STREAM VUELTA A BURGOS UDEN AFBRYDELSER

Det er velkendt, at Tour de Pologne er et af de mest sprintervenlige WorldTour-løb. Sådan vil det altid være i et land, der består af så meget fladt terræn som det store land mod øst. Derfor har løbet også altid virket som en magnet på sprinterne, der her får en sjældent stor chance for at sikre sig store sejre på højeste niveau, og derfor er trupperne også næsten alle designet som en samling tunge folk i et sprintertog ledsaget af 1-2 ryttere, der kan køre klassement.

Man forstår godt den prioritering. Løbet afvikles lige efter Touren, og det betyder, at alle Tourens sprintere som regel skipper løbet. Nok tiltrækker løbet til gengæld stort set alt, hvad der derudover kan krybe og gå af sprintere, men det er immervæk lidt lettere at tage en sejr, når det meste af sprintercremen puster ud efter tre hårde uger i Frankrig.

Se afslutningen på 7. etape af Tirreno-Adriatico

SE MASSER AF CYKELSPORT PÅ

Da løbet først kom på WorldTouren (eller ProTouren, som det hed dengang) i 2005, nåede sprinterfesten dog næsten absurde højder. Her gjorde man det vitterligt til en polsk rundtur ved at besøge mange dele af det enorme polske land, og da det i alt væsentligt er fladt, blev det et løb, der næsten udelukkende bestod af massespurter. Det fik man heldigvis lavet om på ved at gøre det til et slags Sydpolen Rundt i stedet og tilbringe langt det meste af tiden i den sydlige del af landet, hvor Tatr-bjergene gør det muligt at designe en betydeligt mere afvekslende rute, end det nordlige Polen muliggør.

Det gav faktisk et ganske herligt løb. Naturligvis bestod løbet altid af 3-4 sprinteretaper, men derudover fandt man et ganske spændende miks af enkeltstarter, murfinaler og ikke mindst svært kontrollerbare puncheuretaper i Tatr-bjergene. Særligt sidstnævnte blev kørt meget aggressivt og var som regel garant for et festfyrværkeri af angreb. Bare tænk på den helt uregerlige kongeetape i 2019, hvor ingen kunne kontrollere noget som helst, hvilket åbnede døren for, at en skræmmende stærk Jonas Vingegaard kunne få sit store gennembrud med sin første sejr på WorldTouren.

Det format blev elsket af mange - også fordi løbets placering og mange sprinteretaper gjorde det naturligt at lade de unge talenter få en sjælden chance for at jagte et samlet resultat i et WorldTour-etapeløb. Kombinationen af sprintertunge hold og etaper, der var svære at kontrollere, var den sikre opskrift på angreb og den mangel på kontrol, der - trods den kritisk problematiske kvalitet af tv-dækningen - gjorde det ganske underholdende at se på.

Hvad der skete hos de polske arrangører i 2021, skal jeg lade være usagt, men desværre blev der truffet en meget kedelig beslutning. Måske skyldtes det hele kontroversen omkring Fabio Jakobsens styrt og den megen kritik af Katowice-etapen, der jo blot var én af de mange finaler, der blev genbrugt år efter år i det ret ensartede format. I hvert fald fandt man åbenbart et behov for at nytænke løbet og gøre op med den megen genbrug af velkendte finaler, som var blevet løbets kendetegn.

Desværre kan de næppe have tænkt meget på underholdningsværdien ved den beslutning. Allerede sidste år blev besøget i Tatr-bjergene nærmest reduceret til det rene ingenting, og med indførslen af en lang og flad enkeltstart blev det i stedet mest af alt et løb for tempospecialister, hvor de to kuperede etaper endda blev kørt så passivt, at der nærmest intet skete gennem de syv dage. Det burde have været et wake-up call, men var det tilsyneladende ikke. Da årets rute blev præsenteret, var der nemlig skruet endnu mere ned for Tatr-bjergene, hvor besøget blev slået sammen med enkeltstarten, og dermed var det nu kun den relativt faste murfinale samt gårsdagen nye 4. etape, der kunne bruges til at vinde tid inden en enkeltstart, der allerede fra start tegnede sig til at blive altafgørende.

Der tegnede sig altså i ganske uhørt grad et meget let WorldTour-løb allerede inden begyndelsen, men i det mindste kunne man så håbe på, at løbets klatrere så ville gribe alle de ganske få muligheder, der bød sig. At slæbe tempospecialisterne med til torsdagens enkeltstart ville trods alt for hovedparten af løbets klatrestærke folk være den sikre død, og med nogle ganske kuperede ruter mandag og tirsdag og til dels også i dag var der håb for, at man belært af sidst års passivitet ville gribe løbet helt anderledes aggressivt an.

Da rytterne i dag nåede målet i Rzeszow på den sidste af de tre kuperede etaper midt i løbet, må man imidlertid sene tilbage med en stor forundring. Ingen af de tre etaper blev nemlig benyttet til noget som helst, og i stedet endte det med tre kedsommelige dage, hvor det kun var nogle ret holdbare udbrud, der bidrog blot en anelse til underholdningen inden finalerne. Måske var det forståeligt, at rytterne i mandags sparede på kræfterne til en murfinale, hvor der reelt var en chance for at vinde tid, men efterfølgende er det helt uforståeligt, at ingen har vist blot skyggen af interesse i at gribe løbets få muligheder - et behov, som mandagens uventet små tidsforskelle blot har accentueret.

Den helt store chance kom naturligvis i går, hvor de sidste stigninger på papiret kunne bruges til at køre cykelløb. Det skete imidlertid aldrig, og Ineos var endda ikke villige til at bruge Ben Tulett eller Richard Carapaz til at sætte det tempo, der kunne sandsynliggøre en etapesejr og 10 bonussekunder til løbets store forhåndsfavorit, Ethan Hayter. Allerede da så det ud til, at klassementsrytterne slet og ret havde indstillet sig selv til henrettelse af løbets tempospecialister, når det altafgørende slag skal slås i morgen.

Til gengæld måtte sprinterne knibe sig selv i armen. En etape, der for de flestes blot skulle overstås, blev nu pludselig en gylden chance for at sikre sig en etapesejr - en chance, som Pascal Ackermann til sin egen store overraskelse benyttede til at bryde næsten to års sejrstørke på WorldTouren. Til gengæld var det en udvikling, der kunne ende med at koste dyrt, for mange var egentlig gået ind til 4. etape med en plan om at spare til 5. etape, hvor der ville blive brug for klatrebenene.

Her var der nemlig en god chance for en massespurt, men som vi så, da samme finalerundstrækning blev benyttet i 2017, var det ikke for de tungeste folk. Et par sene bakker ville stille helt anderledes krav til klatreevnerne end en typisk etape i det polske fladland, og derudover måtte der være optræk til en byge af angreb. En hård start lagde nemlig i den grad op til angrebsfest, og det blev blot endnu mere oplagt af gårsdagens udvikling, hvor udbruddet var meget tæt på at snyde sprinterne.

Hvis ikke sprinterne allerede havde en øm arm efter i går, hvor de nok brugte det meste af aftenen på at knibe sig selv over det ufattelige held, der var en følge af klassementsrytternes passivitet, må armen i hvert fald blive øm i aften. Her er der nemlig om muligt måske endnu mere grund til at knibe løs, efter at løbets mange lykkeriddere nærmest kollektivt forærede dem deres fjerde massespurt på fem dage.

Denne gang er det svært at bebrejde klassementsrytterne. Det var i går, de forspildte deres chance, for i dag var terrænet af en karakter, hvor det virkede helt meningsløst at bruge kræfter inden den altafgørende etape. Til gengæld er det helt uforståeligt, at det på en potentiel udbrudsetape endte med, at udbruddet kørte stort set fra km 0 og i væsentlig grad bestod af så tunge folk, at der slet ikke var noget behov for at køre stærkt på bakkerne. Da rytterne efter en rolig tur rundt i det sydlige Polen, nåede målet i Rzeszow, var det således kun løbets allertungeste, nemlig Iuri Leitao og Sam Welsford, der havde sagt tak for i dag.

Lykkeriddernes passivitet er svær at forklare, og den bliver kun endnu mere uforklarlig af etapens udvikling. Det viste sig nemlig, at sprinterholdene slet ikke var så opsatte på at kontrollere, som man i første omgang skulle have troet. Det var i hvert fald først, da kun den sidste stigning manglede, at Jumbo, FDJ og UAE tilsyneladende troede så meget på, at deres sprinter ville overleve, at de gik ind i jagten.

Det skabte et mærkeligt pokerspil, som lykkeridderne kunne have udnyttet. Bora-mandskabet havde tilsyneladende som de fleste andre forventet en gedigen angrebsfest, og ideen med at sende Shane Archbold afsted fra start må have været et ønske om ikke at komme på bagkant. Deres efterfølgende modvilje mod at føre skabte imidlertid et sært spil, hvor kun Bahrain tilsyneladende troede på deres sprinters overlevelseschancer. Bora trak sig fra arbejdet, og da araberne til sidst nægtede at gøre arbejdet alene, måtte Ineos træde til - næppe for at vinde etapen, men for at sikre, at Sean Quinn og Mads Würtz ikke løb med hele svineriet. Senere måtte også Bora være blevet overraskede over sprinterholdenes passivitet, for til sidst måtte de sende Cesare Benedetti til fronten og glemme alt om, at de havde en mand med i front.

Det viste sig at være nok. To klassementshold og ét sprinterhold kunne med god hjælp i den sidste fase fra UAE, Jumbo og UAE sende Quinn og den tilsyneladende igen i år meget augustformstærke Würtz til tælling og sikre den massespurt, der hele tiden var det sandsynlige udkomme, men nu kom efter så let en dag, at det altså kun var de tungeste af de tunge, som havde mistet kontakten.

Det blev altså for tv-seerne en lang og kedsommelig dag, og desværre fik vi end ikke lov at nyde noget stort klimaks, som en lang dags venten ellers havde fortjent. Finalen var ellers ikke alt for teknisk, men der er åbenbart bare et eller andet, der gør, at Polen rimer på styrt. Et ærgerligt uheld i sidste sving betød, at vi slet ikke fik chancen for at drage de sprinterkonlusioner, vi havde drømt om. Er Sam Bennett virkelig lige så hurtig, som det så ud til i søndags? Vi ved det stadig ikke. Kan Pascal Ackermann virkelig vinde store massespurter igen? Jeg bliver jer svar skyldig. Var Gerben Thijssens gode spurt i søndags vitterligt udtryk for en tårnhøj topfart, vi skal til at regne med som en konstant? Jeg tror det, men en garanti kan jeg ikke give. Er Olav Kooij ikke hurtigere end det, vi så i den lidt skuffende spurt i søndags? Vi må vente til fredag med at få et svar, og det må vi også, hvis vi vil vide, om Mark Cavendish er blevet bedre til at holde hjul på sin lead-out man, og om Kaden Groves begynder at nærme sig farten fra det forrygende forår.

To ting lærte vi dog. Efter den svage præstation i lørdags fik FDJ-toget med Miles Scotson, Bram Welten og Jacopo Guarnieri endelig vist deres klasse og taget så meget kontrol, at de undgik styrtet, og selvom den blev lidt for lang for italieneren, fik de anbragt Arnaud Demare i en ideel situation til at spurte om sejren. Vi fik samtidig set, at det flotte lead-out-arbejde, Bahrain leverede i weekenden, ikke var noget tilfælde, og at Jonathan Milan, der her har fået sit store gennembrud og tilsyneladende slet ikke længere har svært ved at positionere sig, er en fremragende lead-out man. I svinget fik han anbragt Phil Bauhaus perfekt, og herefter kunne han uden de store sværdslag sætte sin kaptajn ganske perfekt op.

Dermed blev det et rent opgør mellem de to sprintere, der i dag havde det bedste hold, og her var det ikke uventet, at Bauhaus vandt duellen. Sådan var det ganske vist ikke i Giroen, men de seneste dage har lært os, at Demare er et pænt stykke fra Giroen-formen. Samtidig fik Bauhaus nok engang bevist, at han kan slå de fleste, når han for en sjælden gangs skyld har et hold til at hjælpe sig i positionskampen, hvad han slet ikke havde i en Giro, hvor han bare var et sært vedhæng til Mikel Landas hold. At han for andet år i træk tog en etapesejr i Polen, kan ingen være utilfreds med, når det arabiske hold var det eneste, der faktisk troede på deres sprinter, og når de nu fire gange i træk var endt med en sekundær podieplads.

Vi så også igen, at Max Kanter er gået fra positioneringssvag sprinter til positioneringskonge, men også at han ikke synes at have den fart, han engang så ud til at have. Vi fik også bekræftet, hvad vi så i Giroen, nemlig at Edward Theuns er ganske god til at manøvrere. Og vi fik vel også at se, at det fortsat kniber for Groves, Cavendish og Bennett med den positionskamp, der i år har haltet ganske gevaldigt for dem alle.

Heldigvis kan de glæde sig over, at der i Polen altid er en chance til. Lige nu er det ganske vist uklart, hvem der har slået sig mest, men for de ryttere, der slap fri af den polske styrtfest, er der fortsat dækket op til sprinterfest. Nok er der lige en enkeltstart, der skal overstås, men hvis ikke udbryderne står i vejen i Krakow, som de gjorde for et år siden, kan vi fredag se frem til den femte massespurt på fem dage.

Det havde de hurtige folk næppe regnet med, da de tog starten i fredags, men det polske løb, der altid har været en gave til dem, har i år udviklet sig til en ren og temmelig uforståelig gavebod. Ét er, at arrangørerne helt uforståeligt har skruet vanskelighederne ned til det rene ingenting. Noget andet er, at ingen tilsyneladende har lyst til at udnytte det terræn, der trods alt er. Man forstår vitterligt godt, hvis en sprinterarm eller to er blevet lidt øm at blive knebet i de seneste dage.

STREAM VUELTA A BURGOS UDEN AFBRYDELSER