I mange år har det været en ret triviel sag at pege på en Tour-favorit. I årene mellem 2013 og 2018 skulle man være temmelig uforsigtig, hvis man turde at fremhæve andre end Chris Froome som manden, der skulle slås i løbet af de tre uger på de franske landeveje. Selv i 2018, hvor han kom med både en Giro- og en Vuelta-sejr i benene, havde britens historik været så overbevisende, at det var det store flertal, der troede, at han også ville vinde den fjerde grand tour på stribe.

I de seneste tre år har det været betydeligt mere åbent, og her har der været divergerende opfattelser af, hvem der skulle slås. Sådan er det ikke i år. Selvom vi faktisk skal tilbage til Baskerlandet Rundt i april i 2021 for at finde det seneste reelle etapeløbsopgør mellem Tadej Pogacar og Primoz Roglic, og selvom Roglic faktisk vandt det opgør, hersker der slet ikke samme uenighed om favoritstatus i år. For et år siden var der lagt op til en 50-50-duel mellem de to slovenske uhyrer, men med et meget overbevisende forår og en overlegen sejr for et år siden har Pogacar skilt sig ud som den indlysende favorit.

Jumbo lægger sig dog ikke ned uden kamp. Nok har Roglic ikke virket så overbevisende, som han plejer, men han drømmer stadig om at få den Tour-sejr, Pogacar ”snød” ham for i 2020. Da han samtidig gør fælles front med sidste års nr. 2, den i Dauphiné så overbevisende Jonas Vingegaard, er vi i den helt særlige situation, at løbets favorit ikke bare skal slå sine to værste rivaler enkeltvis, men forsøge at slå dem som et kollektiv.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Bag de tre favoritter er der et hav af ryttere, der står klar til at slå til, hvis muligheden byder sig. Ineos er måske ikke de favoritter, de engang var, men med et uhyre stærkt hold anført af Daniel Martinez, Adam Yates og Geraint Thomas er de stadig en magtfaktor. Bora møder med Aleksandr Vlasov, der har haft et forrygende forår, Movistar anføres af Enric Mas, som har nået helt nye højder siden 2. pladsen i Vueltaen, og Bahrain stiller med en stærk kaptajnduo i form af Jack Haig og Damiano Caruso, der begge var på en grand tour-podium i 2021. Dertil kan man føje sidste års nr. 4, Ben O’Connor, der bestemt ikke er blevet ringere siden 2021, samt navne som David Gaudu, Alexey Lutsenko, Louis Meintjes, Rigoberto Uran, Guillaume Martin og Nairo Quintana, og dermed mangler der ikke ryttere til at tage over, hvis de tre favoritter skulle efterlade en åbning for en overraskelse.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE - PRÆMIER FOR NÆSTEN 100.000 KRONER

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets største favorit, der som den eneste har fået fem stjerner.

Tadej Pogacar (*****)

På mange måder kan det egentlig synes lidt besynderligt, at Tadej Pogacar går ind til dette års Tour som den helt indlysende favorit. For bare 12 måneder siden var han og Primoz Roglic så jævnbyrdige, at det var svært at få et figenblad ind imellem dem, men selvom vi aldrig fik den med spænding imødesete duel, er alt anderledes et år senere. Hvor al snak sidste år gik på, om den ene eller anden slovener var stærkest, er fokus i år snarere på, hvordan rivalerne skal undgå, at Froome-æraen blev afløst af en Pogacar-æra, der om muligt kan vare endnu længere.

Hvad i alverden er der sket i mellemtiden, siden billedet har ændret sig så markant? Roglic og Pogacar har end ikke mødtes i ét eneste etapeløb siden sidste års Tour, og i år har de endda helt undgået hinanden. Da de sidste efterår stod ansigt til ansigt med hinanden i de italienske efterårsklassikere, endte duellen endda 2-1 i Roglics favør, og faktisk har vi stadig til gode at se Pogacar køre fra Roglic på en bjergetape i en grand tour på et tidspunkt, hvor også Roglic har anset sin landsmand som så stor en trussel, at han skal svare på hans angreb.

Til gengæld er der sket noget andet, som gør, at det bør være hævet over enhver tvivl, at Pogacar går ind som den klare favorit og det bedste bud på den tredje slovenske Tour-sejr i træk. Mens Roglic i år måske nok har vundet to af de tre etapeløb, han har deltaget i, har det været med så meget hiv og sving, at det har været lidt svært at forstå, at vi taler om det monster, der op til Touren i 2020 var så overlegen, at man reelt ikke behøvede at køre de løb, han deltog i. Resultatet var nemlig givet på forhånd.

Anderledes har det været med Pogacar. Nok var det Roglic, der vandt 2-1 i de italienske efterårsklassikere, men i det løb, der betød allermest, nemlig Il Lombardia, leverede feltets nye slovenske chefmonster en magtdemonstration ved at køre det meste af verdenseliten midt over på den sidste lange stigning. Magtdemonstrationerne blev blot endnu tydeligere i dette forår. Måske var han igen i år rusten, da han måtte grave dybt for at besejre Adam Yates i deres vanlige duel i UAE Tour, men da første han ramte europæisk grund, var han som fra en anden planet. Han vandt Strade Bianche med et soloridt, der hørte en anden tid til, inden han nærmest ydmygede rivalerne - herunder sidste års Tour-toer Jonas Vingegaard - i et Tirreno-Adriatico, hvor han var så overlegen, at han havde råd til at spilde kræfter på at gå i udbrud på sprinteretaper! Måske brugte han sit krudt forkert ved at angribe på det eneste modvindsstykke på Poggio i et Milano-Sanremo, hvor han virkede mere menneskelig, men den menneskelighed var væk, da han på sin egen udebane og Mathieu van der Poels hjemmebane i Flandern Rundt, fik det hollandske fænomen til at grave så dybt, at hans puls formentlig aldrig er faldet helt ned igen i de mellemliggende tre måneder.

Nej, mens Roglic i foråret blev forvandlet fra monster til menneske, viste Pogacar, at der i år kun er ét uhyre i det professionelle felt, og derfor forstår man godt, at der først i april herskede en lidt opgivende stemning, når snakken gik på, om Tour-kongen kan besejres denne sommer. Pogacar satte nemlig også en fed streg under, at han ikke blot er så suveræn en klatrer, som han viste, da han uddelte bøllebank på den stejle Monte Carpegna i Tirreno-Adriatico, men at han også er en af de mest komplette ryttere, man kan forestille sig.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Det viste han i UAE Tour og Tirreno-Adriatico, hvor han på korte, flade tonserenkeltstarter ikke var langt fra at måle sig med tempofænomenet Filippo Ganna på dennes absolutte hjemmebane, og dermed satte han en fed streg under, at han i dag er så god en temporytter, at end ikke den olympiske mester i enkeltstart, Roglic, kan vide sig sikker på, at det er ham, der vinder deres duel over den ganske store enkeltstartsmenu i årets Tour. Måske vinder Pogacar ikke på den korte og flade rute i København, men hvis han kører, som da han sidste år suverænt slog folk som Wout van Aert og Stefan Küng på den første og ganske flade enkeltstart i Nordfrankrig, kan han meget vel vinde årets lange enkeltstart, der med sin kuperede profil endda passer ham endnu bedre.

Det viste han også, da han kørte fra alt og alle i Strade Bianche. Det skete nemlig ikke på en af de mange stigninger, men derimod på en grusvejsnedkørsel, hvor han dokumenterede, at teknikken skam heller ikke fejler noget. Alsidigheden og poweren kom endnu tydeligere til udtryk, da han blandede sig med sværvægterne på Flanderns brosten, og da han for en uges tid siden overspurtede Matej Mohoric på sidste etape i Slovenien, som han gjorde det med Julian Alaphilippe i Liege for et år siden, understregede han også igen, at han er så hurtig, at han vil kunne tage betydeligt med bonussekunder, hvis der i årets mere eksplosive afslutninger bliver plads til, at favoritterne og ikke - som man må forvente - udbryderne skal køre om etapesejrene.

Den alsidighed er en gave i årets Tour. Som jeg skriver i min ruteanalyse, er det væsentligste karakteristikum ved årets udgave, at den mere end vanligt belønner den komplette rytter. Man skal kunne køre mere enkeltstart, end vi har set de i de fleste af de seneste udgaver, man skal kunne håndtere en bjergmenu, der er betydeligt hårdere, end vi ofte ser det, og man skal kunne klare sidevind og ikke mindst brosten i den første uge. Ved hele spektret kan Pogacar sætte flueben.

Alligevel mener jeg, at Pogacar er udskreget til at være en større favorit, end han reelt er. Der er nemlig flere forhold, der gør, at han har set mere overlegen ud, end han reelt har været, og faktisk har vi også set flere svaghedstegn, som rivalerne kan udnytte. Det gælder både hos Pogacar selv og hos det hold, der skal hjælpe ham til sejr.

Lad os starte med hovedpersonen selv. Det kan godt være, at han leverede en magtdemonstration i sidste års Tour, hvor han reelt kvalte spændingen med et vanvidsridt på den første bjergetape, men efter Roglics exit endte feltet faktisk med - i hvert fald i starten - at være ganske svagt. Richard Carapaz fandt først sin bedste form i den tredje uge, og Jonas Vingegaard var i begyndelsen stadig så meget i nyt territorium, at han aldrig drømte om at følge med, da Pogacar åbnede for gassen på Col de la Colombiere og Col de Romme. Det var der faktisk ikke andre end Carapaz, der gjorde, og da ecuadorianeren ikke var på 100%, og alle andre havde travlt med at køre for podiet og ikke blotte sig i den modvind, der prægede finalen, kunne Pogacar sejle hjem til en gigantisk tidsgevinst, mens de andre alene tænkte på 2. og 3. pladsen.

Derefter var Pogacar helt anderledes menneskelig. Han forsøgte at levere nye magtdemonstrationer på de to store dage i Pyrenæerne, men han kunne ikke ryste hverken Vingegaard eller Carapaz før i selve spurten. På Mont Ventoux kørte danskeren som bekendt endda fra den rytter, der få dage forinden havde lignet et monster fra en anden planet, og der var en verden til forskel på den Pogacar, som vandt den første enkeltstart, og den Pogacar, som på den sidste enkeltstart endte som en beskeden nr. 8. Faktisk betød enkeltstarten og jævnbyrdigheden i bjergene, at Vingegaard slog Pogacar fra 10. etape og frem til Paris.

Det var altså alene i løbet af de første ni dage, at Pogacar vandt sidste års Tour, og det var faktisk ret uventet. Indtil da havde fornemmelsen af hans sejre på 20. etape i både Vueltaen i 2019 og Touren i 2020 nemlig været, at det var hans restitution, der gjorde ham ganske unik. Sidste år var det helt åbenlyst Vingegaard og ikke Pogacar, der havde den opadgående formkurve, og hvem ved, hvordan det var endt, hvis Vingegaard fra starten havde kørt efter sejren og ikke kun podiet eller måske endda bare en top 10?

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det kan stille spørgsmålstegn ved Pogacars restitution. Vi har i hvert fald til gode at se ham have sit topniveau gennem en hel grand tour. Roglic var bedst af de to gennem det meste af Touren i 2020, selvom de var meget jævnbyrdige, og i Vueltaen i 2019 startede han skidt og havde nogle mærkelige offdays undervejs, ikke mindst på 18. etape. Måske er Pogacar slet ikke så restitutionsstærk, som det har været naturligt at antage, og det er måske noget, der kan udnyttes i et løb, hvor der er svære etaper gennem hele løbet.

Måske var han heller ikke så suveræn i foråret, som det kunne se ud til. Ja, han vandt UAE Tour, men igen i år lignede Adam Yates stærkeste mand. Ja, han vandt Strade Bianche, men i et felt uden Van der Poel, Wout van Aert, Tom Pidcock og med kun en yderst formsvag Julian Alaphilippe, der endda styrtede undervejs. Ja, han vandt Tirreno-Adriatico foran Vingegaard, men danskeren lignede en helt anden rytter i Dauphiné end i et ikke specielt overbevisende forår. Og ja, han kørte et forrygende Flandern Rundt, men det var et løb uden Van Aert, og som vi hurtigt fandt ud af i Amstel og Roubaix, var det en Van der Poel, som grundet sine rygproblemer var betydeligt fra sit bedste niveau.

Også på det seneste har han virket menneskelig. I Fleche Wallonne blev han højst chokerende blot nr. 12 og ikke med anden forklaring, end at benene ikke var gode nok. Senest var han ganske vist dominerende i et meget svagt besat Tour de Slovenie, men det var svært bekymrende, at han ikke kunne sætte Matej Mohorics på sidste etapes mur, hvor han ellers gjorde sit bedste for at køre fra alt og alle.

SE OGSÅ: ALLE OM TOUR-ETAPERNE

Holdet er også skrøbeligt. På papiret er det et klassemandskab, men det er præget af lottokuponer, man aldrig kan regne med. Marc Soler var chokerende formsvag i Tour de Suisse, George Bennett har været en skygge af sig selv i lang tid, og Brandon McNulty har også vist sig meget ustabil, som vi senest så i et skuffende Dauphiné. Kun Rafal Majka, der i år har været bedre end længe, synes at være en garant, men i kamp mod to kaptajner fra samme hold, nemlig Jumbo, kan han blive bekymrende let at isolere.

Den største trussel kommer måske endda inden bjergene. Nok kan Pogacar køre på flamske brosten, men flade Roubaix-brosten er noget helt, helt andet. Her er han langt mere på udebane, og selvom al logik siger, at han vil klare det fint, er det en disciplin, hvor han er yderst afhængig af sit hold. Her kommer Jumbo med et skræmmende mandskab anført af Wout van Aert, Tiesj Benoot, Nathan van Hooydonck og Christophe Laporte - fire af forårets allerbedste brostensryttere - mens Pogacar kun ledsages af en brostensspecialist, nemlig Matteo Trentin. Nok er italieneren stærk, men i den positionskamp, der mere end selve brostenene kan afgøre 5. etape, vil han altid komme til kort mod fire Jumbo-maskiner, og præcis samme bekymring vil gøre sig gældende, hvis vinden raser, selvom Pogacar i UAE Tour har vist, at han selv er glimrende i sidevind. Et tidstab på brostenene eller vinden kan måske nok overleves, men hvis ikke Pogacar er så suveræn, som han var i første halvdel for et år siden og igen har problemer med at gøre forskelle i bjergene i den sidste del og igen bliver slået klart på den sidste enkeltstart, ser det pludselig bekymrende.

Men nu er hele denne analyse jo endt som én lang klagesang. Hvordan kan det så være, at Pogacar alligevel får de fem stjerner? Fordi han stadig må formodes at være den bedste. Han har i hvert fald været niveauer over Roglic i dette forår, og Vingegaard er fortsat et relativt uprøvet kort, hvis topniveau det stadig er svært helt at vurdere - særligt fordi hans niveau er så svingende. Det er Pogacars til gengæld ikke, og vi ved med nogenlunde sikkerhed, at vi i de kommende tre uger vil se nogenlunde den bedste udgave af Pogacar, man kan få. Derudover har han vist sig pokkers god til at undgå styrt - faktisk kan jeg næsten ikke huske, at han overhovedet har været involveret i et betydeligt styrt - og det kan blive helt afgørende i den første uge, der med sin nervøsitet vil koste dyrt. Roglic skal i hvert fald finde et niveau, vi ikke har set endnu i pr, hvis han skal slå Pogacar, og Vingegaard skal konfirmere et potentiale, man måske fornemmer, men som ikke er fuldt dokumenteret, hvis det er ham, der skal ende øverst på podiet.

Derfor er Pogacar naturligvis favoritten, og meget taler for, at han om tre uger kan levere et hattrick i stil med det, Froome leverede i årene mellem 2015 og 2017, inden hans stime blev brudt. I mine øjne har vi bare et mere åbent løb, end man af og til kan få fornemmelsen af, og Pogacar kommer i hvert fald ikke sovende til endnu en Tour-sejr, som man ellers fornemmede, at han gjorde det til forårets sejre. Nok er billedet helt berettiget et andet end for et år siden, hvor der var lagt op til en helt tæt duel mellem to ligeværdige slovenere, men Pogacar-æraen er ikke så fasttømret en kendsgerning, som man af og til fornemmer. Undgår vi uheld, er der grund til at tro på et spændende cykelløb - også selvom vinderen formentlig alligevel ender med at blive præcis den samme, som det gjorde i både 2020 og 2021.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

OPDATERING: Med Matteo Trentins afbud ser Pogacar pludselig meget sårbar ud på brosten og i vind, hvor han vil være nærmest helt alene i positionskampen.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE - PRÆMIER FOR NÆSTEN 100.000 KRONER

Fotos: ASO / Sirotti