blev nemlig snarere de mange styrt, kulden og regnen, der gjorde forskellen, end selve stigningerne, og det er derfor ikke sært, at robuste folk som Sagan, Colbrelli og Cort stod stærkere end mange af de spinkle klatrere. Derfor kom det heller ikke som noget stort chok, at etapen endte med at koste klassementet for folk som Miguel Angel Lopez, der stadig er i gang med at genfinde løbsrytmen efter covid og forslået hofte, Louis Meintjes, Kenny Elissonde, Hermann Pernsteiner, Sebastien Reichenbach, Tejay van Garderen og Matteo Badilatti, der alle er den slags skrøbelige klatrere, som næsten pr. definition har det svært i eksplosivt terræn på regnvejrsetaper, hvor man også skal have lidt mod på nedkørsler og i positionskampe. I dag var det angiveligt også primært på nedkørslen mellem de to stigninger, at forskellen blev gjort på en dag, hvor tv-billederne gjorde det svært at finde ud af helt præcist, hvad der faktisk skete.

Mere overraskende var det måske, at Steven Kruijswijk, der ellers plejer at være nok så robust, ikke kunne følge med, men det tegner desværre blot endnu tydeligere det billede, vi har set i nu ganske lang tid, nemlig at den hollandske dieselmotor synes i stigende grad at være blevet indhentet af sin alder. Endnu værre gik det dog for den ellers så formstærke Jack Haig, der smed så megen tid, at han næsten må være enten syg eller forslået, men hvis tidstab desværre ikke er blevet forklaret af Bahrain-mandskabet.

Cort, Colbrelli og Sagan trivedes derimod i regnen - måske ikke så mærkeligt, når i hvert fald både Colbrelli og Sagan er kendt for at være særligt gode i dårligt vejr - og de klarede alle mosten, selv da Woods var færdig med sit angrebsvanvid. På det tidspunkt så det faktisk ganske lovende ud for den danske etapesejr - i hvert fald lige indtil Rohan Dennis blev et af etapens mange styrtofre, og Ineos pludselig var efterladt kun med de to kaptajner Richie Porte og Geraint Thomas i front.

Da stod det nemlig klart, at finalen kunne blive meget svær at kontrollere. Cort var helt uden hjælpere, og Sagan havde kun støtte fra kaptajn Wilco Kelderman, der åbenbart ikke skulle bruge kræfter inden den afgørende weekend. Haig var som bekendt faldet fra, og heller ikke Bahrain var til sinds at svække Damiano Caruso inden i morgen. Og da UAE trods tilstedeværelse af alle deres tre esser, Diego Ulissi, Marc Hirschi og Rui Costa, nok engang i total ubeslutsomhed om, hvem i alverden de dog skal satse på, igen var totalt passive og smed en oplagt sejrschance væk, var der ingen til at reagere, da Marc Soler pludselig skød ud af feltet.

Desværre var det den helt forkerte mand. Soler har nemlig vist sig som lidt af en specialist til at udnytte disse ukontrollerbare finaler. Det var sådan, han højst uventet fik skovlen under Simon Yates, da han vandt Paris-Nice i 2018, og det var sådan, han sidste år blæste væk fra feltet efter selv at have udført en massakre på sidste stigning på 2. etape af Vueltaen, som han højst overraskende vandt. Præcis samme model udnyttede han igen i dag, og med et flot soloridt blev han dermed en lige så uventet etapevinder, som han blev det i Vueltaen for nu seks måneder siden.

Her savnede Cort i den grad Dennis. Ineos var nu havnet i den prekære situation, at de var nødt til at vælge mellem Richie Porte og Geraint Thomas, hvis ikke den ikke ufarlige Soler skulle kuppe dem helt, som han gjorde mod Yates i Nice for tre år siden. Her tabte Porte den interne magtkamp, men da han satte sig frem for at føre, var det allerede for sent, når Bora og Bahrain insisterede på at beskytte deres klassementsryttere.

UDFORDR DINE VENNER I GIRO-MANAGERSPILLET - PRÆMIER FOR MERE END 40.000 KRONER

Særligt ærgerligt blev det af, at feltet var så lille. Det betød nemlig, at Cort for en gangs skyld var velplaceret i spurten, og endnu bedre blev det, da Sagan højst usædvanligt ikke var det. Danskeren blev endda hjulpet af, at Colbrelli fik defekt i selve spurten, og derfor kunne han let køre italieneren ud af hjulet, og selvom Sagan både med sin flotte kørsel på stigningerne og en igen ganske overbevisende spurt viste lovende takter frem mod Giroen - det kunne i hvert fald tyde på, at han begik en brøler i går, hvor han vist bare lod sig falde fra lidt for tidligt i forventning om, at etapen ville være for hård - kunne danskeren krydse stregen først, hvis det altså ikke lige havde været for Soler.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Men skal vi være ærlige, faldet sejren vist også på et lidt tørrere sted hos Movistar, Spanien og Soler end hos EF, Danmark og Cort. Stormagten Spanien skulle således helt frem til begyndelsen af april, før Alejandro Valverde sikrede dem deres første sejr i et større UCI-løb, og Movistar er igen i år fortsat deres deroute med indtil i dag bare to sejre med hhv. Valverde og Enric Mas. Helt galt har det været med Soler, der ikke har vist megen form de første måneder, men som nu sørgede for, at Movistar da i det mindste har tre sejre, endda med tre af de fire kaptajner. Samtidig tankede han vigtig selvtillid inden Giroen, hvor han får sin første grand tour-chance, og dermed tjente deltagelse i Romandiet, som ellers i stigende grad droppes af Giro-rytterne, det formål, det skulle - også selvom ikke meget taler for, at han kan holde førertrøjen mod det revanchelystne Ineos-mandskab i morgen.

Faktisk skal Ineos slet ikke være så kede af det, selvom det var en skam at se den velkørende Dennis i asfalten. Morgendagens etape kan nemlig blive ganske svær at kontrollere med den lidt tunge trup, der har til rådighed, og nu får de kærkommen hjælp fra Movistar, der endda med Lopez’ tidstab ikke længere er i tvivl om, hvem der er deres kaptajn. Det øger sandsynligheden for, at løbet ikke glider dem helt af hænde, og selvom det gør lidt ondt at skulle sige farvel til den trøje, de så åbenlyst gerne ville have forsvaret, peger alle pile stadig på Porte og Thomas som løbets store favoritter - i hvert fald hvis ikke det varslede snefald fører til mere end blot den fremrykkede start og i stedet den udvanding af kongeetapen, som vi alt for ofte ser i et af sportens vådeste og mest sneklædte løb.

Selvom Skjelmose igen i dag imponerede, bliver det i hvert fald ikke til samlet dansk sejr, men det var der nu heller ingen, der regnede med. Til gengæld havde Corts pludselige deltagelse givet os et håb om, at den danske serie med etapesejre i WorldTour-løbene kunne forlænges helt frem til begyndelsen af Giroen, men desværre kom der spansk grus i det danske maskineri. Nok har der ikke rigtigt været nogen ende på de danske cykelmirakler i år, men verden er ikke så god, at det bliver dansk sejr på enten kongeetapen eller enkeltstarten. Skulle den danske stime fortsætte, skulle det være sket i dag, og Cort gjorde virkelig sit bedste for, at det skulle lykkes. Desværre for danske cykelfans har Soler bare en slem tendens til at slå til, når anarkiet hersker.