Mens den gule trøje er det ultimative symbol for enhver etapeløbsrytter, er den grønne trøje i Tour de France den mest prestigiøse trøje for en sprinter. Pointtrøjerne i Giro d’Italia og Vuelta a Espana har tidligere ofte været vundet af klassementsryttere, og først for nylig er pointsystemet i dem begge blevet ændret for at gøre det lettere for de hurtige folk. I Touren har det imidlertid været sådan i årevis. Et pointsystem, der klart favoriserer sprinterne, og det generelt fladere franske terræn har sammen bidraget til, at pointkonkurrencen i Touren alene er en kamp mellem de allerhurtigste. Samtidig betyder det forhold, at verdens bedste sprintere næsten alle er samlet i Frankrig, at den grønne trøje naturligt bliver det ultimative symbol på sprinterstyrke.

Den grønne trøje bliver dog ikke altid vundet af feltets hurtigste mand. Hvad der betyder noget i denne meget specielle konkurrence er ikke bare sublime sprinterevner - restitution, stabilitet, held og endda klatreegenskaber spiller også ind. Først og fremmest skal man være i stand til at overleve tre ugers hårdt cykelløb og stadig bevare topfarten i den sidste del af løbet. For det andet er der ikke plads til mange fejltagelser, og man skal være med fremme i stort hver eneste spurt, hvilket kræver fantastiske positioneringsevner. Endelig kan man ikke undervurdere betydningen af held, da en enkelt kikset spurt på grund af et styrt eller en punktering kan koste en rytter alle chancer.

Modsat Giroen og Vueltaen, der ofte har mange mellemetaper, byder Touren grundet den franske geografi ofte på færre moderat kuperede etaper i de mellemhøje bjerge. I den franske grand tour er etaperne ofte enten flade, finder sted i de høje bjerge eller afvikles som tidskørsler, mens der i de mindre grand tours ofte er mange etaper, der kan vindes af ryttere, som egentlig ikke er specialist i nogen disciplin. Kombineret med et pointsystem, der tilbyder flere point på de flade etaper, betyder det, at den grønne trøje ofte er blevet vundet af en ren sprinter.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Med Peter Sagans opstigen mod stjernerne er den trend ændret. Selvom slovakken bestemt er en hurtig herre, er han meget mere end en sprinter. Han har ikke topfarten til at dyste med de hurtigste, men hans gode positioneringsevne betyder, at han som regel slutter i top 5 i hver eneste massespurt. Derudover betyder hans alsidighed og gode klatreevner, at han kan score point på etaper, hvor hans rivaler er helt uden chance.

Disse egenskaber har givet ham fem grønne trøjer i træk samt en sjette og syvende i 2018 og 2019, og det var formentlig blevet til otte, hvis ikke han i 2017 på meget kontroversiel vist var blevet sendt på tidlig sommerferie allerede efter 4. etape. Hver eneste gang har han lukket konkurrencen meget tidligt i løbet, og indtil han i 2020 blev detroniseret, har kampen praktisk talt været ovre allerede inden afslutningen på den første uge. Den meget ensidige affære har bestemt ikke været til glæde hos arrangørerne hos ASO. Derudover har man ikke været begejstret for det forhold, at Sagan i hverken 2014 eller 2015 vandt en etape, men alligevel var helt suveræn i pointkonkurrencen - også selvom hhv. Kittel og Greipel vandt imponerende fire etaper.

Det har ansporet til en regelændring, der trådte i kraft forud for 2015-udgaven - en ændring, der skulle give de hurtigste en mulighed for at udfordre Sagan. Hovedforandringen er lavet på de helt flade etaper, hvor en massespurt er næsten uundgåelig. Tidligere var der bare 45 point for en etapesejr, men det er nu øget til 50. Den største ændring er dog den større afstand mellem topplaceringerne. Mens top 3 tidligere fik hhv. 45, 35 og 30 point, får de nu hhv. 50, 30 og 20. Det betyder, at etapevinderen kan gøre en stor forskel, og det gør det sværere at holde sig fremme ved stabilt at placere sig i top 3 uden at vinde. Pointsystemerne for de kuperede og bjergrige etaper er næsten uforandrede, men der har generelt været flere af dem. Nu om dage har der ikke skullet være mange bakker på programmet, inden en etape har mistet sin status som flad.

Sådan er det dog ikke i år, hvor der i forvejen er meget få flade etaper. Her har også ganske kuperede fået prædikatet flad, og hele to af de ikke færre end 10 ”flade” etaper har mål på en stigning. Det vil utvivlsomt betyde, at de bliver vanskeligere for de rene sprintere at vinde, måske fordi man ikke længere forsøger at designe konkurrence på en facon, hvor Sagan ikke lukker den med det samme. Det synes nemlig ikke længere nødvendigt.

Helt præcist scores der point efter følgende system:

På de flade etaper (2., 3., 4., 5., 6., 8., 13, 15, 19. og 21. etape) gives hhv. 50, 30, 20, 18, 16, 14, 12, 10, 8, 7, 6, 5, 4, 3 og 2 point til de første 15 ryttere

På de kuperede etaper (7., 10., 14. og 16. etape) gives hhv. 30, 25, 22, 19, 17, 15, 13 11, 9, 7, 6, 5, 4, 3 og 2 point til de første 15 ryttere

På de store bjergetaper og enkeltstarterne (1., 9., 11., 12., 17., 18. og 20. etape) gives hhv. 20, 17, 15, 13, 11, 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2 og 1 point til de første 15 ryttere.

I 2011 ændrede man systemet for indlagte spurter. Tidligere var der altid to eller tre indlagte pointmuligheder, hvor de første tre fik hhv. 6, 4 og 2 point. De blev ofte taget af udbrydere, og konkurrencen blev stort set afgjort af etapefinalerne. Siden 2011 har hver etape kun haft én indlagte spurt, men til gengæld har der været mange flere point på spil. Nu får de første 15 ryttere hhv. 20, 17, 15, 13, 11, 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2 og 1 point.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE - PRÆMIER FOR NÆSTEN 100.000 KRONER

Tidligere kom den indlagte spurt ofte sent på etaperne, hvor man allerede havde været ovre en del stigninger. Det har siden ændret sig, og nu om dage kommer de ofte en del tidligere, hvilket giver en klatrestærk rytter som Sagan en mindre fordel, end han tidligere har haft. I tidligere udgaver har de ofte været lagt ind på mindre stigninger, men den tendens har været droppet i de senere år - endnu et forsøg på at stoppe Sagan. Også i år kommer de generelt tidligt på etaperne, og selvom de fleste af dem faktisk er let stigende, er det meget få, der kan betegnes som hårde.

I de første år syntes det nye system for de indlagte spurter at have en større indvirkning på udfaldet, da sprinterne gik 100% efter pointene hver dag. Nu spiller de en mindre rolle. Med mindre spurten kommer meget tidligt eller sent på etapen, er de store point typisk blevet taget af udbrydere, og forskellen mellem de sekundære placeringers pointhøst er begrænset. Hvis et femmandsudbrud allerede har krydset stregen, får den hurtigste sprinter i feltet 10 point, mens nummer 3 får 8. Derfor er der ingen grund til at bruge alt for mange kræfter her, og i stedet er det klogere at spare kræfter til finalen.

Hvad der er vigtigt, er dog at sikre sig lidt point hver dag, da ryttere som helt dropper de indlagte spurter er uden chance for at blande sig. Derfor ser man ofte sprinterne holde sig til de indlagte spurter uden dog at bruge mange kræfter på opgaven, mens andre helt melder sig ud af kampen på forhånd ved slet ikke at blande sig.
 

Favoritterne

Selvom de ikke har noget imod slovakken, har arrangørerne fra ASO ikke lagt skjul på, at det har været smertefuldt for dem at se, hvordan Peter Sagan fuldstændig har kvalt al interesse i pointkonkurrencen. Som sagt har han i de senere år reelt allerede vundet konkurrencen efter bare nogle få etaper, og det har betydet, at mange af topsprinterne tidligt har opgivet overhovedet at blande sig i de indlagte spurter.

Derfor har man taget flere initiativer for at forsøge at genskabe lidt spænding i konkurrencen. Første skridt var indførelsen af det nye pointsystem i 2015 samt en ændret placering af de indlagte spurter, og siden har man også forsøgt at gøre de flade dage til helt klassiske sprinteretaper for de helt rene sprintere. Det har været særligt tydeligt i både 2017 og 2018, hvor sprinterne fik serveret et sandt festmåltid af helt flade etaper.

I dag befinder vi os i en anden verden. Sagans niveau er dalende, og i 2020 blev han for første gang nogensinde regulært slået af en bedre rytter i kampen om den trikot, han ellers næsten har ejet. Derfor er den tid slut, hvor arrangørerne skal have slovakken i baghovedet, når de designer den kommende pointkonkurrence.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Faktisk kunne det i år se ud til at have designet konkurrencen, så den tilgodeser de holdbare Sagan-typer, hvilket måske er en smule uforståeligt, når de endnu mere alsidige Wout van Aert i år tegner sig som den indlysende favorit. I forvejen er årets rute sjældent sprinterfattig med kun fem deciderede sprinteretaper, hvoraf den ene endda kommer som 19. etape, hvor et udbrud ofte snyder de hurtige folk, og derfor vil de ene sprintere ikke glæde sig over, at man i år har karakteriseret hele 10 etaper som flade. Ikke færre end to af de ”flade” etaper, nemlig puncheuretapen til Longwy og udbrudsetapen til Lausanne, har i år fuldt pointantal. Særligt virker det helt skørt, at 8. etape med sit mål på en næsten 5 km lang stigning, skal karakteriseres som flad. Derudover gælder det for brostensetapen samt de ganske kuperede etaper på 13. og 15. dag.

Det gavner bestemt ikke de rene sprintere, men de kan så glæde sig over, at de indlagte spurter i det mindste er placeret fornuftigt. De kommer på bjergetaperne generelt tidligt, men der er også undtagelser. Eksempelvis kunne 8., 9., 10. og 14.etape, der alle er sandsynlige udbrudsetaper, være dage, hvor en holdbar herre kunne ramme udbruddet og score point. Det samme gælder også for 13. og 15. etape, men her er chancen for en spurt så stor, at vi næppe vil se pointtrøjekandidater køre offensivt.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Der er altså lidt for både de holdbare og de rene sprintere, men da finalerne betyder langt mere end de indlagte spurter, er det klart en udgave, der favoriserer de robuste folk. Det skyldes dels den generelt kuperede rute, hvor 13. og 15. etape kan ende i massespurter uden deltagelse af de tungeste, og hvo der er meget få helt flade etaper, og det skyldes de mange kuperede etaper med fuldt pointantal.

Derfor er det også svært ikke at se Wout van Aert som favorit. Ganske vist er jeg meget bekymret for, om Jumbo gaber over for meget ved at satse på hele to trøjer, men hvis nogen taber i det spil, er det formentlig Jonas Vingegaard og Primoz Roglic. Det havde været bekymrende for Van Aert, hvis Mathieu van der Poel havde meldt sig ind i kampen, fordi han kunne finde på at jagte point på udbrudsdagene også, men da han slet ikke har grønne ambitioner, er alle Van Aerts rivaler folk, der skal score deres point i spurterne. Derfor behøver han ikke at bekymre sig om, at de gule ambitioner kan betyde, at de må lade en rival køre hjem i et udbrud undervejs. Nu skal Van Aert i alt væsentligt bare selv vinde trøjen ved at være den bedste i finalerne. Dem kan han køre, også selvom han undervejs skal bruges som hjælper, og han har endda angiveligt fået lov at køre meget for sig selv i løbets første del og først senere for alvor glide ind i hjælperrollen.

For Van Aert er det en gave, at der er fuldt pointantal på 6. etape. Det er en etape, hvor han har en meget stor chance for at vinde, og hvor han kan slå rivalerne 50-0 i finalen. Det samme gælder for brostensetapen, hvor flere af sprinterne sagtens kan være med, men hvor alt taler for, at Van Aert vil kunne give dem et nyrestød. Her er det hele dog kompliceret af, at det også er en nøgledag for klassementet, og det er stadig uklart, hvor meget hjælper og hvor meget kaptajn Van Aert vil være den dag. For holdets klassement er det afgørende, at han er hjælper, men det er ikke sikkert, at det forholder sig sådan. Til gengæld får han næppe noget ud af 8. etape, som ellers passer ham, da den efter alt at dømme går til et udbrud, som Jumbo ikke kan tillade sig at bruge kræfter på at kontrollere.

Til gengæld er det bestemt ikke umuligt, at 13. og 15. etape ender i massespurter, hvor de tungeste er faldet fra, og her kan han derfor score meget i forhold til eksempelvis Fabio Jakobsen, hvis hollænderen falder fa undervejs. Og så er Van Aert jo den første pointtrøjekandidat i nyere tid, der faktisk kan vinde de to enkeltstarter, og selvom det ikke giver alverden, scorer han trods alt 34 point, hvis han eksempelvis ender med to andenpladser. Det er mere end en 2. plads på en flad etape.

Van Aert får næppe alt for meget ud af de indlagte spurter. Der kan ikke blive plads til, at han går i udbrud, så længe holdet stadig kan vinde løbet, og når han skal spurte mod de hurtigste sprintere, vil han blive slået. Som sagt handler det dog i de indlagte spurter også mest om at holde sig til, og det klarer Van Aert fint.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Kan Van Aert så begå sig i spurterne? Han har spurtet ganske skuffende i år, og det er lidt svært at se ham vinde de rigtige massespurter. Han er dog forrygende i positionskampen og har den luksus, at han har Christophe Laporte fuldt til sin rådighed. Det bør betyde, at han aldrig ender uden for top 5, medmindre det går helt galt, og det er netop den opskrift, der har givet Sagan så mange sejre. Der er skabt ekstra usikkerhed af hans knæproblemer, som kan lyde mere alvorlige end først antaget, men er han på 100%, vil Van Aert være manden, der skal slås.

Skal Van Aert slås, skal det formentlig være af en rytter, der kan dominere massespurterne, og derfor må Fabio Jakobsen være den største konkurrent. Ganske vist så vi i Ungarn, at det meget vel kan være Dylan Groenewegen, der er den hurtigste, men Jakobsen har i hvert fald bevist, at han er en klar nr. 2. Modsat sin landsmand har han løbets bedste tog, nu hvor de alligevel fik Florian Senechal med, og det er helt afgørende. Skal en ren sprinter vinde, vil det formentlig kræve et absolut topresultat og næsten sejr på de fem flade etaper (dvs. 2., 3., 4., 19. og 21. etape), og der er derfor ikke plads til helkiksere. Dem har Jakobsen større chance for at undgå, når hans tog er så stærkt, men der er bestemt ingen garanti. Hollænderen har for vane at tabe hjulet på sit hold, og det er derfor ganske sandsynligt, at han misser de store point på mindst én etape. Som kompensation har han så brostensetapen, hvor han - hvis det ender knap så selektivt, som vi så, at det skete i 2018 - vil have en chance for at få point og måske endda vinde.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

En anden udfordring er 13. og 15. etape. De kan blive vundet af et udbrud, men de kan også ende i en spurt. I sidstnævnte tilfælde er det muligt for Jakobsen at overleve de ret bløde finalestigninger, men der er ingen garanti. Det skaber et dilemma. På den ene side skal han nok bruge mindst én spurtafgørelse for at score nok point, men hvis til gengæld det ender i en spurt, hvor han er sat af, vil det i stedet være en katastrofe. Der er således mange trusler mod Jakobsen, men da han er den sprinter med størst sandsynlighed for at vinde mange af de flade etaper, må han være førsteudfordrer.

Det kan også være Jasper Philipsen . Som vi senest så i Belgien har han ikke helt Philipsens topfart, men han mangler ikke alt for meget. Først og fremmest er han dog en konge i positionskampen, og han misser derfor aldrig helt ud. Det er en af de allervigtigste komponenter i denne konkurrence, og det giver ham en stor fordel. Han har også vist, at han er hurtig nok til at vinde, hvis de bedste blot fejler en smule, og det er derfor ikke umuligt, at han kan få del i de store point - også fordi hans tog ligner et af de bedste, selvom de ikke er så stærke som sidste år.

Hans bedste chance for at vinde konkurrencen er dog 5., 13. og 15. etape. Han klatrede på et helt nyt niveau i Belgien, og derfor har han glæde af, at 13. og 15. etaper ender som et blodbad. Ryger Jakobsen og Groenewegen af, er han hurtigste mand i feltet, og med sin holdbarhed kan han potentielt også vinde brostensetapen, hvis den ikke køres så hårdt. Derfor er det ikke svært at se en vej til sejr for Philipsen, og derfor var jeg meget tæt på at gøre ham til førsteudfordrer til den klare favorit.

Det ser sværere ud for Peter Sagan denne gang. Slovakken er en skygge af sig selv, og selvom han vandt en etape i Schweiz, viste løbet igen, at hans holdbarhed er næsten helt væk. Der er håb for, at han som i de seneste år med flere løbsdage kan genfinde noget robusthed, som han gjorde i Giroen sidste år, men det er næppe nok. Det virker ikke sandsynligt, at han har større chancer end eksempelvis Philipsen på brostensetapen, og det synes i dag helt udelukket, at han kan vinde i Longwy igen - slet ikke nu hvor finalen er meget hårdere, da han vandt i samme afslutning i 2017.

Hans ekstra våben er som Philipsen 5., 13. og 15. etape, hvor han kan håbe på at score point i totalt fravær af Jakobsen og Groenewegen, men det er svært at se ham vinde, når Philipsen er betydeligt hurtigere og nu endnu mere robust. Heldigvis har han vist en ganske fin fart, og vi så med sejren i Schweiz, at den helt afgørende positionering stadig er så god, at han sikkert går i top 5 i alle massespurter, men i kamp mod Philipsen og til dels Van Aert på de halvhårde dage, er det svært at se ham tage en etapesejr. Det vil det formentlig kræve, hvis han skal have endnu en grøn trøje, og derfor ser det svært, men ikke umuligt ud, hvis han som i Giroen sidste år i løbets anden halvdel genfinder noget af den holdbarhed, han havde engang.

Mads Pedersen falder i samme kategori som Sagan og Philipsen. Vi så i Belgien, at han næppe vinder en rigtig massespurt foran Philipsen, Jakobsen og Groenewegen, og derfor skal også han vinde den grønne trøje via 5., 13. og 15. etape samt måske via et udbrud. Sidstnævnte bliver dog svært, hvis han er i spil til den grønne trøje, da han så vil være låst, og derfor må han stole på sine evner på de tre øvrige etaper. Her er det brostensetapen, der er hans store våben, for her vil han næst efter Van Aert være den af kandidaterne med den største chance for at vinde. Som Sagan har han dog den ulempe, at han vil skulle slås med den hurtigere Philipsen på de to øvrige etaper, men han kan trøste sig med, at vi i Paris-Nice så, at han meget vel kan være hurtigere end Van Aert. Vi har også set, at han er blevet ret ferm i positionskampen, og han har med sit supertog med Alex Kirsch og ikke mindst Jasper Stuyven det måske næstbedste hold. Han burde derfor ende langt fremme i alle massespurterne, og det er en vigtig forudsætning. Problemet er, at også han kan få svært ved at vinde en etape - hvis altså ikke det bliver på brostenene - og det svækker hans chancer. Derudover har jeg stadig til gode at se ham udtale sig om, at trøjen er et mål, og hvis han skipper de indlagte spurter, kan det hele være lige meget.

Endelig er der Dylan Groenewegen. Det er uklart, om trøjen er et mål, men han vil formentlig have den i tankerne, særligt hvis han lægger ud med at erobre den med sejr på 2. etape. Sidste år var vi i tvivl om, hvor hurtig han stadig er, fordi han altid blev lukket inde, men efter hans ydmygelse af Jakobsen i Ungarn ligner han igen verdens hurtigste. Problemet er, at sæsonen også har understreget hans håbløse positionering, og selvom hans tog her er bedre, når han har både Michael Matthews og Luka Mezgec til rådighed, er han stadig på udebane, fordi han altid mister sit hold. Sandsynligheden for, at han ikke har mindst én kikser, hvor han scorer få point, er stor, og det er der ikke råd til. Han er nemlig også den tungeste, og selvom han faktisk har imponeret med sin klatring i år, er han det mest oplagte offer på 13. og 15. etape. Brosten kan han faktisk godt finde ud af, når de er flade, men da holdet er svagt, risikerer han også at miste en del point her. Derfor ser det svært ud, men da han med sin enorme fart med megen held kan ende med at dominere massespurterne, er han ikke helt uden chance.

Læs også

Sådan vandt dansk stortalent for anden dag i træk

Derudover kan man nævne Caleb Ewan , men han plejer ikke at have trøjen som et mål, og hvis han skipper de indlagte spurter, er han ude af kampen. Han har farten, selvom vi to gange i år har set, at Jakobsen er marginalt hurtigere, men jeg tror ikke på ham grundet hans positionering. Den har haltet meget i år, og han er til start med et chokerende svagt tog, der er næsten ikkeeksisterende. Derfor er det svært at se ham have den fornødne stabilitet. Den har Alexander Kristoff , der sammen med Quick-Step, Trek og måske Alpecin har det bedste tog, og han har spurtet godt i år, men jeg har stadig lidt svært ved at se ham vinde den etape, som er nødvendig, hvis det skal lykkes. Alberto Dainese har farten og også en chokerende holdbarhed, men mangler helt positioneringen, og det gør også Bryan Coquard¸ der tillige mangler farten. Jeg tvivler på, at trøjen er et tema for Danny van Poppel, og mens Hugo Hofstetter har positioneringen, har han slet ikke farten. Endelig er Michael Matthews ude af billedet, da han ikke kører de flade spurter, og Mathieu van der Poel har meldt sig ud af kampen, fordi han ikke vil være låst af de andre hold, når han skal i udbrud, ligesom heller ikke han kører de flade spurter.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

*** Wout van Aert

** Fabio Jakobsen, Jasper Philipsen

* Peter Sagan, Mads Pedersen, Dylan Groenewegen