SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!

I mange år har det været en ret triviel sag at pege på en Tour-favorit. I årene mellem 2013 og 2018 skulle man være temmelig uforsigtig, hvis man turde at fremhæve andre end Chris Froome som manden, der skulle slås i løbet af de tre uger på de franske landeveje. Selv i 2018, hvor han kom med både en Giro- og en Vuelta-sejr i benene, havde britens historik været så overbevisende, at det var det store flertal, der troede, at han også ville vinde den fjerde grand tour på stribe.

Sådan er det bestemt ikke længere. I 2019 var mange i tvivl om, hvorvidt det var Geraint Thomas eller Egan Bernal, der stod med de bedste kort, og sidste år var cykelfans også delt i en Egan Bernal- og en Primoz Roglic-lejr. Alligevel synes 2021-udgaven at overgå dem begge, når det handler om at have et mudret favoritbillede, for sjældent har en grand tour haft to så jævnbyrdige favoritter, som det er tilfældet i år.

I 2019 pegede flertallet på Bernal, der også endte med at vinde løbet. I 2020 gjorde Roglic sig til en temmelig klar favorit i ugerne op til starten, selvom han senere endte med at blive slået af Tadej Pogacar. I år vil en afstemning mellem alverdens cykelfans dog nok ende meget tæt på 50-50, hvis man blev bedt om at pege på sin forhåndsfavorit til verdens største cykelløb. Så åbent tegner det interne slovenske opgør mellem Pogacar og Roglic sig nemlig denne gang.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Til gengæld er der også alenlangt ned til nr. 3, og det er svært helt at tro på, at andet end uheld kan forhindre endnu en slovensk sejr. Det betyder dog ikke, at en overraskelse er umulig, når Ineos kommer med et veritabelt superhold, der med Geraint Thomas, Richard Carapaz og Tao Geoghehan Hart tæller ikke færre end tre nylige grand tour-vindere sekunderet af sidste års nr. 3, Richie Porte, der denne gang er fint tilfreds med at agere hjælper. Endnu mere interessant bliver det, når man ser, hvordan det ellers hensygnende Movistar-mandskab har genfundet rytmen og kommer med en skræmmende kvartet i form af Miguel Angel Lopez, Enric Mas, Alejandro Valverde og Marc Soler. Så har vi endda slet ikke nævnt Emanuel Buchmann, Wilco Kelderman, Rigoberto Uran, Sergio Higuita, Jack Haig, Wout Poels, David Gaudu, Michael Woods, Dan Martin, Nairo Quintana, Bauke Mollema, Guillaume Martin, Ben O’Connor og Lucas Hamilton, der alle kommer med legitime forventninger om at kunne begå sig i klassementet. Og glem endelig ikke, at der på det seneste er kommet ganske kraftige indikationer af, at Julian Alaphilippe har drømme om at gennemføre det mirakel, der for to år siden døde bare 48 timer inden afslutningen i Paris.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fire tostjernede favoritter, der alle har en god mulighed for at køre på podiet, hvis tingene flasker sig.

BEMÆRK: Enric Mas havde oprindeligt fået tildelt tre stjerner, men efter at jeg blev opmærksom på ændrede ambitioner fra Richie Porte, har jeg måttet ændre min rangering af favoritterne.

Enric Mas (**)

I vidunderbørnenes tidsalder er det utroligt, hvor hurtigt tingene går. I en tid, hvor kometerne dukker op med en sådan hast, at man snarere skulle tro, at man var blevet ramt af en meteorregn, kan man nemlig være outdated allerede, inden man er vokset ud af ungdomskonkurrencen. Nu om dage synes man næsten at være gammelt et vrag, hvis man runder sin 25-års fødselsdag uden at have vundet i hvert et monument eller en grand tour.

Den skæbne syntes at være overgået Enric Mas, da han tog til Tour-starten i 2020. Bare to år tidligere havde han genskabt cykelbegejstringen i et ellers kriseramt Spanien, hvis mange stjerner enten havde nået eller var meget tæt på pensionsalderen, da han som bare 23-årig endte som nr. 2 i Vueltaen. Godt hjulpet på vej af El Pistolero selv blev der hurtigt talt om en ny Contador. Det så endelig ud til, at den spanske søgen efter en ny stjerne havde båret frugt.

Den snak var forstummet helt i august sidste år. Efter at have fået ødelagt sin Tour i 2019 af sygdom betød en rædselsfuld sæsonstart, hvor han var endt som nr. 20 i Andalusien og Dauphiné og blot nr. 35 i Burgos, at næsten ingen talte om Mas, da startskuddet lød i Nice sidste efterår. Selvom han faktisk gik ind til løbet som en af fire favoritter til at vinde løbets ungdomskonkurrence, lignede han for mange allerede et tabt talent, der for længst var blevet overhalet af Tadej Pogacar, Egan Bernal og Remco Evenepoel.

Det er han naturligvis også blevet, men i løbet af de tre uger i Frankrig fik Mas bevist, at han bestemt ikke er blevet pensionsmoden i en urimeligt ung alder. Da røgen havde lagt sig efter den højdramatiske enkeltstart i Vogeserne, var spanieren placeret på løbets 5. plads foran tidligere podietagere i form af Miguel Angel Lopez, Tom Dumoulin og Rigoberto Uran, og han mindede os endda alle om sin unge alder, da han fik lov at køre til Paris med den hvide trøje, selvom den rettelig tilhørte den vindende Pogacar.

Det var på alle måder en forløsning. Ikke blot viste det spanierne, at Mas stadig kan, det bragte også Movistar tilbage på sporet i det, der ellers havde været en gennemført katastrofal sæson. Endnu bedre var det, at Mas atter havde vist, hvorfor han er indbegrebet af en god grand tour-rytter, da han atter var toppet i den tredje uge, hvor han var blevet nr. 5 og 6 på løbets to sværeste bjergetaper, ligesom han med en 9. plads på enkeltstarten havde bekræftet sin alsidighed. Senere fulgte han det endda op med en 5. plads i Vueltaen, og selvom han her endte med at løbe tør for kræfter, var det stadig en bemærkelsesværdig bedrift, at han sammen med Roglic mestrede kunsten at gå i top 5 i to grand tours i en uhyre sammenpresset og intens sæson.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

SE ALLE TOUR-ETAPER I FULD LÆNGDE UDEN REKLAMEPAUSER

Desværre viste sidste års Tour også, hvorfor der generelt har været så stille om Mas. Nok er hans dieselmotor eminent, og nok er hans topniveau i den tredje uge tårnhøjt, men løbet satte en fed streg under, at Mas er feltets måske langsomste starter. På løbets første bjergetape blev han blot nr. 18, og på de to dage i Pyrenæerne endte han som nr. 20 og 18. På den første hviledag var han at finde helt nede på klassementets 12. plads, og vi skulle helt frem til løbets 15. etape, inden han fik sin første top 10-placering.

Derfra gik det imidlertid også kun fremad. Mellem løbet 12. og 20. etape avancerede han fra nr. 12 til nr. 5, og dermed fulgte han det mønster, vi kendte fra gennembruddet i Vueltaen for tre år siden. Dengang lå han blot nr. 12 efter 12 etaper, men i løbet af de efterfølgende dage avancerede han næsten dag for dag, indtil han vandt løbets sidste bjergetape og altså endte som løbets samlede nr. 2.

Den tendens er på én gang en styrke og en svaghed. Det er velkendt, at grand tours vindes i den tredje uge, hvor restitutionen skiller fårene fra bukkene og de sværeste etaper ofte er koncentreret - også i dette års Tour. Til gengæld viser cykelhistorien også, at en grand tour sagtens kan tabes i den første uge, hvis ikke man er skarp fra start - spørg bare Jan Ullrich, der altid kom til Touren med så ringe en forberedelse, at han reelt var ude af kampen om sejren allerede efter første bjergetape.

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!

Heldigvis er Mas klar over problemet. Allerede efter sidste års Tour gav han udtryk for, at han ville arbejde målrettet på at starte dette års Tour helt anderledes stærkt. Noget tyder da også på, at missionen er lykkedes, for selvom han viste betydelige svaghedstegn på sidste etape i Dauphiné og ikke mindst i endagsløbet på Ventoux, hvor det stadig er lidt af et mysterium, hvordan han efter en finale på hjul kunne blive slået af Oscar Rodriguez til sidst, men hans kørsel på Dauphinés kongeetape var ganske overbevisende og i hvert fald et særsyn for en mand, der aldrig kører stærkt i ugelange etapeløb efter en lang pause. I forhold til optakten i 2020 var det i hvert fald en helt anden Mas, vi så tidligere i juni. At han så stadig var temmelig rusten i foråret, var kun at forvente. Pilene peger stadig i en langt mere gunstig retning, end de plejer.

Spørgsmålet er, om ruten også gør det. På papiret er Mas en af feltets bedre temporyttere, og han har altid draget fordel af enkeltstarterne til at avancere. I Vueltaen i 2018 sprang han med en 6. plads på etapen en enkelt plads frem i klassement, i Touren i 2019 sendte en 9. plads på enkeltstarten ham fra en 6. til en 4. plads, inden han blev syg, og i sidste års Tour var det 9. pladsen på enkeltstarten, som bragte ham fra 6. pladsen til den endelige 5. plads. Nej, han kører formentlig ikke lige op med hverken med Primoz Roglic, Tadej Pogacar eller Geraint Thomas, men historikken viser, at Mas kan vinde tid på de fleste.

Spørgsmålet er bare, om den tendens holder. I hvert fald har han kørt nogle temmelig pauvre enkeltstarter i år, senest i Dauphiné. I lyset af hans historik i korte etapeløb er det ikke i sig selv bekymrende, hvis ikke han også i Vueltaen havde brudt sin trend med en på alle måder dybt skuffende præstation i kampen mod uret, hvor han blevet slået af selv Dan Martin og reelt kørte sig ud af podiekampen. Naturligvis kan man håbe, at trætheden er forklaringen, men det er stadig bekymrende, at Mas’ sidste gode enkeltstart kom for næsten et år siden.

Værre er det, at han for første gang nogensinde også skal køre en tidlig enkeltstart. Med hans historik in mente tyder meget på, at vi på 5. etape skal vente os en præstation, der minder mere om årets Dauphiné end om sidste års Tour. Kender vi ham ret, skal han nok køre stærkt på 20. etape, men én god enkeltstart er måske ikke nok, når der på papiret er bedre klatrere end ham.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Han hjælpes heller ikke af, at de tidlige bjergetaper i år er relativt svære. Det gælder både for de to alpeetaper og Ventoux-etapen, og selvom han finder masser af terræn på sin hjemmebane i den tredje uge, hvor udfordringerne er størst, kan man sagtens frygte, at han reelt har kørt sig ud af podiekampen, når vi er midtvejs i løbet, som det var tilfældet sidste år. Her er der dog heldigvis optimisme at finde i hans sjældent gode optakt, der måske kan betyde, at han undgår den fulde katastrofe - særligt fordi vi trods alt stadig skal frem til 8. etape, inden de første virkelige bjerge melder sig.

Hans måske største styrke er dog holdet. Movistars sene beslutning om at stille med også Alejandro Valverde og Marc Soler gør dem så stærke, at selv Ineos må se til med en smule bekymring, og mod nogle i år temmelig rustne formationer fra Jumbo og UAE kan det overtale sagtens bruges positivt, særligt hvis Roglic og Pogacar er nødt til at koncentrere sig lidt for meget om hinanden. I sidevinden har de også en god historik, og selvom de bestemt ikke har Jumbos og Ineos’ styrke i fladlandet, bør der være en rimelig grund til at håbe på, at Mas ikke ender som den største taber, hvis mistralen raser.

Det er i hvert fald kollektivet, der er Mas’ vigtigste våben - naturligvis sammen med hans underdogstatus. Faktisk har Movistar en fin historik for at udnytte netop den. Da det i 2019 gik op for Roglic og Vincenzo Nibali, hvor stærkt Richard Carapaz vitterligt kørte, var det nemlig allerede for sent. Mas er næppe den rytter, der bliver frygtet allermest, og får han lidt foræret tidligt i løbet, er der grund til at være bekymret. Det er nemlig endnu aldrig sket, at en frisk Mas ikke er avanceret i løbets sidste uge, og med tanke på hans sjældent gode optakt er der grund til at tro, at det heller ikke sker denne gang. Det kan godt være, at han trods alt ikke længere kan vinde ungdomstrøjen, men Mas mindede os i 2020 ganske kraftigt om, at man altså ikke er pensionsmoden, når man er midt i tyverne - heller ikke selvom man kører i vidunderbørnenes tidsalder.

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!

Tao Geoghegan Hart (**)

At Ineos har et skræmmende stærkt hold til årets Tour de France, skal man ikke være cykelgeni for at indse. Man kan gribe fat i både den ene og den anden rytter og bruge vedkommende som bevis på truppens overlegne niveau, men der er næppe nogen, der bedre fortæller historien, end Tao Geoghegan Hart.

En grand tour-sejr er nemlig normalt en stensikker garanti for en kaptajnrolle i et tre uger langt løb i den efterfølgende sæson. Da han sidste år steg ned fra Giro-podiet i Milano med en lyserød trøje på sine skuldre, burde Geoghegan Hart derfor også allerede kunne begynde at planlægge sit næste store mål. Naturligvis er det britiske mandskab så stjernebesat, at selv ikke en regerende Giro-konge kan få frit valg på alle hylder, men man forstår alligevel godt, hvis Geoghegan Hart følte sig en lille smule overset, da kortene blev fordelt i februar.

Egentlig blev han dengang præsenteret som Tour-kaptajn på lige fod med Geraint Thomas og Richard Carapaz, men i ugerne op til løbet synes det billede at have ændret sig. Ingen i Ineos-lejren har nemlig talt om Geoghegan Hart, når de har talt om holdets ambitioner i de kommende tre uger, og senest nævnte Carapaz da også kun sig selv og Thomas, da han efter sejren i Tour de Suisse blev bedt om at beskrive sin egen mulige kaptajnrolle.

Noget tyder altså på, at Geoghegan Hart lige nu blot er plan C og ikke det tredje element i den trebenede strategi, der i februar lignede vejen til at få skovlen under den slovenske overmagt. Briten synes stille og roligt at være gledet ned i det interne hierarki for hver uge gennem hele foråret.

Det kan dog også takke sig selv for. Mens Thomas kommer til løbet med tre podiepladser, herunder én sejr, i WorldTour-etapeløb, og Carapaz netop har vundet Tour de Suisse, har der ikke bare været stille om Geoghegan Hart. Nej, faktisk har formen været så bekymrende, at det har været svært bare at henvise til det mildt sagt temmelig svingende karriereforløb, når man har skullet forklare hans trængsler.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Geoghegan Hart fik også det forkerte ben ud af sengen, da han styrtede ud af Paris-Nice med en hjernerystelse, men det kan næppe forklare hans katastrofale niveau i Baskerlandet. Ej heller var han prangende i Ardennerne, før der endelig kom lidt livstegn, da han splittede feltet med en fornem føring på Redoute i Liege-Bastogne-Liege. Derfor var det også i Dauphiné, at han skulle vise sig berettiget til en beskyttet rolle, men her kørte han først en elendig enkeltstart, og selvom han kortvarigt blomstrede op med en meget overbevisende spurt på 6. etape, faldt han hurtigt sammen igen på kongeetapen, hvor han var alt andet end overbevisende.

Betyder det så, at Geoghegan Hart er ren hjælper i de kommende tre uger? Det har holdet ikke givet et entydigt svar på, men Geoghegan Harts egne udtalelser i løbet af vinteren indikerer klart, at han kommer til Frankrig med ambitioner. Det vil da også være hovedløst af briterne ikke at holde tre mand i spil, så længe det lader sig gøre - også selvom det er uhyre vanskeligt at beskytte tre kaptajner i en bare otte mand stor trup. Heldigvis ventes Ineos ikke at skulle tage det store ansvar i den første uge, og derfor har Geoghegan Hart alle muligheder for at køre sig op i hierarkiet, når feltet rammer Alperne i den anden weekend.

Kan han så det? Det er der intet i hans forår, der indikerer, men det skal man være varsom med at bruge til at afskrive ham. Er der noget, der kendetegner hans relativt korte karriere, er det nemlig en ekstrem ustabilitet med en næsten uhyggelig forskel på top- og bundniveau. Sidste efterår var der bestemt heller intet, der tydede på, at han skulle vinde Giroen - og det skyldtes ikke bare, at han var tiltænkt en hjælperrolle for Thomas. Efter et styrt i Tour de l’Ain havde elimineret ham fra Tour-truppen, var han nemlig ikke i nærheden af noget som helst i Tirreno-Adriatico, hvor han skuffede fælt, og hans Giro-start var bestemt også alt andet end overbevisende.

Vi ved jo alle, hvordan det hele endte. Geoghegan Hart blev bare bedre og bedre gennem hele løbet, indtil han endte som løbets vinder, og selvom han grundet sit tidlige tidstab næppe havde vundet løbet uden Rohan Dennis, er det svært at være uenig i, at han var tredje uges bedste mand. Spørgsmålet er nu bare, hvor meget vægt vi skal tillægge en sejr i et løb, der må betegnes som den svagest besatte grand tour i flere år, og hvor ingen af løbets hovedaktører på nogen måde har fulgt op på resultaterne i 2021.

Usikkerheden om Giroens generelle niveau giver usikkerhed om Geoghegan Harts ditto, men kan man stole på holdet, producerede den britiske vinder sidste efterår nogle tal, der var nogenlunde på samme niveau, som holdets Tour-vindere har gjort det, når de har sejret i Frankrig. Den slags giver håb for, at Geoghegan Hart vitterligt kan køre med de bedste i bjergene i de kommende uger, særligt hvis han endda har forbedret sig yderligere. Han har nemlig allerede været med så længe, at man let glemmer, at han er så ung, at han faktisk også vandt Giroens ungdomstrøje sidste år.

Lykkes det at finde et lignende niveau, kan hans ringe forår måske endda komme ham til gavn. Der er næppe nogen, der regner med, at Geoghegan Hart pludselig kører fra Roglic og Pogacar, men vejen til sejr går for ham gennem det ekstremt stærke kollektiv. Bliver de to slovenere svigtede af deres i år ret skrøbelige mandskaber, er det ikke svært at gætte på, hvem de helst lader køre, hvis de tre Ineos-esser begynder at angribe på skift. Viser Geoghegan Hart sig efterfølgende lige så stærk som i 2020, ved man aldrig, hvad der kan ske, når han er sekunderet af det stærkeste hold.

Geoghegan Hart har også den fordel, at han er en hæderlig temporytter. Nej, han er bestemt ikke hverken Roglic eller Thomas, men han kan forsvare sig bedre end de klassiske klatrere. Det kræver dog, at han kører betydeligt bedre enkeltstarter end tidligere i år, men det er jo den generelle fortælling om ham. Hvis han skal spille nogen rolle i klassementet, skal han gentage den forvandling, vi sidste år så mellem Tirreno og Giroen.

Kan han koble et par hæderlige enkeltstarter med en potentiel gevinst i den sidevind, hvor Ineos ligner det stærkeste mandskab, vil der være sket større sensationer i Tour-historien, end at Geoghegan Hart skulle ende med at vinde Touren. Forhåndsperspektiverne er i hvert fald bedre, end de var forud for Giroen sidste år - først og fremmest fordi han denne gang formentlig kan se frem til mere beskyttelse. Og skulle han vitterligt ende som årets Tour-konge, kan han trods alt nok forvente, at der bliver talt lidt mere om ham, når han til næste år stiller til start i endnu en grand tour.

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

David Gaudu (**)

Egentlig skulle han bare kunne nyde det. På lørdag stiller David Gaudu nemlig til start i sit tredje Tour de France. Det sker endda for første gang som kaptajn og endda på den bretonske hjemmebane med en begyndelse, han har set frem til, lige siden det kom frem, at starten var blevet flyttet fra København til Bretagne. Faktisk slutter 1. etape bare 16 km fra hans fødeby, hvorfra der er bare 36 km til centrum af Brest, hvor løbet på lørdag tager sin begyndelse. I den kommende weekend er der i den grad lagt op til en once-in-a-lifetime-oplevelse for Gaudu, der endda kan glæde sig over, at der i år er udsigt til publikum, venner og familie langs vejene.

Spørgsmålet er alligevel, om han har haft tid til at nyde det. I de seneste dage er det nemlig svært at forestille sig, at hans telefon har stået stille. Sådan er det nemlig for alle franskmænd, der viser så lovende takter, at de lokale fans begynder at drømme om, at de endelig har fundet manden, der skal byde en fransk Tour-tørke som nu nærmer sig at have varet intet mindre end 40 år.

Listen over ryttere, der i de senere år er blevet udset som fransk cykelsports Messias er alenlang. Bare i dette årtusiende har der været enorm hype om Thibaut Pinot, Romain Bardet, Jean-Christophe Peraud, Julian Alaphilippe, Warren Barguil og Christophe Moreau. Ja, selv ryttere som Sylvain Chavanel, Sandy Casar og David Moncoutie blevet udskreget til at være noget, der ikke rigtigt kunne begrundes, og det forklarer vist alt om, hvor desperate de lokale fans er i deres jagt på at finde Bernard Hinaults efterfølger. Det pres har kunnet knække selv den bedste, og selvom det ikke er alle, der har været voldsomt tynget af det store åg, er det i hvert fald svært ikke at forklare Pinots manglende Tour-succes med en skrøbelig psyke og et enormt forventningspres.

I år er det Gaudu, de sætter deres lid til. Mest af alt håber de selvfølgelig, at den franske verdensmester kan fuldende det mirakel, han var så tæt på i 2019, men hvor Julian Alaphilippe som ryttertype er et wildcard i et Tour-klassement, er det Gaudu, der er den logiske franske førstemand. Det er trods alt ikke uden grund, at han står på listen over vindere af ungdommens Tour de France, Tour de l’Avenir, lige under navnene Tadej Pogacar og Egan Bernal.

Gaudu har nemlig skabt hype, allerede inden han blev professionel. Det vakte i hvert fald megen opsigt, at han i 2014 som juniorrytter under sin træning kørte stærkere op ad La Planche-des-Belles-Filles 15 sekunder hurtigere, end Bardet gjorde det under samme sæsons Tour de France og bare 6 sekunder langsommere end Pinot, der endte på Tourens podium i selvsamme udgave. Allerede dengang begyndte franskmændene at drømme, og derfor har Gaudu egentlig haft ganske lang tid til at vænne sig til den megen opmærksomhed, også fordi han i de seneste to år har haft lejlighed til at køre som lærling i skyggen af Pinot.

Gaudu synes heldigvis at klare presset udmærket, men måske har han også hjulpet sig selv. Hans start på den professionelle karriere har nemlig ikke været så kometagtig, som de mange franske fans sikkert drømte om - ikke mindst da han i 2017 lagde ud som lyn og torden ved at klatre side om side med Chris Froome, Alberto Contador og Alejandro Valverde på Lo Port-stigningen i Volta a Catalunya. Siden dengang har det nemlig været næsten mere ned end op for Gaudu, der igennem karrierens første fire fulde sæsoner nok desværre mest er kendt for sine enorme udsving mere end sine suveræne resultater.

Der har nemlig været en anelse for langt mellem snapsene for Gaudu hidtil. Hver eneste gang, han syntes at være ved at indfri sit fulde potentiale, er han faldet ned i et hul igen. Et godt eksempel er hans 2019-sæson, hvor han efter et stærkt forår med en 3. plads i UAE Tour, en 6. plads i Liege, etapesejr og samlet 5. plads i Romandiet og ikke mindst en uhyre overbevisende optræden i de italienske efterårsklassikere endelig så ud til at være klar til at slå fuldt igennem i 2020. Det skete imidlertid slet ikke i en sæson, hvor han aldrig fandt sit niveau - heller ikke selvom han vandt to Vuelta-etaper fra udbrud og brugte selvsamme udbrud til at sikre sig den samlede 8. plads. På intet tidspunkt i 2020 var Gaudu i nærheden af at genfinde takterne fra 2019.

Heldigvis er han stadig ung, og selvom han allerede føles som en sand veteran, er han faktisk bare 24 år. Han var nemlig uhyre ung, da han vandt Tour de l’Avenir i en alder af bare 19 år, og han har derfor været på et tårnhøjt niveau meget længe. I år synes han endelig at have fundet bare lidt af den stabilitet, der hidtil har givet hans karriere til mere et anstrøg af uforløst potentiale end et indtryk af fremtidig Tour-vinder.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Stabil har han nu ikke været. Det bliver han næppe nogensinde, og han har i år også oplevet sine skuffelser. Det var et styrt, der ødelagde hans Paris-Nice efter en fremragende sæsonstart, hvor han vandt i Ardeche og lignede næstbedste mand bag Michael Woods i Var, men i Baskerlandet var han mildt sagt svingende i sine præstationer. Det samme var tilfældet i Ardennerne, hvor han oplevede sin nærmest obligatoriske skuffelse i Amstel for siden blive nr. 7 på Mur de Huy og gå på podiet i Liege.

Netop podiepladsen i Liege vidner om, at Gaudu måske står på tærsklen til det endelige gennembrud. Her kørte han op med verdenseliten i terræn, der passer bedre til mere eksplosive typer, og han kronede dagen med et podium i et monument. Få dage forinden havde han været om muligt endnu stærkere, da han gjorde Primoz Roglic selskab under dennes kup på den baskiske kongeetape, og mens folk som Hugh Carthy, Mikel Landa og Alejandro Valverde gav slip undervejs, var det Gaudu, der sikrede sloveneren den samlede sejr, da kræfterne til slut var ved at slippe op. Belønningen blev en etapesejr på en af årets allersmukkeste cykeldage og en fuldtonet bekræftelse på de forrygende evner.

Vigtigst af alt er det dog næsten, at Gaudu denne gang kan håbe på faktisk at starte Touren stærkt. I de foregående år er han fejlet slemt i Dauphiné - delvist grundet sygdom - men i år var han en af de stærkeste i det franske forberedelsesløb. Forårets niveau havde han ikke, men denne gang var han konkurrencedygtig og meget aggressiv i bjergene. Senest så han ganske overbevisende ud i søndags, da han sad limet til Alaphilippes baghjul under dennes angreb på den eksplosive stigning ved de franske mesterskaber, hvor taktikken dog ikke magede sig sådan, at favoritterne skulle køre om sejren.

Det betyder ikke, at Gaudu ikke vil fejle. Tværtimod vil der vel næppe være nogen, der bliver spor overraskede, hvis han mister tid allerede på Mur-de-Bretagne på søndag eller fejler grumt på de første bjergetaper i Alperne. Det vil være helt i tråd med vanlig Gaudu-tradition, og et lille væddemål på Gaudu i top 10 er alt andet end en stensikker pensionsopsparing.

Til gengæld viser sæsonen også, at Gaudus potentiale er til noget stort, hvis han genfinder takterne fra foråret. Han ben fra Baskerlandet og Liege vil i hvert fald føre ham meget langt i et favoritfelt, der synes smallere end i mange år, og han ligner en af de få, der faktisk har potentialet til at byde slovenerne lidt trods i bjergene, hvor han finder masser af terræn til en ren klatrer som ham. Svære stigninger som Col du Portet, Mont Ventoux, Romme-Colombiere og Luz-Ardiden, der alle kommer i fuld finale, giver ham i hvert fald rigeligt med muligheder for at vise Roglic og Pogacar, hvorfor han var den tredje hovedperson på den baskiske kongeetape i foråret.

Desværre for Gaudu kommer hans chance som Tour-kaptajn i den helt forkerte sæson. Måske er starten i Bretagne attraktiv af følelsesmæssige årsager, men det er også den eneste glæde, han har ved løbet første fem dage. De eksplosive stigninger i Bretagne passer ham nu fint - også selvom han ikke vinder tid på de endnu bedre slovenske puncheurs - men det gør 5. etapes enkeltstart bestemt ikke. De i alt næsten 60 km ensom kamp mod uret er mildt sagt ikke en hjemmebanegave til Gaudu, der i de seneste sæsoner ikke har givet spor indtryk af at have forbedret sig i disciplinen, heller ikke i det nylige Dauphiné, hvor han ellers selv talte om den første enkeltstart, han nogensinde havde nydt. Den nydelse vil sikkert hurtigt forsvinde, når han rammer det franske fladland både i den første og den tredje uge.

Alligevel er det flade terræn faktisk måske det, der kan vinde løbet for Gaudu. Det er velkendt, at Arnaud Demares tog i Paris-Nice plejer at være fremragende i sidevinden, og holdet står bestemt ikke ringere med Stefan Küng i truppen også. Nok er Gaudu selv en spinkel fyr, men kan han lime sig fast til baghjulet på sine holdkammerater, er han en meget sandsynlig vinder, hvis mistralen raser i den anden uge. Det er dog nok også en forudsætning for en mulig Gaudu-sejr, for selvom han kan klatre, er det utænkeligt at tro, at han alene i bjergene kan kompensere for tabet på enkeltstarterne.

Holdet er heller ikke en entydig gave. Tværtimod kan det også være en stopklods for en samlet sejr. Skulle det utænkelige ske, at Gaudu faktisk ender i den gule trøje - måske fordi favoritterne har lidt for travlt med hinanden i et taktisk spil - ligner det en umulighed for FDJ at forsvare sig i bjergene. Valentin Madouas har ikke just imponeret i år, og Bruno Armirail er måske nok bjergstærk, men slet ikke nogen klatrer. Det er i hvert fald ikke franskmændene, der kommer til at diktere slagets gang i bjergene.

Heldigvis er stærke hold vigtigere i kortere løb, hvor afstandene er mindre, og der derfor er flere folk at holde styr på. I en grand tour er antallet af vinderkandidater til slut alligevel så få, at det ikke nødvendigvis er holdet, der vil koste en sejr til Gaudu. Det er naturligvis først og fremmest den slovenske overmagt, der ikke blot giver Gaudu bøllebank på enkeltstarterne, men også fortsat har en overhånd i bjergene.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Alligevel gør de klogt i ikke at undervurdere deres franske rival. Nok har han problemer på enkeltstarterne, og nok vil det være højst overraskende, hvis han er stabilt god gennem alle tre uger, men hans topniveau er altså tårnhøjt. Det mærkede Roglic, da franskmanden slæbte ham op ad Arrate-stigningen i Baskerlandet i april, og det mærkede Pogacar, da han på selvsamme opkørsel var ude af stand til at køre ham ind. Nu kan man så blot håbe, at Gaudus ganske stabile sæson er et udtryk for, at han også kan holde bare nogenlunde samme niveau gennem tre uger. Lykkes det, er det måske ikke helt uden grund, at Gaudus telefon utvivlsomt kimer i ét væk i disse dage.

Julian Alaphilippe (**)

Jeg var næppe den eneste, der begyndte at få lidt kolde fødder i sommeren 2019. Da Julian Alaphilippe helt forventeligt havde erobret førertrøjen med et klassisk fremstød på etapen til Epinal, var det gået helt efter bogen både for ham selv og de iagttagere, der havde set det som helt logisk, at den franske superpuncheur skulle slå til på den etape, der passede ham allerbedst. At han efterfølgende forsvarede den på i den relativt eksplosive finale på La Planche-des-Belles-Filles var heller ikke nogen sensation. De relativt korte stigninger i Vogeserne var trods alt ikke helt fremmede for en mand, der har Ardennerne som sit speciale. End ikke enkeltstartssejren i Pau kom helt ud af det blå for en rytter, der før har kørt fremragende på den slags tekniske og urytmiske tidskørsler.

Nej, det var i Pyrenæerne, at tæerne begyndte at blive en anelse kølige. Hvis der var én ting, der havde kendetegnet den første del af Alaphilippes karriere var det nemlig hans begrænsninger i de høje bjerge og nedtur efter et par dage i etapeløb. Ikke sjældent er franskmanden startet som lyn og torden for siden at ende i en af de klassiske Alaphilippe-eksplosioner, der har været et lige så stort kendetegn som hans mange sejre. Faktisk var hans bedste resultat i et europæisk WorldTour-etapeløb forud for den Tour en 5. plads i Paris-Nice, og selv hvis man inkluderer de lettere WorldTour-løb uden for Europa, havde han end ikke været på podiet. Det var ikke just en statistik, der tilsagde, at Alaphilippe skulle være med i kampen om Tour-sejren.

Derfor var der utvivlsomt mange, der følte sig overbeviste om, at høreværnet skulle i brug på 14. etape. En afslutning på Tourmalet i mere end 2000 højdemeter kunne umuligt føre til andet end et brag af et brag af en eksplosion. Spørgsmålet var bare, hvor langt op ad bjerget vi skulle komme, inden der ville lyde et knald, som kunne høres hele vejen til Paris, hvor man ellers var begyndt at drømme om en sensationel fransk Tour-sejr.

Vi ventede. Vi ventede lidt mere. Og til sidste ventede vi lidt længere. Eksplosionen kom bare aldrig, og da de var nået hele vejen op på toppen, havde Alaphilippe ikke bare forsvaret sin trøje. Nej, han var faktisk kun blevet slået af Thibaut Pinot og havde endda slået den senere vinder, Egan Bernal, med 2 sekunder. Pludselig måtte hele cykelverdenen til at stille sig selv det spørgsmål, om det virkelig kunne lade sig gøre for en mand, der var kendt for alt andet end holdbarhed, at holde hele vejen.

I sidste ende viste det sig, at der absolut ikke var grund til hverken halv- eller iskolde fødder. Allerede dagen efter kom svaghedstegnene med bare en dags forsinkelse, og havde vejrguderne ikke forbarmet sig over den franske darling og reduceret de to alpeetaper til nogle halvtamme affærer, taler meget for, at Alaphilippe end ikke var endt i top 10 - og i hvert fald ikke på den 5. plads, der blev det endelige udkomme. Så store var hans trængsler nemlig i løbets døende dage, at han konstant bevægede sig på kanten af endnu eksplosion.

Alligevel nåede Alaphilippe at skabe så store franske drømme, at de ikke kun undgå at blive gentaget, da han sidste år stillede til start i Nice. Her stod det dog hurtigt klart, at der ikke ville blive tale om en gentagelse. Ganske vist vandt han en etape, og ganske vist erobrede han atter førertrøjen, men klassementsdrømmene blev knust, allerede inden de for alvor blev antændt. Og derfor har der heller ikke været helt samme hype om Alaphilippe frem mod 2021-udgaven af løbet.

Denne gang er der imidlertid måske endnu større grund end tidligere til faktisk at overveje, om Alaphilippe kan gå hele vejen. Sidste år gjorde han det allerede tidligt klart, at Touren først og fremmest var forberedelse til VM - en mission, der som bekendt gik ganske udmærket - men i år er det Touren, der er Alaphilippes overordnede fokus. Som manager Patrick Lefevere sagde, da han af Het Nieuwsblad blev spurgt, om det var bekymrende, at hans franske stjerne ikke havde vundet en etape i Tour de Suisse:

“He will have a problem if the Tour starts tomorrow, but we still have two weeks. I see Julian racing in Switzerland like in last year's Tour. Wild, without consultation, but always à fond. Last year the Tour was his preparation for the World Cup. Now Switzerland is preparing for the Tour.”

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Hvis planen er lige så succesrig, som da Alaphilippe sidste år dansede fra hele verdenseliten på bakkerne i Imola, er der altså grund til at tro, at han vil være flyvende denne sommer. Spørgsmålet er bare, om den potentielle topform skal bruges til at jagte etaper og bjergtrøje, som han gjorde med så stor succes i 2018, eller om han vitterligt vil gå efter klassementet, som han lidt utilsigtet gjorde for to år siden.

Meldingerne har været temmelig tvetydige. Officielt har holdet meldt ud, at han igen har fokus på etaper, men noget tyder på, at der er tale om røgslør. Alaphilippe har for nylig trænet i højderne og er i den forbindelse blevet set tilbringe megen tid på sin enkeltstartscykel - en beskæftigelse, der er rimelig irrelevant for en etapejæger.

Samtidig har han meldt fra til OL. Her var den officielle begrundelse ønsket om ikke at være længe fra sit nyfødte barn, hvilket utvivlsomt også er hovedårsagen til hans fravær. Det falder imidlertid ganske fint i tråd med en dedikeret klassementssatsning. Da han var så tæt på i 2019, gjorde han det nemlig efterfølgende klart, at han ville gøre et ordentligt forsøg på et passende tidspunkt, og mere og mere taler for, at han har valgt 2021 som det rette år. For nogle uger kom Lefevere i hvert fald kraftigt til at antyde, at ambitionerne gik i den retning, og udtagelsen af Mattia Cattaneo og Dries Devenyns taler da også for, at Alaphilippe skal mere end bare køre i udbrud og køre puncheurfinaler.

Det giver da også god mening at satse netop på 2021. Ganske vist er Alaphilippe på ingen måde tempospecialist, og hans sejr i 2019 skyldtes mere rutens specielle karakter end hans egen overvældende power på flad vej, men sammenlignet med mange andre klassementsryttere vil han gøre det ganske fornuftigt på de knap 60 flade kilometer i den første og den tredje uge. Dertil kommer, at den første uge byder på hele tre etaper, hvor han kan vinde bonussekunder, og hvis han virkelig finder sin topform, skal man bestemt ikke udelukke, at han kan lave et Epinal-agtigt soloridt på løbets 7. etape, der byder på en rigtig Alaphilippe-agtig mur i finalen.

Først og fremmest er der dog de otte flade etaper. To af disse finder sted i mistralens hjemland, og dertil kommer, at sidevind ikke er uset i Bretagne eller Nordfrankrig heller. Som chef for klassikerkongerne fra Deceuninck er Alaphilippe mere end nogen anden manden, der kan drage fordel af syd- eller nordfransk blæst til at vinde tid. Og som bekendt kan en sidevindsetape skabe forskelle, der er langt større, end de kan være på selv den sværeste bjergetape - bare spørg Roglic, der uden hjælp fra Astana meget vel kunne have tabt Vueltaen, da han i 2019 blev offer for Deceunincks aggression i sidevinden.

Alligevel tror jeg ikke på projektet. Ja, Alaphilippe kom langt i 2019, men han holdt jo netop ikke hele vejen. Faktisk var han end ikke tæt på, for uden uvejr var det formentlig gået ham temmelig ilde. I skrivende stund er der ikke meget, der tyder på, at Alaphilippe har fået megen mere robusthed, end han havde for to år siden, og bjergetaperne i årets løb er så svære og med så lange stigninger, at det slet ikke er klassisk Alaphilippe-terræn.

Nu baserer jeg imidlertid disse optakter på vinderpotentiale, og derfor er Alaphilipe nødt til at have to stjerner. I et løb, hvor man skal være lidt kreativ for at se de to slovenere blive slået, skal der en særlig X-faktor til for at vinde. Den er der ikke mange, der har, og selvom jeg tror, at Alaphilippe løber ind i en klassisk eksplosion og ender under de mere klassiske klassementsryttere, som figurerer længere nede i denne rangering, er verdensmesteren en af de få, der har det ekstra, som skal til for at skabe miraklet.

Det kræver formentlig noget vind. Det kræver også, at han kører enkeltstarter som i 2019. Og først og fremmest kræver det, at han finder det topniveau, som han desværre ikke altid har, selv når han burde. I foråret var han efter den stærke start i Provence nemlig slet ikke ved vanlig styrke, og det var først til Fleche Wallonne og Liege, at han nåede et niveau, der nærmede sig det, han viste i efteråret. Heller ikke hans kørsel i Tour de Suisse eller ved de franske mesterskaber gav nogen synderlig grund til optimisme - måske snarere tværtimod.

Man skal imidlertid ikke lade sig snyde af Alaphilippe. Da han kørte Amstel Gold Race, var der heller intet, der tydede på, at han ville være tæt på at vinde Liege en uge senere, eller at han ville slå Roglic på Mur de Huy tre dage efter. Da han sidste år skuffede fælt i sine udbrud i Touren, var der heller ikke meget, der tydede på, at han skulle blive verdensmester bare en uges tid senere. Og da han i 2019 havde det meget svært i Dauphinés bjerge, havde ingen i denne verden drømt om, at han skulle ende med at være 72 timer fra at vinde Tour de France bare en måneds tid senere.

Alaphilippe har det nemlig med at gøre det umulige, når man mindst venter det. Skulle han ende med at erobre trøjen igen i år, vil jeg stadig gennem hele løbet forvente, at det ender med endnu en af de eksplosioner, der plejer at komme. Belært af erfaringerne fra 2019 vil jeg dog også sørge for at have indkøbt et par fodvarmere på forhånd. Det er nemlig før sket, at verdensmesteren har sørget for kolde fødder til alle dem, der skråsikkert har insisteret på, at han ikke kunne køre klassement i en grand tour.

BEMÆRK: Som understreget i analysen ovenfor er rangeringen af Alaphilippe alene baseret på vinderpotentiale - ikke på mine forventninger til hans slutresultat.

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!