SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!

Mens den gule trøje er det ultimative symbol for enhver etapeløbsrytter, er den grønne trøje i Tour de France den mest prestigiøse trøje for en sprinter. Pointtrøjerne i Giro d’Italia og Vuelta a Espana har tidligere ofte været vundet af klassementsryttere, og først for nylig er pointsystemet i Italien blevet ændret for at gøre det lettere for de hurtige folk. I Touren har det imidlertid været sådan i årevis. Et pointsystem, der klart favoriserer sprinterne, og det generelt fladere franske terræn har sammen bidraget til, at pointkonkurrencen i Touren alene er en kamp mellem de allerhurtigste. Samtidig betyder det forhold, at verdens bedste sprintere næsten alle er samlet i Frankrig, at den grønne trøje naturligt bliver det ultimative symbol på sprinterstyrke.

Den grønne trøje bliver dog ikke altid vundet af feltets hurtigste mand. Hvad der betyder noget i denne meget specielle konkurrence er ikke bare sublime sprinterevner - restitution, stabilitet, held og endda klatreegenskaber spiller også ind. Først og fremmest skal man være i stand til at overleve tre ugers hårdt cykelløb og stadig bevare topfarten i den sidste del af løbet. For det andet er der ikke plads til mange fejltagelser, og man skal være med fremme i stort hver eneste spurt, hvilket kræver fantastiske positioneringsevner. Endelig kan man ikke undervurdere betydningen af held, da en enkelt kikset spurt på grund af et styrt eller en punktering kan koste en rytter alle chancer.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Modsat Giroen og Vueltaen, der ofte har mange mellemetaper, byder Touren grundet den franske geografi ofte på færre moderat kuperede etaper i de mellemhøje bjerge. I den franske grand tour er etaperne ofte enten flade, finder sted i de høje bjerge eller afvikles som tidskørsler, mens der i de mindre grand tours ofte er mange etaper, der kan vindes af ryttere, som egentlig ikke er specialist i nogen disciplin. Kombineret med et pointsystem, der tilbyder flere point på de flade etaper, betyder det, at den grønne trøje ofte er blevet vundet af en ren sprinter.

Med Peter Sagans opstigen mod stjernerne er den trend ændret. Selvom slovakken bestemt er en hurtig herre, er han meget mere end en sprinter. Han har ikke topfarten til at dyste med de hurtigste, men hans gode positioneringsevne betyder, at han som regel slutter i top 5 i hver eneste massespurt. Derudover betyder hans alsidighed og gode klatreevner, at han kan score point på etaper, hvor hans rivaler er helt uden chance.

Disse egenskaber har givet ham fem grønne trøjer i træk samt en sjette og syvende i 2018 og 2019, og det var formentlig blevet til otte, hvis ikke han i 2017 på meget kontroversiel vist var blevet sendt på tidlig sommerferie allerede efter 4. etape. Hver eneste gang har han lukket konkurrencen meget tidligt i løbet, og indtil han sidste år blev detroniseret, har kampen praktisk talt været ovre allerede inden afslutningen på den første uge. Den meget ensidige affære har bestemt ikke været til glæde hos arrangørerne hos ASO. Derudover har man ikke været begejstret for det forhold, at Sagan i hverken 2014 eller 2015 vandt en etape, men alligevel var helt suveræn i pointkonkurrencen - også selvom hhv. Kittel og Greipel vandt imponerende fire etaper.

Det har ansporet til en regelændring, der trådte i kraft forud for 2015-udgaven - en ændring, der skulle give de hurtigste en mulighed for at udfordre Sagan. Hovedforandringen er lavet på de helt flade etaper, hvor en massespurt er næsten uundgåelig. Tidligere var der bare 45 point for en etapesejr, men det er nu øget til 50. Den største ændring er dog den større afstand mellem topplaceringerne. Mens top 3 tidligere fik hhv. 45, 35 og 30 point, får de nu hhv. 50, 30 og 20. Det betyder, at etapevinderen kan gøre en stor forskel, og det gør det sværere at holde sig fremme ved stabilt at placere sig i top 3 uden at vinde. Pointsystemerne for de kuperede og bjergrige etaper er næsten uforandrede, men der har generelt været flere af dem. Nu om dage har der ikke skullet være mange bakker på programmet, inden en etape har mistet sin status som flad.

I år er der dog hele otte meget flade etaper, og det har pludselig forvandlet Peter Sagan fra storfavorit til mere ligeværdig kandidat blandt mange topnavne - og måske kun endda outsider. Formentlig er det årsagen til, at der i år også er fuldt pointantal på de to indledende puncheuretaper i Bretagne.

Sidste års vinder Sam Bennett er ikke til start

Helt præcist scores der point efter følgende system:

På de flade etaper

(1., 2., 3., 4., 6., 10., 12., 13, 19. og 21. etape) gives hhv. 50, 30, 20, 18, 16, 14, 12, 10, 8, 7, 6, 5, 4, 3 og 2 point til de første 15 ryttere.
 

På de kuperede etaper

(7., 14. og 16. etape) gives hhv. 30, 25, 22, 19, 17, 15, 13 11, 9, 7, 6, 5, 4, 3 og 2 point til de første 15 ryttere.

På de store bjergetaper og enkeltstarterne

(5., 8., 9., 11., 15., 17., 18. og 20. etape) gives hhv. 20, 17, 15, 13, 11, 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2 og 1 point til de første 15 ryttere.

I 2011 ændrede man systemet for indlagte spurter. Tidligere var der altid to eller tre indlagte pointmuligheder, hvor de første tre fik hhv. 6, 4 og 2 point. De blev ofte taget af udbrydere, og konkurrencen blev stort set afgjort af etapefinalerne. Siden 2011 har hver etape kun haft én indlagte spurt, men til gengæld har der været mange flere point på spil. Nu får de første 15 ryttere hhv. 20, 17, 15, 13, 11, 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2 og 1 point.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Tidligere kom den indlagte spurt ofte sent på etaperne, hvor man allerede havde været ovre en del stigninger. Det har siden ændret sig, og nu om dage kommer de ofte en del tidligere, hvilket giver en klatrestærk rytter som Sagan en mindre fordel, end han tidligere har haft. I tidligere udgaver har de ofte været lagt ind på mindre stigninger, men den tendens har været droppet i de senere år - endnu et forsøg på at stoppe Sagan. I årets mere ligeværdigt konkurrence er der dog igen nogle lidt højere pointspurter undervejs.

I de første år syntes det nye system for de indlagte spurter at have en større indvirkning på udfaldet, da sprinterne gik 100% efter pointene hver dag. Nu spiller de en mindre rolle. Med mindre spurten kommer meget tidligt eller sent på etapen, er de store point typisk blevet taget af udbrydere, og forskellen mellem de sekundære placeringers pointhøst er begrænset. Hvis et femmandsudbrud allerede har krydset stregen, får den hurtigste sprinter i feltet 10 point, mens nummer 3 får 8. Derfor er der ingen grund til at bruge alt for mange kræfter her, og i stedet er det klogere at spare kræfter til finalen.

Hvad der er vigtigt, er dog at sikre sig lidt point hver dag, da ryttere som helt dropper de indlagte spurter er uden chance for at blande sig. Derfor ser man ofte sprinterne holde sig til de indlagte spurter uden dog at bruge mange kræfter på opgaven, mens andre helt melder sig ud af kampen på forhånd ved slet ikke at blande sig.

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!

Favoritterne

Selvom de ikke har noget imod slovakken, har arrangørerne fra ASO ikke lagt skjul på, at det har været smertefuldt for dem at se, hvordan Peter Sagan fuldstændig har kvalt al interesse i pointkonkurrencen. Som sagt har han i de senere år reelt allerede vundet konkurrencen efter bare nogle få etaper, og det har betydet, at mange af topsprinterne tidligt har opgivet overhovedet at blande sig i de indlagte spurter. Derfor har man taget flere initiativer for at forsøge at genskabe lidt spænding i konkurrencen. Første skridt var indførelsen af det nye pointsystem i 2015 samt en ændret placering af de indlagte spurter, og siden har man også forsøgt at gøre de flade dage til helt klassiske sprinteretaper for de helt rene sprintere. Det har været særligt tydeligt i både 2017 og 2018, hvor sprinterne fik serveret et sandt festmåltid af helt flade etaper.

I dag befinder vi os i en anden verden. Sagans niveau er dalende, og sidste år blev han for første gang nogensinde regulært slået af en bedre rytter i kampen om den trikot, han ellers næsten har ejet. Samtidig er årets rute med hele otte potentielle massespurter den mest sprintervenlige i mange, mange år, og dermed er Sagan for første gang siden debuten i 2012 vel lidt at regne som værende på udebane.

Derfor synes arrangørernes tilgang også at have ændret sig. Nu ser de faktisk ud til at have designet både pointsystem og indlagte spurter med det formål at holde Sagan inde i kampen - ikke at forhindre ham i at vinde. Således gives der helt uvant fuldt pointantal på de første to etaper, hvor Sagan kan drømme om at score point, men hvor de klassiske sprintere er helt chanceløse. Derudover er der i år flere indlagte spurter, som er placeret på bakker, og hvor man i de senere år har placeret bjergetapernes indlagte spurter enten så tidligt, at Sagan ikke har haft nogen fordel overhovedet, eller så sent, at selv han er kommet til kort, har man denne gang på i hvert fald 8. og 9. etape placeret dem, så Sagan har en reel mulighed for at få efter en 20-0-scoring i forhold til sine tungere rivaler.

Det gør årets pointkonkurrence næsten urimeligt åben. På den ene side er alle de otte sprinteretaper så flade, at det virker ret svært for Sagan at bruge sit hold til at skabe synderlig udskilning. Hver af de etaper kan derfor blive temmelig dyre for slovakken. Ender han eksempelvis som en hæderlig nr. 4, taber han stadig 32 point til vinderen, og det løber op til mange point, hvis der gennem alle otte etaper er én dominerende sprinter. På den anden side har Sagan muligheder for at udnytte i hvert fald de to ovenfor omtalte indlagte spurter til at slå hårdt tilbage, ligesom han burde have en fair chance for at score point på 1. og 2. etape. Altså er han ikke helt uden mulighed for at svare igen. Præcis det samme kan siges om Wout van Aert, hvis ambitioner om den grønne trøje dog i første omgang er sat en anelse på pause i et års tid.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Inden afbuddet havde jeg Sam Bennett som ret klar favorit på denne meget sprintertunge rute, men nu er det hele betydeligt mere åbent, og der er flere potentielle vindere, end vi har set længe. Det er derfor også efter mange overvejelser, at jeg ender med at pege på Caleb Ewan . Indtil nu har den lille australier ikke haft trøjen som et mål, men med otte sprinteretaper får han næppe nogensinde en bedre chance end denne. I skrivende stund har han stadig ikke givet en stensikker garanti for, at han denne gang vil blande sig i de indlagte spurter, hvilket er en forudsætning for at gå efter trøjen, og hvis han end ikke blander sig de første to dage, hvor han alligevel er chanceløs i finalen, kan vi glemme ham. Hvis til gengæld han holder sig til de første to dage, er det en klar indikation på, at han denne gang vitterligt tror på sine chancer. Vi bliver klogere efter hans pressekonference fredag eftermiddag.

Hvis han gør forsøget, er perspektiverne fantastiske. Med Bennetts afbud er han sammen med Tim Merlier og den genfødte Mark Cavendish på papiret feltets hurtigste mand, hvis man alene ser på topfart, og nu har han også fået et nyt våben. Det ellers lidt svage Lotto-tog fik Harry Sweeny og Tosh van der Sande ganske suverænt i Belgium Tour, hvor de var temmelig dominerende. Hidtil har det ringe lead-out gjort Ewan alt for svingende - se bare på hans 2. etape i årets Giro - men med et stærkt tog kan han pludselig regne med den stabilitet, han hidtil har manglet. Kan han levere et topresultat på alle otte sprinteretaper samt vinde et par stykker, og gider han bruge kræfter på at holde sig til i de indlagte spurter, kan han give den mere alsidige Sagan så mange gedigne nyrestød, at det bliver svært for slovakken at indhente det tabte på en rute, der ikke efterlader ham mange muligheder.

Der er dog også mange usikkerheder. Gider Ewan overhovedet bruge kræfter på de indlagte spurter - særligt på de flade dage? Er han og toget stadig så svingende, at han misser helt ud i en massespurt eller to? Er sprinterfeltet i år så lige, at han bliver slået for mange gange til at få tilstrækkeligt udbytte af de otte spurter? Og kommer han overhovedet til Paris? Trods ambitionerne om også at vinde i Vueltaen og dermed vinde i alle tre grand tours på én sæson er Touren og Paris-etapen så vigtig, at han næppe står af frivilligt denne gang, men i bjergene er han en af de mere sårbare sprintere, der langt fra kan vide sig sikker på at komme igennem. Lykkes det, vil jeg dog tro, at det store antal sprinteretaper, det stærke tog og hans hurtighed giver ham en lille overhånd.

Jeg vil dog ikke blive spor overrasket, hvis Peter Sagan vinder endnu en trøje. Faktisk var jeg meget tæt på igen at gøre ham til favorit. Han har nemlig flere esser i ærmet. For det første vil Bora formentlig maksimere de få chancer, der er for at sætte rivalerne under pres. Det vil eksempelvis ikke være spor uventet, hvis de forsøger at holde det hele samlet frem mod spurterne på 8. og 9. etape, så Sagan her samlet set kan vinde 40-0 over de tunge rivaler, ligesom de sikkert vil lægge pres på, når der undervejs er nogle hårde indlagte spurter. For det andet er Sagan den suverænt mest positioneringsstærke sprinter, og han er den eneste, der kan føle sig relativt sikker på ikke at misse helt ud i nogen spurter undervejs. For det tredje kan han lukrere på, at topsprinterne i år er så lige, at de måske kan slå hinanden på kryds og tværs. Og for det fjerde har han mulighed for at score point på 1., 7. og i den bedste af alle verdener også på 2. etape, som ellers er for svære for alle de tunge sprintere.

En anden faktor er risikoen for sidevind. Sagan er - sammen med Arnaud Demare og Wout van Aert, hvis rolle på de etaper dog primært er at beskytte Primoz Roglic - den mest sidevindsstærke af kandidaterne. Raser mistralen på 12. eller 13. etape, kan det pludselig give ham mulighed for at lave det helt store kup og måske score en 50-0 på mange af sine værste rivaler. Lykkes det, vil det give ham så stor en fordel, at det formentlig er nok til at vinde igen.

Ulemperne er dog også til at få øje på. Otte rene sprinteretaper er mange, og som nævnte ovenfor taber han 32 point til vinderen hver eneste gang, han ender på eksempelvis en 4. plads, som er nogenlunde hans forventede resultat i spurterne i dette felt. Der er ingen udprægede Sagan-etaper eller oplagte dage, hvor han kan tage sig friheden til at gå i udbrud, fordi finalerne enten er for svære eller indledningen så let, at han er let at kontrollere. Dertil kommer, at hans niveau ikke er som i gamle dage, og selvom billedet er, at han i dag finder sit højeste niveau i sin anden grand tour, lider han under, at der i dag er flere bedre folk ham end ham på 1. og 2. etape, hvormed han ikke får det store udbytte af det fulde pointantal. Endelig er det i dag usikkert, om han vil kunne være med, hvis 7. etape ender i en reduceret massespurt. Og selv en sejr på løbets første fredag vil blot indbringe 30 point, som han kan miste i ét hug igen bare på én massespurt.

Udfordringer er der altså nok af, men mulighederne er der også. Sagans stabilitet er upåklagelig, og der er meget mindre usikkerhed om ham end om rivalerne. Særligt hvis han kan vinde 7. etape eller lave et kup i sidevinden, er det i hvert fald langt fra givet, at det ikke bliver en ottende trøje trods rutens beskaffenhed.

Denne analyse er baseret på vinderpotentiale, og derfor har jeg Tim Merlier som nr. 3. I de senere år har han vist sig som en sand fartmaskine, men hans lidt pauvre løbskalender har gjort det svært at udmåle hans virkelige fart. Det fik vi endelig chancen for i Giroen, og selvom han og Ewan var meget lige, var det min fornemmelse, at han havde en fartmæssig overhånd, men betalte en pris for et hold, der desværre ikke fungerede optimalt.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Samme fart viste han i Belgium Tour, hvor han slog Ewan på sidste etape, og jeg vil slet ikke blive forundret, hvis Merlier viser sig som årets dominerende sprinter. Det skyldes særligt, at toget med Mathieu van der Poel, Jonas Rickaert og ikke mindst Jasper Philipsen, der er eminent i positionskampen, ligner et af de stærkeste. Det kan forhåbentlig rette op på den positionering, der er Merliers svaghed og give ham de sejre, han skal bruge. Med otte sprinteretaper har den hurtigste mand i hvert fald en stor chance for at vinde denne konkurrence, og Merlier kører endda for et hold, der sagtens kan medvirke til et kup i sidevinden.

Udfordringerne er dog også mange. Hans ringe positionering betyder, at han er i stor risiko for at misse helt ud én eller flere gange. Han har stadig til gode at vise, at han kan gennemføre en grand tour, og selvom han helt sikkert vil kæmpe mere for sagen end i Giroen, er det langt fra givet, at han kommer hele vejen og ikke mindst bevarer friskhed og topfart til de mange sene spurter. Det er derudover stadig uklart, om han overhovedet satser grønt - særligt fordi holdet også har lovet Philipsen muligheder. Det kan dog hurtigt ændre sig, hvis Merlier bringer sig i spil i konkurrencen, og vi så i Giroen, at tidlig succes fik ham til at skifte mening og pludselig blande sig i de indlagte spurter. Hvis toget fungerer, og Merlier kan holde niveau hele vejen, er han så lynhurtig, at han sagtens kan vinde den grønne trøje i første forsøg.

Jokeren er Wout van Aert. Forud for sæsonen pegede alt på, at han ville jagte den grønne trøje, men senere udskød han planen til 2022, fordi han ikke vil køre sig halvt fordærvet inden OL. Faktisk gjorde han det klart, at han ligesom sidste år ville droppe de klassiske massespurter. Dertil er nu kommet hans blindtarmsoperation, der har fået ham til at reducere ambitionerne for den første uge.

Van Aert kan dog hurtigt skifte mening. Hans sejr ved de belgiske mesterskaber gav ham ny tiltro til, at han kan gå efter gult i den første uge, og med udsigt til sandsynlig pointhøst på 1., 2. og 5. etape, hvor de klassiske sprintere ikke kan være med, er der en god chance for, at han vil kunne opbygge et stort forspring efter de første fem dage, hvis han vælger at deltage i spurterne på 3. og 4. etape. I det tilfælde kan det sagtens ende med, at han alligevel skifter holdning og jagter en trøje, der på sigt er en erklæret ambition. Modsat Sagan er han en af de absolutte topfavoritter til de to første etaper, ligesom han også kan vinde 7. etape, og modsat slovakken kan han også vinde de to enkeltstarter, hvor pointene dog er begrænsede. Endelig viste han sidste år og i Tirreno, at han er hurtig nok til med god positionering at vinde de klassiske massespurter - og så var det jo ham, der vandt sidevindsetaperne i 2019 og 2020.

Problemet er selvfølgelig Roglic. Holdets mål er den gule trøje, og Van Aert skal klare alle finalerne alene. Han er god i positionskampen, men der er en vis risiko for, at han misser en spurt, selv hvis han forsøger alle otte dage. Dertil kommer, at det er tvivlsomt, om holdet virkelig vil lade ham bruge dumme kræfter på at køre efter de indlagte spurter alle dage, især når han selv grundet OL er lidt modstræbende i forhold til at satse 100% i år. Derfor tror jeg, at det ender med, at han vil holde sig til den oprindelige plan, skippe nogle spurter og fokusere på Tokyo, men vælger han at gå all-in, er han absolut topkandidat til at vinde.

Arnaud Demare slog Sagan i pointkonkurrencen i sidste års Giro, og han må også regnes som en af favoritterne til for første gang for alvor at blande sig i kampen om den grønne trøje. I det seneste halvandet år har et målrettet fokus på spurterne på bekostning af klassikerne givet ham en hurtighed, han ikke har haft i mange år, men først og fremmest er hans tog med Miles Scotson, Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri et af de bedste i verden. Det har givet ham en uhørt stabilitet, som er helt afgørende i en pointkonkurrence i en grand tour.

I det lys er det også komplet uforståeligt, at holdet har ladet Sinkeldam blive hjemme. Nu ser toget slet ikke så stærkt ud - slet ikke i kamp med Deceuninck eller Lotto, hvis sidstnævnte kører som i Belgium Tour - og så er Demare temmelig handicappet. Han har aldrig haft samme topfart som de allerhurtigste, og da han selv er ret svag i positionskampen, er der stor risiko for, at han både får svært ved at vinde og at undgå at misse helt ud på en etape, som vi alt for ofte har set det med Demare. Dertil kommer, at hans holdbarhed er et stort issue, der koster ham fart allerede efter en uges tid, og denne gang er der ganske mange massespurter også sent i løbet, hvad der ikke var i sidste års Giro - hvis han overhovedet kommer så langt og ikke falder for den tidsgrænse, han altid kæmper med. I år har han heller ikke haft samme succes som sidste år.

Til gengæld har han mulighed for at lave et kup i sidevinden, hvor både hans hold og han plejer at være fremragende. Kan toget fungere uden Sinkeldam, har han stadig en pæn chance for at vinde, men lige nu tror jeg, at han måde mangler den sidste fart og den støtte, der var helt afgørende i 2020.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Nu er dette en analyse af vinderpotentiale, og derfor må Mark Cavendish være næste mand i rækken. Da han i Belgium Tour slog Merlier og Ewan på ren fart, viste han, at han er tilbage i rollen som en af verdens absolut hurtigste i de klassiske massespurter. På samme etape viste Deceuninck også, at de stadig har det bedste tog, når de tager det initiativ, de lidt for ofte overlader til andre, og dermed er det bestemt ikke umuligt, at Cavendish kan vise sig som den dominerende sprinter i den første uge.

Til gengæld har jeg meget svært ved at se ham gennemføre løbet. Bjergged har han aldrig været, men nu om dage har han ikke skyggen af holdbarhed. Det er derfor også helt uklart, om han stadig har megen fart i den tredje uge, selv hvis han skulle komme så langt. Dertil kommer, at nogle af de indlagte spurter er så svære, at han sikkert ikke scorer point, hvis Bora lægger pres på. Endelig er det højst tvivlsomt, om den grønne trøje overhovedet er en prioritet, når ambitionen mest af alt er at vise, at han fortsat kan vinde Tour-etaper og dermed måske nærme sig Eddy Merckxs rekord.

Der er næppe tvivl om, at Mathieu van der Poel vil kunne vinde den grønne trøje, men årets rute er ikke ideel, og da Merlier og Philipsen er Alpecins sprintere, og hans primære mål er OL, vil det næppe være en prioritet. Sonny Colbrelli er i storform, men ikke hurtig nok i klassiske massespurter, hvor han også er positioneringssvag. Michael Matthews mangler også fart og positionering til at være i spil på denne rute. Endelig er Cees Bol, Nacer Bouhanni og Mads Pedersen konkurrencedygtige i de flade spurter, men da de er usandsynlige etapevinder og meget tunge, er det svært at se dem vinde konkurrencen.

OPDATERING: På dagens pressekonferencer bekræftede Ewan, at han vil jagte grønt i år. Merlier har til gengæld ikke planer om at jagte trøjen.

*** Caleb Ewan

** Peter Sagan, Tim Merlier

* Wout van Aert, Arnaud Demare, Mark Cavendish

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!