Tour de France: Hovedudfordrerne (****)
25. juni 2021 17:57Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Lige siden nyere Tour-histories mest mindeværdige enkeltstart har cykelverdenen med spænding set frem til et Tour de France, der byder på et sjældent åbent opgør mellem de to slovenske rivaler fra 2020, Primoz Roglic og Tadej Pogacar, og det gør årets udgave af verdens største cykelløb til et af de mest uforudsigelige længe. De udfordres endda af et skræmmende stærkt og revanchelystent Ineos-mandskab, et overbevisende og genrejst Movistar-hold og en hel serie stærke outsidere i et løb, der på ingen måde lægger op til at blive en af de tidligt afgjorte affærer, vi oftest har været vidner til gennem de seneste mange år. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en detaljeret analyse af de 15 største favoritter og udpeger deres største styrker og svagheder.

Annonce

I mange år har det været en ret triviel sag at pege på en Tour-favorit. I årene mellem 2013 og 2018 skulle man være temmelig uforsigtig, hvis man turde at fremhæve andre end Chris Froome som manden, der skulle slås i løbet af de tre uger på de franske landeveje. Selv i 2018, hvor han kom med både en Giro- og en Vuelta-sejr i benene, havde britens historik været så overbevisende, at det var det store flertal, der troede, at han også ville vinde den fjerde grand tour på stribe.

 

Sådan er det bestemt ikke længere. I 2019 var mange i tvivl om, hvorvidt det var Geraint Thomas eller Egan Bernal, der stod med de bedste kort, og sidste år var cykelfans også delt i en Egan Bernal- og en Primoz Roglic-lejr. Alligevel synes 2021-udgaven at overgå dem begge, når det handler om at have et mudret favoritbillede, for sjældent har en grand tour haft to så jævnbyrdige favoritter, som det er tilfældet i år.

 

I 2019 pegede flertallet på Bernal, der også endte med at vinde løbet. I 2020 gjorde Roglic sig til en temmelig klar favorit i ugerne op til starten, selvom han senere endte med at blive slået af Tadej Pogacar. I år vil en afstemning mellem alverdens cykelfans dog nok ende meget tæt på 50-50, hvis man blev bedt om at pege på sin forhåndsfavorit til verdens største cykelløb. Så åbent tegner det interne slovenske opgør mellem Pogacar og Roglic sig nemlig denne gang.

Et sandt mirakel! Pogacar vinder Tour de France efter afsindigt flot enkeltstartssejr

SE OL UDEN AFBRYDELSER

 

Til gengæld er der også alenlangt ned til nr. 3, og det er svært helt at tro på, at andet end uheld kan forhindre endnu en slovensk sejr. Det betyder dog ikke, at en overraskelse er umulig, når Ineos kommer med et veritabelt superhold, der med Geraint Thomas, Richard Carapaz og Tao Geoghehan Hart tæller ikke færre end tre nylige grand tour-vindere sekunderet af sidste års nr. 3, Richie Porte, der denne gang er fint tilfreds med at agere hjælper. Endnu mere interessant bliver det, når man ser, hvordan det ellers hensygnende Movistar-mandskab har genfundet rytmen og kommer med en skræmmende kvartet i form af Miguel Angel Lopez, Enric Mas, Alejandro Valverde og Marc Soler. Så har vi endda slet ikke nævnt Emanuel Buchmann, Wilco Kelderman, Rigoberto Uran, Sergio Higuita, Jack Haig, Wout Poels, David Gaudu, Michael Woods, Dan Martin, Nairo Quintana, Bauke Mollema, Guillaume Martin, Ben O’Connor og Lucas Hamilton, der alle kommer med legitime forventninger om at kunne begå sig i klassementet. Og glem endelig ikke, at der på det seneste er kommet ganske kraftige indikationer af, at Julian Alaphilippe har drømme om at gennemføre det mirakel, der for to år siden døde bare 48 timer inden afslutningen i Paris.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af de to firestjernede favoritter, der kan betragtes som de største udfordrere til løbets storfavorit.

 

DER ER PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER I TOURSPILLET - SÆT DIT HOLD HER!

Annonce

 

Tadej Pogacar (****)

Da Egan Bernal steg ned fra Tour-podiet i 2019, var der mange, der så det som begyndelsen på en ny æra. Det colombianske talent havde nemlig bare vundet Touren, med sin alder på 22 år og 196 dage var han også den tredjeyngste vinder nogensinde. Faktisk skulle vi helt tilbage til 1904 og 1908 for at finde yngre vindere end vidunderbarnet, og således var der gået hele 98 udgaver, hvor ingen havde triumferet i Paris i en yngre alder end Bernal. Den statistik fortalte rigeligt og kunne næsten ikke indvarsle end fødslen af en ny Tour-konge.

 

 

Sådan gik det bare ikke. Allerede ét år efter føltes Bernal allerede som en gammel veteran, der for længst hørte til på historiens mødding. Mens den stakkels colombianer rejste over på den anden side af Atlanten med smerter både i ryggen og på selvtilliden, var hele verden nemlig ved at gå på halen af benovelse over det nye vidunderbarn, der havde set dagens lys bare ét år efter Bernal. Med en alder på 21 år og 365 dage - ja, han fyldte faktisk 22 år dagen efter sin Tour-sejr i skudåret 2020 - havde Tadej Pogacar nemlig overgået Bernals bedrift med næsten et år og indskrevet sig som den yngste Tour-vinder, siden 19-årige Henri Cornet vandt den meget kontroversielle anden udgave i 1904, hvor Maurice Garin blev diskvalificeret for den mindre brøde at have taget toget undervejs.

 

Hvis ikke hans præstation havde været så veldokumenteret af tv-billeder, kunne man nu ellers nok have bildt mangen en iagttager ind, at også Pogacar havde gjort brug af et tog på vej mod sin sensationelle Tour-sejr i september. Den slovenske komet havde nemlig skabt en af nyere Tour-histories største sensationer ved ikke blot at køre storfavoritten og den på papiret overlegne temporytter Primoz Roglic ud af førertrøjen på enkeltstarten på La Planche-des-Belles-Filles, han havde gjort det med så eftertrykkelig en margin, at det var svært helt at forstå, hvad der var sket - også for den overrumplede hovedperson, der endda allerede havde fået hvidlarkeret sin cykel til den efterfølgende dags parade i Paris, hvor han regnede med at skulle hyldes for sin hvide ungdomstrøje.

 

Den cykel blev i al hast malet gul, og Pogacar kunne skrive historie ved både at blive historiens næstyngste vinder og den første slovenske af slagsen. Selvom omstændighederne bag triumfen var vanvittig og uventet, fordi Roglic reelt havde vundet løbet, indtil han ikke havde det alligevel, kan det dog ikke komme som noget stort chok, at Pogacar kunne skrive historie i sin første Tour-deltagelse. Allerede mindre end et år forinden havde han nemlig gjort noget helt umulig, da han som nyprofessionel var endt på podiet i sin grand tour-debut i Vueltaen og undervejs havde vundet hele tre favoritopgør på bjergetaper - en bedrift, der er så særegen, at end ikke Chris Froome har opnået noget lignende i deres storhedstider - og da han derefter startede 2020 som lyn og torden, inden pandemien satte verden på pause, var det allerede soleklart, at Pogacar var mere og andet end bare et one-hit wonder.

Annonce

 

At det forholder sig sådan, er kun blevet endnu tydeligere siden Tour-sejren, hvor Pogacar sammen med Roglic er gået i udbrud som cykelsportens to altdominerende etapeløbsskikkelser og har skabt deres egen liga, der synes at ligge seks-syv niveauer over alle andres. I mellemtiden har de begge vundet Liege-Batogne-Liege, og mens Roglic har vundet Vueltaen, Baskerlandet Rundt og reelt også Paris-Nice, har Pogacar sejret i UAE Tour, Tirreno-Adriatico og senest Tour de Slovenie, og mens de stadig kan bydes trods i endagsløbene, stiller de begge automatisk til start som storfavorit i ethvert etapeløb, hvor de ikke er oppe mod hinanden.

 

Til gengæld har de foregående sæsoner også understreget deres ekstreme jævnbyrdighed. I år er de mødtes to gange, og stillingen er 1-1, efter at Pogacar sejrede i Liege og Roglic i Baskerlandet. Mest bemærkelsesværdigt, at de i deres indbyrdes opgør i bjergene er kørt stort set hele lige op i samme periode. I sidste års Tour lod Roglic ganske vist den for ham stadig ufarlige Pogacar køre væk på den første pyrenæeretape, hvor UAE-rytteren var blevet sat tilbage i sidevinden, men derudover var eneste forskel mellem de to de 15 sekunder, Roglic hentede på Col de la Loze. I år var de også helt jævnbyrdige på muren i Baskerlandet, og da Roglic fik skovlen under Pogacar på den afsluttende kongeetape, skyldtes det uopmærksomhed på en nedkørsel og ikke Jumbo-rytterens overlegne klatreevner.

 

Det er også den jævnbyrdighed, der gør årets Tour så urimeligt åben, og som er beskrevet grundigt i min tilsvarende analyse af Roglic. Som ryttertyper skiller de sig begge ud ved at være næsten urimeligt alsidige og mestre alle cykelsportens aspekter, men der er én væsentlig forskel, som får min favoritpil til akkurat at svinge Roglics vej. Jumbo-kaptajnen har nemlig vist sig at have et naturligt flair for at køre enkeltstart, siden han under Giroen i 2016 nærmest ved et tilfælde opdagede, at det var en disciplin, han mestrede, mens det for klatreren Pogacar synes at være en disciplin, han har skullet arbejde hårdt for at forbedre sig i.

 

Det var nemlig ikke en disciplin, han viste spor af talent for i sin U23-tid, hvor han var temmelig middelmådig i disciplinen. Den kostede ham da også voldsomt dyrt i Vueltaen i 2019, og det var derfor, det kom som så gedigent et chok, at han sidste år flåede trøjen af Roglic ved ikke blot at køre stærkt op ad La Planche-des-Belles-Filles, men også sætte et dræbende tempo på enkeltstartens flade indledning.

 

Som bekendt kan tempoevnerne i år blive altafgørende i en Tour, der byder på næsten 60 km flad enkeltstart, særligt hvis Roglic og Pogacar viser sig lige så jævnbyrdige i bjergene, som de var i 2020 og i Baskerlandet tidligere i år. I den sammenhæng så det faktisk uhyre lovende ud for Pogacar, da han i foråret signalerede gigantiske fremskridt i kampen mod uret på de for ham aldeles ugunstige ruter i Tirreno og UAE Tour, hvor han mængede sig med feltets specialister i pandekagefladt tonserterræn. Særligt da han kronedes som vinder i Tirreno, hvor han både klatrede som en drøm og kørte enkeltstart som Filippo Ganna, lignede han pludselig en mere sandsynlig Tour-vinder end den Roglic, der måske nok var overlegen i et svagt besat Paris-Nice, men ikke imponerede hverken på enkeltstarten eller i bjergene.

Annonce

 

 

I de seneste måneder har der desværre igen været tegn på, at det er Roglic, der er den fødte temporytter af de to. Pogacar fik sig en gedigen lussing, da Roglic på powerdelen af den baskiske enkeltstart slog ham med 30 sekunder over kun godt 10 km, og helt galt gik det ved sidste uges slovenske mesterskaber, hvor Pogacar på en rute med ligheder med dem, der findes i årets Tour, ikke bare blev slået af specialisten Jan Tratnik, men også sat eftertrykkeligt til vægs af klatreren Jan Polanc, der altså ikke er nogen Roglic i kampen mod uret. Leverer Pogacar på samme niveau på Tourens to flade enkeltstarter, skal styrkeforholdet i bjergene være et helt andet, end det har været hidtil, hvor de slovenske giganter har været så jævnbyrdige, at det har været svært at få bare et A4-papir ind imellem dem.

 

Heldigvis for Pogacar er det langt fra sikkert, at det går på samme triste vis i Touren. Den baskiske enkeltstart blev kørt på dag 1 efter en lang pause, og hvis der er noget, der har kendetegnet Tour-vinderens karriere siden starten i 2019, er det hans eminente restitution, men også kedelige tendens til at starte sine etapeløb skidt. Faktisk var det et helt gennemgående træk i alle hans etapeløb i 2019 og 2020, at han kun blev bedre og bedre undervejs, og derfor er hverken en åbningsenkeltstart i et etapeløb eller en enkeltstående mesterskabsenkeltstart noget entydigt godt billede på Pogacars tempoevner. Selvom hans Vuelta-enkeltstart i 2019 viser, at Pogacar langt fra kan være sikker på at køre en god enkeltstart i den tredje uge, tilsiger hans generelle restitutionsevner og ikke mindst vanviddet fra 2020, at han har helt anderledes muligheder for at matche sin landsmand på særligt årets 20. etape, hvor Roglic som beskrevet i den anden analyse tillige har nogle mentale dæmoner, han synes at slås med. Farligere er løbets 5. etape, men den er heldigvis for Pogacar mere kuperet og kommer trods alt efter fire dage, hvor han har haft tid at få banket den værste rust af.

 

Det er dog slet ikke sikkert, at Pogacar skal slå Roglic på enkeltstarterne for at vinde løbet. Ganske vist var det Roglic, der havde den lille overhånd i bjergene i 2020, da han satte sin landsmand til vægs på Col de la Loze, som i profil minder meget om målet på Col du Portet på årets vigtigste bjergetape, men som nævnt andetsteds har Roglic i år virket knap så overbevisende på stigningerne. Det er til gengæld svært at sætte mange fingre på Pogacars klatring. Måske lignede Adam Yates den bedste af de to i UAE Tour - som Pogacar dog stadig var stærk nok til at vinde - men dengang var sloveneren heller ikke i topform endnu. I Tirreno var han til gengæld i sin helt egen liga, han vandt i Liege, hvor Roglic viste sine største svaghedstegn, og da de to slovenske monstre spurtede mod hinanden på muren i Baskerlandet, var det akkurat Pogacar, der trak sig sejrrigt ud af opgøret. At han har virket knap så overbevisende ved de to løb under de slovenske mesterskaber, er ikke alarmerende, hvis man husker på, hvor uhyre rusten han var i august sidste år, inden han alligevel vandt Touren.

 

Nej, Pogacar kan i lyset af Roglics forår sagtens håbe på, at han kan vinde løbet i bjergene, selv hvis enkeltstarten ikke er helt så god som håbet. Hans gode spurt på muren i Baskerlandet og sejr i Liege kan også give tro på, at han kan vinde et måske vigtige opgør om bonussekunder mellem de to slovenere, der synes næsten lige hurtige, når de kaster sig ud i et spurtopgør. Til gengæld lurer der endnu en trussel, nemlig i form af et hold, der måske nok er bedre end i 2020, men stadig ikke virker skræmmende.

Annonce

 

Mest sårbar virker Pogacar i den sidevind, der kan blive ganske afgørende, særligt hvis mistralen raser på 12. og 13. etape, men måske også på de første etaper i Bretagne og Nordfrankrig. Nok gjorde Pogacar det med hjælp fra Mikkel Bjerg fornemt i UAE Tour, men da holdet åbenbart har råd til at undvære hjælp fra sidevindskongen Matteo Trentin, står han stadig temmelig nøgen tilbage, hvis Wout van Aert, Mike Teunissen og Roglic gør fælles front med Luke Rowe og resten af Ineos på en blæsende dag. Det er trods alt ikke noget tilfælde, at det var Pogacar og ikke Roglic, der blev sat til vægs af den sydfranske vind i 2020.

 

Heller ikke i bjergene virker holdet overbevisende. Rafal Majka har været en skygge af sig selv gennem hele året, Davide Formolo kommer med Giroen i benene og kendt for alt andet end stabilitet i grand tours, Rui Costa er milevidt fra fordums styrke, Brandon McNulty havde et Dauphiné, der i den grad gav grobund for spørgsmål, og Marc Hirschis katastrofesæson fortsatte senest med en stor nedtur ved de svagt besatte nationale mesterskaber. Pogacar risikerer igen at være meget alene mod Roglics måske nok svingende, men stadig stærke Jumbo-hold og ikke mindst superholdene fra Ineos og Movistar, og denne gang er der ingen risiko for, at han bliver undervurderet.

 

Heldigvis for ham har Roglic og ham en vis form for alliance i den forstand, at meget taler for, at det er i deres fælles interesse at annullere truslen fra de stærke kollektiver og gøre det til et slovensk mand-til-mand-opgør, som de begge har grund til at tro, at de kan vinde. Nok har Pogacar i år sendt temmelig blandende signaler på enkeltstarterne, men hans klatring har været så upåklagelig, at der er al mulig grund til at tro, at han er om muligt endnu bedre end i 2020. I hans alder af stadig blot 22 år skulle det i hvert fald være mærkeligt, om hans udviklingskurve er stoppet, og det må trods alt kunne få Roglic til at ligge en smule søvnløs, ikke mindst hvis Jumbo-kaptajnens egne svaghedstegn i årets bjerge er mere end bare tilfældigheder.

 

Skulle det lykkes igen, vil Pogacar både være den næstyngste og den 8. yngste vinder i Tourens mere end 100-årige historie - en nærmest mageløs bedrift, når de øvrige ryttere i top 10 næsten alle hører til en for længst svunden tid. I det tilfælde vil det stå soleklart, at den såkaldte Bernal-ære kun varede i ét år, inden et nyt vidunderbarn startede sin egen epoke, som meget vel kan kræve en Remco Evenepoel, hvis den skal have en ende i en overskuelig fremtid.


SE ALLE TOUR-ETAPER I FULD LÆNGDE UDEN REKLAMEPAUSER
 

Richard Carapaz (****)

Der var sikkert mange, der ærgrede sig lidt, da Ineos offentliggjorde deres grand tour-planer i begyndelsen af 2020. Naturligvis var det svært at brokke sig over, at briterne byggede deres hold op om den forsvarende vinder Egan Bernal, Tour-kongen Chris Froome og 2018-vinderen Geraint Thomas, men vi var sikkert mange, der havde drømt om, at holdets nye stjerne, Richard Carapaz, skulle gøre sin debut i verdens største cykelløb netop i den udgave. Med kun én enkeltstart, der endda inkluderede et decideret bjerg, og en mere bjergrig rute en vanligt var sidste års version af Touren nemlig en måske historisk chance for en ren bjergrytter som Carapaz til at vinde løbet, og efter et 2019, hvor han syntes at have vundet Giroen med så stor en overlegenhed, at ingen fandt ud af, hvor god han vitterligt var, havde det været en sand fornøjelse at få det spørgsmål besvaret i et opgør med Primoz Roglic, Tadej Pogacar og holdkammeraten Bernal på de franske tinder.

 

Annonce

 

I sidste ende magede skæbnen sig sådan, at Carapaz faktisk endte med at komme til start alligevel, da både Froome og Thomas fremviste så katastrofal en form, at det var helt uforsvarligt at tilskrive dem en reel mulighed for at blande sig i kampen om sejren, men det blev slet ikke den debut, man kunne have drømt om. Man skal nemlig ikke have fulgt Carapaz meget for at vide, at han ikke som Pogacar eller Roglic har det tårnhøje bundniveau, der gør ham til et uhyre hver eneste gang, han sætter et nummer på ryggen. Tværtimod har han altid kun fundet sit højeste niveau, når han som frem mod Giroen i 2018 og 2019 har kunnet forberede sig, som han ville med en højdetræningslejr i Andesbjergenes urimeligt iltfattige luft.

 

Den forberedelse fik han slet ikke. Tværtimod skulle han bare have brugt august måned til at finde lidt løbsrytme inden den sidste træning frem mod Giroen i oktober, og selvom han med et smart angreb alligevel vandt en etape i Tour de Pologne, var det igennem hele sensommeren klart, at der var milevidt fra Carapaz anno 2020 til den Carapaz, der vandt Giroen med den ene finger i næsen. Derfor var det næsten også dømt til fiasko, da ecuadorianeren med få dages varsel blev kaldt til Frankrig, og selvom hans motor langsomt blev varmet op, og han endte med næsten at vinde både etape og bjergtrøje, blev han aldrig den faktor i klassementet, mange havde håbet.

 

Carapaz nåede heldigvis at vise sit tårnhøje niveau i Vueltaen, hvor han ikke var langt fra at få skovlen under Roglic, men den spanske grand tour var næppe et specielt godt billede på de to stjerners reelle potentiale. Roglic var for enden af en sand vanvidskalender, hvor han havde kørt med om sejren i hvert eneste løb i mere end tre måneder og åbenlyst træt i den tredje uge, og Carapaz led stadig under en forberedelse, der stadig var hovsapræget og slet ikke så systematisk og struktureret, som han havde foretrukket det.

 

Det er den heldigvis i år, hvor han endelig har gjort Touren til det hovedmål, den burde have været sidste år. Desværre kommer hans Tour-debut nu ikke i det bedst, men snarere det værst tænkelige år. På intet tidspunkt siden 2012 har der nemlig været en Tour-rute, der passer Carapaz ringere, og hvor han på 2020-ruten havde lignet en reel trussel mod de to slovenske giganter, er det umuligt ikke at sidde med følelsen af, at Carapaz’ eneste vej til sejr i 2021 går gennem uheld til begge de to favoritter.

 

Lige så dygtig en klatrer, han er, lige så problematisk et forhold til enkeltstarter har han nemlig. Da han vandt Giroen i 2019 og var på et så højt niveau, at han aldrig lignede en mand, der for alvor åbnede på, fik han stadig bøllebank af Roglic, der over de 59 km enkeltstart slog ham 3.12. Dengang var sloveneren endda syg på den sidste 17 km lange tidskørsel, og alle tre enkeltstarter var endda svært kuperede - alt sammen forhold, der burde have gjort det muligt for Carapaz at begrænse tabet hæderligt.

Annonce

 

I det lys er det bekymrende, at årets Tour byder på næsten præcis samme antal enkeltstartskilometer som i den omtalte Giro. Eneste forskel er, at de 58 km denne gang er næsten helt flade, og det lægger i den grad op til slovenske klø til den lille ecuadorianer. Der var ellers markante fremskridt at spore i Vueltaen sidste, hvor Carapaz kørte sit livs enkeltstart, men alligevel smed han 49 sekunder over 33 km til Roglic, der var træt og kørte en etape langt under vanlig standard. At enkeltstarter bare ikke er Carapaz’ kop te, blev vi mindet om i det nylige Tour de Suisse, hvor en bjergenkeltstart ellers burde have været en fremragende disciplin for en fyr som ham, men hvor han præsterede langt ringere, end de fleste havde ventet.


 

I det lys er det indlysende, at det formentlig er Geraint Thomas, der vil køre med Ineos-mandskabets 1-tal, når løbet skydes i gang på lørdag. Hvor Carapaz ikke kunne have forestillet sig en meget ringere rute, ser den walisiske Tour-konge fra 2018 nemlig frem til at udnytte de 58 km i fladlandet til sin fordel og måske gribe ud efter en anden Tour-sejr tre år efter den første.

 

Alligevel er det formentlig Carapaz, der er det brølstærke Ineos-mandskabs bedste bud på en potentiel vinder. Thomas har nemlig ikke imponeret i bjergene i de seneste sæsoner, og det virker svært usandsynligt, at han kan matche de to slovenere, når de åbner for gassen i Alperne og Pyrenæerne. Det kan til gengæld ikke afvises, at det er muligt for Carapaz, for reelt ved vi ikke, hvad han kan, når han stiller velforberedt op til en grand tour. Det har han nemlig ikke gjort siden den flotte Giro i 2019, og her var han så undervurderet, at han nærmest fik trøjen foræret, hvorefter han lignede en mand i så total kontrol mod den sygdomsramte Roglic, at han aldrig havde brug for at vise sin reelle styrke og i stedet kunne bruge kræfterne på at hjælpe Mikel Landa med at gøre sig selskab på podiet.

 

Denne gang er der imidlertid grund til at tro, at Carapaz kommer til Touren ved fuld styrke. Igen i år har han haft et stille forår, hvor han har arbejdet for holdet og langsomt bygget på en form, der slutteligt var så god, at han blev nr. 9 i Fleche Wallonne, inden han rejste hjem til Andesbjergene for at forberede sig til årets store mål. Ved ankomsten til Europa har han endda gjort præcis som forud for Giroen i 2018 og 2019, nemlig vundet sit forberedelsesløb, og hvor der for to og tre år siden bare var tale om det lille og svagt besatte Vuelta a Asturias, var det denne gang det store WorldTour-løb Tour de Suisse, der røg på Carapaz’ efterhånden smukke generalieblad.

 

Desværre var det schweiziske løb igen i år temmelig svagt besat på klassementsfronten, og Carapaz lignede en mand, der manglede modstand på Leukerbad-etapen, hvor han knuste al modstand ved at sætte rivalerne til vægs på en let modvindsstigning, som egentlig slet ikke var skabt til at gøre forskelle. Det minder dog blot nærmest én til én om billedet fra 2018 og 2019, og her ved vi alle, at hans niveau i Giroen efterfølgende var tårnhøjt, ikke mindst da han sejrede i Italien for to år siden.

Annonce

 

Er det så højt nok til at true slovenerne, særligt når han taber tid på enkeltstarterne? Det er desværre nok stadig svært at forestille sig, men Carapaz kan i det mindste finde lidt trøst i, at han i Vueltaen bragte den ganske vist udkørte Roglic i vanskeligheder i den sidste uge. Først og fremmest er det dog holdet, der sammen med Carapaz’ egne klatreevner, der skal bringe ham til tops i Paris om tre uger.

 

Ineos er nemlig skræmmende stærke, og med hele tre grand tour-vindere i stalden udgør de en kollektiv trussel, der kan bringe selv de to slovenere i problemer. UAE har i år virket alt andet end overbevisende, og Dauphiné viste igen, at Roglics tre vigtigste bjerghjælpere kan være svært utilregnelige. Det ligner ikke en umulighed at fange de to slovenere i en ugunstig Ineos-sandwich, og her kan det måske være til Carapaz fordel, at de ikke blot vil holde øje med hinanden, men også med Thomas, der utvivlsomt vil være bedre placeret end ecuadorianeren efter den første enkeltstart. Det er trods alt før sket, at Roglic har haft mere blik for andre rivaler end netop Carapaz, og vi ved jo alle, hvordan det gik, da han sidst måtte lade ecuadorianeren køre, fordi han havde blikket rettet mod en anden.

 

Carapaz har også et andet våben, nemlig sidevinden. Ganske vist er han ikke selv prototypen på en sidevindsrytter, men ligesom Egan Bernal er han en alsidig terrier, der sagtens kan finde ud af at sidde på hjul, når Michal Kwiatkowski, Thomas og sidevindskongen Luke Rowe åbner for gassen. Måske virker Jumbo også stærke, hvis mistralen raser i den anden uge, eller Bretagne viser sig fra sin værste side i den første uge, men i hvert fald Pogacar ligner en mand, der kan sættes til vægs på de flade etaper. Skulle Roglic være lidt sårbar i bjergene, som hans forår måske kunne indikere, ser det måske slet ikke helt så umuligt ud for Carapaz alligevel.

 

Det kan dog ikke ændre på, at det er op ad bakke. Eller måske snarere er det måske ikke nok op ad bakke i et løb, hvor flade enkeltstarter spiller en uhensigtsmæssig rolle for en mand, der stadig kæmper med at mestre disciplinen. Til gengæld har Carapaz igennem de seneste to år vist, at han er manden, der kan tage kampen op med de slovenske favoritter og gøre det stabilt hver eneste dag gennem tre uger. Med løbets stærkeste hold i ryggen kan meget lade sig gøre, og han kan i det mindste tage til løbet med bevidstheden om, at Ineos siden 2012 altid har vundet Touren med den rytter, der måtte have vundet et af Tourens forberedelsesløb. I år er det lykkedes for både Richie Porte, der allerede har overgivet sig til hjælperytterrollen, og Carapaz, og dermed tilsiger historien faktisk, at der skal synes på spansk, når nationalhymnen afspilles i Paris d. 18. juli.

 

Skulle det ske, vil det i virkeligheden være meget flottere, end hvis Carapaz havde valgt den nemme løsning og satset stort på den bjergrige Tour i 2020. Vinder han på årets alsidige rute, vil det nemlig være det ultimative bevis på, at Carapaz vitterligt er den grand tour-gigant, hans overlegne Giro-sejr allerede antydede for to år siden.

DER ER PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER I TOURSPILLET - SÆT DIT HOLD HER!

Annonce

INFO
Optakter
Nyheder
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Uno-X sender flere danskere til fransk etapeløb

Landevej

Coronaramt Kamp kæmper med formen

Landevej

Vingegaard forlænger sin kontrakt

Landevej

Eksklusivt: Se OL på Discovery+ uden afbrydelser

Landevej

Video i artiklenOptakt: 1. etape af Tour de l’Ain

Landevej

Video i artiklenOptakt: Vuelta a Castilla y Leon

Landevej

Optakt: Tour de l’Ain

Landevej

Annonce

ANNONCE