STREAM VUELTA A BURGOS UDEN AFBRYDELSER

Det har ikke været sjovt at være Pascal Ackermann i de seneste år. Verden så ellers ud til at ligge for hans fødder, da han i 2019 var Giroens klart bedste sprinter og kom hjem med både to etapesejre og pointtrøjen. Resten af året fortsatte han endda med at give verdenseliten gedigne klø med i alt fire sejre i de sprintermæssigt stærkt besatte WorldTour-løb i Polen og Guangxi, og der var absolut intet, der indikerede, at Tyskland ikke havde fået deres næste store supersprinter i den lange række.

Selvom man på papiret nok valgte den ringeste af de to sprintere, kunne det i hvert fald sagtens forsvares, at Bora-mandskabet sagde farvel til Sam Bennett og ikke Ackermann, da pladsen med tre sprintere blev lidt for trang. Ganske vist lignede Bennett på det tidspunkt måske verdens bedste sprinter, men Ackermann var trods alt tysker og havde alderen med sig, og begge dele vejede tungt for det tyske hold.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Hvornår manager Ralph Denk for første gang begyndte at betvivle visdommen i sit valg, ved jeg ikke, men mon ikke den første tvivl begyndte at melde sig i løbet af 2020? Det så ellers lovende ud, da Ackermann åbnede sæsonen som lyn og torden med etapesejr i UAE Tour, hvor det meste af sprintereliten altid er samlet, og da han efter nedlukningen lagde ud med to pligtsejre i det lille Sibiu Tour, havde han fortsat kurs mod verdenstoppen.

Herefter begyndte det imidlertid at se bekymrende ud. Jo, Ackermann vandt herefter to gange i Tirreno-Adriatico og fik endda to sejre mod Bennett i Vueltaen - den ene dog kun efter irerens deklassering - men det var ret tydeligt, at det ikke var den Ackermann, vi havde set i den dominerende 2019-sæson. Alligevel havde han vundet så meget, at han fortsat havde så megen tiltro fra Denk, at han blev lovet en plads på Tour-holdet i 2021. Hvordan han skulle forenes med Peter Sagan, var der ingen, der vidste, men Tysklands nye sprinterstjerne kunne naturligvis ikke holdes tilbage længere.

Hvordan det endte, ved de fleste. De små tegn på et faldende niveau fra 2020-sæsonen blev helt udtalte i 2021, hvor han ikke vandt ét eneste cykelløb igennem hele sæsonens første halvdel. Denk tabte tålmodigheden og løb fra sit løfte om en Tour-plads, og det, der kort forinden havde lignet starten på et lykkeligt og langt ægteskab mellem Tysklands bedste hold og landets bedste sprinter, fik en abrupt afslutning. Det værste var næsten, at Denk slet ikke havde grund til at fortryde det, for selvom Ackermann endelig kom i gang og tog seks mindre sejre i juli og august, fik han fortsat prygl, når han var oppe mod de supersprintere, han tidligere havde sat til vægs.

På den baggrund var vi sikkert mange, der undrede os såre, da UAE-mandskabet valgte netop Ackermann som erstatningen for Alexander Kristoff. Risikoen for, at det ville ende som et køb af katten i sækken, var i hvert fald stor, for Ackermanns karriere så kun ud til at have én vej. For et af sportens største mandskaber med næsten uanede ressourcer til sin rådighed virkede det besynderligt, at man kastede mange penge efter så usikker en satsning - særligt når mange betvivlede, om holdet havde styrken til at støtte både Joao Almeida og Tadej Pogacar i grand tours.

Formentlig har UAE-ledelsen haft samme bekymring. Foråret var nemlig lige så sløjt som 2021-sæsonen. Meget af det skyldes en lang række styrt og skader, for der var faktisk en vis opmuntring at hente i den flotte spurt, der gav ham sejren i Bredene Koksijde Classic i marts, men da han var oppe mod verdenseliten i Tirreno og UAE Tour lignede han fortsat den sekundasprinter, han også var i sit sidste år hos Bora, og ikke den sprinterkonge, der dominerede i Giroen i 2019.

Når den gamle metier ikke fungerer, må man imidlertid gå nye veje. Det er der mange cykelryttere, der har erfaret, når de i karrierens efterår har skiftet spor og specialiseret sig på nye områder eller i nye opgaver. Den slags planer har Ackermann nu ikke, for han drømmer stadig om en tilbagevenden til sprintertoppen, men måske var det alligevel meget symbolsk, at det var under helt atypiske omstændigheder, at han i dag endelig tog sin første WorldTour-sejr siden Madrid-etapen i Vueltaen i 2020.

Det lå nemlig slet ikke i kortene, at dagens 4. etape i Tour de Pologne skulle være noget for Ackermann. Nok var det ikke en bjergetape, som vi kender det fra de hårde dage i de polske Tatr-bjerge, men den kuperede rute bød på to lange og relativt stejle bakker i finalen. Det kunne sprinterne måske nok have overskuet, hvis ikke årets rute havde været så uhørt let. I et løb, hvor der er skruet markant ned for klatreudfordringerne, må klatrerne nemlig tage de få muligheder, der er, hvis ikke de vil køres over på enkeltstarten på torsdag, og efter gårsdagens murfinale var dagens finalebakker den sidste chance for at sætte lidt tid i banken.

Derfor var der lagt op til et blodbad. Egentlig var det ikke så meget fra klatrernes side, for i et sprintervenligt løb som dette er alle holdene så ”tunge”, at det er de færreste, der har ressourcerne til at gøre megen skade. Vi kunne nok vente os angreb fra klassementsrytterne, men det var i stedet et andet hold, alle fokuserede på, nemlig Ineos.

Ethan Hayter kom nemlig til løbet som den store favorit, og efter at han i gårsdagens murfinale undgik et tidstab og dermed cementerede den status, havde han i dag en gylden chance for at tage både etapesejr og 10 bonussekunder, der ville være tiltrængte i det, som ligner en duel mellem ham og den i går så overraskende velkørende Matteo Sobrero. Den duel ser ganske tæt ud, men hvis Hayter i dag kunne få et forspring på 10 sekunder, ville billedet over en enkeltstart på kun knap 12 km være noget mere skævvredet. Derfor var det ikke svært at regne ud, at briterne ville forsøge at sætte sprinterne til vægs.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

De hurtigste folk regnede da heller ikke med at have nogen chance. Da det lykkedes Bora efter en vild angrebskamp at sende et mindre og lettere kontrollerbart udbrud afsted, måtte de se langt efter hjælp fra sprinterholdene. I stedet gav EF, der har fået en helt utrolig tiltro til Sean Quinns sprinterevner efter Tour of the Alps, hvor han pludselig opdagede, at han kunne spurte, en hånd til det tyske mandskab, der selv lurede på muligheden for at vinde bonussekunder med Sergio Higuita i den stigende spurt i finalen. Senere kom også Intermarché frem i arbejdet for Quinten Hermans, og da forspringet begyndte at falde lidt for langsomt, bekendte Ineos langt om længe også den ventede kulør.

Da stigningerne endelig meldte sig, var der lagt i kakkelovnen til et blodbad. Ineos lagde det forventede pres med først Salvatore Puccio og siden Magnus Sheffield, og da hverken Quick-Step eller Bahrain havde skyggen af tiltro til hhv. Mark Cavendish og Phil Bauhaus forsøgte også de at sende sprinterne så meget til tælling, at der ville være muligheder for Mauro Schmid og Pello Bilbao. Deres pres var imidlertid ganske kortvarigt, og pludselig blev vi mindet om, at løbet faktisk er et sprinter- og ikke et bjergløb.

Ingen af holdene havde nemlig styrken til at gøre nogen væsentlig forskel. Det havde man ellers regnet med, at briterne som vel nok de eneste ville have, men som kilometerne gik, blev feltet ved med at være alt for stort til Hayters smag. Jhonatan Narvaez blev tilsyneladende sparet til et lead-out, hvilket betød, at Sheffield var helt alene om at føre hele vejen op ad sidste stigning, og da amerikaneren ikke just viste storform i går, var det ikke svært overraskende, at effekten slet ikke blev som ventet.

Spørgsmålet var, om det var en klog prioritering af Ineos. Richard Carapaz og Ben Tulett kunne have gjort betydeligt større skade, men de blev begge sparet til klassementskampen. Efter i går står det imidlertid ret klart, at de begge får meget svært ved at vinde løbet, og derfor havde deres kræfter nok været bedre brugt på at give Hayter 10 bonussekunder og en overhånd i kampen mod Sobrero end at sikre en samlet top 10 - et resultat, hvis sandsynlighed næppe heller var blevet svært kompromitteret af lidt føringsarbejde to dage inden enkeltstarten.

De blev imidlertid begge sparet, og dermed endte det hele som lidt af en fuser. Angrebene fra klatrerne udeblev nemlig også, men det var formentlig en ganske logisk konsekvens af feltets størrelse. Alle de ryttere, der måtte have drømt om at vinde tid og skabe kaos, må hurtigt have sandet, at det ville være en umulighed, og at kræfterne så trods alt var bedre brugt på torsdag.

Med ét ændrede etapen pludselig karakter. Da toppen var rundet, sagde Ineos tak for i dag, og i stedet var det sprinterholdene BikeExchange, DSM og FDJ, der tog teten. Det kom åbenlyst bag på dem alle, når nu de gennem hele dagen havde været så passive, og det kom endnu mere bag på Bahrain, der få kilometer tidligere havde forsøgt at sætte sprinterne af, men nu gik i den helt anden grøft og iværksatte en jagt på et overraskende holdbart udbrud anført af Mads Würtz Schmidt, der igen i år synes at være kommet ud af sommerpausen i fremragende form, med det formål at spurte med Jonathan Milan, der i fravær af Phil Bauhaus fik en ganske uventet chance i for ham uvant terræn.

Den uventede gave lod sprinterne ikke gå fra sig, selvom det stærke Würtz-udbrud og ikke mindst den uhyre velkørende Zdenek Stybar, der for første gang siden genfødslen ved sidste års VM viste lidt af fordums styrke, var meget tæt på at kaste grus i maskineriet. Og midt i alt det kaos, som den hektiske jagt forårsagede, lykkedes det altså Ackermann at bryde sin lange WorldTour-tørke på den dag, hvor han måske mindst ventede det.

Om det indvarsler et comeback som supersprinter, er stadig usikkert, for dagens spurt var med sine mange sving og den hårde bakke alt andet end en klassisk massespurt. Det var dog under alle omstændigheder uhyre opløftende, at Ackermann ikke blot overlevede bakken, men også vandt en spurt, der viste sig for hård for både Olav Kooij og Arnaud Demare, som begge havde overlevet og fået en god position, men som slet ikke havde vanlig power til sidst.

Det giver grund til optimisme. Det er nemlig ikke første gang i dette løb, Ackermann leverer. Hans spurt i søndags var alt for lang, men netop i det lys var den også imponerende, og inden de mange skader var hans spurt i Koksijde jo faktisk også ganske overbevisende. Om dagens resultat mest er udtryk for en ny holdbarhed eller om reelt supersprinterpotentiale ved vi ikke, men det bliver vi forhåbentlig klogere på, når løbet er omme og forventeligt har budt på to lidt mere klassiske massespurter. Her kan Ackermann i hvert fald glæde sig over, at han har god støtte, for dagens sejr var i lige så høj grad Sebastian Molanos, da colombianeren nok engang beviste, at han er en af verdens bedste lead-out men.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Det var ikke bare i forbindelse med etapens udfald, at alt blev vendt på hovedet. Det gjorde sprinternes holdbarhed også. Normalt burde denne hårde spurt ellers have været guf for Demare, der trods tabet af tunge Jacopo Guarnieri stadig blev sat smukt op af Miles Scotson. Franskmanden viste imidlertid som på 1. etape, at han er kommet yderst rustent ud fra pausen, for der var slet ingen bid i hans ben, da bakken begyndte at vise tænder.

Det var der heller ikke i Kooijs, men det var måske knap så uventet. Vi har stadig til gode at lære hans holdbarhed helt at kende, og i dag fik vi at se, at han fortsat har sine mangler. Det gør det måske også lidt lettere at leve med dagens vel nok største taktiske brøler. Kooij lignede efter stigningen måske etapens største favorit, fordi hans supertog med Tosh van der Sande og Mike Teunissen var intakt. Af en eller anden grund skulle den åbenlyse fordel smides af hænde, da Teunissen gjorde Remi Cavagna følgeskab i et angreb, og dermed måtte Kooij køre spurten bagfra og ikke forfra, som han gjorde i Lublin, hvor Teunissen satte ham så smukt op. På det tidspunkt lignede det en sejr, der var blevet smidt væk, men da Kooijs ben syrede til på bakken, stod det klart, at selv et sublimt Teunissen lead-out næppe havde givet sejren.

I stedet var det to helt uventede folk, der var nærmest til at true Ackermann. Jonathan Milan har hidtil været meget, meget tungt, og Jordi Meeus har som professionel været helt uden holdbarhed. Milan viste imidlertid allerede i søndags, at han er som forvandlet og endelig klar til at udfolde det potentiale, vi så for mange år siden, og Meeus har nu definitivt lagt sit håbløse forår bag sig og siden Dauphiné pludselig lignet et af de allermest spændende sprinternavne. Det kommer helt sikkert også som en tiltrængt oprejsning hos et Bora-hold, der i dag fik sendt Sergio Higuita i asfalten, og som nok engang måtte sande, at den engang så klatrestærke Sam Bennett stadig er en helt anden rytter, end han tidligere var.

Han var i hvert fald så langt væk, at vi aldrig fik at se, hvordan han håndterede denne hårde spurt. Et gjorde vi heller ikke med Kaden Groves, der desværre blev fanget i Higuitas styrt, og det er en af dages store ærgrelser. Australieren imponerede nemlig med sin holdbarhed i Catalonien, men vi mangler stadig at se, hvad han kan i en spurt med en sen bakke, nu hvor han i lørdags løb tør for gode ben i en finale, der ikke var meget anderledes end denne.

En klassisk massespurt var det i hvert fald ikke. Det er trods alt ikke hver dag, at den ellers stadig mere imponerende Quinten Hermans ender som nr. 4, og det er bestemt heller ikke hverdagskost, at puncheurs som Christian Scaroni, Diego Ulissi og den uhyre velkørende Quentin Pacher slår sprintere som Stanislaw Aniolkowski, der var chokerende holdbar i dag, Nikias Arndt, Michele Gazzoli og ikke mindst Demare.

Det havde nu også været aldeles upassende, hvis etapen ikke endte i en klassisk massespurt. Det skulle jo slet ikke have været sprinternes dag, og det skulle i hvert fald slet ikke have været Ackermanns. Vi skulle i stedet alle have talt om, hvordan Hayter havde sikret sig 10 vigtige bonussekunder, men nu rullede etapens store favorit bare over stregen som nr. 79 efter at være blevet fanget i styrtet. I stedet faldt der en uventet gave ned i favnen på den tidligere supersprinter, der under helt uvante omstændigheder brød næsten to års WorldTour-tørke.

Nu er spørgsmålet så, om det er sådanne uventede gaver, der er påkrævet, hvis Ackermann stadig skal vinde på den største scene. Det vil de forventede spurter onsdag og fredag forhåbentlig give os svaret på.

STREAM VUELTA A BURGOS UDEN AFBRYDELSER