I mange år har det været en ret triviel sag at pege på en Tour-favorit. I årene mellem 2013 og 2018 skulle man være temmelig uforsigtig, hvis man turde at fremhæve andre end Chris Froome som manden, der skulle slås i løbet af de tre uger på de franske landeveje. Selv i 2018, hvor han kom med både en Giro- og en Vuelta-sejr i benene, havde britens historik været så overbevisende, at det var det store flertal, der troede, at han også ville vinde den fjerde grand tour på stribe.

I de seneste tre år har det været betydeligt mere åbent, og her har der været divergerende opfattelser af, hvem der skulle slås. Sådan er det ikke i år. Selvom vi faktisk skal tilbage til Baskerlandet Rundt i april i 2021 for at finde det seneste reelle etapeløbsopgør mellem Tadej Pogacar og Primoz Roglic, og selvom Roglic faktisk vandt det opgør, hersker der slet ikke samme uenighed om favoritstatus i år. For et år siden var der lagt op til en 50-50-duel mellem de to slovenske uhyrer, men med et meget overbevisende forår og en overlegen sejr for et år siden har Pogacar skilt sig ud som den indlysende favorit.

Jumbo lægger sig dog ikke ned uden kamp. Nok har Roglic ikke virket så overbevisende, som han plejer, men han drømmer stadig om at få den Tour-sejr, Pogacar ”snød” ham for i 2020. Da han samtidig gør fælles front med sidste års nr. 2, den i Dauphiné så overbevisende Jonas Vingegaard, er vi i den helt særlige situation, at løbets favorit ikke bare skal slå sine to værste rivaler enkeltvis, men forsøge at slå dem som et kollektiv.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Bag de tre favoritter er der et hav af ryttere, der står klar til at slå til, hvis muligheden byder sig. Ineos er måske ikke de favoritter, de engang var, men med et uhyre stærkt hold anført af Daniel Martinez, Adam Yates og Geraint Thomas er de stadig en magtfaktor. Bora møder med Aleksandr Vlasov, der har haft et forrygende forår, Movistar anføres af Enric Mas, som har nået helt nye højder siden 2. pladsen i Vueltaen, og Bahrain stiller med en stærk kaptajnduo i form af Jack Haig og Damiano Caruso, der begge var på en grand tour-podium i 2021. Dertil kan man føje sidste års nr. 4, Ben O’Connor, der bestemt ikke er blevet ringere siden 2021, samt navne som David Gaudu, Alexey Lutsenko, Louis Meintjes, Rigoberto Uran, Guillaume Martin og Nairo Quintana, og dermed mangler der ikke ryttere til at tage over, hvis de tre favoritter skulle efterlade en åbning for en overraskelse.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets tre trestjernede favoritter, der alle har en reel chance for at vinde løbet.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE - PRÆMIER FOR NÆSTEN 100.000 KRONER

Daniel Martinez (***)

Da det i 2020 blev annonceret, at Daniel Martinez skiftede til Ineos, var det svært ikke at blive lidt ærgerlig. Colombianeren havde med sin sejr i Dauphiné nemlig lige bevist, at han måske havde et endnu større potentiale, end man i første omgang havde fornemmet, men på det britiske storhold kunne han meget vel ende som luksushjælper i det mylder af kaptajner, der altid gør kampen om grand tour-kaptajnroller til lidt af en hanekamp.

Sådan gik det da også i første omgang. Da han for et år siden stillede til start i Giroen, blev Martinez nemlig slet ikke nævnt som en af favoritterne. Holdet kom nemlig alene til Italien for at vinde løbet med Egan Bernal, og den erklærede plan B var Pavel Sivakov, ikke Martinez. Colombianeren var alene ren arbejdskraft, og sådan gik det da også, da Bernal igennem de tre uger vandt det italienske i det første forsøg.

Alligevel viste netop den begivenhed os, at Martinez måske alligevel kunne bevæge sig opad i hierarkiet. Selvom han var ren luksusslave, endte han nemlig løbet som nr. 5, og efter en lidt skuffende start var han måske stærkeste mand i den tredje uge. Hans hjælp, da Bernal oplevede sin store krise på 17. etape er allerede blevet en smule legendarisk, og da Bahrain med et langdistanceangreb forsøgte at vende løbet på hovedet på 20. etape, lykkedes det Martinez på egen hånd på sidste stigning at annullere truslen, endda med så overlegen styrke, at den eneste, der kunne følge hjælperytteren, var Bernal selv! Alle andre drattede af, uanset om de hed Simon Yates, Aleksandr Vlasov, Joao Almeida eller Hugh Carthy.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Derfor sluttede Giroen med en fornemmelse af, at Martinez måske endda kunne have truet Bernal, hvis han havde kørt sin egen chance og ramt det niveau fra starten. Alligevel var der ikke megen snak om ham ved sæsonstart, for en dum coronainfektion lagde hele hans efterår i ruiner. Derfor gik han igennem 2021 med så få resultater, at han heller ikke i år var tiltænkt nogen kaptajnrolle i en grand tour, heller ikke selvom Bernal jo desværre røg ud af billedet. Giroen var tiltænkt Richard Carapaz, og Martinez var igen udset til en rolle som hjælper, denne gang for Adam Yates i Touren.

Det fik foråret imidlertid lavet grundigt om på. Her fik Martinez nemlig bevist, at hans præstation i Giroen ikke var ubegrundet. Allerede i et Algarve-løb, der var lidt for let til at passe ham, så han uhyre overbevisende ud, og da han kom til Paris-Nice, var han den eneste, der på kongeetapen kunne følge Roglic, da sloveneren forsøgte at gøre forskellen. Også på den dramatiske Nice-etape så han så overbevisende ud, at han og Yates meget vel kunne have taget sejren fra den lidende Roglic, hvis ikke den stakkels colombianer var punkteret ud af den førende kvartet.

Den gode form tog han med sig til Baskerlandet, hvor han tog en imponerende samlet sejr. Selvom han var oppe mod navne som Roglic og Jonas Vingegaard, viste han sig som stærkeste mand. På sidste bjergetape fik han skovlen under den førende Remco Evenepoel, og selvom han derefter var i en taktisk svær situation, hvor han både skulle føre for at holde belgieren bag sig og svare på angreb fra folk som Vingegaard og Aleksandr Vlasov, var han en mand med stort overskud og aldrig i problemer, så han effektivt kunne hjemføre sig den samlede sejr. Slutteligt kørte han i top 5 i begge sine ardennerklassikerne, selvom der er ryttere, der passer bedre til den slags løb end ham.

Dermed er kæden ubrudt. Siden Giroen i 2021 har Martinez efterladt et uhyre positivt indtryk, og vi kan måske endda strække den helt tilbage til Dauphiné i 2020, hvor han som bekendt løb med det hele, blandt andet ved at sætte Pogacar til vægs på den sidste bjergetape. Efterfølgende fik han ødelagt sine grand tours af styrt i både Touren og Vueltaen, men han rejste sig trods alt ved at vinde en etapesejr i det franske løb.

Det er derfor helt fortjent, at Martinez har kørt sig til en rolle som ligestillet kaptajn ved siden af Yates, der oprindeligt var tiltænkt pladsen som ene førstemand, og selvom holdet efter Tour de Suisse nu også har givet Geraint Thomas en kaptajnrolle, er der ikke tvivl om, at det er Martinez, der har den største chance for at true de tre favoritter. Han har i hvert fald efterladt det klart mest lovende indtryk i nu i hvert fald halvandet år, og han har endda kørt så stærkt, at det ikke virker helt på månen at tro, at han faktisk kan tage kampen op også med Pogacar, som han endnu ikke har mødt. Han havde i hvert fald ikke de store problemer med Roglic i bjergene i Paris-Nice, og selvom der ingen tvivl er om, hvem af de to slovenere der i år har været bedst, giver det i hvert fald et vist håb.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Martinez har også den fordel, at han er komplet. Hans enkeltstart er ikke på niveau med de to sloveneres, men den er ganske god, og hans nylige enkeltstart i Tour de Suisse på en ellers helt flad rute var vel endda den bedste, han nogensinde har kørt. Selvfølgelig skal han regne med at tabe tid til de to slovenere og formentlig også Vingegaard, men noget blodbad bliver det ikke.

Andre våben har han også. Ineos har sammen med Jumbo måske det bedste hold til sidevinden og brostenene, når de stiller med Roubaix-vinderen Dylan van Baarle, de tidligere brostensspecialister Geraint Thomas og Luke Rowe, kraftmonsteret Filippo Ganna samt multikunstneren Tom Pidcock, og da Martinez selv er en kraftfuld type, som i Denain viste, at han sagtens kan køre på brosten, er der en god chance for, at han i den første uge, særligt på brostenene, kan vinde tid på i hvert fald Pogacar, hvis fladbanehold virker enormt sårbart. Lykkes det, kan han håbe på, at han kan gribe bjergetaperne mere defensivt an.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Her vil han endda kunne glæde sig over, at bjergene i år er betydeligt højere end sidste år. To ture op ad Galibier og den brutale afslutning i 2400 m højde på Granon er en gave til enhver colombianer, særligt fordi der måske kan være en indikation på, at det ikke er Pogacars allerstørste force. Martinez er også en terrier, der synes at have stor kørelyst og -intelligens, og han har en evne til at gribe muligheder, som han gjorde på 5. etape i Baskerlandet og måske særligt, da han vandt Dauphiné på hovedet i 2020.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE - PRÆMIER FOR NÆSTEN 100.000 KRONER

Holdet er også åbenlyst et af de stærkeste, men ideen om, at Ineos kan skabe overtalssituationer og angribe på skift, er næppe realistisk. Det er i sig selv svært i grand tours, hvor forskellene hurtigt bliver så store, at den strategi effektivt ødelægges, og derudover er det kun Martinez, der i år har vist et klatreniveau, som gør en samlet sejr til en reel mulighed. Martinez skal altså vinde, fordi han selv er i stand til at slå de tre forhåndsfavoritter, og det bliver trods alt en opgave - særligt når de alle tre formentlig slår ham på enkeltstarterne.

Martinez har også en anden udfordring. Vi har nu flere gange, blandt andet i Giroen og senest i Baskerlandet, set hans store problemer på nedkørslerne. Heldigvis synes de ikke altafgørende i Alperne, hvor de generelt er lette, men de kan blive et problem, særligt i Pyrenæerne og på 17. etape, hvor der venter en meget grim finalenedkørsel. Her vil Martinez være sårbar, og det kan være et angrebspunkt, hvis han så langt henne i løbet må regnes som en reel vinderkandidat. Derudover er det ikke tilfældigt, at han så ofte er styrtet i grand tours, for Martinez kan virke en smule klodset, og det kan koste dyrt i den hektiske styrtfest i den første uge.

Der er også usikkerhed om holdbarheden. Martinez har endnu aldrig kørt klassement som kaptajn i en grand tour, og vi aner ikke, om han kan holde niveau over tre uger. Vi så i Giroen, at han var skræmmende i den tredje uge, men til gengæld var han alt andet end overbevisende i uge 1. Hans mange styrt har betydet, at vi stadig har til gode for alvor at udforske hans grand tour-potentiale.

Det er også bekymrende, at han var tydeligt under niveau i Tour de Suisse, men det var også ret åbenbart, at han blev bedre og bedre, og da han leverede sublimt arbejde for Thomas og kørte sit livs enkeltstart til sidst, begyndte han at ligne den Martinez, vi kendte i foråret. Faktisk kunne det tyde på, at han er helt på rette kurs til at formtoppe, når det gælder, og vi så også i foråret, at han var uhyre stabil på et konstant højt niveau. Kommer han ind i løbet på 90%, er det heller ikke helt dumt, for i den første uge er det holdet mere end ham selv, der skal slå til. Kommer han igennem 7. etape uden et stort tidstab, skal vi helt frem til 11. etape, inden vi har den næste alvorlige udfordring, og følger han samme formkurve som i Giroen, ser det jo faktisk pludselig uhyre lovende ud.

Om han så har det topniveau, der skal til for faktisk at slå Pogacar, Vingegaard og Roglic, må man nok desværre tvivle på, men umuligt er det ikke. En lille tidsgevinst i den første uge, måske kombineret med et eller to af de favoritfald, som altid kendetegner Tourens ekstreme stress, og så ser det lige pludselig slet ikke så dumt ud endda. Skulle han få en førertrøje, har han i hvert fald det bedst tænkelige hold til at forsvare den, og derfor var der måske alligevel ikke så megen grund til at ærgre sig, da han skrev kontrakt med Ineos. Hvis bare man er god nok, kører man sig nemlig frem i hierarkiet, og det har Martinez gjort med sin forrygende kørsel igennem sit første halvandet år på holdet.

Læs også

Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Enric Mas (***)

Der vil måske være dem, der stadig undrer sig over, hvad det var for en sær lyd, der spredte sig over hele Europa d. 15. september 2018. Heldigvis kan jeg hjælpe med en forklaring. Det var såmænd bare lyden af det lettelsens suk, hele det spanske cykelfolk kollektivt udbrød, da Enric Mas i en alder af bare 23 år endte som nr. 2 i Vueltaen - endda i den første grand tour, hvor han kørte klassement.

På det tidspunkt befandt det traditionsrige cykelland sig nemlig i en gigantisk talentkrise. Alberto Contador, Joaquim Rodriguez og Samuel Sanchez var forsvundet fra scenen, og selv Alejandro Valverde måtte forventes at have en udløbsdato (selvom det stadig ikke er helt sikkert). Man spejdede desperat efter en afløser for De Fantastiske Fire, der mere eller mindre egenhændigt havde sendt landet til tops på verdensranglisterne, men de udeblev, og landet raslede derfor ned gennem nationernes hierarki.

Derfor kom Mas’ lidt uventede 2. plads som sendt for himlen, men desværre blev lettelsen hurtigt afløst af frustration. Hvor den unge komet dengang lignede en sandsynlig kommende grand tour-vinder, gjorde de følgende to år intet for at cementere den status. Han fik ødelagt en ellers lovende Tour i 2019 af sygdom, og da han skiftede til Movistar, forvandledes han fra supertalent til et af de talenter, der nok aldrig fik det fulde ud af sit potentiale. Både i 2020 og 2021 var han nemlig en meget tam af skygge af sig selv - faktisk var han igennem begge forår chokerende dårligt kørende - og selvom han viste en fantastisk evne til alligevel at finde formen til sine grand tours, var hans 5. pladser i Touren og Vueltaen i 2020 og 6. plads i Touren i 2021 ikke noget, der lugtede af grand tour-vinder. Faktisk sad man med fornemmelsen af, at han måske alligevel skulle væk fra det i dag lidt hensygnende tidligere storhold for at genfinde de engang så lovende takter.

Men så skete der noget. Efter en Tour, hvor han var ret anonym, var Mas forvandlet i sidste års Vuelta. Her lignede han for første gang den rytter, der bragede ind på scenen i 2018. Ser man bort fra de få sekunder, han smed i de eksplosive finaler og hans forudsigelige nederlag på den første enkeltstart, kørte han helt lige op med Roglic over de første to uger. Desværre betød et grimt styrt på en sprinteretape i den tredje uge, at han var markant svækket til de to vigtigste bjergetaper, og selvom han alligevel endte som nr. 2, sad man med en ærgerlig fornemmelse af, at vi aldrig fik at se, hvad han virkelig kunne.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE - PRÆMIER FOR NÆSTEN 100.000 KRONER

Heldigvis var det ikke bare en enkelt periode med særlig god form. Det har vi set i et 2022, hvor han har været som forvandlet. Mas har altid været en langsom starter, og derfor har hans resultater i ugelange løb og foråret altid været temmelig pauvre, men sådan har det slet ikke været i år. Allerede i Valencia i begyndelsen af februar var han en af de allerbedste, og i både Tirreno og Baskerlandet leverede hans så overbevisende et indtryk, at han måske endda kunne have vundet sidstnævnte løb. Også hans Dauphiné kom uhyre lovende fra start, da han kørte sin absolut bedste enkeltstart i mange år og sad limet til baghjulet på Roglic, da denne angreb på den tidlige puncheuretape.

Desværre blev alle tre løb ødelagt af samme årsag, nemlig styrt. I Tirreno og Baskerlandet var det på nedkørsler på kongeetapen, og i Dauphiné var det på en ellers uskyldig og ganske let etape. Derfor er vi i den ret paradoksale situation, at Mas resultatmæssigt har haft endnu et pauvert forår, men sandheden er, at han har set langt, langt stærkere ud, end han nogensinde tidligere har gjort på en årstid og i løb, hvor han aldrig har været noget vidunder.

Læs også

LIVE: Ny dansk sejr!

Nu kommer vi til gengæld til Mas-land. Grand tour er det, han for alvor mestrer, for hans virkelige spidskompetence er hans enorme motor. Da han i 2018 opnåede sin første 2. plads, avancerede han fa en 12. til en 2. plads efter 12. etape, og han vandt endda den sidste bjergetape. Både i Touren i 2020 og 2021, hvor han kom halvskidt i gang, blev han markant bedre undervejs, og sidste år rundede han et ellers løjt løb af med at køre med om sejren på den sidste bjergetape. Det er bestemt heller ikke tilfældigt, at hans hidtil med overbevisende grand tour var sidste års Vuelta, hvor motoren havde haft en lang Tour til at blive varm.

Det gode ved Mas’ kørsel i år er, at han nu har kunnet køre stærkt fra start. Hvis det mønster gentager sig i Touren, tør man næsten ikke tænke på, hvor god han kan være i løbets anden halvdel, hvor løbets fire vigtigste bjergetaper alle er at finde. Faktisk kan man næsten vide sig sikker på, at Mas vil køre brølstærkt her, for i de fire grand tours, hvor han har kørt klassement og ikke er blevet syg, er han endt i top 6, og i tre af tilfældene - den mærkelige corona-Vuelta i 2020 var en undtagelse - er han bare blevet bede og bedre undervejs.

Nu synes han endda også at have topniveauet til for alvor at kunne gøre sig gældende. Sådan så det i hvert fald ud i Vueltaen sidste år, og med hans kørsel i foråret er der grund til at tro, at han kan køre endnu stærkere nu. De meget svære bjergfinaler i årets Tour er også en gave for en mand, der skal vinde løbet i bjergene, og han vil sætte pris på, at de alle fire kommer i løbets sidste halvdel.

Til gengæld er listen over udfordringer så lang, at jeg desværre tror, at han kan blive elimineret inden. Det er ikke uden grund, at Mas er styrtet i de sidste fire etapeløb, han har kørt, nemlig Vueltaen, Tirreno, Baskerlandet og Dauphiné. Tidligere har det ellers ikke lignet noget stort problem, men nu er rækken så lang, at det ikke længere kan være et tilfælde. Mas ligner et meget sårbart offer i den styrtfest, der præger den første uge, og som vil blive endnu mere udtalt i år med både brosten og sidevind.

Netop den første uge er på alle måder den, der kan koste Mas dyrt. Han fremstår ikke umiddelbart som typen, der nødvendigvis er en ørn på de brosten, han slet ikke kender, og hans hold er svagt. Blandt løbets seks største favoritter har han klart den ringeste støtte i sidevind og på brosten, og skulle han vitterligt have en chance for at vinde løbet, får han meget svært ved at forsvare trøjen med en trup, hvis eneste virkelige klatrestøtte kommer i form af den heldigvis i år så flyvende Carlos Verona og Matteo Jorgenson, der har betydelige begrænsninger i de rigtige bjerge.

Derudover er der enkeltstarten, men her er der heldigvis håb. Mas var tidligere så god en temporytter, at han faktisk blev nr. 4 på enkeltstarten i 2019, og han kørte også en god enkeltstart i 2020. Siden da har det til gengæld været nærmest katastrofalt med nogle gedigne tidstab til følge, men efter Dauphiné er der igen håb. Her kørte han en fremragende enkeltstart, indtil han gik ned efter sidste mellemtid, og da 20. etape er lang - det passer godt til hans motor - og ganske kuperet, er der faktisk håb for, at han måske kan vise de evner, vi så i 2019.

Tid til de tre favoritter vil han dog tabe, og derfor skal han vinde løbet i bjergene. Det ser trods alt temmelig svært ud, når man iagttager konkurrencen, men med det niveau, han har haft det seneste lille års tid, er det måske ikke helt så urealistisk endda. Alt sammen kræver det bare det mirakel, at han slipper igennem den første uge uden væsentlige tidstab, og det kan med hans svage hold og tendens til styrt lige nu ligne noget, der grænser til en umulighed. Derfor var jeg også fristet til at rykke ham længere ned på denne liste, alene af den årsag at den formentlig ender galt, inden det rigtigt er kommet i gang.

Heldigvis er der håb. En grand tour-historik, der hedder 2-5-5-6-2 i fem forsøg, vidner jo faktisk om en imponerende stabilitet, og i de store løb har han slet ikke været så uheldig endda. Lykkes det ham igen at komme nogenlunde helskindet frem til 7. etape, er der i hvert fald grund til at tro, at vi vil se den bedste Mas, vi nogensinde har set, og så kan han komme rigtigt langt. Hvis han er endnu bedre end den udgave, vi så, indtil hans første styrt i den nu lidt for lange række, ødelagde hans Vuelta sidste efterår, vil de, der undrede sig over den mærkelige lyd i efteråret 2018, formentlig undre sig endnu engang, når enkeltstarten er afsluttet lørdag d. 23. juli sidst på eftermiddagen.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

SE ALT OM TOUR DE FRANCE

Aleksandr Vlasov (***)

Der findes flere slags talenter. Der findes dem, der som Tadej Pogacar brager ind på scenen og uden at se sig tilbage lynhurtigt etablerer sig som en af verdens allerbedste. Det er den slags sjældne fænomener, der synes at være allergiske over for modgang, og hvor intet synes at kunne stå i vejen for deres vej mod stjernerne.

Så er der alle de andre. Det er dem, som oplever, at der skal arbejdes lidt mere med at forløse potentialet. Selvom talentet er indiskutabelt og stort, er vejen til toppen lidt mere bumlet. Ofte ender de med at nå den absolutte elite, men det har krævet blod, sved og tårer og også budt på modgang.

Det går måske lettest for de ryttere, der bare er langsomme til at slå igennem. De når aldrig at opleve det store pres, for de agerer alligevel bare hjælperyttere, indtil de pludselig brager igennem med det store resultat, der etablerer dem i eliten. Langt sværere er det for dem, der springer ud som det nye stjerneskud og med det samme sikrer sig en kaptajnrolle for siden at have svært ved at leve op til de enorme forventninger, karrierens start har skabt.

En sådan rytter er Aleksandr Vlasov. Russeren var nemlig på alles læber i 2020, hvor han fik en WorldTour-debut, de færreste havde drømt om. Nok havde han vundet Baby-Giroen og i andre løb som blandt andet Tour de Slovenie og Giro di Sicilia bevist, at han var en mand med et stort potentiale, men der var næppe mange, der havde set, at han i sit første år på højeste niveau skulle gå på podiet i Il Lombardia samt vinde Mont Ventoux-løbet foran Richie Porte, der en måned senere sluttede som nr. 3 i Touren, og den historiske klassiker, Giro dell’Emilia.

Resultaterne var endda så gode, at Vlasov blev udskreget som en potentiel vinder af sin første grand tour, den sære coronaudgave af Giroen. Så godt gik det dog ikke, da et maveonde sendte ham ud, inden løbet rigtigt var kommet i gang, men selvom han kom forfærdeligt i gang og smed et topresultat i den første uge, nåede han i den efterfølgende Vuelta med blandt andet en 2. plads på kongeetapen til Angliru foran blandt andre Primoz Roglic og Richard Carapaz at bevise, at vi her talte om den ægte talentvare.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE - PRÆMIER FOR NÆSTEN 100.000 KRONER

Det hele var så lovende, og der syntes nærmest ikke at være grænser for, hvad Vlasov kunne opnå, men så kom 2021. Ganske vist var en podieplads i Paris-Nice og en 4. plads i Giroen på papiret pæne resultater, men det skjuler det indtryk, Vlasov efterlod. Han kom aldrig i nærheden af at vise de takter, vi så året forinden, og hans 4. plads i Giroen handlede vist mere om, at de fleste andre havde flere offdays end det ellers enorme antal dårlige dage, han selv havde i et mærkelig yoyoagtigt løb. I Paris-Nice var feltet svagt, og han var end ikke i stand til at køre lige op med Maximilian Schachmann i bjergene, selvom tyskeren er alt andet end klatrer. Helt galt gik det i efteråret, hvor han var helt usynlig og endte med at udgå af en Vuelta, hvor ingen rigtigt opdagede, at han overhovedet var med.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Derfor var mine forventninger til ham forud for denne sæson også relativt små. Havde han foretaget skiftet til Bora et år tidligere, havde han stået allerøverst på min novemberliste med de ti mest lovende transfers, men nu endte han med slet ikke at få en plads i den analyse, jeg skrev dengang. Entusiasmen var dæmpet, og det eneste løfterige ved hans 2021-sæson var, at han pludselig - som de fleste andre på Astana - havde lært at køre enkeltstart.

Hos Bora kan de imidlertid et eller andet. Uanset om vi taler om Jai Hindley, Sergio Higuita eller Vlasov, der alle kom til Tyskland efter et meget sløjt 2021, har de fået deres nyerhvervelser til at blomstre op. Mest markant er det naturligvis med Hindley, der har taget den klart største sejr, men Vlasov bider ham kraftigt i haserne.

Vi så det allerede, da han slog Remco Evenepoel i årets første etapeløb i Valencia, men da han efterfølgende faldt helt igennem i UAE Tour og Paris-Nice, så det ud til, at vi var tilbage i det samme kedelige mønster som i 2021. Det var vi dog heldigvis ikke, for fra det øjeblik, Vlasov efter en pause meldte sig til tjeneste i GP Miguel Indurain, har han været her, der og alle vegne. Han var ganske chokerende tæt på at vinde det spanske endagsløb i en spurt, i Baskerlandet kostede kun en dum kollision med Jonas Vingegaard en 2. plads (han endte dog stadig som nr. 3), i Ardennerne chokerede han igen med en 3. plads på Mur de Huy foran langt mere eksplosive folk, ligesom han var blandt de stærkeste i Liege, inden han rundede forårssæsonen af med en overlegen samlet sejr i Romandiet.

Derefter kunne man frygte, at han igen ville falde ned i et af sine huller, men det gjorde han heldigvis ikke. I Schweiz så han akkurat lige så stærk ud, som han gjorde i foråret, og hvis ikke corona var kommet i vejen, er det meget svært at forestille sig, at han ikke havde vundet et løb, han allerede førte, da han måtte udgå. Han efterlod i hvert fald samme meget overbevisende indtryk, da han vandt 5. etape, som han gjorde gennem hele april, og han satte en fed streg under, at han sammen med Daniel Martinez har været forårets mest spændende etapeløbsrytter, når man ser bort fra de tre oplagte favoritter til årets Tour.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Det er der også andre, der har bemærket. Oprindeligt var det planen, at Bora ville satse hele klassementsbutikken på Giroen, mens man i Touren primært ville gå efter spurtsejre med Sam Bennett. Vlasov var ganske vist tiltænkt rollen som klassementskaptajn, men det ville blive med begrænset støtte og med et stort ønske om at lære i det, der vil være hans første deltagelse i det største løb af dem alle.

Sådan blev det bare ikke. Som i 2018, hvor Mitchelton-mandskabet lod en i foråret svagt kørende Caleb Ewan blive hjemme for at satse hele butikken på en flyvende Adam Yates, har Bora sendt Bennett og det meste af hans tog på ferie for i stedet at gøre som i Giroen, nemlig at satse hele butikken på klassementet. Modsat i maj stiller man denne gang imidlertid kun med én kaptajn, nemlig den mand, der i foråret har været her, der og alle vegne.

Det er fortjent. Vlasov har i foråret vist, at han har været en af de allerstærkeste på stigningerne, men frem for alt har han vist en helt ny alsidighed. Den enkeltstart, der allerede var i markant fremgang sidste år, er blevet så god, at han ikke skal notere sig noget meget stort tidstab til de tre favoritter - og på næsten alle andre vil han vinde masser af tid - og han er endda pludselig også begyndt at kunne spurte. Det så vi i Indurain, det så vi i en højst overraskende massespurt i Romandiet, og det så vi i puncheurafslutninger på Mur de Huy samt i Romandiet og senest i Schweiz. Det er næppe et våben, der giver ham alt for meget, hvis han skal spurte mod superafsluttere som Pogacar og Roglic, men det vidner om, at han efterhånden mestrer hele pakken.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Alligevel er jeg bekymret, og det er der tre grunde til. Den første handler om hans stabilitet. Nok har han holdt et højt niveau siden april, men ellers har resten af hans karriere jo været præget af enorme udsving. Det så vi på forskellen mellem hans marts og april, men vi har desværre også set det i alle hans grand tours. Det gjaldt i Vueltaen i 2020, hvor der ikke var meget mønster i hans kørsel, og det gjaldt i særlig grad i hans yoyoagtige Giro, hvor den ene lille opmuntring blev efterfulgt af den næste nedtur. Vlasov har været så ustabil en faktor, at det er et alvorligt bekymringspunkt i grand tours, der mere end noget andet handler om stabilitet.

Derudover er der bjergene. Det er rigtigt, at han har klatret fremragende i år, men det har været på kortere stigninger. Sådan var det i Valencia, sådan var det i Baskerlandet, sådan var det i Ardennerne, og sådan var det på de etaper, han nåede at køre i Schweiz. Kun i Romandiet viste han evner på et bjerg, men det var på en bjergenkeltstart, som er noget helt andet end en stor bjergetape med tre store bjergpas. I de løb, hvor stigningerne var længere, nemlig i Emiraterne og i Paris-Nice, floppede han. Vi har altså til gode at se, hvordan den nye 2021-udgave af Vlasov responderer i andet end det eksplosive terræn, hvor han har opnået helt åbenlyse fremskridt.

Endelig er der vejret. Det var en stor bekymring i sidste års Giro, at han klarede kulden så dårligt. Den er heldigvis slet ikke så udtalt i Touren, men som vi så i Alperne sidste år, risikerer man stadig i juli at skulle kunne modstå barskt vejr. Er vejrudsigten mod han, kan Vlasov måske vise sig sårbar, akkurat som han var det i det dårlige vejr mod slutningen af Paris-Nice.

Det er også usikkert, hvordan han klarer den første uge, men her bør han stå stærkt. Bora har i hvert fald et stærkt hold til sidevind og brosten med Nils Politt, Danny van Poppel, Marco Haller og vel også den kraftfulde multikunstner Maximilian Schachmann. Selv er han måske lidt sårbar i disse betingelser, men hans hold gør, at han har en fin chance for måske endda at ende som en lille vinder. I bjergene har holdet også en betydelig styrke, men de mangler den meget bjergstærke løjtnant, der kan sidde hos ham til sidst. Det kan blive et problem, hvis han vitterligt har en chance for at vinde løbet.

Det er dog ikke hovedudfordringen. Den er først og fremmest at bevise, at han kan holde det tårnhøje niveau, han har haft det meste af året, hele vejen til Paris, og at han også er lige så stærk i de rigtige bjerge, som han har været i det terræn, han hidtil har excelleret i. Derudover kan man måske tvivle lidt på, hvor langt topniveauet rækker, når modstanderne pludselig hedder Pogacar, Roglic og Vingegaard. I Baskerlandet så Martinez i hvert fald en anelse stærkere ud end ham, og så ender han pludselig et stykke nede i vores hierarki.

Heldigvis er det udfordringer, der på ingen måde kan afvises som uoverkommelige. Dertil har hans forår været alt for overbevisende og altså også så overbevisende, at han har tvunget Bennett til for andet år i træk i al hast at skulle finde på nogle ferieplaner. Det er jo trods alt ikke alle, der bare kan blæse mod verdenstoppen med samme fart som Pogacar. For de fleste er der lidt flere bump på vejen. Lad os håbe, at Vlasov fik lagt dem alle bag sig i det skuffende 2021, og at vejen mod toppen denne juli vil være lige så problemfri, som da han bragede ind på scenen for to år siden.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE - PRÆMIER FOR NÆSTEN 100.000 KRONER